Til lykke med jubilæet. Det er nu 25 år siden, den ugentlige arbejdstid sidst blev sat ned, nemlig fra 38 til 37 timer. 37 er ikke et helligt tal, og der tales mere og mere om at ændre det, men sjovt nok både om at sætte arbejdstiden op – og om at sætte den ned.
Set gennem omstillingsbriller forekommer det oplagt at reducere arbejdsugen, fordi en kortere arbejdstid kan være et win-win skridt, som ikke alene gavner miljø og klima, men også bidrager til lavere arbejdsløshed.
Enhedslisten har længe haft arbejdstidsreduktion på sit program, og det nye parti Alternativet foreslog i sidste uge konkret at sætte arbejdsugen ned til 30 timer i løbet af 10 år. Argumenterne er mindre stress og jag. Mere tid til at børn og forældre kan være sammen. Flere i arbejde. Ikke så stor belastning af miljø og klima.
Andre – bl.a. regeringen og dens rådgivere – ser en 30 timers uge som ren utopi. De vil det stik modsatte og foreslår derfor en længere arbejdsuge og ovenikøbet færre fridage. Argumenterne er konkurrenceevnen over for udlandet og behovet for at øge skattegrundlaget til gavn for statsfinanserne. Det er tynde argumenter.
Skattestoppet er dumt
Man skal nok være finansminister for at finde det naturligt at indrette den ugentlige arbejdstid efter statsfinansielle hensyn. Og det er regeringerne Anders, Lars, Helle og Margrethe, der har sat skatterne ned og indført dumme skattestopsregler.
At det er muligt at reducere arbejdstiden uden at forringe konkurrenceevnen, viser handelstallene: Danmark og Tyskland klarer sig jo fint sammenlignet med de fleste andre lande, hvoraf størstedelen arbejder betydeligt flere timer, end vi og tyskerne gør.
For 50 år siden var arbejdstiden herhjemme 45 timer om ugen. Gennem hele det forrige århundrede blev arbejdstiden forkortet stille og roligt med en time her, en ekstra ferieuge der. Der var ikke noget utopisk ved den sag.
Færre timer og stort output
Når produktionen pr. arbejdstime (arbejdsproduktiviteten) og den materielle velstand voksede med et par procent hvert år, så var det fornuftigt, syntes man at tildele en del af gevinsten i form af øget fritid i stedet for flere penge. Der skal jo være andet i livet end arbejde og BNP – tænkte man dengang.
Og måske kan denne tanke vinde frem igen hjulpet på vej af bl.a. omstillingsdagsordenen. Det kunne være skønt at få skruet ned for den monomane messen om, at arbejdsudbuddet skal øges – uanset konsekvenserne.
Vil en kortere arbejdsuge betyde, at vi skal gå ned i årsindkomst? Ja, siger Alternativet. Andre modeller er dog mulige. I det 20. århundrede faldt arbejdstiden, men ikke indkomsterne. Når arbejdskraftens produktivitet vokser, giver det plads til at sænke arbejdstiden, uden at produktion og indkomst falder. Så der er også nogle fordelingseffekter at overveje. Kortere arbejdstid vil også i sig selv øge produktionen pr. time, fordi man typisk arbejder mindre effektivt, jo længere man er på arbejde.
Skal man sigte efter en firedagesuge eller korte hver af de fem dage ned? En firedagesuge ville spare transport til og fra jobbet, mens de fortravlede børnefamilier måske ville foretrække fem kortere dage.
Er en kortere arbejdsuge overhovedet bæredygtig, hvis den kommer i stand via arbejdsbesparende maskiner og teknikker, som bruger energi og ressourcer? Hvad med pensionsopsparingen – vil en 30-timers uge skabe fattige pensionister? Og hvem siger, at fritid er mere miljø- og klimavenlig end arbejdstid?
Der er mange spørgsmål at overveje og finde svar på. Helt sikkert er det, at de, der p.t. bestyrer arbejdslejren, vil være stærkt imod. Jeg forudser tv-spots med en bibliotekar, der kører gokart i sin fritid. Så indser vi nok, at det er bedst at genindføre 45-timers-ugen.
Nils Enrum er lektor og cand.polit.
Kortere arbejdsuge bidrager næppe til lavere ledighed i længere tid - sådan som arbejdsmarkedet fungerer, vil begyndende mangel på arbejdskraft i nogle sektorer presse lønnen i vejret, og det vil fortsætte med dårligere konkurrenceevne til følge indtil ledigheden igen stabiliserer sig på sit strukturelle niveau.
Afgørende for om en nedgang i arbejdstiden er hensigtsmæssig, bør være om de beskæftigede rent faktisk prioriterer at nyde den ekstra fritid på bekostning af den merindkomst de ellers ville kunne have fået.
Om man skal arbejde mere eller mindre er et prioriteringsspørgsmål som så meget andet; men det er vigtigt at have klarhed over alle de elementer der bliver konsekvensen af at prioritere anderledes. Og i den forbindelse er det relevant nok at påpege at de goder man går glip af ved lavere arbejdstid, ikke kun indbefatter den disponible lønindkomst man ellers selv ville have fået udbetalt, men også de skatteindtægter det offentlige mister hvis folk arbejder mindre.
Og der er vel indtil videre ikke meget der tyder på at mere fritid er et udbredt folkeønske, når man ser på hvad lønmodtagerne lægger billet ind på af ønsker før overenskomstforhandlingerne?
APRILSNAR! --- Og du hoppede i med beggen ben, Poul Schou.
Det siger sig selv, at 30-timers arbejdsuge ikke er en realistisk vision i det neoliberalistiske ulighedssamfund, så du kan tage det roligt.
Jeg tager det såmænd meget afslappet uanset udfaldet, Niels. Det forholder sig sådan at jeg er demokrat, og hvis befolkningen ønsker at arbejde mindre, er det rimeligt nok at arbejdstiden så også falder. Man skal blot være klar over konsekvenserne, og parat til at betale dem. Kortere arbejdstid for alle vil bl.a. enten betyde højere skattesatser eller færre velfærdsgoder. Man bør ikke glemme den del af ligningen.
Måske er der behov for en præcisering mht. konkurrenceevnens betydning og rolle. Når man taler om konkurrenceevne, er det ofte i en snæver og ret præcis betydning der omhandler hvor dyre danske varer er i forhold til sammenlignelige udenlandske varer. I denne forstand er konkurrenceevneproblemer altid et kortsigtet/konjunkturelt problem, men ikke et selvstændigt problem på lang sigt. Hvis konkurrenceevnen i et land midlertidigt forringes, vil strukturerne på arbejdsmarkedet før eller siden føre til at lønningerne justeres tilsvarende. Derfor har tidligere sænkninger af arbejdstiden ikke ført til permanent dårligere konkurrenceevne for Danmark og Tyskland, som Nils Enrum nævner i indlægget. Men de har altså heller ikke ført til permanent lavere ledighed; det samme må forventes at være tilfældet for en hypotetisk fremtidig yderligere arbejdstidsnedsættelse.
Vi skal lidt længere ned 25 timer,tak.
Uanset aprilsnar eller ej. Der en en over-produktionskrise i verden, som har stået på i årtier. Der produceres, dvs. der arbejdes for meget. - Hvilket afspejles i klima-krisen, som enhver seriøs klimaforsker erkender.
At retablere den således forstyrrede balance mellem sociosfæren og biosfæren - og ikke som nu, hvor enhver uansvarlig regering tilstræber at skabe kortvarig beskæftigelse og vækst (og dermed blot udsætter og besværliggør genoprettelsen af klimabalancen) - må være udgangspunktet for enhver ansvarlig økonomisk-politisk regerings-førelse.
I lyset af klodens alarmistiske klima-tilstand, (som enhver seriøs klimaforsker altså erkender), er det ikke et øjeblik for tidligt at indføre en global planøkonomi, og tage konkrete straks-initiativer, såsom at nedsætte arbejdstiden til den nødvendige arbejdstid for at samfundet kan fungere.
Og omstille infrastrukturen til fornuftig klimabæredygtig transport. Således at cykling stimuleres, ja, eller om nødvendigt påbydes i byerne, på kort/mellem-distancen. Og bus/tog på mellem/langdistancen. Kun varetransport og bevægelseshæmmede skal have lov at komme frem ved hjælp af individuel CO-2 svinende udledning.
Neo-liberalismen med USA, EU, deres arbejdsgivere med deres "ret" til at lede og fordele arbejdet, olie-, bilindustrier og militær-industrielle komplekser, osv., i spidsen, vil naturligvis modarbejde og forhindre ethvert forsøg på et sådan nødvendigt kvantespring mhp. at bringe klimaet i balance. Kalde det urealistisk, osv.
Og deres CO-2 implementerende led i form af "almindelige" forbrugere, vil uden tvivl ligeledes kalde det urealistisk.
Men hvad er alternativet til sådan et kvantespring? At reducere CO-2 udledningerne med 20 procent i 2030. Eller hvad det nu bliver til? At lukke øjnene for klima-realiteterne og fortsætte med at leve afsondret fra virkeligheden?
Selvfølgelig er artiklen ikke en aprilsnar. Den er et naturligt led i og helt på samme linje som den række af artikler Information tidligere har bragt om samme emne, jf. linkene under "Relaterede artikler" til venstre for indlægget, inklusive det tidligere indlæg af Nils Enrum med samme pointe:
http://www.information.dk/491621
Aprilsnar-råbet skal vel snarere ses som et udslag af Niels Engelsteds specielle form for humor, eller hvad det nu er.
Med hensyn til klimaet er der ganske rigtigt brug for en målrettet global indsats mod indledningen af drivhusgasser. Problemet med nedsættelse af arbejdstiden er at det overhovedet ikke er spor målrettet klimaproblemet - som Enrum selv gør opmærksom på. Man bør altid prøve at adressere samfundsproblemer så direkte som muligt, og den mest effektive måde at reducere udledningen af drivhusgasser til et acceptabelt niveau er at gøre dem tilstrækkelig meget dyrere. Enten ved en global afgift eller et tilsvarende omsætteligt kvotesystem.
Spørgsmålet om arbejdstid omfatter mange problemstillinger og konsekvenserne er usikre.
Jeg er enig med Poul Schou om at arbejdstiden bør afspejle folks præferencer, så det vi taler om er "standard-arbejdstiden" (den aftalte arbejdstid). Individuelt kan nogen foretrække, og måske finde, et job med færre timer end standarden, mens andre kan foretrække flere timer eller flere jobs på en gang. Her burde overenskomstsystemet og arbejdsmarkedet være mere fleksibelt og måske indeholde nogle garantier for at lønmodtageren (med behørigt varsel) kan skrue op eller ned for arbejdstiden fx et år ad gangen. Men i stedet arbejder man bevidst på at mindske fleksibiliteten: Arbejdsmarkedskommissionen anbefalede at sætte arbejdstiden op i overenskomsterne og gøre det umuligt at aftale færre arbejdstimer end nu. (citeret efter hukommelsen). KL og Regionerne lægger i overenskomstforhandlingsudspil op til at fjerne adgangen til delpension - for at presse folk til at forblive på fuld tid, selv når de kommer op i årene. Det er da en helt tosset retning at gå nu, synes jeg.
Jeg er ikke overbevist om at kortere arbejdstid nødvendigvis - som Poul Schou skriver - må føre til højere skattesatser og/eller færre velfærdsgoder. Det tror jeg må komme an på den relative arbejdsproduktivitet i den private og offentlige sektor. (Rigeligt stof til en artikel for sig.)
At det er mere effektivt at adressere klimaproblemet via en global afgift eller et global system af omsættelige kvoter er rigtigt. Men også irrelevant og ligegyldigt, for der bliver aldrig nogen global aftale. Vi kan ikke engang blive enige i EU, som er en relativ homogen og velorganiseret del af verden. Derfor er der brug for at diskutere flere veje frem. Det minder om en sovepude hvis ideer afvises med den begrundelse, at det er bedre, hvis alle lande i verden bliver enige om en fælles energi- og skattepolitik.
Jeg har meget svært ved at se hvordan kortere arbejdstid kan undgå at give det offentlige et tab af skattekroner - i forhold til situationen hvor arbejdstiden havde været den samme. Det kan kun undgås hvis man tror at folks indtægter og dermed deres skattebetaling ikke vil blive påvirket af at de arbejder færre timer - men en sådan "gratis frokost" virker vel næppe særlig realistisk? Det ville være det samme som at sige at folks produktivitet er lig 0 i de sidste timer de arbejder hver uge i dag.
Mht. klimapolitikken skal det bedste selvsagt ikke være det godes fjende, og det er nok rigtigt at man ikke får det perfekte globale system etableret i nær fremtid og derfor realistisk set må håbe på noget mindre, men dog stadig effektivt. Men det er stadig vigtigt at sørge for at gøre sin strategi så målrettet som realistisk muligt. I den sammenhæng virker en generel nedsættelse af arbejdstiden mildt sagt ikke særlig overbevisende. Det fjerner jo ikke tilskyndelsen til at overforbruge fossile brændsler og andre drivhusgasser; den tilskyndelse vil være der sålænge det er for billigt at udlede, og det ændrer kortere arbejdstid ikke ved.
Et land, der energimæssigt jo er ideelt, er Island, der har helt naturlige vedvarende energikilder. Den samme situation bør verden tilstræbe at etablere artificielt.
Penge-logikken står i vejen for Poul Schous forståelse af, at folks vilkår ikke behøver at blive forringet, selvom der skal arbejdes mindre - fordi folk, der ikke arbejder, allerede i dag modtager ydelser, der sammen med forvaltningen og kontrollen af disse snarere er dyrere for samfundet end en løn.
Hvorfor er det en så "forfærdeligt" tanke for mange at 2 personer kan dele en arbejdsdag. Jeg har arbejdet på en metal arbejdsplads hvor flere gjorde det. Produktionsapparatet blev udnyttet bedre og en del af dagpengene blev sparet på den ene person. Den anden del fik firmaet i tilskud. Jeg tror det mest er inde i hovedet at problemet om kortere arbejdstid ligger, for at finde løsninger.
Der var tale om 6 timer til hver.
Er det en forbrydelse at skære sit forbrug ned, og samtidigt være der mere for hinanden? Det er et personligt valg, og ligesom andre indlæg ser jeg det ikke lige om hjørnet; især hos dem som har hægtet sin identitet op på mer-forbrug
Det er en belastning at arbejde 37 timer om uge.
Derfor er det godt at nedsætte arbejdstiden.
Til sidst ender arbejdstiden på Nul timer.
Det er en belastning ikke at have arbejde.
Kære Poul Schou
Tak for din kommentar i går, som kan bidrage til en opklaring om konsekvenserne for skatten og velfærdsydelserne af at reducere arbejdstiden.
Om morgenen den 1. april skrev du: "Kortere arbejdstid for alle vil bl.a. enten betyde højere skattesatser eller færre velfærdsgoder."
I går skrev du: "Jeg har meget svært ved at se hvordan kortere arbejdstid kan undgå at give det offentlige et tab af skattekroner - i forhold til situationen hvor arbejdstiden havde været den samme."
De to udsagn tolker jeg som forskellige: det sidste er ikke kontroversielt, fordi det er åbenbart, at vi vælger mellem en potentiel fremtidig stigning i produktion/forbrug og en stigning i fritid/"egen tid".
Det som jeg finder interessant, er, at vi i DK har kunne og - hvis arbejdsproduktiviteten også fremover vokser - vil kunne reducere arbejdstiden UDEN at det betyder højere skattesatser eller færre velfærdsgoder end dem vi har i dag. I så fald har vi nemlig et reelt valg mellem at skrue yderligere op for forbrugssamfundet eller lade være at skrue yderligere op - uden at det sker på bekostning af velfærdsydelserne.
Er vi enige om det? At en stigning i arbejdsproduktiviteten i den private og i den offentlige sektor og i udlandet gør det muligt at reducere arbejdstiden uden at det betyder højere skattesatser eller færre velfærdsgoder end vi har nu?
En arbejdsuge på 30 timer kan godt være realistisk, hvis de er det vi vil. De sidste par timer om eftermiddagen hører i forvejen ikke til de mest produktive. Det tror jeg mange kan nikke genkendende til. Så spørgsmålet om evt. mistet produktivitet kan ikke måles 1:1. Som de fleste sikkert har hørt om, har et bilværksted i Sverige omsat ideen med en 30 timers arbejdsuge til virkeligheden og det uden lønnedgang og måske vigtigst, uden produktivitets nedgang. Tværtimod. Medarbejderne blev mere effektive, da de fik mere overskud. Desuden kunne værkstedet begynde, at opdele arbejdet i to skift frem for tidligere et. Når vi skal diskutere en 30 timers arbejdsuge er det vigtigt, at få alle perspektiver med. Ikke kun fokusere på kendte økonomiske skabeloner. For så har vi ikke opnået noget andet end det sædvanlige "mere af det samme". Tænk ud af værktøjsboksen.
Hvis arbejdstiden blev sat ned, vil det med sikkerhed give plads til flere på arbejdsmarkedet. Og samtidig vil produktiviteten og effektiviteten på den enkelte arbejdstime stige grundet et større energi overskud hos den ansatte. Det vil også betyde færre sygedage, mindre belastning af sundhedssystemet, mindre belastning på de offentlige overførelsesindkomster, mindre belastning af daginstitutioner, bedre rammer og trivsel for familielivet, mere tid sammen med vores børn som vil fungere bedre og derigennem trives bedre og vil være mere modtagelig for indlæring, som kun bliver vigtigere og vigtigere. Der har været fokus på konkurancesevnen her i tråden. Mennesker, som trives godt vil være en del af konkurrenceparametrene. Et velfungerende menneske med overskud kan yde langt mere end et menneske der konstant er på kanten af overbelastning. Der findes en grænse, hvor balancen mellem tid og produktivitet knækker. Den grænse gælder det om ikke at overskride. For så falder produktiviteten. Og for at definere denne grænse skal alle parametre med.
Som det ofte har været fremme den seneste tid vil digitalisering og automatisering gøre mange af de kendte arbejdsfunktioner inden for få årtier forsvinde. Visse områder vil ganske enkelt ophører med, at eksistere. Og vi taler ikke bare om lav kompetance arbejdsfunktioner. Også videnstunge funktioner vil blive ramt. Alene det aspekt forlanger nytænkning af arbejde og arbejdstid.
Så samlet set er en arbejdsuge på 30 timer bestemt ikke urealistisk. Tværtimod. Den kan om få årtier blive direkte nødvendig.
For at undgå store fyringsrunder p.g.a. af finanskrisen i industrien i Tyskland og dermed tage afsked med kompetancepersonale, som det er kostbar at uddanne, valgte mange virksomheder at nedsætte arbejdstiden solidarisk for de ansatte. Derved opnåede industrien at bevare kompetancer og at være klar, når der igen kom ordre i hus.
Det er naturligvis lidt andet end permanet at nedsætte arbejdstiden. Men en god løsning for alle parter i situationen. Både menneskeligt og økonomisk.
En nedsætning af arbejdstiden til 30 timer eller mere vil betyde at flere kommer i arbejde. Dem der kommer i arbejde i stedet for at modtage ydelser betaler mere i skat og starten sparer ydelser. Det giver plads til at sætte skatten ned på arbejde, hvilket betyder at det vil være begrænset, hvad folk mister ved en arbejdstidsnedsættelse. Samtidig vil forbruget stige med flere i arbejde. Det skal man være økonom for ikke at kunne forstå.
Smid alle økonomer ud af finansministeriet. De kan kun tænke i fastlåste rammer...
Ud med alle faglærte..
Så bliver der arbejde til alle de ufaglærte..
Så har vi også løst "problemet" med den sociale arv.
OK vi øger gruppen af udsatte en smule, men det har de bare selv været ude om..
Hurra Hurra
Jeg vil hjertens gerne ned på 3 dages arbejdsuge, og det skal nok lykkes.
Herman..det er pga. matematikken, den bliver for dynamisk til de kan håndtere den. :-)
Poul Schou skriver:
"Man skal blot være klar over konsekvenserne, og parat til at betale dem. Kortere arbejdstid for alle vil bl.a. enten betyde højere skattesatser eller færre velfærdsgoder. Man bør ikke glemme den del af ligningen."
Hvis man bruger produktivitetsstigningen (som artiklen er inde på) til sænkning af arbejdstiden, istedet for at bruge den til højere løn (eller nok snarere forære værdien til de rigeste, som vi har været vidne til), så vil det da ingen indflydelse have på hverken BNP eller skatteindtægterne.
Det er også værd at bemærke, at franskmændene arbejder mindre end englænderne, men de er markant mere produktive pr. time, og kan man få en gevinst på den vis, så kan det også i høj grad bidrage til at holde BNP på samme niveau.
Problemet er, at politikerne vil have VÆKST, og stilstand er slet ikke en mulighed i deres verdensbillede. Et verdensbillede som vel burde have været opdateret for længst efter mødet med virkeligheden. For vækst ser heller ikke ud til at være muligt mere, derfor de desperate handlinger fra samtlige vestlige regeringer i deres pengetrykkeri og pusten nye bobler af størrelser, der aldrig har været set før.
Sandheden er, at med den ekstreme produktionsstigning vi har haft i de sidste 70-80 år, kunne vi arbejde så lidt som 10 timer om ugen, uden at det ville resultere i et velstandsproblem for den enkelte.
Vi har ikke et produktionsproblem. Vi har et omfordelingsproblem. Hvis gevinsten af produktionen var rimeligt fordelt, ville vi alle sammen være ganske rige.
@Nils Enrum:
"Er vi enige om det? At en stigning i arbejdsproduktiviteten i den private og i den offentlige sektor og i udlandet gør det muligt at reducere arbejdstiden uden at det betyder højere skattesatser eller færre velfærdsgoder end vi har nu?"
Som du selv anfører, hænger spørgsmålet sammen med hvordan man tror produktiviteten i den offentlige og private sektor udvikler sig i forhold til hinanden. Det er jo svært at opgøre produktivitetsvæksten i den offentlige sektor, men indtil videre er det som bekendt normalt at regne med at den er lavere end i den private. Opfatter man "uændrede velfærdsgoder" som bl.a. et krav om at undervisere, sygeplejersker, læger og andre offentligt ansatte samlet skal præstere det samme antal arbejdstimer som tidligere, vil nedsættelse af arbejdstiden for hver enkelt kræve at en stadig større andel af arbejdsstyrken skal arbejde i den offentlige sektor. Det vil godt kunne lade sig gøre i en årrække uden hverken stigende skattetryk eller faldende privatforbrug, men det vil kræve at det kun er en del af produktivitetsstigningen i den private sektor der tages ud i form af lavere arbejdstid, sådan at BNP og de private indkomster fortsat stiger. En nedsættelse af normal-arbejdstiden til 30 timer på 10 år vil således næppe kunne lade sig gøre under de betingelser. Og på lang sigt vil fortsatte arbejdstidsnedsættelser under alle omstændigheder ikke kunne lade sig gøre (i takt med at lønudgifternes andel af det offentlige forbrug kommer til at nærme sig 100 %).
Man kan derudover tvivle på at sådan en situation med nulvækst i det offentlige forbrug vil være tilfredsstillende for de fleste i det lange løb. Den vil bl.a. medføre at det offentliges varekøb vil komme til at sakke bagud i forhold til det private forbrug for at kompensere for den stigende andel af offentligt ansatte. Man vil dermed i den offentlige sektor ikke kunne udnytte de almindelige produktivitetsfremskridt. Populært sagt ville det i det lange løb komme til at svare til en situation som hvis man f.eks. i dag i det offentlige stadig sad med udstyr som skolebøger, skrivemaskiner osv. som de så ud i 1930'erne, mens man i den private sektor for længst har taget nutidens moderne hjælpemidler som computere, tabletter osv. til sig.
Personligt ville jeg foretrække en kapitalfond, der gav et klækkeligt afkast, så jeg ikke behøvede at tænke på arbejde.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart . . hvem skal arbejde gratis for at den kapitalfond kan få de penge ?
Jammen, så flyt til Norge Lennart Kampmann. Du behøver ikke en gang pas eller opholdstilladelse. Og jenterne er bra ;-)
"Jeg forudser tv-spots med en bibliotekar, der kører gokart i sin fritid. Så indser vi nok, at det er bedst at genindføre 45-timers-ugen"
Hmmm, omvendt vil det jo betyde et større behov for gokart-baner til alle de køregale bibliotekarer... Altså flere arbejdspladser i fritidsbranchen.
Enrum siger : "....... så det vi taler om er "standard-arbejdstiden" (den aftalte arbejdstid)."
Økonomerne kan regne og spekulere............Det er borgernes lovmæssige ret, det drejer sig om.
Alle arbejdstagere, uanset om medlemskab af fagforeninger.
Tag mindstelønnen med i den store gryde.
Hvad der aftales privat er noget andet. Vi lever i et frit land.
@ Brian Pedersen
Det skal du da ;)
@ Herman Hansen
Norge - lyder da fint ;)
med venlig hilsen
Lennart
Jamen det hele kan affejes med den kendsgerning, at de, som bestemmer i dette samfund er morakkere, der morakker til en høj løn, og som aldeles ikke kunne tænke sig at dele arbejdet med nogensomhelst. Problemet er i al sin enkelhed, at ingen vil gå ned i løn, og skulle der alligevel være nogen, som så en idé i dette, tegner de ihvertfald ikke firmaet. Og det har socialdemokraterne fattet - alt for godt. De ved, at deres kernevælgere har blikket stift rettet mod den svulmende bankkonto, og at denne psykiske forstyrrelse deles af majoriteten af vælgerne. Nej, nedsat arbejdstid er ikke gangbar, for folk vil ikke have det. Arbejde er den her i landet herskende religion, af benhårde økonomiske grunde. Skulle nogen gøre sig tanker om noget andet, bør de vide, at vore politikere sidder inde med den indsigt, at det vil deres vælgere ikke.
Problemet er, at vi alle sammen er låst fast i en materialistisk masse psykose... Hele meningen med livet er forbrug. Amen.
Interessant på flere måder.
Da jeg i 1970-erne læste økonomi, var det en udbredt opfattelse, at hvis man sparede alt væk omkring markedsføring, kunne man verden over holde samme levestandard som dengang, ved ca. 15 timers effektiv arbejde om ugen. Ideen var udsprunget fra et USA-baseret uni.
Jeg tror heller ikke, det er realistisk med en samfundsomvæltning, selv om det nok ville være det ideelle. Men modsat Poul Schou, mener jeg, en ordning som i Holland, hvor man på frivillig basis fordeler det arbejde, der rent faktisk findes, vil løse mange problemer omkring arbejdsløshed og dette at være sat udenfor samfundet i Danmark. I Holland får man betalt for sine faktiske timer, så det kræver en omstilling af privatøkonomien.
Vi høre ofte der bliver slået på fleksibilitets trommerne ikke mindst når det gælder arbejde. Jamen, så skab dog fleksibilitet. Arbejdsmarkedet i Danmark er nærmest låst fast på fuldtidsarbejde.
Arbejde drejer sig udelukkende om at skabe værdi. Ikke hvor meget tid vi bruger på det...
Det største problem for en stor gruppe arbejdsløse er, at man nedlægger de arbejdspladser, som de kan bestride. Men man burde dels sikre de højtuddannede stillinger, dels sikre en indretning af produktions- og andre virksomheder, som folk uden nogen videre kompetence kan bestride. Der tales meget om, at folk ikke kan producere tilstrækkeligt til at skabe værdi i forhold til mindstelønnen; men i realiteten er det få job i dag, der ikke kunne handle om at betjene en maskine, som opretholder en høj grad af effektivitet, fuldkommen uafhængigt af industriassistentens bidrag.
Der er også rigtig mange job, der virker som meget af en loppetjans, f.eks. de mange sikkerhedsvagter, landets strøgbutikker har investeret i.
Venstre ønsker en højtlønnet elite, som vi andre så kan løbe rundt og være stuepiger for. Så meget til Venstres frie valg og dynamikken i ulighed.
En basisløn til alle en gang i fremtiden kan sikre et fornuftigt indtægtsgrundlag selv basseret på et eller flere deltidsjob. Det vil sikre mange mindre joblommer bliver udfyldt på anstændige betingelser og mindske presset på overførelsesindkomster som vi kender i dag med nærmest 100%. Og det vil ikke mindst give alle værdighed og stolthed og derigennem øge produktiviteten.
Giv mennesket ansvar og det tager ansvar.
"En basisløn til alle en gang i fremtiden kan sikre et fornuftigt indtægtsgrundlag selv basseret på et eller flere deltidsjob"
En blanding af det amerikanske flerjob-system og basisløn. Det skal nok give stolthed.
Et job formiddag - et andet eftermiddag og måske aften.
Hvad er et fornuftigt indtægtsgrundlag ?
Ok da Kjeld Smed, den første øl på den lokale bodega skal være gratis for alle...
Mange mennesker er ganske rigtigt så ineffektive, at de ikke længere passer til samfundets krav.
Spørgsmålet er vedvarende om det er samfundet eller menneskene,
der skal laves om.
Hovedparten af de siddende politikere arbejder hårdt på at 'motivere' menneskene.
Hvis man nu tog gennemsnits tiden folk reelt arbejder, og den tid nogen arbejder (halvtid) og andre slet ikke arbejder, sammenholdt med det offentliges møde og pausetider (pauser inkluderet i de 37 arbejdstimer) passer det så ikke med ca. 30 timer for alle ?
Hvis man blev meget mere bevidst om dette - tror jeg man meget mere realistisk kunne diskutere det. At folk så ville påtage sig noget overarbejde (kontraktsmæssigt som tid over 30 timer), så kunne de jo det.
Dog mener jeg at børne familier skulle tvinges til max. 30 timer - det må jo kunne tiltvinges at får man bør følger der forpligtelser med.
Lønnen ville falde - det samme ville huspriserne - og netto beløbet ville nok blive nær det samme i snit.
Desuden har undersøgelser vist fra Sverige - at folk der kun har 30 timers arbejdsuge - i disse timer ofte er samlet mere effektive end dem der slæber sig gennem 37 timer.
Jeg er bare bange for, at det at man laver en kortere arbejdsuge, og forventer at folk deles om jobbet er en fantasi. Jeg har de sidste 3 dage hvor jeg har holdt fri (som mange andre danskere) set et arbejdshold af østarbejdere plante en skov. De startede så snart det blev lyst nok til at de kunne se at grave, og stoppede når det blev for mørkt til at se de huller de håndgravede.
Arbejdsgiverne/overklassen i Danmark er ikke til sinds at lave arbejdsforholdene så de passer til danskerne, vil danskerne have fri, ansætter man bare østarbejdere, der er fattige nok til at arbejde alle de timer de overhovedet kan. Så vi kan da fable om mere fritid alt det vi vil, jeg er bare bange for at "vi" er blevet så liberale og profitorienterede, at det ikke er muligt - medmindre vi laver en revolution og det er også håbløst, det regner for meget og der er for kort tid mellem måltiderne til den slags aktiviteter.
Det er ret enkelt. Hvis arbejdsgiverne kan se at marginalproduktiviteten - den ekstra produktion, man opnår ved at benytte en ekstra ansatte, samtidig med at man opretholder den samme mængde kapital - er positiv, så vil nedsat arbejdstid bringe flere i arbejde.
Man skal vist være i dårligt humør hvis man som økonom ikke tager den bold op:
I praksis ser det sådan ud:
Sverige: Seks timers arbejde til fuld løn
I Göteborg vil kommunen eksperimentere med at lade SOSU’er arbejde 30 timer om ugen til fuld løn. Lignende forsøg i Sverige har blandede resultater. Hos fagforbundet FOA har man stadig en drøm om 30 timers arbejdsuge til fuld løn.
http://www.ugebreveta4.dk/sverige-seks-timers-arbejde-til-fuld-loen_1956...
Selvfølgelig spiller udgiften til kapitalinvestering og automatisering ind, men også arbejdsmiljøhensyn - nedslidning - nu vi alle skal arbejde til vi er 72 år, bør være en del af diskussionen.
PS. Og tag så og drop den neoliberale diskussion om forskellen mellem privat og offentlig produktivitet.
Det er en diskussion der udelukkende er skabt for at forvirre begrebet: 'Samfundets produktivitet', som er resultatet af en fælles indsats fra kapitalinvestorer, og private og offentligt ansatte. Produktivitetskommissionen kunne heller ikke rigtigt påvise en forskel så vidt jeg husker.
Bill Atkins:
Ikke hvis man læser prof. Jørgen Dich - var han forresten 'neoliberal' dengang i midten af 60-erne?
@Bill Atkins:
"Det er ret enkelt. Hvis arbejdsgiverne kan se at marginalproduktiviteten - den ekstra produktion, man opnår ved at benytte en ekstra ansatte, samtidig med at man opretholder den samme mængde kapital - er positiv, så vil nedsat arbejdstid bringe flere i arbejde. "
Det er ikke helt nok. Det er i arbejdsgivernes interesse at ansætte mere arbejdskraft sålænge deres gevinst (arbejdernes marginalomsætningsprodukt) er mindst lige så stor som deres omkostning ved at ansætte (den løn de skal betale). Hvis timelønnen og marginalomsætningsproduktet er uforandret, kan man derfor regne med at der vil blive ansat lige så meget arbejdskraft målt i timer efter en arbejdstidsnedsættelse som før, og dermed flere personer.
Men man kan ikke regne med at lønnen vil forblive uændret hvis ledigheden falder. Lavere ledighed giver naturligt nok tendens til højere lønstigninger, og det reducerer igen efterspørgslen efter arbejdskraft. Hvis løndannelsesmekanismerne på arbejdsmarkedet i øvrigt er uforandrede, vil løntilpasningen først stoppe når beskæftigelsen og ledigheden målt i personer er på samme niveau som før. Dermed medfører arbejdstidsnedsættelsen ikke flere personer i beskæftigelse i det lange løb, selvom der må formodes at være en midlertidig effekt.
At det private skulle være mere produktive ind offentlig ansatte er noget selvhøjtidelig sludder. Offentlig ansatte er i regelen meget dedikerede mennesker.
I mit indlæg forsøgte jeg ikke at miskreditere den offentlige ansattes arbejdsindsat - jeg påpeger bare at nogen har og nogen har ikke betalt en del af dagens pauser således at disse pauser indgår i de 37 timer.
Sider