Analyse
Læsetid: 4 min.

Atomaftale med Iran ændrer Mellemøstens magtbalance

Uenighed om hvorvidt sanktionerne mod Iran skal ’suspenderes’ eller ’ophøre’ er en afgørende knast i en aftale, der kan ændre Mellemøstens politiske landskab
Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov (i midten) da han stadig var i Lausanne. Mandag valgte han at forlade forhandlingerne, men meddelte, at han vil vende tilbage tirsdag, hvis der er udsigt til en aftale.

Brendan Smialowski

Udland
31. marts 2015

Det forlød, at Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov ville rejse hjem fra Lausanne i går og kun vende tilbage i dag, hvis der kan opnås enighed om den politiske rammeaftale, der skal danne grundlag for de fortsatte forhandlinger mellem Iran og ’5+1’, de fem veto-berettigede medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland. Efter to års tovtrækkeri om Irans ret til et atomprogram skal aftalen sikre, at landets produktion af beriget uran ikke vil nå et niveau, der muliggør produktion af kernevåben. Iran har hele tiden fastholdt, at dets atomprogram er til fredelige formål, men det tror hverken Vesten eller den arabiske verden på.

Om Lavrov og de øvrige udenrigsministre får brug for fyldepennen, ved vi mere om efter midnat, men det er givet, at en endelig aftale vil få både geopolitiske og regionale konsekvenser. Hvis den altså bliver til noget, hvilket skal ske senest med udgangen af juni.

Et aspekt er Israels velkendte modstand mod en aftale, men som israelerne ikke kan gøre så meget ved, hvis den indgås. Derimod vil reaktionen i den arabiske sunnimuslimske verden være problematisk for USA, hvis tætteste arabiske allierede, Saudi-Arabien, har bebudet egen atomoprustning, hvis Teheran får en aftale, der set fra Riyadh yderligere vil øge den shi’itiske indflydelse i Mellemøsten. I saudiernes optik vil en hvilken som helst aftale, uanset garantier, åbne porten til et fremtidigt atombevæbnet Iran med ændring af den militære magtbalance og dermed kontrollen med de 17 millioner tønder olie, der dagligt passerer gennem Hormuzstrædet mellem Iran og Oman, verdens vigtigste energi-nåleøje med 35 procent af al tankskibs-trafik.

Striden om sanktionerne

Men om USA og Iran når en endelig aftale er stadig usikkert, trods forhandlernes erklærede optimisme. En kommentator på Al Jazeera mente i går, er det ikke er et spørgsmål, om en aftale underskrives, men hvornår det sker. Og det er en politisk kendsgerning, at USA og Iran begge har gået efter en løsning siden efteråret 2013, da Irans præsident Hassan Rouhani genåbnede dialogen ved FN’s Generalforsamling.

Det betyder dog ikke, at en underskrivelse er lige om hjørnet. Knasterne er stadig uenighed om ophævelse af sanktionerne mod Iran over for tidsrammen for reduktion af Irans produktion af beriget uran, der forholder sig til den såkaldte ’udbruds-tid’ for fremstilling af en bombe, og som USA kræver skal være på mindst et år. Men mange problemer er løst undervejs, bl.a. synes der at være enighed om en reduktion af Irans antal af centrifuger fra 20.000 til omkring 6.000.

Den iøjnefaldende modsætning er, om sanktionerne skal suspenderes eller helt ophøre, efter at en aftale er underskrevet. Amerikanerne og deres allierede i ’5+1’, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, vil bevare ’sanktions-arkitekturen’ i en årrække på 10 eller 15, således at den kan ’snap’-genindføres, hvis IAEA, det internationale atomagentur, resolverer, at Iran ikke lever op til aftalen.

Iran kræver parallelaftale

Iran vil på sin side sikre sig, at indrømmelser på produktionen af beriget uran, der betyder nedlæggelse af centrifugeanlæg, modsvares af ophævelse af sanktioner, der især for FN-delens vedkommende vil blive vanskelige at genindføre, når de er definitivt ophørt. Det vil blive vanskeligt at få Rusland med på genindførelse af sanktioner i sikkerhedsrådet i det nuværende internationale scenarie, hvor også russerne er underlagt vestlige sanktioner som følge af Ukraine-konflikten. Kina, som handler olie med iranerne på ’bytte-basis’, vil også tøve med at genindføre sanktionerne, hvis de én gang er afskaffet. Som konsekvens af de finansielle sanktioner leverer Iran olie og naturgas på ’byttebasis’ med en stribe lande til skade for alle parters økonomiske handlefrihed. Et andet problem er, at EU-sanktionerne er bundet op på FN’s resolutioner og bortfalder, hvis FN-sanktionerne afskaffes, hvilket betyder at 28 lande skal blive enige om nye sanktioner, hvis Iran kan dømmes for ’off side’ af IAEA – hvis neutralitet Teheran i øvrigt ikke stoler på.

USA og allierede har tilbudt at hæve indefrysningen af iranske konti på 100 milliarder dollar i udenlandske banker, der vil lette Irans behov for likvider, hvis Iran accepterer at ’sanktions-arkitekturen’ forbliver intakt. Det tilbud tager iranerne næppe imod, for som en Teheran-diplomat fortalte en interviewer fra tænketanken International Crisis Group i december: »Så længe sanktionsarkitekturen er intakt, vil den have nedkølende effekt på de udenlandske investorer, som vi har hårdt brug for.« Bliver sanktionerne ikke ophævet fuldt og helt, men kun suspenderede, vil USA fortsat have et ’håndtag’ til at presse Irans økonomi ved, som det er tilfældet nu, at true den internationale finansverden til at boykotte Iran.

Det anses for udelukket, at Hassan Rouhani kan komme igennem med andet end en parallelaftale, der sikrer ophævelse af i hvert fald FN-sanktionerne til gengæld for ’ikke-erstattelige’ reduktioner af den iranske atomkapacitet. På USA’s side slås præsident Barack Obama, som det fremgår andetsteds her på siden, med en treven kongres. Så måske havde Sergei Lavrov en tanke med at rejse hjem i går, nemlig at forhandlingerne ender i aprilsnar. Kommer han tilbage i dag, er det med fyldepen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I nævner i artiklen, at Saudi Arabien kunne tænkes at få atomvåben. Kan I finde ud af. hvor langt de er med det? Lad mig minde om, at Iran i 1976 under Shah Reza var i gang - de tyske turbiner er nogle af dem, der stadig bruges i Iran. Det samme skete i Sydafrika under apartheid regimet.
Israel har atomvåben i lange baner, uden at en kat gør ad det.
Atomvåben i Iran - det er meget fjernt fra at være virkelighed. Men det er et godt påskud for i al fremtid at vanskeliggøre livet for iranere. Hermed mener Israel og Saudi Arabien at fremme deres egne strategiske interesser - og dem støtter vi!

Personen på billedet er ikke Sergei Lavrov!

Oscar Ibrahim

Du kom mig i forkøbet, Peter Hansen.

Nå, nu til emnet. Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Forhåbentlig står vi med aftale, som både iranerne og de fem veto-berettigede medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland, kan stille sig tilfredse med.

Men jeg syntes ikke helt, at artiklen lever op til overskriften: "Atomaftale med Iran ændrer Mellemøstens magtbalance".

Hvordan vil en evt. aftale ændre magtbalancen i Mellemøsten? Hvis vi antager, rent hypotetisk, at alle sanktionerne mod Iran ophøres, hvordan vil det påvirke det politiske landskab i Mellemøsten? Vil Iran være landet, som har mest magt i den region? Hvilken betydning for det for forholdet til Israel og Saudi Arabien? Stopper Israel med Netanyahu i spidsen deres anklager mod Iran om, at de udgør den største trusel mod israelernes sikkkerhed? Vil Saudi Arabien alligevel ikke have kernebåben?

Man kunne fortsætte med spørgsmålene...

Udenrigspolitik er da også bare et laaangt mere attraktivt område, hvis du spørger en aktiv samfundsdebatør som mig, end indrigspolitik. Det der foregår udenfor de danske grænser, er på et meget højere niveau med betydning for flere hundrede, hvis ikke, millarder af mennesker.

Mellemøstens magtbalance er kun interessant så længe verdensøkonomien er afhængig af mellemøstens olie

Hensynet til det globale klima tilsiger , at størst mulige anstrengelser udfoldes for at skabe tilstrækkelige alternative (grønne/bæredygtige/CO2 -frie) energikilder, og når det er lykkedes, så er der nogle mellemøstlige ( og andre) oliematadorer, der får"ondt i økonomien" og dermed mister politisk indflydelse på omverdenen.

Indtil vi er frie for afhængigheden af olielandene i mellemøsten , gælder det om at holde "låget på gryden" og undgå, at det mellemøsten koger over og eksploderer.

Hvis det lykkes at lave en aftale med Iran, så vil dette land formentlig langsomt udvikle sig i en relativt sekulær retning og givet blive mere "vestlig" i sin livsstil, end det "saudi arabiske familieforetagende" vil kunne forventes at blive i overskuelig fremtid.

Der skal sikker gå både 2 og 3 generationer uden krige, før mellemøstens befolkninger glemmer dagens gensidige had og mistro.

Bent Gregersen

Iran ligger, som hele mellemøsten, midt i solskinnet og derfor med PSE-energiressourcer (Present Solar Energy) større end brugen af de fossile/nukleare brændsler. Ingen af de forhandlenden parter har tydeligvis fattet denne enkle kendsgerning.

Hvis der kommer en løsning/aftale, så er det stadig kun Israel der har atomvåben i Mellemøsten, som IAEA kontrolorganisationen og FN ikke må kontrollere fordi Israel ikke vil have det.

Den ene atommagt må godt blive fri for inspektion af sine atomvåben, mens den anden der endnu ikke har atomvåben både har økonomiske sanktioner fra FN, og ikke selv må bestemme om de vil kontrolleres af FN.

- Sådan er det internationale samfunds retfærdighed ligelig for alle, eller er den?

Anders Sørensen

@ gregersen: mon ikke det netop er den enkle kendsgerning, at karakteren af aktivteterne i forbindelse med Irans atomprogram savner økonimisk og energimæssig rationalitet, der netop er grund til at forhandlerne mødes? Handlede dette blot om Irans energiforsyning, og ikke ønsket om en atomvåbenkapacitet, så skulle det jo nok være relativt let at finde en løsning.

georg christensen

Det er på høje tid, at magt balancen i Mellemøsten bliver brudt. Det har allerede det Arabiske forår bevist, de gamle diktature, som vesten har haft let ved at styre bør endelig bryde sammen. Araberne ønsker det, det er kun vestens magtbegærlige politikere, som ikke ønsker at være med, men en eneste grund, nemlig et frit demokratisk Mellemøsten kan ikke styres så let, som et diktatur.

Vesten er i fuld gang med en selvopløsnings proces, på bedste diktatorisk vis.
Når diskussionen nu gælder Irans atomvåben, har jeg et spørgsmål: Hvor er vestens atomvåben kontrolsystem henne, når det handler om Israelske atomvåben?.

NB: Så længe tyskerne kun kæmper kampen på USA/NSA siden, vil tyskerne aldrig blive verdensåbne Europærer, men nærmere en fjernstyret "sattelit stat", som også danmark er ved at blive, fyldt med propaganda og værdiløsheder.