Baggrund
Læsetid: 7 min.

Venezuela – en olieøkonomi presset helt i bund

Historisk høje oliepriser har holdt hånden under Venezuelas regering igennem 16 år, men på blot seks måneder er prisen på olie faldet til under det halve. Iagttagere frygter for et politisk sammenbrud, da landet lige nu befinder sig i en økonomisk nedsmeltning med hastig øget fattigdom til følge
Udland
3. februar 2015
I Venezuelas hovedstad Caracas er der lange køer uden for dagligvarebutikkerne, og en helt ny forretning er opstået på fortovet foran butikkerne: At stå i kø for andre mod betaling.

I Venezuelas hovedstad Caracas er der lange køer uden for dagligvarebutikkerne, og en helt ny forretning er opstået på fortovet foran butikkerne: At stå i kø for andre mod betaling.

Meridith Kohut

Lange køer foran supermarkeder, apoteker og købmænd er for længst blevet hverdag i Venezuela, hvor almindelige varer som toiletpapir, bleer, sukker, kaffe, mælk, kød og medicin med stadig større hyppighed mangler på hylderne.

Endda i så høj grad, at der er så meget rift om varerne, at en hel ny forretning er opstået på fortovet foran butikkerne: At stå i kø for andre mod betaling.

Ifølge oppositionen i Venezuela skyldes de store mangler en kombination af ekstrem korruption, nepotisme og kammerateri i en regering, der langsomt er ved at tage livet af både det venezuelanske demokrati og landets økonomi.

Mange kritikere mener, at den økonomiske styring i Venezuela – hvor man forsøger at kopiere en form for statslig planøkonomi tidligere kendt fra Sovjetunionen og resten af Østeuropa før murens fald – er gået helt og aldeles galt. Sammensmeltningen af økonomi og politik har kun betydet, at korruptionen er galopperet, de uddannede flygter og investeringerne falder.

Venezuelas regering forsøger derimod at forklare både den økonomiske nedtur og manglen på varer i supermarkederne med alt fra en »økonomisk krig«, hvor ejerne af supermarkeder bevidst holder igen med at udbyde varer for politisk at destabilisere landet, til mere nøgterne forklaringer om, at landet er truet af voldelige bander, der ødelægger de økonomiske muligheder (Venezuela har en af verdens højeste mordrater) til igen at forklare de interne problemer med udefrakommende magters økonomiske pres på Venezuela. Her er det i særdeleshed USA, der er skurken.

I sin nyligt afholdte årlige tale til nationen berørte Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, således problemet med de lange køer og mangel på almindelige basisvarer, ligesom han bebudede, at de tider, hvor olien kostede omkring 100 dollar, ikke kommer tilbage – men at det intet betyder, fordi Venezuela ikke behøver pengene: »Gud vil sørge for os. Venezuela vil aldrig mere komme til at mangle noget.«

Efterfølgende – i tre forskellige pressemeddelelser – gentog præsident Maduro forrige tirsdag sit budskab om, at landet befinder sig i en ’økonomisk krig’, og at det nu gælder om at mobilisere masserne for at gå i offensiven imod det ekstreme højre, der spekulerer i at destabilisere landet for at »kunne retfærdiggøre en fremmed invasion«.

Og i weekenden blev fronterne i den ’økonomiske krig’ trukket endnu skarpere op, da præsident Nicolás Maduro greb til handling og fik arresteret ejere og en række ansatte i den nationale apotekerkæde Farmatodo, der har eksisteret i 96 år. De er nu anklaget for at skabe kunstige køer på fortovene foran deres butikker og dermed skubbe til forestillingen om, at der er mangler i det venezuelanske samfund.

»I går kunne vi observere, at en kendt butikskæde konspirerer imod os (... ) Men vi kom, og vi har nu normaliseret salget igen. Vi har fået fat i ejerne, vi har arresteret dem og de er nu tilbageholdt for at genere folket,« annoncerede præsident Nicolás Maduro.

Antallet af fattige stiger

At krisen kradser, kan direkte aflæses i FN’s tal over fattigdomsudviklingen i Latinamerika. I sin seneste rapport fra december 2014, der bærer titlen ’Panorama Social de América Latina’, viser CEPAL (FN’s kommission for økonomi og udvikling i Latinamerika), at Venezuela som det eneste land i Latinamerika oplevede en stigning i antallet af fattige fra 2012 til 2013.

Således steg andelen af den venezuelanske befolkning, der lever i fattigdom, med 6,7 procent eller med omkring to mio. personer på blot et år.

Andelen af befolkningen, der lever i ekstrem fattigdom, steg ligeledes med 2,7 procent fra 2012 til 2013. CEPAL’s konklusioner er baseret på tal fra det venezuelanske nationale institut for statistik, INE.

Udsigten for den venezuelanske befolkning er på i hvert fald kort sigt ikke meget bedre. Ifølge den Internationale Valutafond, IMF, forventes det venezuelanske bruttonationalprodukt at falde med hele syv procent i 2015. Venezuela har i forvejen oplevet 12 måneder med konstant recession, og i den seneste vurdering fra Moodys nedgraderes Venezuelas statsgæld fra Caa1 til Caa3 – altså til et godt stykke lavere end betegnelsen ’junk’.

Ifølge Moodys skyldes nedjusteringen, at de anser det for »usandsynligt, at myndighederne i den nærmeste fremtid vil være i stand til at få styr på de makroøkonomiske forstyrrelser og ubalancer«.

Men at tro, at Venezuelas problemer skyldes de faldne oliepriser alene, eller at det hele handler om, at den nuværende præsident Nicolás Maduro – der overtog magten i 2013 efter den folkekære og ekstremt populistiske Hugo Chávez – har drejet landet i en radikalt ny retning, er nonsens. Det mener Carlos Malamud, professor i latinamerikansk historie og leder af departementet for Latinamerikanske studier ved det spanske universitet Instituto Universitario Ortega y Gasset.

I en analyse for Infolatam skriver han, at »at størstedelen af de problemer, som Venezuela i dag står overfor, rodfæstede sig i præsident Hugo Chávez’ regeringstid.«

»Hans ultrapersonfikserede lederstil, en evig underminering af landets institutioner og lovgivning, ideen om at gøre det nationale olieselskab, PDVSA, til den vigtigste og stort set eneste indtægtskilde for staten, er indiskutable fakta, der forklarer en god del af det, der sker. Inflationen, det voksende underskud, subsidiering af benzin og de mange mangler var også en del af virkeligheden før 2013.«

Verdens største oliereserver

Alligevel springer det i øjnene, at Venezuela – landet med verdens største oliereserver og en daglig produktion på omkring 2,5 mio. tønder råolie – økonomisk er presset helt i knæ.

Venezuela får omkring 95-96 procent af statens eksportindtægter fra salg af olie, og med et for de fleste uforudset stort fald i prisen på olie fra ca. 100 dollar pr. tønde i juni 2014 til i dag omkring 40 dollar pr. tønde, betyder det, at det venezuelanske statsbudget naturligvis går i rødt. Statens budget er beregnet efter en forventet oliepris netop omkring de 100 dollar pr. tønde. Mange eksperter hævder endda, at Venezuela er afhængig af en pris på omkring 120 dollar for at få budgetterne til at hænge sammen.

Og den venezuelanske stats udfordring er netop, at den stort set ikke har andre indtægtskilder. Når prisen på olie falder, så rammer det statens indtjening i et næsten ét til ét forhold. Det forklarer økonomiprofessor Ricardo Hausmann, der er tidligere udviklingsminister i Venezuela fra 1992 til 1993, samt tidligere bestyrelsesmedlem i Venezuelas centralbank. Han peger ligeledes på, at den venezuelanske ruin blev grundlagt under daværende præsident Hugo Chávez’ styre, og det vi ser i dag, blot er kulminationen på »mange års elendig politisk administration«.

»Venezuela er ved at implodere. Nedturen begyndte allerede, da olieprisen stadig var på 100 dollar pr. tønde – nu er prisen på venezuelansk råolie nede på under 40 dollar,« konstaterede Ricardo Hausmann blandt andet i et interview under dette års økonomiske topmøde i Davos.

Farlige kinesiske lån

»Resultatet er,« siger han, »at der er enorme køer, hvor folk venter for bare at kunne købe mad. Landet er ramt af verdens højeste inflation (på 63,6 procent de seneste 12 måneder, red.) og en faretruende høj udlandsgæld. Og forholdet mellem de officielle vekselkurser og det sorte marked er verdens højeste, så situationen er virkelig alvorlig,« advarer Ricardo Hausmann.

Han forklarer videre, at Venezuela ikke bare er tynget af statsbudgetter, der ikke hænger sammen, men også af en voldsom udlandsgæld til i særdeleshed Kina, som dagligt sluger en stor del af landets indtægter. Lån, der blev givet til Venezuela i en periode, hvor olieprisen var over 100 dollar pr. tønde, og den venezuelanske regering burde have sparet op og afdraget på udlandsgælden.

Siden 2007 har Venezuela samlet lånt 46 mia. dollar af Kina – hvoraf de 20 mia. er blevet tilbagebetalt. Det seneste lån blev givet i juni 2014, da Kinas præsident, Xi Jinping, var på statsbesøg i Venezuela. Her fik Venezuela en yderligere kredit på 5,69 mia. dollar.

Og kineserne har nok været smarte, men også uansvarlige, mener Ricardo Hausmann. Smarte, fordi næsten ligegyldigt hvor dårligt det går for Venezuela, er Kina sikre på at blive betalt. Også i tilfælde af en eventuel bankerot. Afdrag på de kinesiske lån tilbagebetales i noget, som Venezuela altid har – nemlig råolie, der skibes direkte til Kina.

»Kina hiver deres betaling hjem, inden Venezuela overhovedet har solgt olien,« siger Ricardo Hausmann, der samtidig noterer sig, at det er første gang i nyere historie, at et lands gæld og vej mod bankerot direkte involverer Kina. Og derfor kalder han den kinesiske lånepolitik over for Venezuela for direkte uansvarlig.

»I forhold til det her økonomiske rod (i Venezuela, red.), har Kina et medansvar,« lyder det fra Ricardo Hausmaan, der er alt andet end optimistisk i forhold til den umiddelbare fremtid i Venezuela:

»Jeg tror, at Venezuela står foran en meget, meget vanskelig situation såvel socialt, som økonomisk og politisk. Det er utrolig svært at forudsige, hvad der kommer til at ske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Hansen, du vrøvler også 12:56. Enhedslisten har jo, som det eneste parti i Danmark, en partimodel, der forhindre en stærk mand.

"Jeg forstår ikke, hvordan socialister nogensinde har kunnet få den idé, at det var stærke mænd eller politbureauer, der skulle lægge kursen."

Måske fordi det var svært at få øje på alternativer, måske givet samtiden og den historiske kontekst? Måske man skal huske på at alternativerne kunne være ret grelle - hvad var f.eks. situationen for den jævne cubaner forud for revolutionen? Eller den jævne venezuelaner? Selv hér i Danmark råder en stigende afmagt overfor de øgede magtdistancer og den omsiggribende austerity, som snildt kan få ellers progressivt sindede mennesker til at geråde ud i ikonisering og idolisering. I en mere lavpraktisk skala kan det tilbagevendende råb fra også venstreorienterede om 'bedre/anstændige politikere' tillige ses som udtryk for et ønske om stærke og dygtige 'ledere' med principper. Ja, vi har endda eksempler på at erklæret venstreorienterede henviser til EU som stærk organisation, der med fordel kan tryne vildfarne, nationalistiske politikere. Pluk selv videre løs i den opportunistiske blomstereng.

Peter Jensen:

Det er pladder og nonsens fra Peter hansen. Der er ingen, der har sukket efter Chavez 'den stærke mand'. Alle kommentatorer med sympati for det socialistisk projekt har beklaget netop de tiltag, som tenderer mod ar gøre Chavez til selvhersker - såmænd endda Information, som i denne artikel giver en rimelig fair udlægning af betænkelighederne ved, men også sandsynlige forklaringer på de antidemokratiske træk hos Chavez:

http://www.information.dk/135803

Nå ja, helt ude i sølet ender de pladderdemokratiskes synspunkter når de angriber, at et demokrati for at forsvarer sig mod militærkup og udenlandsk infiltration i landets indre anliggender. I 2002 forøgte dele af den venezuelanske militære ledelse i samspil med dele af oppositionen ved et kup som bekendt at afsætte Chavez. Ifølge de pladderdemokratiske kræfter må et demokrati åbenbart ikke forsvare sig.

Claus Jensen:
Jeg giver udelukkende et par perspektiver på hvorfor der kan opstå idolisering og ikonisering blandt selv erklærede socialister - jeg insinuerer intet om de, som har kommenteret hér. Chavez og Movimiento har været udsat for voldsomme bagvaskelsesprogrammer og international marginalisering, sådan som det er vestlig kutyme - og efter mine begreber havde Chavez' mange gode grunde til at handle, som han gjorde ... og der er mange gode grunde til at han, hensigtsmæssigt eller ej, blev og er et ikon for mange - både fattige og venstreorienterede.

Der kan være en helt legitim debat om, hvor langt det er nødvendigt for 'demokratiet' at gå for at forsvare sig mod subversion og kup, og i forlængelse deraf, om Chavez gik længere, end han behøvede. Men det er topmålet af hyklerisk frelsthed at lade et sekund, som om det er noget indbygget antidemokratisk i socialismen, eller et specielt korrumperbart mindset hos Chavez, der er årsagen.

Hvis man var blevet udsat for lignende økonomisk sabotage og kupforsøg i USA eller Danmark, havde reaktionen og efterspillet været betydeligt mindre demokratisk eller forsonligt end det var tilfældet i Venezuela. Kapitalen tilgiver ikke.

Peter Jensen:

Forstået og enig.

Claus Jensen:
Også enig i din afsluttende tirade - bortset fra at kapitalen sommetider tilgiver på skrømt, hvis den kan se et indtjeningsmål med manøvren.

Sider