Læsetid: 2 min.

Militæret spiller stor politisk rolle i Sri Lanka

Den srilankanske hær blev under borgerkrigen mod det tamilske mindretal tildelt magt over civile aktiviteter så som turisme, genopbygningsarbejde og landbrug. Den kontrol har militæret i høj grad bevaret, siger eksperter, som kalder hæren en de facto politisk magt
16. marts 2015

Med løs hånd blev militærbaser og checkpoints drysset ud over den nordøstlige del af Sri Lanka under landets næsten 30 år lange etniske borgerkrig. Faktisk kunne den muslimske og tamilske befolkning i landsdelen stort set være sikker på at møde en ny militærkontrolpost, hver gang de bevægede sig cirka tre kilometer – som en konstant påmindelse om militærets omsiggribende begrænsning af deres frihed.

Under borgerkrigen mod De Tamilske Tigre begyndte den srilankanske hær også at tage del i civile aktiviteter. Selvom borgerkrigen sluttede for seks år siden, er der ifølge Alan Keenan, Sri Lanka-ekspert hos tænketanken International Crisis Group, ingen grund til at tro, at militærets rolle er blevet formindsket nævneværdigt.

»Sri Lanka er jo ikke en decideret militærstat, ligesom vi ser det i Pakistan, hvor militæret er en virkelig autonom og politisk enhed, men det er den retning, det er gået i, og militæret i Sri Lanka er en meget stærk de facto politisk magt, som endda overvåger befolkningens hverdagsaktiviteter på en meget anmassende måde,« siger Alan Keenan.

»Nedkæmpelsen af De Tamilske Tigre – noget, mange havde opgivet håbet om at opleve – gav hærens omdømme et kæmpe skub, og dyrkelsen af militæret voksede,« siger Mikkel W. Kaagaard, Sri Lanka-kender og historiker.

Den tamilske og muslimske befolkning er til gengæld meget skeptiske over for – hvis ikke ligefrem bange for – militæret, hvor de op imod 400.000 ansatte næsten udelukkende er singalesere.

»Mange tamiler, især i den nordøstlige del af landet, har haft meget dårlige erfaringer med militæret igennem rigtig mange år. De har været ofre for en række menneskerettighedsforbrydelser, og nogle hævder endda, at det fortsætter – selv under den nye regering. Det er naturligvis svært at dokumentere, men tamilerne har helt afgjort grund til at føle sig meget utrygge ved militærets massive tilstedeværelse,« siger Alan Keenan.

En politisk magt

Militærets indflydelse strækker sig langt ud over sikkerhedsspørgsmålet, og det er i den kontekst, at man skal forstå, hvordan Sri Lankas militær er blevet en vigtig økonomisk spiller i forhold til både landbrug og den galopperende turisme, siger Alan Keenan.

»Intet ressort kan blive bygget uden militærets godkendelse. De har været vant til at have det sidste ord at skulle have sagt.«

De områder, hvor militærets indflydelse har haft flest omkostninger for lokalbefolkningen, er i forhold til genopbyggelse efter krigens ødelæggelser.

»Militæret har været dybt involveret i at diktere prioriteterne for genopbygningen. I den kontekst er det ikke overraskende, at en række ressorter og infrastruktur relateret til turisme bliver bygget med militærets medvirken, selvom det er problematisk juridisk og i særdeleshed moralsk. Det er især ikke overraskende, hvis man tager det høje korruptionsniveau i landet i betragtning,« siger Alan Keenan, som, selvom han understreger, at han ikke har noget bevis for den påstand, skynder sig at tilføje: »Det er bestemt en udlægning, som der i vid udtrækning er tilslutning til.«

Mikkel W. Kaagaard mener dog, at Sri Lanka står over for en nedtrapning af militærets indflydelse.

»Det, der forener regeringen, er et ønske om normalisering i Sri Lanka i forhold til indførelsen af almindelige retsprincipper, og i den forbindelse er den nye præsident klar over, at det er nødvendigt at formindske militærets rolle,« siger Mikkel W. Kaagaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu