Læsetid: 4 min.

Er Aleppo helvede på jord?

I den østlige del af Syriens største by, hvor hele kvarterer er jævnet med jorden, er hver dag en kamp for de omtrent 40.000 indbyggere, der er tilbage ud af en befolkning på en million
Store dele af Aleppo ligger i ruiner, næsten alle offentlige parker er ribbet for træer, som er blevet brugt til brænde, og da træerne var væk, måttet beboerne ophugge skoleborde og stole for at holde varmen.

Karam Almasri

14. marts 2015

Over seks årtusinders plyndringer, oprør og krige havde Aleppo modstået. Nu har de seneste tre år skadet mere af den syriske bys civilisatoriske arv og ført til fordrivelse af flere af dens indbyggere end måske alle dens tidligere konflikter tilsammen.

Den gamle metropol – en af de ældste byer i verden, der vedvarende har været beboet – er nu delt i to: Det syriske regime kontrollerer den vestlige del, den væbnede opposition den østlige.

Krigen har hidtil været mere skånsom ved det vestlige Aleppo, hvor de offentlige tjenester fungerer i de fleste kvarterer, og bombeskaderne er mindre. Store områder i den østlige del er derimod hærgede og mennesketomme.

Hele kvarterer er udslettet af enorme eksplosioner efter systematiske, målrettede angreb mod bydelens hovedfærdselsårer foruden markedspladser, hospitaler, fødevareudleveringssteder og tankstationer.

De resterende 40.000 indbyggere i det østlige Aleppo – før krigen boede der godt en million – har i over et år måttet leve uden elektricitet eller rindende vand.

Leverancerne af fyringsolie har været uhyre knappe både denne vinter og den forrige, selvom efterspørgslen har været markant mindre.

Næsten alle offentlige parker er ribbet for træer, som er blevet brugt til brænde. Da træerne var væk, har de tilbageværende familier måttet ophugge skoleborde og stole for at holde varmen. Sammenligninger med Leningrad under den nazityske belejring er ingen overdrivelse i en by, der meget vel kan være favoritkandidat til titlen ’helvede på jord’.

Et sjældent pusterum

Begge vintre var dog barmhjertigt korte og gav et sjældent pusterum i de ellers nådesløse kamphandlinger, der har forvandlet de mest moderne kvarterer i Syriens største by til ruinhobe og gjort livet for de tilbageværende til en daglig overlevelseskamp.

De få lokale, der er blevet tilbage i Aleppo, er flyttet tæt på Den Gamle By, et af de få kvarterer, hvor livet på en eller anden måde går videre. Den Gamle By ligger omkring Citadellet, som har domineret det centrale Aleppo i flere tusinde år. Det står stadig, selvom det flyder med murbrokker omkring dets østlige vold – skader fra gigantiske tunnelbomber anbragt under regimets positioner, som ved deres detonationer har smadret hoteller, moskeer og offentlige bygninger.

’Vi venter alle på at dø’

Disse skader overskygges dog af ødelæggelserne i byens østlige udkanter, hvor store bomber kastet fra helikoptere har jævnet hele forstæder med jorden.

Godt 40 procent af det østlige Aleppo er enten hårdt beskadiget eller helt ødelagt. Civile, der ikke har reddet sig i relativ sikkerhed i Tyrkiet eller landdistrikterne mellem Aleppo og grænsen, er for længst rykket ind i huse tættere på bymidten.

Her kan de finde fødevarer – hvis de har råd. De fleste arbejdspladser er lukket, og kun ganske få butikker er åbne, også de offentlige kontorer er lukket.

Samtidig er uddannelsessektoren ophørt med at eksistere. Sundhedvæsenet kan kun klare det mest nødtørftige, og på et af det østlige Aleppos få fungerende hospitaler må læge Omar al-Masri udføre hjernekirurgi uden en CT-skanner. Patienter med åbne sår i hovedet behandles, selvom der kun er minimale muligheder for at diagnosticere deres lidelser.

»Det er det samme med alle former for avanceret lægehjælp«, siger han. »Pædiatri, obstetrik, traumekirurgi. Vi venter alle på at dø. Ikke bare patienterne. Også sygehuse udsættes for tøndebomber.«

Medicinske forsyninger kan dog komme frem til Aleppo gennem en forsyningsrute over åbent land fra nord. Terrænet frem til den tyrkiske grænse er under oppositionsstyrkers kontrol, og fra nordøst truer terrorgruppen Islamisk Stat med at støde frem. Mad kan også nå frem til dem, der har råd til det. Enten fra Tyrkiet eller via en række regimekontrollerede veje fra syd.

Familier fanget i deres hjem

Fattigdom er en stigende plage for de sidste indbyggere i det østlige Aleppo. Selv om kommunale embedsmænd og oppositionens partisaner forsøger at sørge for de beboere, de beskytter, er det svært at undsætte alle familier.

Aleppos civilforsvar finder da også jævnligt familier, som har siddet som fanger i deres egne hjem, efter at bomber er slået ned i nærheden. Fordi alle andre familier har forladt området, har der ikke været nogen til at høre deres råb.

»Indtil nu har byen holdt stand mod den mest brutale belejring,« siger Khaled Midan, der flygtede til Tyrkiet i januar og nu opholder sig med kone og børn i en lejlighed tæt på grænsen.

»Vi tog afsted, fordi børnene ikke kunne klare det længere psykisk. De hadede helikopterne. De kunne ikke sove. De blev traumatiserede og skrækslagne, og det er ikke et liv, man kan byde dem.«

Midan siger, at Aleppo i dag er tvunget i knæ, selv om de resterende borgere følte sig opmuntret af, at et forsøg på at belejre dem i februar slog fejl.

»Folk kan stadig komme og gå. De kan stadig spise. Men de kan ikke betale for basale fornødenheder ret meget længere. De har brug for hjælp.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Pia Qu
Per Torbensen og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Syrien er i hvert fald som magtfaktor i regionen blevet reduceret til et offer, som får revet hele sit samfundsgrundlag i stykker. Så kan man jo overveje, hvem der kan bruge dén situation til noget.

lars abildgaard, Rune Petersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Et retorisk spørgsmål - himmel og helvede er (også - kan ikke udtale mig om evt andre lokationer) her på jorden. Hvad, der åbenbart i vidt omfang overses, er muligheden for at komme ud af helvedet - som er et samarbejde om at ville det, lokalt og globalt. Men så længe kikkerten i bestemmende segmenter sættes for det blinde øje, kan det jo ikke lade sig gøre. Hvordan ændre på de cirkelslutninger, som hærger og saboterer udsynet til den uundgåelige løsning > samarbejde om en økologisk, bæredygtig miljø-og socioøkonomi, der respekterer planetens iboende lovmæssighed : cirkulær økonomi - i stedet for den fejlagtige antagelse at indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourcer skulle være fremmende for etablering af velfungerende samfund.

Følg pengene - find de ansvarlige.

Peter Jensen
"Så kan man jo overveje, hvem der kan bruge dén situation til noget."
Syrerne har siddet på Libanon.
Ellers er der sikkert muligheder i nærområdet, det såkaldte Nærøsten. Hvor der også er penge. Mange penge.
Mange lokale grupperinger har hver sin dagsorden (Som i Libyen hvor vi også var så dumme at gribe ind)
Russerne satser på Assad modsat Vesten.

Om det er helvede på Jorden?
Det er et af dem.
Er der nogen der tror på menneskets fornuft?
Hvorfor er det så altid de ufornuftige der styrer. DE har magten.
Gør vi op med magten er helvede her igen- og ringen kører og kører og kø..

Michael Kongstad Nielsen

Mon ikke Merkel og Hollande skulle tage Putin og Obama i hånden og rejse til Amman, hvor de kunne gentage kunststykket fra Minsk, og forhandle røven ud af bukserne med alle involverede parter og magtfaktorer i Syrien om en endelig løsning, og først komme ud igen, når der kommer hvid røg op af skorstenen.

Ps. - jeg tror løsningen skal indeholde, at Syrien deles op i flere stater.
Med lidt held kunne en kurdisk del samles med den irakisk kurdiske del.

randi christiansen, Preben Haagensen og Kjeld Smed anbefalede denne kommentar

Kjeld Smed, det værste ved en borgerkrig er, at den bliver ved. i modsætning til en regulær krig mellem hære, er der sjældent mulighed for at overgive sig, skellet mellem militære enheder og civile er udvisket, hvorefter alle er potentielle fjender, og der er ingen forpligtelser til at sikre civile, tværtimod, udsultning bliver et våben. I Libyen greb FN ind, og borgerkrigen stoppede efter 8 måneder. Da havde den kostet ca. 30.000 livet. Borgerkrigen i Syrien har varet i 5 år og har kostet 220.000 livet - still counting. Hvorfor var det dumt at gribe ind i Libyen?

Michael Kongstad Nielsen

Ja, borgerkrige er virkelig det værste. Men de hører jo op. Det gjorde den amerikanske, den spanske, den finske, den kinesiske. I tilfældet Libyen mener jeg, at FN beslutningen om at gribe ind var rigtig. Men udviklingen siden hen dybt problematisk. Måske var Libyen nok, nu ville FN ikke mere, så Syrien kunne ikke blive en gentagelse, og Syrien er også vidt forskellig fra Libyen, så der er ikke grobund for sammenligning.

Nej, Syriens borgerkrig er nu ikke så forskellig fra Libyens, de er f.eks. begge karakteriseret af at have en gal og brutal diktator som part, og opgaven havde heller ikke været meget anderledes, ganske enkelt at fjerne Assads overmagt af kampfly, helikoptere, tøndebomber og kampvogne. Det havde Tyrkiet såmænd kunne gøre i løbet af 14 dage. Forskellen er nok nærmere, at de russiske våbenoligarker har store interesser i Syrien, de tjener fede penge på helikoptere, tøndebomber og jord-til-luft-missiler. FN har vel først og fremmest lært af Libyen, at det er snotdumt at efterlade den folkevalgte regering som den svageste part. Men om den lærdom skaber nogen forandring i FN er nok tvivlsomt.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, der var og er meget stor forskel. Historisk, geografisk, befolkningsmæssigt, religiøst, alliancemæssigt, økonomisk, på rigtig mange måder milevid forskel, som ikke kan ignoreres.

randi christiansen

Tom sietam : 'Forskellen er nok nærmere, at de russiske våbenoligarker har store interesser i Syrien, de tjener fede penge på helikoptere, tøndebomber og jord-til-luft-missiler.'

Du milde himmel - verdenspolitik styret af russiske våbenoligarker? Og de er ikke til at spøge med, så derfor får krigen i Syrien ingen ende? Eller hvad?

Nej der er ikke særlig stor forskel, og slet ikke forskelle, der er relevante for spørgsmålet om at stoppe borgerkrigen. Kynismen i at lade den fortsætte er ekstremt brutal, og udstiller verdenssamfundets ligegladhed på det mest pinagtige. Forskellen mellem da Hollande og Thorning foreslog et indgreb og nu er ca. 150.000 døde.
randi christiansen - det kommer vel ikke bag på dig, at de russiske våbenoligarker, Putins gode venner, har snablen nede i den russiske statskasse?

Michael Kongstad Nielsen

Tom Sietam, jo, der er stor forskel. Det kan man læse om på alle vestlige universitetsbiblioteker.
Den største kynisme er at undlade at sætte sig ind i de landes historie og forhold, som man er på vej til at angribe. Sådan var det i Irak. Og sådan ville det have været i Syrien, hvis Vesten brutalt havde stoppet borgerkrigen.

Nej der er ikke nogen forskel der er relevant i forhold til et indgreb i borgerkrigen, en død syrer er ligeså død som en død libyer. Den største kynisme ligger selvfølgelig i at sige, at en borgerkrig i Libyen, den skal vi selvfølgelig stoppe, men et par hundrede tusinde døde syrere, de rager mig en papand.

Michael Kongstad Nielsen

Jamen det hele er ens, efter dine udsagn. En død amerikaner i den amerikanske borgerkrig er lige så død, som en udvandret englænder i frihedskrigen mod England.

Du skrev selv, at FN-beslutningen om at gribe ind i Libyen var rigtig. Syne du virkelig, i fuldt alvor, at det er vigtigere at redde libyere end syrere?

randi christiansen

Nej tom, men at de ligefrem skulle have afgørende indflydelse på Ruslands udenrigspolitik er alligevel ret uhyggeligt.

Ja, det er uhyggeligt, ligesom det er besynderligt, at Rusland, der skulle forestille at være et demokrati, med en folkevalgt præsident, kan få sig selv til at have en så tæt forbindelse med en brutal og morderisk diktator som Assad. Assad-dynastiet er og har været ligeså brutalt og undertrykkende som Saddam Hussein, blot med modsat religiøst fortegn: i Syrien var det sunnierne, der blev undertrykt af et lille allawittisk mindretal, det er en shiittisk sekt, der bliver støttet af Iran og selvfølgelig Hezbollah, og nølende af Irak.
Det burde ikke være muligt for et oplyst demokrati som det russiske at sende helikoptere, tøndebomber, jord-til-luft-missiler og kampvogne til et regime, der uden at tøve massemyrder sin egen befolkning. Men det sker, og det er delvist på grund af Putins tætte alliance med våbenoligarkerne. Det var resultatet af en intern magtkamp, hvor olieoligarkerne tabte og våbenoligarkerne vandt, og vandt også en gevaldig udbygning, modernisering og opgradering af de militære styrker i Rusland. Der er en reel interesse for Rusland i at fastholde indflydelse i Mellemøsten, men det er et farligt spil at sidde koldt og kynisk og følge med i et bodycount, der nu er over 220000. Ved samtidig at hindre FN's sikkerhedsråd i effektivt at gøre noget ved situationen har Rusland endnu engang indtaget forbryderens rolle, og det bliver ikke bedre af, at Putin bevilger lån til Assad, som Assad aldrig ser, de går direkte til betaling for føromtalte hardware. Ukraine er så nok det næste sted, de altid sultne oligarker kan blive lidt federe på. For så vidt at Putins magt baserer sig på disse våbenoligarker, så har de afgørende indflydelse ikke alene på udenrigspolitikken, men på alt.