Nyhed
Læsetid: 3 min.

Iran giver ikke fuld adgang til inspektører

En tidligere FN-inspektør i Irak tvivler på, at atomaftale med Iran vil virke, medmindre landet åbner alle dørene op for et hemmeligt atomvåbenprogram, der angiveligt blev lukket ned i 2003
Udland
31. marts 2015

Den amerikanske våbenekspert Charles Duelfer glemmer aldrig, dengang han sammen med andre FN-inspektører skulle efterse én af den irakiske diktator Saddam Husseins mange paladser. Det var i byen Samara i slutningen af 1990’erne.

»Vi blev ført gennem bygningen af irakiske embedsfolk, gik gennem alle døre og værelser. Der var intet at finde. Så besluttede én af mine kolleger sig til at bruge en målestok og siger: Der er noget, der ikke stemmer her. Der er et rum midt i bygningen uden en dør,« erindrer Duelfer.

FN-inspektørerne var på jagt efter hemmelige tekniske dokumenter, der kunne give oplysninger om Iraks hemmelige våbenprogrammer.

»Vi vestlige inspektører var så naive. Vi troede, at irakerne tænkte helt som os. Men der er kulturelle forskelle. Alt hvad jeg ved om hemmeligt efterretningsarbejde, har jeg lært af mesteren Saddam,« fortæller Duelfer.

Rammer for aftale

I disse timer forhandler udenrigsministrene og våbeneksperter fra de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland på højtryk i Lausanne i Schweiz med Iran om et dokument, der udstikker rammerne for en aftale om en 10-15 år lang begrænsning af landets atomprogram. En endelig aftale skal ligge færdig i juni.

Og den helt store hurdle er, hvordan det internationale samfund kan opnå garantier for, at Iran ikke kan ’narre’ FN’s våbeninspektører, ligesom Irak gjorde i sin tid. Som modydelse vil FN og USA hæve en lang række økonomiske sanktioner.

Ifølge skeptikeren Charles Duelfer er den største udfordring under forhandlingerne Det Internationale Atomenergiagenturs (IAEA) begrænsede adgang til faciliteter i Iran.

»I Irak kunne vi faktisk gå våbenprogrammet mere efter i sømmene, end IAEA har beføjelser til i Iran. Det paradoksale er, at vi i Irak ikke var i stand til at løse vores opgave. Vi kunne ikke bekræfte, at Irak i virkeligheden var våbenfrit,« siger han.

Deadline for en rammeaftale er sat til midnat i dag. Det er anden gang, man er oppe imod en tidsfrist, og denne gang er det alvor. USA’s kongres står klar til at pålægge Iran yderligere økonomiske sanktioner, dersom forhandlingerne skulle gå i vasken – et udfald, som Israels næste regering og flere arabiske lande ville byde velkommen.

Lækker detaljer

Drøftelserne er teknisk set ekstremt komplicerede. Begge sider lækker detaljer med henblik på at presse modparten til at give indrømmelser. Ingen kan vide med sikkerhed, hvorvidt det lykkes at nå til enighed.

I store træk er baggrundshistorien følgende:

I 2002 indrømmede Iran at have startet et atomvåbenprogram i 1980’erne (formentlig som modsvar på ærkefjenden Iraks forsøg i samme periode på at bygge en atombombe).

I 2003 underskrev Teheran en tillægsprotokol til Traktaten for Forbud mod Spredning af Atomvåben (NPT), der gav det internationale atomenergiagentur (IAEA) ubegrænset adgang til iranske faciliteter. Men i 2006 begyndte iranerne at begrænse agenturets adgang i strid med tillægsprotokollen.

Som følge heraf vedtog FN’s Sikkerhedsråd i 2006 økonomiske sanktioner mod Iran, der i 2012 blev fulgt op af EU’s forbud mod olieimport og indefrysning af aktiver fra Irans centralbank.

I 2006 afviste præsident George W. Bush samtidig et tilbud fra Iran om at få lov at beholde 164 centrifuger til berigelse af uran. Herefter accelererede iranerne deres berigelse af uran og produktion af plutonium. I 2008 menes landet at være nået et stadie, der kun kræver 2-3 måneder til at fremstille en atombombe.

Chance forpasset

I årene efter afsløringen af Irans forbudte atomvåbenprogram i 2003 forelå der en realistisk chance for at eliminere landets fysiske mulighed for at bygge en bombe, dog ikke den rekvirerede tekniske ekspertise. Men den chance blev altså forpasset.

»Det er derfor, vi i dag kun kan nære en ambition om at begrænse Irans atomprogram til civile formål og forlænge den tid, det vil tage iranerne at lave en bombe fra 2-3 måneder til et år eller noget længere,« siger Kelsey Davenport, en våbenekspert fra tænketanken Arms Control Association i Washington, D.C.

Davenport anerkender, det er et problem, at Iran ikke vil give IAEA fuld og ubetinget adgang til faciliteter og dokumenter, der indgik i det hemmelige atomvåbenprogram frem til 2003.

»Det er derfor, at en aftale bør skrues sådan sammen, at sanktionerne hæves i takt med, at Iran åbner op for inspektion og verificering,« siger hun.

Charles Duelfer mener, at det er urealistisk at indgå en aftale med Iran, med mindre man har en præcis og fuldkommen viden om det gamle atomvåbenprogram.

»Hvordan skal vi fastlægge pejlemærkerne, når vi ikke ved, hvor startpunktet er,« spørger den tidligere våbeninspektør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her