Reuben Wilsons dage som en militant sabotør, der sneg sig rundt i Nigerias sumpe på jagt efter olierørledninger til at sprænge i luften, er for længst fortid.
Men Wilson og flere andre tidligere Niger Delta-oprørere siger nu, at de er klar til at gribe til våben igen, hvis præsident Goodluck Jonathan ikke vinder valget i dag. Jonathan, der selv stammer fra den olierige deltaregion, stod i 2009 i spidsen for at mægle en fredsaftale, som forgyldte oprørsbevægelsen.
Selvom næsten alle blikke i dag er rettet mod nord, hvor islamisterne i Boko Haram har ført en blodig kamp i seks år, har valget i Afrikas folkerigeste land igen forstærket sydregionens komplekse etniske og politiske spændinger. Det kan føre til genopblussen af de kampe, der tidligere hærgede denne del af Nigeria.
»I mange år kæmpede vi i deltaet, fordi regeringen lod os i stikken, selv om Nigerias rigdomme stammer herfra«, siger Wilson og hamrer sin knytnæve ned i et skrivebord, der er fyldt med priser og trofæer – de fleste skænket af organisationer, han finansierer med de penge, regeringen i dag betaler ham for ikke at sabotere olierørledningerne.
Som et rudiment af Wilsons tidligere liv ligger der en gammeldags og klodset walkie-talkie blandt de smartphones, der flyder på hans skrivebord. Han bruger den i dag til at bestille en whisky med, skønt klokken kun er 9.30 om formiddagen. En mand træder ind og skænker drinken. En AK47-maskinpistol dingler mod hans lår.
Skønt Niger-Deltaet står for over tre fjerdedele af den nigerianske stats indtægter, er Goodluck Jonathan den første præsident fra denne region siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1960. Jonathan arvede præsidentposten, da hans forgænger døde i embedet, men genvandt den ved valget i 2011.
Hans amnestiprogram fra 2009 skulle pacificere de oprørsgrupper, hvis illegale tapninger af olieledninger – foruden bortførelser og bombninger – adskillige gange nedbragte produktionsoutputtet til under en fjerdedel af de 2 mio. tønder om dagen, som gør landet til Afrikas største olieproducent.
Til gengæld for at nedlægge våben blev militscheferne belønnet med lukrative kontrakter og multimilliondollarindbetalinger fra regeringen hver måned. Penge, som de formodes at dele ud af til deres håndgangne mænd.
Disse aftaler skulle ganske vist udløbe sidste pår, men indbetalingerne blev forlænget af frygt for voldsomme modreaktioner. Nogle analytikere mener, at aftalen vil kunne blive endeligt skrottet i tilfælde af, at Muhammadu Buhari, kandidat for det største oppositionsparti kandidat, vinder præsidentvalget. Han stammer fra den nordlige del af Nigeria.
»De penge, der går til at drive det her land, kommer fra Niger-Deltaet,« siger Wilson, der er kendt som eksgeneralpastoren – en henvisning til at han tidligere i livet var omrejsende prædikant.
»Nu siger vi, at vi ønsker, at vores mand skal blive ved med at være på toppen. Ellers tager vi tilbage i deltaet, og hvad Nigeria tidligere har oplevet, vil være den rene barneleg.«
Denne krig på ord afslører også, at den ulmende uro blandt de væbnede grupper har potentiale til at afspore demokratiet.
»Vi har oplevet en valgkamp, hvor de her typer har erklæret, at stemmer vi ikke på deres mand, vil de brænde landet ned,« siger Folarin Gbadebo-Smith fra den uafhængige tænketank Center for Public Policy Alternatives i Lagos.
»I værste fald sår de nye kim til løsrivelse og borgerkrig.«
Men det er ikke kun militante grupper, der føler, at Deltaet har vundet hævd på at stille med præsidenten for endnu en valgperiode trods en uformel aftale, som tilsiger, at landets mest magtfulde embede bør gå på skift mellem nord og syd. I Deltaet har lokalbefolkningen længe følt, at man ikke har fået nok ud af de olierigdomme, som mange nigerianske politikere har brugt til at skabe enorme personlige formuer, uden at de har indbragt almindelige mennesker her så forfærdelig meget andet end katastrofal forurening.
Situationen i denne region skabte første gange internationale overskrifter, da Nigerias daværende militærdiktator Sani Abacha i 1995 lod en markant miljøforkæmper, Ken Saro-Wiwa, henrette.
Betaler for musikken
Da præsident Jonathan i valgkampen holdt et vælgermøde i sin hjemstat Bayelsa, var det ikke ham, der modtog det største bifald, men derimod Mujahid Dokubo-Asari, en anden tidligere militsleder.
Klædt i den lokale krigerkults traditionelle hvide dragt cruisede han igennem menneskemængden i en åben Mercedes 4x4, mens han gjorde sejrstegn.
»Jeg har ikke nogen naturlig tilknytning til Nigeria som nation. Min troskab gælder først og fremmest ijawerne fra Niger-Deltaet,« siger han til Guardian et par timer senere, da han har sat sig mageligt til rette i regeringens overdådigt møblerede gæstehus.
»De større stammer føler, at de har guddommelig ret til at herske over os andre i Nigeria. Men den, som betaler for musikken, må også bestemme melodien, og Deltaet har betalt for musikken i rigtig lang tid. Vi kan godt gå i krig, hvis vi blive tvunget til det,« siger Mujahid Dokubo-Asari, leder af Niger Delta Peoples Volunteer Force – en militsgruppe, der drev oliepriserne op i rekordhøjder i 2004 med sine angreb på og trusler mod Nigerias olieindustri.
Tiden står stille
Tidligere militante som Dokubo-Asari er blevet multimillionærer på de offentlige kontrakter, men der er ikke tegn på, at pengene siver ned til den bredere befolkning.
Bayelsa-provinsen virker stadig som et sted, hvor tiden har stået stille, og i hvert fald har elektrificerings- og uddannelsesprojekter ikke haft mærkbar effekt i den lille kano-producerende landsby Otuoke, hvor præsident Jonathan blev født. »I må ikke tage billeder her,« insisterer vagten foran det vidtstrakte palæ, som er opført af præsidenten, så langt den fornemste bygning i landsbyen.
»De kan havne i aviserne, og så vil folk begynde at snakke«.
På en gade i nærheden sælger Janet Ebi strandsnegle, som hun har pillet ud af deres sneglehuse, efter at have fundet dem i de skumle sumpe tæt på det hus, hvor Jonathan voksede op.
»Selvfølgelig vil vi stadig stemme på ham, fordi han er vores bror. Men ærligt talt: Jeg kan ikke sige, at vi er lykkelige,« siger hun. »Dette er præsidentens egen hjemby og se, hvordan her ser ud. Se, hvordan vi må svede, fordi der ikke nogen elektricitet,« tilføjer hun og gestikulerer i retning af de faldefærdige blikskure, hvor mange af de lokale bor.
Nogle få meter herfra stråler der dog et elektrisk lys i det elegante toetagershus, som Jonathan har ladet opføre til sine forældre.
© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
