Analyse
Læsetid: 3 min.

Vil Republikanernes brev til Iran sabotere atomforhandlingerne?

Republikanske senatorers indblanding i forhandlingerne om Irans omstridte atomvåbenprogram har gjort det lettere for Teheran at give Washington skylden, hvis et aftalegennembrud ikke kan nås
Udland
12. marts 2015

Brevet fra USA’s Republikanere til Iran rammer direkte ind i atomforhandlingerne, netop som de er på vej ind i deres mest kritiske og usikre fase. Diplomater fra USA, Iran og fem andre verdensmagter flyver på søndag til Schweiz for at tage fat på at udjævne de sidste store knaster med henblik på at nå en rammeaftale inden udgangen af ​​marts. Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, udtalte tirsdag, at det republikanske brev nu risikerer at stikke »en kæp i hjulet« i forhandlingerne, idet dets effekt på regeringen i Teheran er »uforudsigelig«.

Det, der virkelig tæller, er imidlertid, hvad én enkelt person, Irans øverste leder, Ali Khamenei, tænker om brevet. Hans dom vil blive afgørende for, om der kommer en aftale, og han er i forvejen berygtet for sin betydelige mistro til Vestens motiver over for Iran.

Khameneis mistro til Washington og London deles af mange iranere, belært af erfaringer fra Irans nyere historie. Glemt er ikke, hvorledes amerikanerne og briterne orkestrerede omstyrtelsen af Irans folkevalgte leder Mossadegh i 1953, eller hvordan de begge vendte det blinde øje til Saddam Husseins brug af kemiske våben mod iranerne i 1980’erne.

En mulig fælde

Et reelt problem for den iranske forhandlingsdelegation er, at den amerikanske regering kun kan tilbyde en vedvarende ophævelse af sanktioner indført af præsident Obama og hans forgængere samt en midlertidig ophævelse af sanktioner vedtaget gennem årene af Kongressen. Som modydelse vil Teheran skulle afmontere dele af sine atomkraftfaciliteter. Her vil Iran muligvis lugte en mulig fælde, ikke mindst fordi en vedvarende afskaffelse af Kongressens sanktioner kræver en afstemning i Repræsentanternes Hus og Senatet.

Vil brevet få Khamenei til at frafalde en aftale? De fleste iranske analytikere forestiller sig, at storayatollahen allerede har foruddiskonteret den republikanske antipati i sine overvejelser. Det er for eksempel analysen hos det ​​britiske udenrigsministeriums tidligere Iran-rådgiver, Hossein Rassam:

»Jeg tror ikke, at brevet vil få umiddelbar indflydelse på forhandlingerne, eftersom de iranske forhandlere længe har kendt til den amerikanske præsidents udøvende og konstitutionelle beføjelser og begrænsninger. Det er jo netop derfor, Iran insisterer på, at aftalen skal komme i stand i regi af FN’s Sikkerhedsråd og kapitel 7 i FN-pagten«.

Den iransk-amerikanske journalist Hooman Majd er enig i den betragtning, at iranerne var forberedt på republikansk modstand.

»Selv om Senator Cottons ’åbne brev’ er vand på møllen for Teherans høge, der altid har fastholdt, at man ikke kan have tillid til aftaler med USA – er det usandsynligt, at den øverste leder vil lade brevet påvirke de nukleare forhandlinger, uanset hans egen mistro.«

Rassam og Majd er også enige om, at falder aftalen, vil brevet kunne gøre det lettere for Teheran at holde USA ansvarlig som forsøg på at splitte de seks magter, der har deltaget som dets modpart i forhandlingerne. Og lykkes denne splittelse, kan det måske lade sig gøre at få afviklet de internationale sanktioner ad den vej. Ellie Geranmayeh, Iran-analytiker ved European Council for Foreign Relations, når frem til samme betragtning:

»Den øverste leder har sandsynligvis forudset, at den amerikanske kongres ville forsøge at skabe krise i de mest kritiske stadier af forhandlingerne, og han vil også være klar over, at hvis Iran fortsætter med at forhandle i god tro, vil skylden for ethvert forhandlingssammenbrud blive tillagt USA, mens både indenlandsk og international sympati vil flyde Irans vej.«

Hvis brevet mindsker omkostningerne ved iransk kompromisløshed ved at sandsynligøre en nemmere vej ud af sanktionernes greb, er chancerne alt andet lige mindsket for, at Khamenei, den afgørende stemme i slutspillet, vil gå ind på de indrømmelser, som er forudsætningen for at nå frem til en aftale.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her