Læsetid: 3 min.

Bagsiden: Kina vil bestemme om Dalai Lama skal reinkarneres

Dalai Lama pønser på at sige endegyldigt farvel til denne verden. Men Kinas kommunistiske regering insisterer på, at han skal genfødes – på Beijings betingelser
13. marts 2015

Dalai Lama overvejer, om han overhovedet har lyst til at blive genfødt. Men det skal han. Om han så vil det eller ej.

Det krav kommer lidt overraskende fra verdens største ateistiske organisation. For Kinas kommunistparti insisterer på, at det bestemmer, hvad der skal ske med tibetanernes åndelige overhoved, når hans nuværende og fjortende reinkarnation forlader denne verden.

Og det kinesiske styre, der ellers oftest anklages for at undertrykke tibetansk kultur og religion, hævder nu at være den sande beskytter af tibetansk buddhismes traditioner og anklager Dalai Lama for blasfemi og forræderi mod både hans egen religion og den kinesiske nation, efter han til vestlige medier har sagt, at han er klar til at være den sidste i en 500 år lang række af Dalai Lamaer: »Lad os slutte af med en populær Dalai Lama,« sagde han i et interview bragt i Welt am Sonntag sidste søndag.

Hans udtalelser har skabt en mindre storm ved den igangværende parlamentssamling i Beijing. Padma Choling, leder af det kinesiskkontrollerede tibetanske parlament, sagde i denne uge, at Dalai Lama »bespottede« tibetansk buddhisme og slog fast, at »lige meget om han vil reinkarneres eller ej, så er det ikke hans beslutning«.

»Problemet er, at han forsøger at fratage centralregeringen dens ret til at godkende hans reinkarnation,« mente Padma.

Og Zhu Weiqun, et prominent medlem af kommunistpartiet, som længe har været involveret i den kinesiske Tibet-politik, argumenterede for, at det er kommunistpartiet – og ikke Dalai Lama – der er den øverste autoritet inden for tibetansk buddhisme: »Retten til at træffe beslutninger vedrørende Dalai Lamas reinkarnation, og hvorvidt denne slægt skal videreføres, ligger hos Kinas centralregering.«

Udmeldingerne fra Beijing bliver beskrevet som »latterlige« af den tibetanske eksilregering: »Det ville være ligesom, hvis Fidel Castro havde sagt: ’Jeg vil udvælge den næste pave, og alle katolikker skal følge den beslutning’,« siger eksilregeringens premierminister, Lobsang Sangay, til Reuters.

Det handler om magt

Hvor absurd striden om Dalai Lamas ret til at blive reinkarneret eller ej kan fremstå, så kan den have stor indflydelse på Beijings greb om magten i tibetanske områder, som inden for de seneste år har været ramt af voldsomme protester mod det kinesiske styre.

Hvis Dalai Lama ikke vil genfødes, kan det underminere den kinesiske regerings planer om at tilrane sig magten til at udpege en ny Dalai Lama, som vil acceptere det kinesiske styres Tibet-politik og samtidig være med til at legitimere den over for den tibetanske befolkning.

Samtidig frygter mange tibetanere, at en kinesiskudpeget Dalai Lama blot vil være en nikkedukke for Beijing og ikke som den nuværende Dalai Lama være et stærkt kulturelt og religiøst pejlemærke. Det kan være med til at udvande tibetanernes sammenhængskraft og evne til at modstå kinesisk pres, mener de.

Og det er set før. Efter Dalai Lama i 1995 udpegede en tibetansk dreng til at være en reinkarnation af Panchen Lama, også en vigtig lama i tibetansk buddhisme, så arresterede kineserne ham simpelthen og udpegede en anden i stedet – som dog ikke nyder respekt blandt tibetanerne.

Dalai Lama har tidligere sagt, at han ikke vil blive genfødt i Kina, hvis situationen for tibetanerne ikke er forbedret. Men Dalai Lama og Kinas regering har åbenbart stadig noget tid endnu til at løse konflikten om hans videre færd efter døden.

»Lægerne siger, at jeg kan blive 100 år gammel,« sagde den 79-årige i interviewet med Welt am Sonntag.

»Men i mine drømme vil jeg dø i en alder af 113 år.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu