Baggrund
Læsetid: 3 min.

Hvad gik der galt i Yemen?

Saudi-Arabiens militære indgriben mod Yemens shiamilitser er ikke kun et sekterisk opgør og en stedfortræderkrig mod Iran, men også resultatet af Riydahs fejlbedømmelse af det arabiske forår
Udland
27. marts 2015

Sami Ghaleb, udgiver af en politisk ugeavis i Yemen, var for tidligt ude, da han en varm dag i Beirut i juni 2011 udlagde Yemens komplekse politiske landkort med konklusionen: »Salehs æra er slut. Vicepræsident Abd-Rabbu Mansour Hadi overtager magten. Men det store spørgsmål er, hvem der får indflydelse på det fremtidige styre.«

Hvad hverken Ghaleb eller nogen anden kunne tage højde for, var det instinkt for overlevelse Yemens leder gennem 33 år, Ali Abdullah Saleh, mestrede. Hans æra var på ingen måde forbi, da han blev afsat februar 2012 til fordel for sin vicepræsident. Og nu, næsten fire år efter, er han en hovedårsag til, at kampfly fra ni arabiske lande bomber hovedstaden Sana’a – inviteret af ’landets legitime regering’, som Yemens nominelle præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi tituleres.

Reelt blev han afsat allerede i september sidste år, da Salehs loyalister og deres allierede i Houthi-militsen fra det nordlige Yemen, der som Saleh tilhører den shiamuslimske zaidi-sekt, erobrede Sana’a, afsatte regeringen og låste den detroniserede sunni-præsident inde i en ydmygende husarrest.

Han er nu flygtet til Aden, hvor han opholder sig på en hemmelig adresse, hvorfra han altså har anmodet sine forbundsfæller i Riyadh og Washington om hjælp mod de shiamilitser, der er rykker frem mod byen.

Der er altså både tale om en sekterisk konflikt, hvor Saudi-Arabien og dets allierede i GCC, Golfens Samarbejdsorganisation, står overfor Iran, akkurat som i Syrien og Irak, men billedet er mere komplekst end blot endnu en stedfortræderkrig. Når sunni-monarkierne på Den Arabiske Halvø og USA har blandet sig i opgøret, er det af flere grunde: Både USA og Saudi-Arabien frygter et iransk støttet Houthi-regime, der kontrollerer det økonomisk vigtige Bab al-Mandeb-stræde, som forbinder Det Røde Hav med Adenbugten, og er vital for Golfens olieeksport.

USA, der angiveligt har leveret koordinater og andre efterretninger til de ni sunniarabiske landes bombefly, har desuden en vital interesse i at bevare Hadi som præsident, da han har vist sig samarbejdsvillig i drone-bekæmpelsen af al-Qaeda-grupperne i den sydlige del af landet, der af Washington betragtes som de farligste for USA’s indre sikkerhed.

Den fjerde faktor

Yemen er delt i et shiamuslimsk nord og det sunnidominerede syd, hvor lokale stammer har fordelt indflydelse mellem sig. Terrororganisationen al-Qaeda på Den Arabiske Halvø udgør en tredje faktor, nu presset af en fjerde faktor, Islamisk Stat, der i fredags meldte sig ind i borgerkrigen med selvmordsangreb på to shia-moskeer i Sana’a, der kostede langt over hundrede dræbte.

Når det aktuelle kaos er kommet så vidt, skyldes det i følge Al Jazeeras analytiker, Gamal Gasim, først og fremmest Saudi-Arabiens indblanding i Yemens indre anliggender, da Saleh blev tvunget til at træde tilbage fra sin post – men ikke fra politisk indflydelse. Han forhandlede sig til immunitet mod retsforfølgelse for forbrydelser, han var ansvarlig for – bl.a. snigskytters systematiske drab på demonstranter – og han bevarede formandsposten i sit regeringsparti, Folkekongressen.

Indsættelsen af Abd-Rabbu Mansour Hadi var saudiernes beslutning og blev dengang i 2012 accepteret af såvel Folkekongressen som oppositionspartierne, der omfattede islamister, socialister og arabiske nationalister. Hadi havde fungeret som vicepræsident i 16 år uden at udgøre nogen politisk trussel mod Saleh, og forventningen både i befolkningen, i de politiske partier og i Golf-monarkierne var, at han kunne gennemføre en ’national dialog’, der kunne forene landets stridende grupperinger og fraktioner. Men Hadi kunne ikke – som det synes at være vanen i regionen – nære sig for at bruge sin nye magt. Han fyrede hurtigt Salehs sønner og nevøer fra indflydelsesrige poster i statsapparatet og afsatte den mest magtfulde militære leder, general Ali Mohsen al-Ahmar. Især det sidste viste sig at være katastrofalt for stabiliteten, idet militæret opløstes i fraktioner uden nogen fast kommandostruktur. Anarkiet i militæret førte til en ny opblomstring af Houthi-militante grupper, som Saleh havde kontrolleret effektivt, men som nu – med støtte af Salehs loyalister – fik kontrol med flere af de seks provinser, kulminerende med erobringen af Sana’a i september 2014.

Og nu er også Islamisk Stat synlig i Yemen. Sami Ghaleb, der gennem årene har fået sin ugeavis lukket igen og igen, er ophørt med at analysere den politiske situation at dømme efter hans Facebook-side, hvor han resignerende nøjes med at forbande krigshandlingerne og konstatere, at Yemen »er prisgivet de stridende militser«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her