Nyhed
Læsetid: 5 min.

Udsigten til endnu et OL i Beijing skaber ballade

Beijing er favorit til at blive værtsby for Vinter-OL i 2022. Endnu et OL i den kinesiske hovedstad kan blive et deja-vu med stort fokus på menneskerettigheder og kommunistpartiets udnyttelse af sportsbegivenheden til at legitimere sit styre
Medlemmer af Den Internationale Olympiske Komités evalueringskommission og repræsentanter fra Beijing inspicerer et skisportssted i byen Chongli.

Medlemmer af Den Internationale Olympiske Komités evalueringskommission og repræsentanter fra Beijing inspicerer et skisportssted i byen Chongli.

Scanpix

Udland
30. marts 2015

Det er en af verdens mest forurenede hovedstæder, der falder næsten ingen sne, og befolkningen har hidtil udvist en meget begrænset entusiasme for vintersport. Alligevel er Beijing nu favorit til at blive vært for De Olympiske Vinterlege i 2022, selv om det kun er syv år siden, den kinesiske hovedstad sidst var OL-vært.

Dermed er der lagt op til endnu et yderst politiseret OL, ligesom det var tilfældet ved OL i Beijing 2008, hvor der var stor opmærksomhed på Kinas menneskerettighedsproblemer og også kommunistpartiets forsøg på at udnytte lejligheden til at polere regimets image internationalt og styrke sin anseelse i den kinesiske befolknings øjne.

»Den primære årsag, til at Beijing har lagt billet ind på Vinter-OL, er den samme, som gjorde sig gældende for OL i 2008: Det er et forsøg på at skabe et positivt syn på Kina som en voksende og progressiv magt,« siger Xu Guoqi, historieprofessor ved University of Hongkong.

Allerede nu advarer flere menneskerettighedsorganisationer mod igen at tildele Beijing værtskabet. Det sker samtidig med, at repræsentanter fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i sidste uge var i Beijing for at vurdere det kinesiske kandidatur inden værtsbyen skal udpeges i juli.

Da Beijing blev valgt som vært for OL i 2008, skete det på baggrund af løfter fra det kinesiske styre om større respekt for menneskerettigheder og større åbenhed, men i stedet er udviklingen ifølge kritikere gået i den modsatte retning.

»I stedet for de lovede forbedringer, så førte OL i 2008 til stramninger. Her syv år senere er civilsamfundet endnu engang udsat for et voldsomt angreb,« siger Sophie Richardson, leder af Kina-afdelingen hos Human Rights Watch, i en skriftlig kommentar.

I sidste uge sendte en koalition af flere end 175 Tibet-organisationer en rapport til IOC, hvori de også understregede, at OL i 2008 i modsætning til løfterne ikke var med til at forbedre menneskerettighederne. Rapporten beskriver, hvordan undertrykkelsen i tibetanske områder nu er »højere end nogensinde«, og samtidig opfordres IOC til ikke at begå »den samme fejl to gange« ved igen at vælge Beijing.

Fra kinesisk side afvises kritikken. Wang Hui, talskvinde for det kinesiske OL-bud, sagde tirsdag, at »sport og politik skal holdes adskilt«.

Men historieprofessor Xu Guoqi, forfatter til bogen Olympic Dreams: China and Sports 1895-2008, mener, at den kinesiske regering selv i høj grad bruger OL politisk.

»Kinas interesse i sport har i lang tid handlet om politik. OL er et redskab til at polere regimets image og legitimere dets styre.«

Kinas præsident, Xi Jinping, har siden han kom til magten for lidt over to år siden lagt stor vægt på at øge Kinas styrke inden for sport. Ifølge Xu Guoqi er det med det helt klare politiske mål »at fjerne kinesernes opmærksomhed fra landets mange politiske problemer og samtidig vise, at han er folkets leder.«

For at øge Beijings chancer for at få tildelt OL i 2008 lagde flere højtstående medlemmer af det kinesiske styre op til, at landet ville ændre sig politisk. Et kinesisk værtskab ville »hjælpe til med udviklingen af menneskerettighederne,« hed det blandt andet. Men frem mod OL blev aktivister og kritikere fængslet i styrets forsøg på at blokere for mislyde, og regeringen indførte streng censur og slog hårdt ned på uro i Tibet og andre områder. Og i dag anklager menneskerettighedsorganisationer Xi Jinping for at stå for den hårdeste strammerkurs i årtier.

Menneskerettighedskritik

I forbindelse med OL i 2008 var kritikken af Kinas menneskerettighedssituation massiv. Og den kan blive endnu voldsommere frem mod et eventuelt OL i Beijing i 2022, mener Xu Guoqi, da »omverdenen denne gang ikke vil lade Kina komme tvivlen til gode«, efter sidste OL’s løftebrud. Men han forventer, at Beijing ligesom sidst blot vil »hylde menneskerettighederne i ord, mens menneskerettighedsbrudene vil fortsætte«.

IOC vedtog dog sidste år nye retningslinjer, der stiller større krav til værtsbyer vedrørende beskyttelse af menneskerettigheder.

»Det bliver svært for IOC at forene denne nye standard med den kinesiske regerings hidtidige præstationer,« mener Sophie Richardson fra Human Rights Watch.

Da Beijing oprindeligt annoncerede sit bud på endnu et OL-værtskab, blev byen anset for at være en outsider. Men siden har andre kandidatbyer trukket sig én efter én, hovedsageligt af nervøsitet over begivenhedens store økonomiske omkostninger – Rusland spenderede omkring 50 mia. dollar på Vinter-OL i Sotji 2014. Indtil sidste efterår var Oslo favoritten, men efter også nordmændene meldte pas, er Beijings eneste tilbageværende konkurrent Almaty i Kasakhstan, der også kritiseres for menneskerettighedsproblemer. I maj sidste år gav IOC det kinesiske bud højere karakterer end det fra Kasakhstan. Valget mellem de to bliver endelig afgjort den 31. juli i år.

Én af de bekymringer, IOC har i forhold til et Vinter-OL i Beijing, er manglen på sne. Det er planen, at de alpine discipliner skal afvikles i Yanqing, et område, hvor der gennemsnitlige snedække om vinteren er på blot 5 centimeter.

Ren luft i 2022

Ifølge den kinesiske regering er den folkelige opbakning til endnu et kinesisk OL overvældende.

»Alle kinesere er ivrige efter at afholde Vinter-OL,« står der bl.a. på plakater hængt op ved vejen mod Zhangjiakou, en by 160 km fra Bei-jing, hvor en del af konkurrencerne efter planen skal afholdes. Og Beijings bystyres hjemmeside fortæller, at 90 procent af byens indbyggere støtter OL-buddet.

Den kinesiske regering siger, at et kinesisk Vinter-OL vil være med til at øge kinesernes interesse for vintersport, og samtidig, at det vil give ekstra momentum til Beijings kamp mod den alvorlige luftforurening, der ofte ligger 10-20 gange over det niveau, som verdenssundhedsorganisationen WHO beskriver som sundhedsfarligt.

Forureningen var allerede et stort problem i forbindelse med OL i 2008, men på trods af flere tiltag og mange løfter, så lider hovedstaden fortsat under en tyk smog.

»At søge om værtskabet vil promovere kampen mod luftforurening i Beijing, og det vil være gavnligt for vores OL-bud,« lød det sidste uge fra Wang Hui, talskvinden for Beijings OL-bud.

Og Beijings borgmester, Wang Anshun, er kommet med store løfter:

»Vi lover, at luftkvaliteten vil leve op til WHO’s standarder ved starten af vinteren i 2022.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Verden må jo begynde at holde 2 olympiader, ét for dem der er med os, og ét for dem der er imod, ét for dem under missilskjoldet. og ét for dem der har trukket fra Verdensbanken og IMF.

OL har udviklet sig fra en amatørernes kappestrid, til korruptionens slaraffenland ...afskaf det liberalismens blændværk.