Baggrund
Læsetid: 5 min.

Løven i Damaskus er slet ikke sulten

USA signalerer til præsident Bashar al-Assad, at hans regime kan få lov til at overleve, hvis han kommer til forhandlingsbordet i Genève. Men den syriske diktator er slet ikke interesseret i fred, vurderer Syrien-eksperter
Lokale syrere hjælper en såret mand ud af bygninger ramt af en række luftangreb udført af Bashar al-Assads tropper i det østlige al-Ghouta nær Damaskus. Ifølge Syrien-kendere er præsidenten ikke interesseret i fred, og samtidig har USA reelt opgivet at fjerne ham.

Bassam Khabieh

Udland
18. marts 2015

Fire års borgerkrig, mindst 220.000 dræbte, 11,5 millioner flygtninge og et land, der ligger i ruiner. Umiddelbart ligner Syriens præsident, Bashar al-Assad, en meget presset mand, der burde være interesseret i at redde sit eget skind og stoppe ødelæggelsen af sit land.

Men det er slet ikke tilfældet, konstaterer flere førende Syrien-eksperter. Set fra Assads perspektiv er der absolut intet at vinde ved at sætte sig ved forhandlingsbordet i Genève, sådan som USA og FN konstant forsøger at få ham til.

USA’s ouverture

De seneste uger har USA i stigende grad signaleret, at det syriske styre kan få lov til at overleve efter en fredsaftale.

På en pressekonference i weekenden antydede udenrigsminister John Kerry endda, at Assad personligt kunne få en plads ved forhandlingsbordet, hvilket hidtil har været totalt udelukket.

»Vi forsøger at presse ham til at komme (til forhandlingsbordet, red.),« sagde Kerry bl.a., hvilket dog af en talsmand blev modereret til, at USA forsøger at presse »Assad-regimet« til at komme til forhandlingsbordet.

Ifølge Syrien-eksperten Julien Barnes Dacey fra tænketanken European Council for Foreign Relations, ECFR, er der imidlertid ingen tvivl om, at USA efterhånden har erkendt, at der ikke er nogen vej uden om Bashar al-Assad.

»USA ønsker stadig en overgang til demokrati, men de har også indset, at chancen for at slippe af med Assad er meget lille,« siger han.

Det er Syrien-ekspert Tony Badran fra den uafhængige amerikanske tænketank, Foundation for the Defense of Democracy, FDD, helt enig i:

»USA har reelt opgivet at fjerne Assad«, siger han.

En fælles fjende

Årsagerne til den mere forsonelige linje over for Assad og hans regime er flere, mener de to eksperter. Dels har borgerkrigens forløb vist, at de syriske oprørsbevægelser ikke er stærke nok til at vælte Assad, så længe han får massiv militær og finansiel støtte fra Rusland og Iran. Derudover har USA indset, at Assad, hans klan og det syriske regime er så tæt sammenvævet, at det ikke giver mening at forsøge at skelne, sådan som bl.a. FN’s forhandlingsledere hidtil har gjort.

Og endelig har USA og dets allierede pludselig fået brug for en stærk mand i Damaskus, som kan garantere, at Islamisk Stat ikke vinder yderligere frem.

Det kan lyde paradoksalt – erkender Julien Barnes-Dacey – at en diktator, der har kastet sit land ud i en blodig borgerkrig, kan være garant for stabilitet. Men det er ikke desto mindre tilfældet med Assad.

»USA frygter, at den syriske stat kollapser totalt, hvis Bashar al-Assad og hans regime forsvinder. Faren er, at Syrien så vil synke ned i total borgerkrig, hvor forskellige militser bekriger hinanden med overhængende risiko for, at de stærkeste oprørsgrupper, Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra, pludselig sidder i Damaskus,« siger han.

Tony Badran er helt enig og peger bl.a. på, at USA eftertrykkeligt har lovet Iran, at koalitionens krig mod Islamisk Stat ikke vil blive udvidet til at omfatte angreb på Bashar al-Assad.

Ingen appetit på fred

Trods den amerikanske ouverture har den syriske diktator ikke nogen reel interesse i at møde op ved forhandlingsbordet i Genève. Det blev understreget så sent som i går, hvor Assad afviste Kerrys opfordring til forhandling:

»Enhver diskussion om den syriske præsidents fremtid skal føres med det syriske folk. Erklæringer fra omverdenen vedkommer ikke os,« sagde Assad bl.a. i en tv-tale.

Tony Badran understreger, at Assad stadig mener, han kan vinde krigen mod de syriske oprørere.

»Han mener ikke, at han behøver at forhandle om noget som helst. Det er simpelt hen ikke en del af Assad-styrets mentalitet og karakter at gå på kompromis,« siger han og påpeger, at det internationale samfund burde have indset dette efter fire års frugtesløse forsøg på mægling.

Den vurdering bekræftes af vestlige diplomater, der fortæller, at Assad og hans inderkreds ser krigen mod oprørerne som en alt eller intet krig. Det maksimale, de kan forestille sig, at Assad-styret vil afgive, er vage løfter om sociale og politiske reformer, som de efter al sandsynlighed bagefter vil løbe fra.

Kontrollen over hæren, politiet og de mange sikkerhedstjenester afgiver Assad aldrig frivilligt, vurderer de.

Når Bashar al-Assad og hans tilhængere føler sig så sikre, skyldes det den massive støtte, som styret stadig får fra Rusland og Iran.

Derfor ligger nøglen til en politisk forhandlingsløsning i Moskva og Teheran, understreger Julien Barnes-Dacey: »Så længe Rusland og Iran støtter Assad så helhjertet, kommer der ikke noget gennembrud på forhandlingsfronten. Det er derfor her, det internationale samfund skal presse på,« mener han.

Både for Iran og Rusland er det i længden en kostbar affære at støtte Syrien, både med penge, militært isenkram og for Irans vedkommende også tropper. Andre Syrien-kendere peger på, at Assad kun har respekt for militær magt og faktisk bøjede sig, da USA truede med at bombe Syrien i efteråret 2013, hvis ikke Assad afleverede sine kemiske våben. Og endelig kunne det måske tippe balancen, hvis Bashar al-Assad personligt forsvandt fra scenen.

Tony Badran peger imidlertid på, at Assad-klanen har flere kronprinser klar, hvis noget sådant skulle ske, heriblandt Bashar al-Assads bror, brigadegeneral Maher al-Assad.

Total lammelse

Så længe FN’s særlige udsending, Staffan de Mistura, forsøger sig i samme forhandlingsspor som sine forgængere, Kofi Annan og Lakhdar Brahimi, er hverken Tony Badran eller Julien Barnes-Dacey optimister med hensyn til et gennembrud på forhandlingsfronten. Indtil videre har alle Syriens større oppositionsgrupper afvist at forhandle om nogen form for løsning, der indebærer en fotsat rolle til Assad eller en fortsættelse af Baath-regimet.

»Parterne er jo ikke en gang enige om, hvad der skal forhandles om,« siger Tony Badran.

»Oppositionen vil forhandle om overgang til demokrati og dermed Assad-regimets endeligt, mens Assad og hans folk vil forhandle om betingelsesløs overgivelse og en fortsættelse af det nuværende regime,« siger han. »De første forhandlinger vil Assad ikke deltage i, og de sidste er der ingen oppositionsgrupper af betydning, som vil komme til«.

Eller som Julien Barnes Dacey udtrykker det: »Det kan godt være, at USA forsøger at trække Assad op fra dybfryseren, men hvis ikke der er en bredere vifte af oppositionsgrupper, som er villige til at sætte sig ned og forhandle med ham, kommer de stadig ingen vegne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her