Længe leve renzismen!

For et år siden blev den 40-årige Matteo Renzi Italiens yngste regeringsleder nogensinde. Han er ikke valgt til parlamentet, men alene som formand for centrumvenstrepartiet PD, hvilket han blev ved en afstemning i november 2013, hvor 2,8 mio. borgere – deriblandt formentlig også en del af højrefløjens vælgere – ud af den samlede italienske vælgerbefolkning på 50,5 mio. betalte hver to euro for at kunne stemme.

Kort efter blev den valglov, som de seneste tre sammensætninger af parlamentet har hvilet på, erklæret ugyldig ved Forfatningsdomstolen. Det førte ikke til nyvalg efter den gamle valglov – uden den mandatpræmie til det største parti, som ifølge kendelsen forvansker folkets vilje – men til en paladsrevolution internt i PD, der bragte Renzi til regeringsmagten på partifællen Enrico Lettas bekostning. Nu er Renzi i gang med at reformere landets forfatning og skrive en ny valglov – uden vælgernes mandat og med et flertal i parlamentet, som er produktet af en forfatningsstridig valglov.

Og det kan føre til, at ethvert forfatningshensyn fremover kan tilsidesættes, advarer en gruppe borgere i et brev til republikkens præsident, Sergio Mattarella. Formelt vil Italien fortsat være en parlamentarisk republik, men reformen vil medføre »en magtkoncentration i regeringens og ministerpræsidentens hænder og en svækkelse af enhver form for kontrol«, vurderer Stefano Rodotà, juraprofessor og tidligere parlamentsmedlem, i et interview i avisen Il Fatto Quotidiano:

»Nu er der en større bevidsthed om, hvad der er ved at ske. Mange af dem, der sagde: ’Lad os ikke overdrive, man kan ikke kalde det en autoritær glidebane,’ er begyndt at skifte holdning.«

Stærkere magthavere

Tirsdag blev forfatningsreformen vedtaget i Deputeretkammeret, og den skal behandles én gang mere i begge kamre, inden den endelige vedtagelse. Målet er at afskaffe tokammersystemet, så lovgivningsarbejdet bliver koncentreret i Deputeretkammeret. I stedet for direkte valg af senatorerne skal overhuset bestå af især lokaladministratorer – regionernes guvernører, borgmestrene i de store byer osv. – der ikke får indflydelse på regeringen, men kommer til at nyde samme juridiske immunitet som almindelige parlamentarikere.

Samtidig får regeringen større indflydelse på Deputeretkammerets dagsorden, så de lovforslag, som den selv skønner »afgørende for realiseringen af regeringsprogrammet«, får forkørselsret. Dermed indskrænkes parlamentets muligheder for at fremsætte egne lovforslag og ændringsforslag. Endvidere bliver det direkte demokrati svækket, så det fremover bliver sværere at få afskaffet love gennem underskriftsindsamlinger og efterfølgende folkeafstemninger: »I en situation, hvor vi har en astronomisk og stigende statsgæld på grund af en overvældende skatteunddragelse; en stat i kløerne på parasitære bureaukrater; massearbejdsløshed; tre mafiaorganisationer, der gør, som det passer dem; et retssystem i en sådan stand, at det ikke kan sikre retsstaten; og et erhvervsliv, der tynges af en abnorm skattebyrde samt et kvælende bureaukrati, vil Renzi-regeringen dreje republikkens forfatning, der i vid udstrækning er blevet tilsidesat, i en autoritær retning,« sammenfatter politologen Giorgio Galli.

Hvis Italien skal forandres, må landets politiske og administrative elite skiftes ud, men det kombinerede resultat af Renzis forslag til forfatningsændringer og en ny valglov bliver at sikre de aktuelle magthaveres position, mener Galli.

»I Italien er det repræsentative demokrati blevet afløst af et system med et stærkt kriminelt aftryk.«

Fælles projekter

Renzis idé om fremtidens Italien er afvæbnende enkel og nem at kommunikere: »Forbilledet for den offentlig forvaltning, der arbejder for borgerne, er en iPhone,« siger han til ugemagasinet L’espresso, »en skærm med én adgangskode og en masse apps.«

Store dele af reformprogrammet vækker dog mindelser om den plan for »demokratisk genfødsel«, som den hemmelige frimurerloge P2 arbejdede på at virkeliggøre. P2 fungerede som en statsundergravende skyggeregering og blev opløst ved lov efter afsløringen i 1981. Men en af logens medlemmer, Silvio Berlusconi, kom siden til at spille en hovedrolle i italiensk politik. Renzi har allerede gennemført nogle af de ting, Berlusconi aldrig fik gjort – blandt andet svækkelse af lønmodtagerrettighederne og indførelse af civilt strafansvar for ansatte i retsvæsnet.

Endvidere har han ingen problemer med den koncentration af mediemagt, som også indgik i P2’s program, og som udgjorde forudsætningen for Berlusconis regime. Regeringen har med en privatisering af det statslige Rais sendemaster givet Berlusconi mulighed for at udbygge sin dominerende position på mediemarkedet. Ifølge flere iagttagere er Berlusconis interessekonflikt nu ved at skifte karakter, så han ikke længere er i politik for at beskytte erhvervsinteresser, men laver forretninger for at kunne blive i politik.

Allerede for syv år siden havde Denis Verdini – en af Berlusconis parlamentariske håndlangere, der er sigtet for korruption, konkursrytteri, bedrageri og ulovlig partifinansiering – set mulighederne i Renzi: »Selvfølgelig er han i dag kandidat for PD, men hvis alt på et tidspunkt bliver kastet op i luften, vil jeg ikke udelukke, at vi kan udrette noget sammen,« udtalte Verdini i 2008.

Renzi vil dog ikke høre tale om, at berlusconismen er blevet til ’renzisme’: »Renzismen findes ikke, men det gør PD,« siger han til L’espresso.

Men ifølge politologen Galli er Renzis partitilhørsforhold ingen garanti: »Renzis personlighed og opstigning fremkalder spørgsmålet om, hvorvidt spekulanter og parasitter ikke er ved at erobre eller allerede har erobret PD, ligesom de i sin tid erobrede kristendemokraterne og socialistpartiet.«