Læsetid: 4 min.

Våben til Ukraine kan styrke Putins hånd

Hvis forhandlinger om en våbenhvile i dag mislykkes, og Obama beslutter sig for at forsyne den ukrainske hær med dødbringende våben, er en optrapning af konflikten uundgåelig og en stormagtsløsning udsat på ubestemt tid, mener iagttagere
Prorussiske separatister poserer foran en ødelagt ukrainsk kampvogn i byen Uglegorsk. EU udskød i mandags nye sanktioner mod Moskva forud for et stormøde, der skal sætte en stopper for 10 måneders blodsudgydelser i det østlige Ukraine.

Dominique Faget

11. februar 2015

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sidder så meget i førersædet i den væbnede konflikt i det sydøstlige Ukraine, at leverancer af dødbringende våben fra USA og andre lande til ukrainske styrker ikke vil kunne undergrave Ruslands evne til at diktere sine krav til den svækkede centralregering i Kijev.

Det mener Barry Posen, professor i international politik ved Massachusetts Institute of Technology med speciale i konfliktløsning.

»Russerne har tabt al tillid til Vesten i forbindelse med krisen i Ukraine. De ville aldrig stole på en garanti udstedt af USA eller Nato-landene om, at Ukraine vil forblive alliancefri, og den garanti er Vesten i øvrigt ikke villig til at give,« siger han.

På et topmøde i dag i Minsk mellem Ruslands præsident Vladimir Putin og hans modparter fra Ukraine, Tyskland og Frankrig vil lederne søge at genoplive en våbenhvile fra september mellem ukrainske styrker og prorussiske oprørere.

Men den manglende gensidige tillid mellem Rusland og Vesten kan let blive en bremseklods for indgåelsen af en våbenhvile, med mindre præsident Putin føler, at han har opnået sine geostrategiske mål med hjælp fra de prorussiske oprørere i provinserne Donetsk og Lugansk.

I går var oprørernes knibtangsmanøvre mod 5.000 ukrainske soldater tæt på at lykkes i den strategisk vigtige provinsby Debaltseve, hvorfra kul i det østlige Ukraine afskibes med jernbane til resten af landet. I mellemtiden satte ukrainske styrker en militær offensiv i gang mod oprørsstyrker nær havnebyen Marjupol.

De sidste par ugers militære operationer løfter ifølge Barry Posen tæppet for Ruslands endemål i Ukraine.

»Gennem de prorussiske oprørere søger Putin at opnå kontrol med et tilstrækkeligt stort stykke ukrainsk territorium til at sikre sig, at Ukraine hverken bliver medlem af EU eller NATO. Det må efterhånden stå klart for alle iagttagere,« siger han.

Det er også grunden til, at en tilførsel af dødbringende våben til Ukraines væbnede styrker ikke vil gøre nogen forskel på udfaldet af striden om det sydøstlige Ukraines fremtidige status, vurderer han.

Ingen afskrækkelse

Faktisk er der en alvorlig risiko for, at konflikten hurtigt tilskærpes og involverer USA direkte, mener ruslandsekspert Eugene Rumer fra Carnegie Endowment for International Peace i Washington, D.C.

»Der findes absolut intet bevis for, at amerikanske panserværnsmissiler i hænderne på ukrainske styrker vil tvinge Putin til at give indrømmelser. Tværtimod er han villig til at gå meget, meget langt for at forsvare Ruslands sikkerhedsinteresser,« siger Rumer, der er født og opvokset i Moskva.

Rumer tjente som ruslandsrådgiver for præsident Barack Obamas efterretningsråd fra 2010 til 2014. I går udgav han bogen Conflict in Ukraine – The Unwinding of the Post-Cold War Order.

Den tidligere regeringsrådgiver peger på, at hvis Vesten ønsker at afskrække Putin, giver det ingen mening at lægge de åbne korte på bordet og sige, at man vil begrænse sig til at levere »defensive« våben.

»Hermed sender vi et signal til Putin om, at hvis de prorussiske oprørere med hjælp fra den russiske hær blot kan modstå Ukraines brug af nogle panserværnsmissiler, så har han ingen grund til at bekymre sig om NATO’s videre reaktion. Det er i strid med den herskende afskrækkelsesteori i akademiske kredse.«

MIT-professor Posen har i årevis forsket i og skrevet om afskrækkelsesteori. Han peger på flere mulige scenarier for konfliktens videre forløb, hvis forhandlingerne i Minsk i dag skulle bryde sammen, og præsident Obama beslutter at sende våben til Ukraine.

»Et muligt scenarie er, at præsident Putin starter et forebyggende angreb mod Ukraines styrker, inden de amerikanske panserværnsmissiler og radarer kommer på plads. Vi ved ikke præcist, hvor lang tid det vil tage at levere våbnene og træne de ukrainske styrker i deres brug, formentlig ikke mere end nogle uger,« siger Posen.

»Men det er nok tid for Rusland til at mobilisere sine styrker nær grænsen og bombardere ukrainske enheder med heftig og præcis artilleriild, som de gjorde i august sidste år.«

Optrapning

Alternativt er det muligt, at Rusland først lader våbnene blive leveret og dernæst starter en offensiv sammen med de prorussiske oprørere. »Det slag ville russerne let vinde. De har nok kampklare brigader til rådighed,« forudsiger professor Posen.

Spørgsmålet er så, hvad USA og NATO gør.

»Optrapper vi ved at sende flere og mere offensive våben til Ukraine, eller vælger vi at nedtrappe ved at kapitulere over for Ruslands krav om, at Ukraine aldrig må blive medlem af NATO og EU? Jo mere militært involveret Vesten bliver i konflikten, desto sværere bliver det for os at give indrømmelser. Det er derfor bedre at give dem nu,« siger Posen.

Det er formentlig også grunden til, at den tyske kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident François Hollande pludselig tog til Kijev og Moskva i sidste uge og i et sidste desperat forsøg på at redde Vesten fra en farlig militær optrapning håber at trykke på pauseknappen i Minsk og få en våbenhvile udvirket. Det er derfor Hollandes og Merkels hensigt at presse en i forvejen presset præsident Porosjenko til at give indrømmelser.

»Den franske og tyske leder kan på Vestens vegne ikke kapitulere over for Putins diktat til Ukraine. Derfor vil de forsøge at overbevise Porosjenko om at acceptere en tilfrosset konflikt i Donetsk og Lugansk, der kan vare i årtier,« vurderer Barry Posen.

Men chancen for succes er ikke stor, forudser Eugene Rumer:

»Medmindre præsident Petro Porosjenko giver Putin, hvad han vil have – og vi ved ikke præcist, hvad det er – tvivler jeg stærkt på et positivt udfald i Minsk,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Hele situationen minder alt for meget om München i 1938, hvor Tjekkoslovakiet blev presset til at afstå Sudetenland til Tyskland under heftig akklamation fra Frankrig og Storbritannien.

Nu er det Petro Porosjenkos tur til at blive afpresset i dag i Minsk.

EU's udenrigschef Federica Mogherini er ikke inviteret til mødet.
Der er ingen, der gider høre på EU i denne sag.
Putin har selvfølgelig helt styr på, at EU's sanktioner forlænges i perioder af 6 måneder af gangen, og hver gang skal alle 28 medlemslande stemme ja til forlængelse - ellers bortfalder sanktionerne.

EU er en udenrigspolitisk papirtiger.

Hvad så med våbenleverancer?
Hvis Ukraine beder om våbenhjælp fra Vesten, så skal landet have disse våben.
Men hvad bliver Ruslands reaktion? Ukraine kan hurtigt komme fra asken til ilden.

Det er en forbandet tanke, at vi blot overlader Ukraine til at blive en lydstat under Rusland; og det ville være så meget mere bekvemt, hvis Ukraine blot stilfærdigt ville gå under åget.
Men hvis Ukraine magter at gøre modstand, så bør vi også hjælpe med at tilvejebringe midlerne hertil.

Lad os starte med det faktum, at Sovjetunionen var den sidste af de store europæiske magter til at underskrive en nonaggression pagt med Nazityskland. Polen ( med det nuværende vestlige Ukraine) var den første til at gøre det, allerede i januar 1934. Polens diktator Józef Piłsudskiand hans udenrigsminister Józef Beck så det Tredje Rige som en allieret i en fremtidig krig med Sovjetunionen. Det var Hitler, der brød denne pagt i April 1939, ikke polakkerne.
I oktober 1938 Polen ( med det vestlige Ukraine) åd en del af Tjekkoslovakiet sammen med Tyskland og Ungarn. Polakkernes ( med det vestlige Ukraine) "præmie" var Těšín Silesia (en tjekkisk område, som omfattede den tredjestørste by i dagens Tjekkiet - Ostrava). Så Polens påstand om at være en "uskyldig offer for den sovjetisk-tyske aggression" er historisk uholdbar.