Læsetid: 5 min.

Skudsikre garantier findes ikke

Siden afsløringen af Irans hemmelige atomprogram i 2003 er utallige muligheder for at stoppe det blevet forpasset. I dag har det vokset sig så stort, at det kun kan begrænses. Her er historien om de forspildte chancer
De sidste forhand-linger om Irans atomprogram er forlænget til i dag. De foregår på Hotel Beau Rivage i Lausanne i Schweiz.

Brendan Smialovski

Udland
1. april 2015

Man kan ikke ligefrem påstå, at de to år gamle forhandlinger i Schweiz om en begrænsning af Irans omstridte atomprogram har nydt stor opbakning fra de lande i Mellemøsten, for hvem der står mest på spil:

Israel har konstant søgt at sabotere USA’s og tre europæiske stormagters ihærdige bestræbelser på at nå frem til et kompromis og endda truet med at bombe Irans atomanlæg, dersom man i Jerusalem skulle være utilfreds med forhandlingsresultatet.

Irans sunnimuslimske nabostater har ligesom jødiske Israel fordret, at praktisk talt hele landets atomprogram – der omfatter mindst 12 atomanlæg og to reaktorer – bliver demonteret. Ellers vil disse lande indlede deres egne atomprogrammer.

Og den amerikanske kongres har gennem hele forløbet forsøgt at spænde ben for præsident Barack Obamas initiativ, der har udspring i hans løfte under valgkampen i 2008 om at føre dialog med ens fjender, inden man indleder en krig (en udtalelse, Hillary Clinton nævnte som et eksempel på Obamas manglende erfaring).

Men hvor var Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Emiraterne, Egypten og republikanske lovgivere i Kongressen, da Iran under forhandlingerne med EU i 2003-05 tilbød at begrænse antallet af centrifuger til at berige uran til 167 styk mod at få sanktioner ophævet og attesteret sin overholdelse af Traktaten mod Spredning af Atomvåben (NPT)?

De var på den gale side. I dag ligger Iran inde med angiveligt 19.000 centrifuger, 7.700 kg beriget uran og en atomreaktor i Arak i det vestlige Iran, der kan konverteres til fremstilling af plutonium til militære formål.

»I 2003 kalkulerede vi med, at Iran skulle bruge 10 år på at bygge en atombombe. I dag har de kun behov for to-tre måneder. Iranerne har udviklet en atomekspertise, de ikke havde for et årti siden, som det er for sent at standse,« siger Graham Allison, professor ved Harvards Kennedy School og tidligere viceforsvarsminister.

Spørgsmålet er, hvordan det kan være gået så galt. I den aktuelle forhandlingsrunde, hvor USA, Rusland og Kina er direkte involveret, tyder meget på, at Iran vil få lov at beholde op til 9.000 centrifuger, en ukendt mængde beriget uran og Arak-reaktoren mod konstant elektronisk overvågning og jævnlige og ikkebebudede inspektioner af det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

Nej fra Geroge W. Bush

Forklaringen er, at tidligere præsident George W. Bush afviste Irans forslag, der var blevet forelagt Frankrig, Storbritannien og Tyskland i 2004. Nogle år forinden havde Bush gjort Iran til en del af ’ondskabens akse’ i følgeskab med Irak og Nordkorea. Iran var en »terrorstat« uden den ringeste troværdighed i spørgsmålet om atomvåben. Enten afvæbnede iranerne eller også ville Israel og USA ty til militær magtanvendelse, lød deres trussel.

Den manglende tillid til Iran hvilede også på en foruroligende kendsgerning: I 2003 havde en iransk eksilorganisation afsløret, at Iran i største hemmelighed havde bygget et anlæg til berigelse af uran i Natanz godt 250 km syd for Tehran og var på vej med en tungtvandsreaktor i Arak.

Opdagelsen var et chok for det internationale samfund og udgjorde et eklatant brud på NPT-traktaten. Men efterfølgende indvilligede Iran under den moderate præsident Mohammad Khatami at tilslutte sig en i FN nyligt vedtaget tillægsprotokol til NPT-traktaten, der gav IAEA vide beføjelser til at overvåge og inspicere atomanlæg.

I perioden 2003-05 var lederen af Irans forhandlingsdelegation med den såkaldte EU3-gruppe ingen ringere end Irans nuværende præsident, Hassan Rohani.

Den afgørende pointe til forståelse af, hvordan det internationale samfund kunne ende i en uigenkaldelig situation med hensyn til Irans atomvåbenkapacitet, skal efter alt at dømmes findes i manglende fælles fodslag blandt stormagterne i FN om en fælles linje over for Teheran-regimet.

USA og til dels Storbritannien samt Kongressen og Israel var bitre modstandere af at lade Iran bare beholde nogle få hundrede centrifuger og en atomreaktor, der havde potentiale til at udvikle plutonium til militære formål.

»USA trak en ny rød streg på brættet, og når Iran overskred den, sagde man nej til kompromis og trak en ny rød streg, indtil vi er dér, hvor vi er i dag,« siger Graham Allison.

Ayatollahens forbud

Da Khatami tabte præsidentvalget til Teherans daværende borgmester, Mahmoud Ahmadinejad, i 2005, blev Irans bestræbelser på at udvikle teknisk ekspertise og at berige nok uran af en grad til at bygge en atombombe pludselig sat på fuld skrue. I 2006 erklærede Teheran, at man ikke længere følte sig forpligtet af IAEA’s tillægsprotokol. To år senere, i 2008, havde Iran efter alt at dømme tilstrækkelig ekspertise til at konstruere en atombombe. Ayatollah Ali Khameini har under hele forløbet hævdet, at Koranen forbyder muslimer at udvikle masseødelæggelsesvåben som atombomber, og at Irans atomanlæg udelukkende har fredelige formål.

Men hans erklæringer modsiges af afsløringer af det ene hemmelige atomanlæg efter det andet. Det seneste blev afsløret af nævnte eksilorganisation i februar og drejer sig om et anlæg til berigelse af uran beliggende inden for en militærbase, der styres af Ministeriet for Sikkerhed og Efterretninger. IAEA har ikke adgang til militærbaser.

Der er altså ingen grund til at have nogen tillid til den iranske regerings gentagne forsikringer om atomprogrammets civile formål. Der er behov for foranstaltninger, som kan give skudsikre garantier for, at Iran på den ene side holder sig på måtten i de af IAEA kendte atomfaciliteter og på den anden side undlader at udvikle et parallelt og hemmeligt våbenprojekt efter indgåelsen af en endelig aftale i juni i år.

Men der findes ingen skudsikre garantier. Som en tidligere våbeninspektør i Irak pointerede i gårsdagens Information, er det trods tillægsprotokollen ikke særlig svært at »narre« inspektører.

Og den store bekymring går naturligvis på, at IAEA først opdager noget ulovligt i Iran, når det er for sent. Så nytter det ikke noget at genindføre sanktioner eller for den sags skyld at beordre luftbombardementer.

En af de største tekniske udfordringer under møderne i Schweiz er netop at forlænge den tid, det vil tage Iran med landets eksisterende ekspertise og anlæg at bygge en atombombe fra to-tre måneder til et år eller længere. Men et år er ikke særlig lang tid. I 2003-05 var det 10 år.

Det betyder ikke, at en international aftale om en begrænsning af Irans atomanlæg til udelukkende civile formål som energiudvinding samt forskning og udvikling af medicin etc. er urealistisk.

Snarere må man konstatere, at stormagterne efter nu 10 års zigzag-løb bliver nødt til at bide i det sure æble og håbe, at Iran værdsætter medlemskab af den internationale økonomi og de gevinster, det vil medføre for landets befolkning højere end den magt og prestige, et atomvåben vil berige landet med.

Ret beset synes det iranske styre trods mange års økonomiske blokade udmærket i stand til at gøre sin indflydelse gældende i Mellemøsten i dag. Det er nok at nævne Irak, Syrien, Libanon, Gaza-striben, Bahrain og Yemen. Faktisk er der udsigt til at øge denne indflydelse i kraft af en sanktionsfri økonomisk vækst.

At give afkald på atomvåben synes derfor ikke at være et særligt stort offer at yde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Hvis iranerne vil have A-våben, så får de det - om vi andre så piver eller synger.

Undskyld, er der nogen som har glemt de der 'weapons of mass destruction' som nogle var helt sikre på fandtes i Irak?

Det er en populär sport i presen i USA at fremstille Irans atomprogram som et forsög på at producere våben. Og det må Iran ikke. I modsätning til Pakistan og Israel som uden tvivl har et större antal nukleare spränghoveder, og i övrigt hvilken som helst af USAs allierede som lägger landingsbaner til större fly med kapacitet til at fremföre nukelare spänghoveder.

Hvis man vil have lidt perspektiv på sagen kan man google kort over USAs baser när Iran. Derefter googler man et kort over Irans baser tät på USAs gränser. Sammenlign og konkludér.

Jan Hayder, Knud Hisler, Espen Bøgh, Rune Petersen, Morten Rasmussen, Ib Heinisch, Hans Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Vi i vesten behøver ikke længere diskutere Iranernes atomvåben, "bomben" har de allerede, om den er i stand til at ramme Israels atombombe er nok nærmere spørgsmålet, som vores politikere burde tage stilling til og samtidig med stillingtagen til om Israels atom bombe er i stand til at nå til Iran.

Alt det der i Lusanne er ikke andet som et skuespil hvor vi borgerne er udelukket medens verdens "tosser" spiller "terror kortet" , medens vi folkene betaler gildet.

Henrik Hansen

Nu ved vi jo ikke om Isral har a-våben.
https://da.m.wikipedia.org/wiki/Traktaten_om_ikke-spredning_af_kernevåben
Derudover har Israel ikke tiltrådt traktaten. Landet er under bred mistanke for at besidde atomvåben men afviser officielt at be- eller afkræfte dette.

Og så skulle politikerne en gang om ugen tvinges til at se fakta propaganda.
Time-lapse Map of All 2053 Nuclear Explosions 1945 -1998 ~ Isao Hashimoto Japanese Artist
http://youtu.be/dxyRLvcjVCw

Henning Egholk

Nej der findes ingen garantier. Specielt ikke når det kommer til oprustning med A-våben, kemiske våben etc. Magt over en regional region er stadigvæk meget tillokkende for politiske ledere, ikke bare i Iran. Med al den ufred, vold og skepsis der for tiden er mellem muslimske grupperinger vil det være fristende for Iran netop at få en Atombombe. Desværre. Så kan man jo spørge om, hvorfor ikke? Israel, som aldrig har indrømmet nuclear kapacitet, råder efter sigende over mindst 10 A-bomber. Ikke så sært at de er modstandere af en aftale med Iran.
Det er bestemt ikke ønskværdigt med flere Atomvåben magter, så en aftale god eller mindre god er bedre end ingen. Med en aftale kan det internationale samfund komme på inspektion anmeldt og uanmeldt. Og samtalerne med iranerne kan vel fortsætte, og atomaftalen tages op til ny overvejelse i fremtiden(?)

georg christensen

Fakta vedr. Israelernes atomvåben er, at kontrolmuligheden ikke er tilstede i "magtbegærdet´s værdiløshed, og som modsætning overfor Iranerne forlanges kontrolmuligheder. Fuldstændig ulogisk og demoraliserende tanke modeller.

georg christensen

At atombomben blev opfundet i USA er ikke andet, som et "sagn" sammenlignelig med de "islandske". "saga, vers" og viser. Atombombens grundlag blev dannet i Tyskland med arabisk "viden om", i sær med "enkelt individers viden om", som i dag fuldstændig har mistet sin betydning i form af "lommepenge fordelings princippet", hvor alle, i sær "magtbegærlige" politikere ønsker, som småtbegavede "diktatore", hver i sær ønsker at være "ihændehaveren", en helheds fornemmelse, som de overhovedet ikke er i besiddelse af, hvis tankegangen gå imod "globaliseringen".

NB: Ordet "globalisering", betyder for mig, LIVET´s forståelse af hinanden og respekt for hinanden. Mår jeg skriver "LIVET", er det ikke "små diktatorenes enevælde" systemer, jeg tænker på, men alle levende individer, de døde er allerede udelukket, de er jo bare borte, så deres meningsløsheder burde et "moderne" bygge videre på, og ikke kuppiere. Tiden til ændringer, er allerede løbet os overende, det er nok gået for hurtigt.

"Siden afsløringen af Irans hemmelige atomprogram i 2003"??? Måske kunne Martin Burcharth fremkomme med nogle faktaer istedet for nogle frit opfundet påstande.
" On the question of whether Iran had a hidden nuclear weapons program, the IAEA's November 2003 report states that it found "no evidence" that the previously undeclared activities were related to a nuclear weapons program"
https://www.iaea.org/Publications/Documents/Board/2003/gov2003-75.pdf

Jan Hayder, Klavs Hansen, Ture Nilsson, Torben K L Jensen, Rune Petersen, Henrik Klausen, Michal Bagger, Morten Rasmussen og Arash Shahr anbefalede denne kommentar

Ib Heinisch

Fakta er en underlig størrelse i vestlige medier. Man kan feks fremstille fakta hvis man bare gentager løgne nok gange. Jo flere gange de gentager deres propaganda jo mere korrekt mener disse herre at det er.

Jeg råder typer som Martin Burcharth til at læse nogle bøger omkring emnet før de begiver sig ud i disse emner, et godt sted at starte er denne her: Manufactured Crisis: The Untold Story of the Iran Nuclear Scare

Jan Hayder, Knud Hisler, Ture Nilsson, Rune Petersen, Henrik Klausen, Morten Rasmussen og Michal Bagger anbefalede denne kommentar

Man kunne jo også bare først få atom-våben og så efterfølgende blive en del af det "gode" selskab - det bedste fra alle hylder.
Ligesom Pakistan og Indien, som begge fik minimal straf for at anskaffe sig atom-våben.

@ Klavs Hansen

Du glemte at nævne Indien, som atommagt med atomvåben, og som Amerikanerne kendte til i god tid, men satte kikkerten for det blinde øje, da man anså Indien som "venligtsindet", der i tilfælde af en krig med/mod Russer ville smide deres bomber den vej.

Spørgsmålet er måske mere ,om hvad vej bomben vender, end om bomben er der som en "de facto" tilstand.

Når flere arabiske lande ikke interesserer sig så meget for Irans atomprogram skal det nok ses i lyset af den skæve magtbalance som Israel har på området med deres atomvåben, som Amerika ikke kræver lige så bastant under FN kontrol, trods amerikansk viden om disse atomvåbens tilstedeværelse.

Engang i 1950erne "mistænke" en amerikansk senator mange embedsmænd og -kvinder for at være kommunister, og perioden blev sidenhen døbt Mccarthyismen, men den udsprang alene af fantasier fra senatorens side.

Amerika har sidenhen optaget "mistænksomheden" som politisk redskab overfor omverdenens til undertrykkelse af andres mening, og ofte er det gået ud over sydamerikanske lande, - som Amerika "befriede" fra kommunisterne, med store folkelige ofre, tag bare Chile, Argentina osv..

Hvilken "frelse" har det ikke været for de mange meningsuenige med disse militærdiktatorer, at blive afhentet og tortureret, tortureret igen og igen, for en "tilladt løgn", som verdenssamfundet endnu ikke har reageret på, og stadig ikke gør det trods gentagelserne.

- I den sidste ende er det vel en frelse, at blive befriet for torturen igen og igen, når døden indtræder(!), så kan familierne takke dem der hjælp militærdiktatorerne til magten.

Ligesom McCarthys kommunistløgn ødelagde meget for mange mennesker, og den lære som Amerika drog heraf, er i dag en doktrin for verden i Amerikansk optik, og vi har set der igennem snart 50 år; Vietnam, Afghanistan, Irak Libyen som lider under denne diktrin; vi ødelægger alt med en "mistænksomhed og løgn som sandhed", så smadrer vi alt på vor vej med vores overlegne militær, hvorefter vi tager hjem og efterlader ulykkelige mennesker i et smadret land, og som vi ikke vil tage ansvaret for at have ødelagt for vores løgn og bedrag.

@Espen Bøgh
Nej, jeg glemte ikke Indien. Det land gränser ikke op til Iran. Det gör Israel heller ikke men i modsätning til Israel ser man ikke nogen större diplomatisk eller potentiel militär aktivitet fra Indien i den sammenhäng. Jeg nävnte heller ikke Nordkorea, Kina eller Rusland af samme grund. Og i övrigt er jeg langt hen af vejen enig i dine betragtninger.

Henning Egholk

Tak for en rimelig saglig debat! Magtbalance er i virkeligheden det som Nukleare våben handler om. Tænk lige på den kolde krig. USA og Sovjet. Pershing og SS20 (mellemdistance missiler) udstationet tæt på hinandens territorier. Nå ja så var der lige alle de store tunge våben, læs Brintbomber, i hjemlandene. Dem der "skulle" flyve op over nordpolen og Grønland. Våbenkapløbet var helt skørt og fik Fredsbevægelsen på gaden overalt i Europa. Sidenhen gik Sovjet faktisk konkurs og lukkede ned i 1990/91.
Nu er der uro og krig og stor mistillid til hinanden i hele mellemøsten og de arabiske lande. Alle vil have større MAGT. Nok fordi man så tror at freden kan bevares(?) Men det er nok ligeså meget for at virke potent og nå ja truende. Det vigtigste var vel at parterne prøvede at vise tillid, forstå og accepterede hinandens kultur, religion og nationalitet. Om det sker vil tiden kun kunne vise.

@ Klavs Hansen

Du har så ret, men jeg vil dog godt lige skyde en bemærkning in omkring Indiens atomvåben,
- der som bekendt førte til Pakistan også udviklede atomvåben, og uden at spørge nogen eller blive pålagt strenge økonomiske sanktioner.

Det var der jeg havde lagt mine tanker da jeg skrev Indien med ind i indlægget.

Det førte så andre uhyrligheder med sig, i form af en Amerikansk jagt på rådgiveren til de Pakistanske atomvåben, som en forræder for freden.

Enhver udtalelse der forudsætter at "nogen" ikke har "ret til" atomvåben og andre derfor "naturligvis har ret" er useriøs.

Enten har alle ret eller også har ingen. Jeg accepterer ikke at et land har mere ret til suverænitet og selvbestemmelse end andre lande.

USA har før jeg blev født brugt boycot af varer som provokationsværktøj. F.eks. nægtede USA at sælge Helium til Tyskland og det medførte Hindenburg katastrofen. http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hindenburg-katastrofen-hvor-var-pa....

Eller den her, hvor USA igen fremprovokere en krig fordi de tror de skal bestemme alt: http://www.leksikon.org/art.php?n=3080

Altså her en nøgtern analyse af japanerne om at USA ville slå dem økonomisk, også kunne man lige så godt i en japansk ånd tage nederlaget militært.

Faktisk det samme som Iranerne har tænkt, omend de ikke har handlet militært uoverlagt endnu.... Her har amerikanerne for en gang skyld lært lektien...

Også alligevel ikke... Hvorfor i alverden startede de boykotten i starten?

Hvis Iranerne ville have krudtet havde de allerede haft det på nuværende tidspunkt. Det er dog ubrugeligt. Atomvåben kan ikke bruges i vores samfund idag. Det er et super kort at have i hånden, men de andre vil nok hurtig se det bluf. Iranerne har allerede set Bibis bluff and call!