Læsetid: 3 min.

Eksperter: Tysk støtte til EU-hær bygger på retoriske floskler

De nationale småhære er utilstrækkelige i sikkerhedspolitisk øjemed, mener tyskerne, der på tværs af skiftende regeringer altid har støttet en fælles EU-hær. Men heller ikke tyskerne har noget bud på, hvem der i så fald skulle stå i spidsen for den
17. marts 2015

Når ledende tyske politikere støtter kommissionsformand Jean-Claude Junckers forslag om en EU-hær, sker det på en billig baggrund og med svigtende mod til at tage en reel debat om Europas sikkerhedspolitiske behov. Det mener en række førende sikkerhedspolitiske eksperter, der har svært ved at få øje på den politiske vilje bag de positive signaler i Berlin. Trods de højtsvævende erklæringer er diskussionen om de nødvendige institutionelle nytiltag fraværende fra den tyske debat, påpeger Christian Mölling, der forsker i europæisk sikkerhedspolitik ved Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin.

»Der findes ingen grundlæggende idé om, hvordan en europæisk hær skal se ud. Hvem skal bestemme over den? Hvem skal beslutte, om tyske eller danske soldater skal udsendes, og hvem vil overtage ansvaret for eventuelle omkomne? Normalt er det et parlament eller en regering, der har ansvaret. Europa-Parlamentet har ikke de påkrævede beføjelser, og vi har heller ingen europæisk regering, der kan bestemme over en indsats. Det er uklart, hvordan dette ansvar overføres til en politisk institution med demokratisk legitimitet.«

Debatten om en fælles EU-hær blev vakt til live, efter kommissionsformand Juncker forrige uge i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag betvivlede EU’s internationale gennemslagskraft efter Ukraine-krisen:

»En sådan hær vil hjælpe os med at forme en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og leve op til Europas ansvar i verden«, udtalte Juncker til Die Welt.

’Retoriske floskler’

Forslaget om en EU-hær har med jævne mellemrum været på den europæiske dagsorden. Kort efter genforeningen af Tyskland foreslog Helmut Kohl i 1991 dannelsen af en europæisk forsvarsstyrke. I løbet af 90’erne ytrede den franske premierminister Alain Juppé og den britiske premierminister Tony Blair lignende ønsker, mens den nuværende tyske finansminister Wolfgang Schäuble i 2005 gjorde sig til talsmand for en europæisk hær.

Angela Merkels CDU-partifælle Norbert Röttgen, der er formand for forbundsdagens udenrigspolitiske nævn, ser et tilsvarende behov for et koordineret militært samarbejde på europæisk niveau.

»Europæerne betaler enorme summer for militær, flere gange mere end eksempelvis Rusland. Alligevel er vores militære kapacitet utilstrækkelig i sikkerhedspolitisk øjemed, så længe vi opretholder nationale småhære, der endda i vid udstrækning udfører samme opgaver i mindre format,« siger Röttgen.

Christian Mölling udlægger holdningstilkendegivelserne i Berlin som et eksempel på »retoriske floskler«, der oftest mangler konkret indhold.

»Der er ingen konkret debat i Tyskland om en europæisk hær. Der er talrige hensigtserklæringer, men de følges ikke op af en grundlæggende debat om, hvordan man vil takle de problemer, der er forbundet med en EU-hær,« siger Christian Mölling.

»Tyskland har altid været tilhænger af en EU-hær. Det står i samtlige regeringsgrundlag, men der er endnu ikke sket noget konkret. Ingen tysk politiker har stillet sig op og har sagt: ’Jeg ønsker en europæisk hær, og derfor må vi gøre A, B og C’,« siger Christian Mölling til Information.

Europæisk uafhængighed

En af de mest afgørende udfordringer for tilblivelsen af en effektiv europæisk hær er overvindelsen af grundlæggende uenigheder mellem de europæiske hovedstæder. Senest har Ukraine-krisen blotlagt væsentlige meningsforskelle mellem eksempelvis Polen, der ønsker at forsyne Ukraine med våbenleverancer i kampen mod østukrainske separatister, og lande som Italien, Østrig og Ungarn, der stiller sig tøvende over for europæiske våbenforsyninger til den ukrainske regering.

Netop Ukraine-krisen udstiller forsømmelser i EU-landenes forsvarspolitik, mener den sikkerhedspolitiske ekspert Jan Techau, der i en analyse for tænketanken Carnegie Europe påpeger, at Ukraine-krisen har fået europæiske ledere til at reflektere over rækkevidden af amerikansk forsvarsvilje, når det gælder europæisk sikkerhed.

»Som altid i Europa afføder denne erkendelse to forskellige reaktioner. Den første er at acceptere europæisk afhængighed af USA og argumentere for øget amerikansk hjælp. Den anden er at understrege vigtigheden af større uafhængighed.«

Den forklaring imponerer dog ikke Christian Mölling.

»Hvis Rusland er grunden til, at Juncker kommer frem med dette forslag på nuværende tidspunkt, er det en dårlig grund. Hvis vi antager, at man går i gang med at opbygge en EU-hær, vil det tage lang tid, og den russiske trussel, sådan som den ser ud i dag, vil have forandret sig afgørende. Omvendt må man sige, at Junckers implicitte argument, at vi uden en europæisk hær i dag står uden sikkerhed, heller ikke stemmer. Det gør vi ikke. Det er et ikke særlig gavnligt forsøg på at sætte en debat i gang, men ser man på reaktionerne, er det efter min vurdering ikke lykkedes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu