Gentrificeringen af ’Skid Row’ bestemmer Los Angeles’ fremtid

I centrum af en af ​​verdens mest berømte byer findes en koncentration af desperat fattigdom, der savner modstykke i den højt udviklede verden. Los Angeles’ Skid Row – en fælles betegnelse for de slumkvarterer, som engang var almindelige i alle amerikanske storbyer – eksisterer fortsat som eneste byzone af sin art.

Skid Rows fortsatte eksistens er vidnesbyrd om en grundlæggende byplanlægningsfadæse begået i den sydcaliforniske storbys nylige fortid. Striden om, hvad der nu skal ske med området, udstiller omfanget af L.A.’s udfordringer under byens igangværende omlægning til mere traditionel by. At kalde Skid Row for en af ​​de vigtigste slagmarker om fremtidens Los Angeles er ikke en overdrivelse.

Kvarteret gik fra metaforisk til bogstavelig slagmark, da en 45-årig lokal beboer i sidste måned, på en af byens sjældne regnvejrsdage, blev dræbt under et skænderi med betjente fra det lokale politi, LAPD. Manden var kendt blandt de lokale under tilnavnet Cameroun, og han blev skudt af flere betjente – angiveligt efter at have forsøgt at få fat på en af politifolkenes skydevåben.

Vi ved, at ofret boede i et telt, som han havde opslået på hjørnet af San Pedro og 6th Street. Disse telte er kendt af hver en angeleno – borger i L.A. – og forvilder man sig ind i det forkerte kvarter efter en glad aften i byen, kan man pludselig befinde sig i en anden verden, hvor sådanne telte, der udgør et hjem for stofafhængige og psykisk syge, breder sig ud over fortovet, blok efter blok efter blok.

»Kontrasten kan være rystende,« siger Brigham Yen, ejendomsmægler i det centrale Los Angeles og forfatter til en blog, DTLA Rising, hvor han beskriver områdets revitalisering. »Man kan gå fra en enkelt blok, der repræsenterer det nye downtown med restauranter, barer og butikker, og pludselig står du i Skid Row, som er bunden af alt det, du kan forestille dig. Alene lugten vil hurtigt signalere, hvor du befinder dig.«

Det befolkede centrum

Shanks Rajendrans dokumentarfilm Los Scandalous viser os et personligt nærbillede af de alfonser, prostituerede, narkohandlere og hustlere af enhver art, som befolker Skid Row ved nattetide.

»Da jeg kørte igennem Skid Row for første gang, blev jeg fuldstændig lamslået,« siger den australske filmskaber, hvis chok over at se et sådant kvarter »i USA, det bedste land i verden« hurtigt fik ham til at gå i gang med at optage alt, hvad han så og hørte der.

Rajendran filmede det, han kalder ’det store spil’ i Skid Row – et spil, der ikke blot omfatter »narkohandlere og folk, der prøver at udnytte ting«, men også ​​de offentlige sikkerhedsrepræsentanter, »der går rundt og leder efter beskidte hjemløse, der har sneget sig ud fra kvarteret og beordrer dem til at gå tilbage«, i et forsøg på at bevare resten af ​​downtowns »nye, rene og turistvenlige image«.

I den tid Rajendrans tilbragte i nabolaget, så han ikke direkte vold. Snarere »samarbejder alle om at undgå politiet« og har for længst indøvet ritualiseret spredning, når patruljer passerer forbi – men kun for snart efter igen at indtage deres sædvanlige pladser. »Det er trist, fordi Skid Rows beboere accepterer deres position i samfundet. Alle i Los Angeles har accepteret dette, vil jeg sige.«

Det er velkendt, at Skid Row udgør den største hindring for en vellykket totalrenovering af Los Angeles’ bycentrum. I 2014 havde storbyens downtown-område et indbyggertal på 52.400 mod blot 27.849 i 2000. Indbyggerne i Skid Row udgør 17.740 af det tal, og dertil kommer et skønnet antal hjemløse på mellem 3.000 og 6.000.

Alligevel har downtown-Los Angeles været igennem den mest imponerende genopretning i nogen større by i USA i det 21. århundrede. Drænet for beboere som de fleste af de andre storbyer af den masseudvandring til forstæderne, der fulgte efter Anden Verdenskrig, var udsigterne til at vende forfaldsudviklingen ringe i årtier derefter. Selv Reyner Banham, en arkitekturhistoriker, der er berømt for sine lovprisninger af L.A., vier i sin Los Angeles: The Architecture of Four Ecologies kun downtown et mindre afsnit i kapitlet »A Note on Downtown«, fordi »en note er alt, hvad downtown-Los Angeles fortjener«.

Hans bog udkom i begyndelsen af ​​1970’erne – en epoke, da koalitionen mellem L.A.’s daværende borgmester Tom Bradley og store saneringsvirksomheder traf den skæbnesvangre beslutning at koncentrere alle bystyrets ressourcer til hjemløse i downtown og i netop det område, der skulle blive til Skid Row. Over 70 almennyttige og offentlige organisationer deltog i det storstilede centraliseringsprojekt i den berømte decentraliserede ’by uden et centrum’. Og inden længe udfyldte de det fraværende centrum med herberger, klinikker, suppekøkkener, missionshoteller og et væld af andre ydelser til samfundets mest forarmede.

På dette tidspunkt gav Skid Row god mening. Her samledes alt, hvad der kunne tiltrækkes af ’uønskede’ i en del af byen, der ikke var videre befolket, hvis man ser bort fra de kontoransatte i dagtimerne, pensionister og hjemløse og semihjemløse herbergsbeboere. Centrum lå også langt fra kystenklaver som Santa Monica og fra baglandet af forstæder som San Fernando Valley, hvor de politisk vigtige valgkredse fandtes.

»På det tidspunkt var downtown en spøgelsesby,« siger Yen – »et stort tæppe som bystyret kunne bruge til at feje sine problemer med hjemløse ind under.«

Men nu, hvor downtown er blevet et af regionens ​​ mest eftertragtede områder og fortjener sin egen bog snarere end en note, ser den tids beslutning frygtelig kortsigtet ud.

Bidrager til elendigheden

Skønt Skid Row blot har mistet omkring 10 blokke til ny byudvikling, er kvarteret stadig bemærkelsesværdigt upåvirket af den synlige gentrificering (hvis vi ser bort fra isolerede projekter som en mild renovering af King Eddy, angiveligt en af forfatteren ​​Charles Bukowskis stamværtshuse). Men med sine langt lavere boligudgifter drager kvarteret også unge, ikkehjemløse ’urbane pionerer’ såsom Jinsoo An, der er flyttet ind i en bygning i San Pedro Street, hvor der tidligere lå et filmproduktionsselskab. Her har han indrettet både sit hjem og virksomhed kaldet Kokiri Lab – et såkaldt hi-tech-hackerspace dedikeret til udvikling af ​bærbar teknologi.

Fra hvad han beskriver som »mit paradis i ghettoen«, er An et førstehåndsvidne til byens Sisyfos-indsats for at holde holde Skid Row bare nogenlunde ryddelig.

»En gang om ugen kommer en hær af rengøringsfolk, bulldozer alt affaldet væk fra gaderne og beder de hjemløse om at pakke deres ting og skride. Jeg havde undret mig over, hvordan det kan være, at hjemløse er så stor en udgiftspost. Hvordan kan det koste penge at have folk boende på gaden? Nu forstår jeg bedre.«

Men An siger, at det tager ikke ret lang tid, før hans gade genvinder sit lag af »skrald, pis og lort i alle mulige kombinationer. Før brød jeg mig ikke om regnvejr. Nu nyder jeg at komme tilbage til mit kvarter efter en storm. Så kan man trække vejret igen.«

Udover iniativrige individer som An har en del dristige virksomheder åbnet butikker i kvarteret.

»Skid Row har faktisk forhindret downtown i at blive for mainstream for hurtigt,« siger Yen.

»Hvis der ikke var Skid Row, ville vi allerede se de store kædebutikker her. De skal nok komme alligevel med tiden. Men jeg synes, det er fint, hvis de selvstændige igangsættere, der ikke er bange for en chance, får mulighed for at slå rod først.«

Selvfølgelig kan sådanne positive udviklinger ikke opveje Skid Rows negative sider, siger Yen.

»Jeg synes ikke, det burde få lov at henligge sådan her. Og ikke kun af hensyn til byudviklingen, men også af moralske grunde. Hvis målet er at få folk ud af fattigdom, giver det ikke mening at have et så usundt område, der i den grad bidrager til fattigdommen. Disse mennesker kan ikke undslippe fattigdommen, for alt, hvad de ser omkring sig, er fattigdom.«

Hellere hipstere end politi

Yen kalder Skid Row for en zone fuld af »mislykket menneskehed« og giver helt og holdent bystyret, Los Angeles County, skylden, eftersom »alle Skid Rows tjenester finansieres af kommunale skattedollar, og bystyret i udgangspunktet har svigtet så eklatant i forhold til problemet med de hjemløse.« Han ser en decentralisering af Skid Row og dermed en mere jævn fordeling af ydelser for hjemløse på tværs af kommunens 7.500 kvadratkilometer som eneste måde, hvorpå man effektivt kan sætte ind mod problemerne i selve kvarteret og mod kvarterets friktioner med den omkringliggende by.

Synspunktet, at de hjemløse bør holdes i Skid Row, har dog stadig fortalere – om end de som oftest selv bor langt fra Skid Row. De glemmer let, siger Yen, »at de mennesker, de vil ’støtte’, lever i elendighed, dør af sygdomme og bor under de mest beskidte forhold, man kan forestille sig i USA. De laver et karikeret billede, hvor ondsindede byudviklere nu vil lægge deres klamme hånd om centrum og presse disse stakkels mennesker ud. Men hvis ikke de ’rige hipstere’ var kommet her og havde sat spørgsmålet på den politiske dagsorden, ville de hjemløse bare være fortsat med at leve videre som et glemt folk.«

Selv om nogle udtrykker deres bekymring for Skid Row på god afstand, koncentrerer andre deres indsats netop her i nabolaget. Pastor Kevin Haah, medstifter af New City Kirke, hvis menighed består af både Skid Row-beboere og hjemløse, mødes kun to blokke fra stedet for det seneste skuddrama. Ideen om at bringe disse forskellige økonomiske lag i downtown sammen kom til Haah, da han var græsrodsaktivist på gaderne i Skid Row i begyndelsen af ​​2000’erne – en tid, der, uanset hvor slemt her kan virke nu, »var meget værre«.

»Faktisk,« siger Haah, »er Skid Row ikke så farlig, som man tror. Stedet er f.eks. ikke styret af bander. Det er heller ikke alle her, der må leve på gaden. De fleste prøver faktisk at komme på fode igen. For mange er det en hård kamp, men det her er et samfund i fremgang. Selvfølgelig er mange mennesker holdt nede i fattigdom og afhængighed, men der er også muligheder. Der er ingen fødevareknaphed i Skid Row. Vi har ikke boliger nok, men ingen går sultne rundt.« Haah husker, at da downtown-Los Angeles begyndte sit comeback, »var den almindelige antagelse, at spekulanter ville gøre de billige lejligheder mondæne og presse Skid Rows beboere ud. Jeg synes ikke, det er sket. Der er blevet bygget meget nyt socialt boligbyggeri siden. Jeg er ikke så glad for ordet ’gentrificering’. Meget af det nye ser flot ud, og det er meget mere bæredygtigt i forhold til miljøet.« Lige nu føler de fleste indbyggere i Skid Row mindre harme over for de nye hipsterbeboere, end de gør over for LAPD.

»Når der sker politiovergreb,« siger Haah, »blusser følelserne op, og folk udvikler mistillid. Der er en masse vrede.«

Alligevel udtrykker Haah optimisme om fremtiden for Skid Row og kvarterets plads i downtown.

»Skid Row går ingen steder. Det er det største centrum for sociale ydelser i Los Angeles. Men grænserne til nabobydelene bliver mindre klare.«

Haah understreger behovet »for ikke at se folk udefra som fremmede. Vi er et fællesskab her. Vi har brug for, at vi bliver ført sammen, men min vision er større: Vi har også brug for at lære at sætte pris på hinanden. Vi behøver ikke hipstere til at hjælpe befolkningen i Skid Row, som selv har fantastiske ting at bidrage med, for at gøre det her til et livskraftigt centrum. Der er mere åndelig vitalitet i Skid Row end i nogen anden bydel – sådan er det«.

Storbyens mange sider

Den spænding, der eksisterer mellem Skid Row og resten af ​​downtown-Los Angeles, ser dog næppe ud til at skulle gå over af sig selv. Især, fordi ejendomspriser og huslejer stiger –ikke blot på begge sider af Skid Row, men også inde i selve kvarteret. Det betyder endnu flere telte på fortovene.

Alligevel, siger Yen, har Skid Row i en vis forstand realiseret L.A.’s mangeårige drøm om en travl metropolkultur.

»Der er en masse mennesker herude. Man kan opleve scener, som man ville forvente dem i New York. Der er gadeliv. Folk, der myldrer rundt, grupper, der samles, og parker, der bliver udnyttet til fulde. Fra et byudviklingssynspunkt er dette meget interessant, men naturligvis kan man ikke se på alt dette uden også at se fattigdommen.«

»Mange af de mennesker, der bor i nabolaget, er venlige,« siger Brian Tompkins, direktør for socialt iværksætteri på Weingart Center, der ligger lige over for der, hvor sidste søndags skuddrab fandt sted. »Folk her kender mig og siger hej. Jeg kan se, at nogle af dem tager sig af deres lille del af gaden, som om det var deres hjem.«

»På den anden side ser jeg mange ting, der får mit hjerte til at briste: At se psykisk syge mennesker gå amok, skrige og bande, eller mennesker, der slås eller vælter sig ned i sølet på grund af et eller andet virkeligt eller indbildt mareridt. Når man ser, hvordan almindelige unge mennesker på Skid Row i løbet af uger eller måneder kan blive forvandlet til skind og ben, oversået med sår og med dårlige tænder. Og når man ser døde folk ligge på gaden.«

De første skridt, som ’almindelige mennesker’ har taget tilbage i Skid Row, betyder måske nok, at fremtiden tegner lysere end på noget tidspunkt i løbet af de grumme seneste fire årtier. Men resten af transitionen – der nu helt sikkert er uundgåelig – vil blive smertefuld. Det store spørgsmål, der er tilbage, og som beboerne i og omkring Skid Row nu skal forholde sig til, er hvor smertefuld.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen