Læsetid: 10 min.

’Det her gjorde vi blandt vores venner. Forestil dig nu, hvad vi kan gøre imod fremmede’

Stammemilitser konkurrerer med ekstremistgrupper om unge rekrutter om at modstå fremstødet fra de shiamuslimske houthier, som har taget magten i Sana’a og Taiz
Sunni-stammekrigere i yemenitiske Marib, hvor de gør sig klar til at kæmpe mod landets fremstormende Houthi-milits. Men ind i mellem også mod hinanden.

Ali Owimdha

24. marts 2015

I en hulning i sandet i det østlige Yemen gør en kortege pickup- køretøjer, der transporterer stammemilitskrigere, holdt. En firskåren mand med en sort manke af hår og klædt i en støvet dishdash – en fodlang hvid kjortel – går langsomt rundt og inspicerer mændene og ladbilerne, der er lastet med tunge maskingeværer og let artilleri.

»Lad os sige, at houthierne er bag denne bakke,« råber han så og peger på et klippefremspring, der tænkes at skærme den imaginære fjende – nordyemenitter, der i efteråret væltede regeringen og sidste søndag desuden skal have erobret landets tredjestørste by, Taiz, ifølge meldinger fra lokale sikkerhedsembedsmænd.

»Vi begynder med at beskyde deres positioner. Derefter stormer vi bakken med vores biler og klatrer det sidste stykke til fods«.

Hans mænd kalder ham for Biss – ’Katten’. Efter et temmelig usammenhængende forsøg på at overrumple deres modstander, opdager de, at han kan vise klør.

»Hvis houthierne virkelig havde været der, ville de have udslettet jer alle med en enkelt granat,« siger Katten og spytter foragteligt.

Det er et trøstesløst landskab, men også et, der rummer klare fingerpeg om en skiftende magtbalance i Mellemøsten – med nye brudlinjer.

Yemen har ikke traditioner for sekterisk strid. De to vigtigste sekter, de shiitiske zaidier og de sunnitiske shafierier, er almindeligvis blevet set som moderate og kun minimalt forskellige.

Alt dette har imidlertid ændret sig, efter at houthierne – tilhængere af en obskur shiatradition, der anklages for at fungere som Irans forlængede arm i Yemen – i september stormede hovedstaden Sana’a og tvang præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi til at flygte til den sydlige havneby Aden.

Deres fremstød fik en opildnende effekt i landets sunnidominerede syd, hvor al-Qaeda står særlig stærkt, og jihadister fra Islamisk Stat også er begyndt at vinde fodfæste. En byge af selvmordsbomber har rystet hovedstaden, senest fredag i sidste uge, da over 142 mennesker blev dræbt i en række koordinerede angreb på moskeer under fredagsbønnen.

De fleste internationale terrorkomplotter har deres oprindelse i denne del af verden – fra ’Underbukse-bombemanden’ i julen 2009 til angrebet på Charlie Hebdo i år.

Ny bølge af militarisering

Frygten er, at houthiernes fremrykning vil udløse en ny bølge af militarisering og radikalisering blandt sunni-flertallet i det yemenitiske kerneland, der kan rekruttere endnu flere tilstrømmende jihadister. De vestlige efterretningstjenester betragter allerede den lokale al-Qaeda fraktion – Al-Qaeda på Den Arabiske Halvø (AQAP) – som verdens mest magtfulde terrorgruppe og som en voksende trussel, i takt med at den søger at udnytte den regionale uro til at udvide sit operationsfelt. Lørdag bekræftede amerikanske embedsmænd, at Washington har evakueret sit resterende diplomatiske personel fra Yemen på grund af den forværrede sikkerhedssituation.

Da houthi-militserne begyndte at rykke ned igennem de bjergpas, der forbinder det nordlige Yemen i sydøst, reagerede de lokale sunnistammer ved at yde voldsom modstand.

Med opbakning fra velhavende forretningsmænd og støtter i nabolandet Saudi-Arabien rejste de omkring 10.000 mænd og oprettede en række militære lejre som den, hvor ’Katten’ træner sine krigere. Disse lejre kendes som Matareh og strækker sig i et bælte på over 150 km.

»Da Sana’a faldt, så stammerne faren og besluttede at gå ind i kampen. Jo større en trussel houthierne blev, jo flere stammer samledes i lejrene,« siger en embedsmand fra lokalstyret i Marib-provinsen.

Vil kæmpe mod iranerne

I det tågede lys fra den nedgående sol virker lejren næsten idyllisk. Krigerne hviler sig på puder. Dåser, plastflasker og gule dunke spredt udenfor teltene, glimter i reflekser af det svindende lys.

Nogle af de unge krigere fra Kattens enhed løber barfodede rundt efter en bold på en volleyballbane trukket i sandet. De har ophængt et net mellem to snoede grene.

Den ældste er 19, den yngste 14, og alle har de tilbragt det sidste år med at bekæmpe houthierne. De ler og kalder hinanden sjove øgenavne. Var det ikke for de Kalasjnikov-geværer, som ligger stablet i nærheden, kunne de forveksles med en gruppe store skolebørn.

Når man taler med drengene, bliver det dog klart, at det forløbne års kampe har vakt dem ideologisk. De bruger den samme sekteriske logik som irakiske eller syriske militsfolk.

»Vi er her for at kæmpe mod iranerne,« siger en tynd 17-årig.

Katten sidder tilbagelænet på en bunke madrasser i sit telt. Fluer summer frem og tilbage, før de slår sig ned på teltets farvede mønstre eller mæsker sig i de næsten tømte teglas.

Han hævder, at åbningen af den nye front har gjort det lettere at overtale de unge til at deltage i stammemilitserne fremfor at slutte sig til jihadisterne i AQAP.

»Jeg har brugt alle metoder. Jeg har tilbudt dem våben – ’vil I gerne kæmpe, så kom her, og kæmp sammen med jeres egne stammer, som vi har gjort siden vore forfædres tid’. Og nu er de her hos os i lejrene og kæmper som nogle af de modigste«.

Men i naboprovinsen Baidha, hvor stammerne er svagere og mere fragmenterede, er det jihadgruppernes rækker, der svulmer af nye rekrutter.

»I mit område var der kun fem stykker, der arbejdede sammen med al-Qaeda. Nu er der snesevis, og vi kan ikke sige noget til dem. De siger: ’Vi forsvarer jer mod houthierne’«, siger en advokat fra Baidha.

I områder af det sydlige og centrale Yemen dukker lokale jihadgrupper undertiden for at overtage militærlejrene eller blot paradere igennem gaderne i et par timer, før de igen trækker sig tilbage. Nogle af disse grupper har sværget troskab over for IS fremfor AQAP.

En lokal jihadist, der har tætte forbindelser til Ansar al-Sharia – en organisation, der overlapper med al-Qaeda, og som AQAP ofte ses som en del af – er åben i sin kritik af al-Qaeda.

»Al-Qaeda har ikke formået at beskytte sunnierne i Yemen. Hvor er de? Hvorfor tillader de houthierne at gå videre?« spørger han. »Det er ikke nok med sporadiske aktioner. Vi er nødt til at etablere en stat som i Irak og Syrien for at få jord og grænser, som vi så kan forsvare«.

Stammesystem falder sammen

Marib, der siges at have været hjemsted for dronningen af ​​Saba, har en lang historie med kampe for egen uafhængighed. Igennem to årtier har banditter og kidnappere skræmt de turister væk, der plejede at flokkes omkring dronningens tempel, alt imens ørkenens bagland er blevet tilflugtssted for jihadister og militante af forskellig observans.

Det første amerikanske droneangreb på Yemen fandt sted her i 2002. Siden er der blev gennemført mange flere, og selv om det er vanskeligt at få fastslået det præcise tal, skal antallet af dødsofre måles i mange hundreder, måske i over 1.000. Et lille antal af de dræbte har været børn.

Siden houthiernes magtovertagelse i Sana’a har guvernøren i Marib, Sultan al-Arrady, erklæret lokalt selvstyre og afvist den nye myndighed i hovedstaden.

»Jeg nægter at anerkende en kupjuntas autoritet,« siger Arrady, da Guardian møder ham i hans kontor i Marib By, der ligger midt iblandt ​​uberørte sandstrækninger og bjerge.

Men selv hans myndighed strækker sig ikke langt i en region domineret af stammeledere, der traditionelt er mistænksomme over for de centrale myndigheder.

Saleh manøvrerer sin gamle jeep langsomt gennem det overfyldte marked. Høj med hvælvet bryst og blyanstyndt overskæg er han iført en slidt sarong med en ny, elegant uldjakke udover i middagsheden. Hans nevø, en 12-årig klædt i en nystrøget hvid skjorte, sidder stille på bagsædet og holder om sin onkels pistol.

Det blomstrende marked for våben, en lang række af boder, der sælger tilstrækkeligt mange små og mellemstore våben til at udstyre en lille bataljon, markerer ophøret for statens nominelle kontrol.

»I 60 år har Sana’a ikke kunnet styre over Marib. De har bygget militærlejre, men uden for disse lejre findes der ingen stat – her gælder stammeloven,« siger Saleh.

»Men stammesystemet er ved at falde sammen og har brug for at modernisere.«

Saleh, der kommer fra en af ​​de største stammer i Marib, har tilbragt fem år med at studere datalogi i Indien, før han vendte tilbage for at deltage i 2011-revolutionen.

»Da jeg kom tilbage fra mine studier i udlandet, ønskede jeg at afslutte stammesystemet og at erstatte det med en moderne stat. Jeg nægtede at bære et våben eller endda deltage i den hævnkrig, der fulgte efter mordet på min bror – hans far,« siger han og peger på den tavse dreng på bagsædet.

»Jeg hader min pistol, og patrontaskerne er for tunge og gnaver i mine skuldre«, tilføjer han. »Men revolutionen mislykkedes, og da indså jeg, at i fraværet af en moderne stat er stammerne det bedste, vi har«.

Han kører op ad en stenet bakke, sandet strækker sig til horisonten, og hist og her ser man lejre og lastbiler.

»Nu transporterer jeg våben til brug mod houthierne«.

’AQAP har ingen hjerne’

De største fjender er dog ikke oprørerne fra nord, siger han, men de radikale elementer i de lokale miljø, især AQAP.

»Jeg kan ikke lave en aftale med AQAP, for de har ingen hjerne. Jeg ville ønske, at houthierne ville gå ind i politik. Hvis de kom her som en valgt myndighed, ville ingen kunne sige noget. Men når de kommer som en milits, vil vi naturligvis kæmpe«.

»Jeg er meget pessimistisk over for de saudiske penge,« tilføjer han. »Saudiske penge har ikke gjort noget land noget godt, hverken i Syrien eller Irak«.

Til venstre for er der en bred, flad ørken. Saleh siger, at hans stamme og en rivaliserende stamme har kæmpet om dette land i 40 år. Men da houthierne angreb, gik alle stammerne sammen i lejrene, og en generel våbenhvile blev underskrevet.

»Det bedste, houthierne har gjort, er at bringe os sammen og få os til at vende tilbage og bo i telte i ørkenen og huske en tradition, vi var begyndt at glemme,« siger han.

Og det var mod vores venner

Katten har en fortid som officer i den yemenitiske hær. For et år siden forlod han sin enhed og tog tilbage til sin stamme for at slutte sig til militsernes kamp mod houthierne. Han avancerede snart til at blive kommandant for en bataljon i stammehæren.

For tre måneder siden fik han legendarisk status, da han overlevede en snigskyttekugle, der snittede ham lige over venstre øre. Ingen ved, hvorfor han kaldes Katten. Nogle siger, det er på grund af hans runde ansigt – andre, fordi kuglen beviste, at han har ni liv.

»I hæren kunne jeg ikke have tillid til mine soldater. Hæren er splittet mellem de forskellige magtcentre i Yemen, og det er grunden til, at da houthierne kom, faldt hæren fra hinanden og kunne ikke stoppe dem«.

»Der er en stor forskel mellem stammekrigeren og soldaten. Stammekrigen vil aldrig udlevere sine våben. Hvis han overgiver sig, bringer han skam – ikke kun over sig selv, men over sin stamme – og mister sin ære. De ville foretrække at dø hundrede gange. Jeg kender de mænd omkring mig og ved, at de aldrig vil svigte. For de er mine fætre, og vi er forbundet med blod og ære«.

Imens han taler, flår to af hans mænd en kylling og putter den ned i en stor gryde med kogende vand. En anden ælter dej, brækker små bidder af og putter dem i en trækulsovn.

Fra sidst i 1970’erne brugte regeringen i Sana’a beduinstammerne i Marib som en ekstra slagstyrke i deres ydre og indre krige. Dermed tilflød der enorme mængder våben i hænderne på stammefolk, som gennem historien har tillagt våben stor værdi.

Raketkastere, tunge maskingeværer og artilleri, ja, endog kampvogne erstattede de gamle Mauser- og Enfield-rifler som de foretrukne våben i stammekrige.

»På grund af blodfejder og stammekrige træner vi vores børn i våbenbrug, selv før de kommer i skole«, siger Katten.

Han ler og nikker mod klitterne. »Nu øver mine mænd sig i at bruge de kampvogne, vi erobrede fra hæren i sidste måned«.

Samme nat flammer himlen op af sporlysprojektiler og fjerne eksplosioner. Katten forlader lejren med sin bedste styrker og drager i krig med sin familie.

Men denne kamp står ikke mellem houthierne og stammerne, men mellem to grene af den samme stamme – en fejde om en gold bakke, der i 20 år har blusset op med jævne mellemrum.

I en hel dag og en nat placerer de to familier deres pick-upkøretøjer bag klippebefæstninger og affyrer tunge maskingeværer og morterer mod hinanden.

»Vi ønsker ikke at dræbe folk«, siger Katten. »For hver gang du dræber en, skal du betale med en af dine egne. Selv hvis man besejrer sin stammefjende i krig, er det sådan, at hvis man selv har dræbt otte, og de har dræbt fire, så skylder man sin fjende fire, som han så vil dræbe som hævn«.

Om morgenen beordrer Katten en massiv artillerikampagne for at tvinge rivalerne til at stoppe fejden og acceptere mægling. Stammekrigen indstilles med en ottedages våbenhvile.

Katten er euforisk.

»Vil du tænke dig, at det her gjorde vi blandt vores venner? Forestil dig nu, hvad vi kan gøre imod fremmede.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

Jan Mogensen
25. marts, 2015 - 16:38
Historien gentager sig desvære mange steder i verden. Og så længe de/vi følger den der råber højst. Så kommer de/vi til at cirkle rigtig længe...

Henrik Hansen

Helt enig i vi vader i cirkler.

Hvis de er 14-19 år, så er sensation billede noget misvisende.
Det liger mest af alt et opstillet photoshop manipuleret billede til et nyt krigsspil.

Artiklen er formentlig korrekt, men der mangler altid det store aspekt, hvem forsyner (i virkligheden) disse mænd i mellemøsten med penge og våben, hvem her interesse i destabilisering og et ydre/indre fjendebillede (terror)

Cornettreport kan være lidt langtrukken, men det er oplysende alternativ information, der kan være lige så valid som alt andet vi "fodres" med

https://www.corbettreport.com/episode-295-who-is-really-behind-isis

Cirkler i sandet? Vi må vel blot erkende, at ikke alle i det område kan være lige så målrettede i deres aggression som Israel.

georg christensen

Det gør vi mod vores fjender, tænk bare på, hvad vi kan gøre mod vores venner?.

Når venner og fjender sættes i samme båd, er noget gået grueligt galt.

Når vestens propaganda modeller forsøger at ødelægge østens propaganda modeller , finder vi kun sandheden "midt imellem". Desværre må vi nok alle sluge nogle "kameler" selv om de smager afskyeligt, vel nok kun, fordi de er usædvanlige, og derfor tilhører andre kulture, som vi ønsker underordnes vores egen "værdiløshed".

Den vestlige verden er gået i stå, vel nok kun på grund af dens egen "selvforherligelse".

Claus Jensen: Jeg havde ikke forventet andet fra din side :)
Der er ikke tale om aggression men om blodhævn mellem stammer der har bekriget hinanden i årtusinder og hvor centralmagten aldrig har kunne erstatte stammetilknytningen, nu er det krydret med lidt sunni/shia, men når dette er overstået vender de tilbage til de stolte traditioner.