Læsetid: 3 min.

Sunni-shia-konflikten er meget mere end blot en sekterisk krig

Når Iraks shiamilitser og hærenheder angriber Islamisk Stat, er der mere på spil end kontrollen over en symbolsk geografisk lokalitet. Krigen gælder også kontrollen med de regionale ressourcer
Når Iraks shiamilitser og hærenheder angriber Islamisk Stat, er der mere på spil end kontrollen over en symbolsk geografisk lokalitet. Krigen gælder også kontrollen med de regionale ressourcer
6. marts 2015

De irakiske shiamilitser, støttet af hærenheder og sunnilejetropper, der i disse dage rykker mod Islamisk Stat (IS) i Tikrit, illustrerer den sekteriske konflikt, der torterer hele regionen.

Men når IS dæmoniseres som den stygge i konflikten mellem sunnier og shiaer, er det kun delvist rigtigt. Det er korrekt, at en ældgammel religiøs-historisk animositet mellem de to islamretninger har eksisteret siden striden om profetens arvefølge i 600-tallet, men det er først i de senere år, at modsætningerne er udartet i de rædsler, vi nu er vidner til (og deltagere i) med Iran og Saudi-Arabien som dukkeførere. Og USA som elefanten i glasbutikken.

Frem til invasionen i 2003 levede shiaer og sunnier forholdsvist fredeligt side om side i Saddam Husseins sekulære diktatur. Det havde ganske vist sunnidominans, da Saddam Hussein selv var sunni (i øvrigt fra Tikrit, tillige hjemby for islams største hærfører, kurderen Saladin, også en sunni), men styret var baseret på identitet, et familie- og klanhieraki, der ikke var religiøst, men politisk og ’fætter-kusine’-baseret. Også Saddams baggrund i Baath-partiet (stiftet af en sunni og en kristen) var udpræget sekulær, og i Irak var det til 2003 almindeligt, at folk giftede sig på tværs af sekter og religioner.

Det ændrede sig med invasionen, da den tidligere diplomat og forsikringsagent, Paul Bremer, blev indsat som guvernør og opdelte Irak efter sekteriske linjer. Hans første ’lokalt udpegede’ regering bestod af 13 shiaer, fem sunnier, fem kurdere og en kristen.

Amerikanerne mente, at den fordeling afspejlede demografien i det besatte land, hvilket den ikke gjorde – især ikke, da kurderne ikke ser sig selv som sunnier, men som kurdere. I de arabiske sunniers optik var der tale om religiøst baseret diskrimination.

Iraks shiadiktatur

Bremer markerede således begyndelsen til enden for Irak som integreret samfund: De shiapolitikere, amerikanerne bar ind i premierministerkontoret, kom – bortset fra Ayad Alawi, der hurtigt blev fjernet som for egenrådig nationalist – alle fra det religiøse Dawa-parti. Efter en kort periode med Ibrahim al-Jafaari blev Nouri al-Maliki indsat. Han sad i seks år, hvor han tiltog sig diktatorisk magt med shiamuslimske militser som sin private vagtstyrke.

Han blev tvunget til at gå efter sidste parlamentsvalg, men hans højre hånd, Haidar al-Abadi, har fortsat, hvor han slap. Han har inkluderet sunnier i sin regering, bl.a. på forsvarsministerposten, men har overladt kontrollen over sikkerhedsstyrker og militserne til indenrigsminister Mohammad Ghabban fra det shia-islamiske Badr-parti. I Irak er tilstedeværelse indflydelse, og Iran er til stede. USA er fraværende.

Stedfortræderkrig

Den irakiske styrke rykker eksempelvis frem under kommando af en iransk general, Qasseim Suleimani, hvilket er geopolitisk logisk. Nu er Saudi-Arabien så i den delikate situation, at være de facto allieret med Iran i krigen mod IS – selv samme IS, der indtil for to år siden blev støttet af Riyadh. Først med ’kalifatet’ på størrelse med Storbritannien, blev saudierne skeptiske. Indtil da fungerede IS og de andre islamiske jihad-grupper som Saudi-Arabiens våben mod iranske interesser – i Irak, i Syrien mod Bashar al-Assads alawit-regime, i Libanon, hvor sunni-partier og militante sunnigrupper bekæmper det shiamuslimske Hizbollah.

Også i Yemen støtter saudierne jihad-grupper mod houthierne, en shiasekt, der støttes af Iran, og som for tiden har det militære initiativ i landet. I Bahrain sendte saudierne allerede i 2011 regulære tropper, der holder den sunnitiske emir ved magten, efter at han var ved at blive løbet over ende af demonstranter fra emiratets shia-muslimske flertal.

Således bekriger de to regionale stormagter hinanden på flere fronter i regionen. Iran har siden den islamiske revolution i 1979 ført en anti-amerikansk – og især anti-israelsk – politik, der også har brod mod de arabiske regimer allierede med USA. Hvilket også spiller ind i IS’ propaganda, der er vendt mod både Vesten og de ’vantro’ shiamuslimer i Teheran og Bagdad.

En fjerde faktor i den geopolitiske kabale er den aktuelle iransk-vestlige forhandlingsproces om atomprogrammet, der udelukker Israel, men også gør Saudi-Arabien nervøs.

I Saudi-Arabien ses Islamisk Stat som en trussel, men næppe nærliggende. Saudiernes virkelige bekymring er et atombevæbnet Iran og dermed et skrækscenarie, der forholder sig til det faktum, at 80 procent af Mellemøstens kendte oliereserver ligger under områder kontrolleret af shiamuslimer eller med shiamuslimsk flertal – i Iran, Irak, Bahrain og i Saudi-Arabiens eget olierige område mod nordøst, der også har shiamuslimsk flertal.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Enevoldsen
  • Ivan Gullev
Ernst Enevoldsen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu