Nyhed
Læsetid: 7 min.

Det usynlige våben, der efterlod et radioaktivt spor

Undersøgelsen af det radioaktive giftmord på den russiske eksspion Alexander Litvinenko i 2006 har afsløret nye detaljer om, hvor farligt angrebet var for offentligheden. De mistænkte gerningsmænd forsøgte ikke kun én, men mindst to gange at forgifte deres offer i London
Den 43-årige afhoppede russiske spion Alexander Litvinenko, kort før han døde i november 2006 af radioaktiv polonium-210-forgiftning, kun 23 dage efter han fik det i kroppen. Retssagen, der oprulles er ren James Bond-guf.

Natasja Weitsz

Udland
5. marts 2015

De, der bliver stemplet som »Ruslands fjender«, lever livet farligt – og de ved det. Den afhoppede russiske eksspion Alexander Litvinenko erkendte over for Scotland Yard-betjente på sit dødsleje, at »jeg vidste, de ville dræbe mig«.

Han kunne dog næppe have forestillet sig, at han ville blive offer for det, familiens advokat har beskrevet som »et miniature atomangreb i Londons gader«.

Detaljerne i dette ekstraordinære drab – våbnet et radioaktivt stof kaldet polonium-210 – bliver i disse dage optrævlet i en offentlig høring i Londons Royal Courts of Justice, og som en britisk Telegraph-journalist har opsummeret det, er »nogle af de mest overraskende beviser nogensinde afgivet i et engelsk retslokale« kommet frem i løbet af de første fire uger.

Blandt de mange, nye oplysninger er beviser for, at Litvinenko døde efter at være blevet forgiftet ikke kun én, men to gange – henholdsvis den 16. oktober og den 1. november 2006.

»Hårprøver indikerer, at Litvinenko kan være blevet forgiftet to gange, og at første gang var langt mindre alvorlig end anden gang,« sagde Robin Tam, den offentlige hørings advokat, i sine åbningsbemærkninger.

Det tidligere forsøg skulle have fundet sted under et møde hos det britiske sikkerhedsfirma Erinys i Mayfair, London. Efterforskere har siden fundet ekstremt høje doser polonium-210 på en dug i et mødelokale. Tilsyneladende væltede et glas med forgiftet vand, og Litvinenko blev der kun udsat for en minimal dosis – dog nok til, at han blev syg samme aften.

Spor på hoteller, i fly og barer

Episoden bestyrker Scotland Yards mistanke imod de russiske forretningsmænd og eks-FSB-agenter Andrei Lugovoi og Dmitrij Kovtun, der var til stede under begge møder, hvor Litvinenko indtog polonium. Det ved de bl.a., fordi de to mistænkte har efterladt sig et giftspor på deres færden rundt i London og ud og ind af landet, »som de brødkrummer Hans og Grethe efterlod i skoven«.

Ifølge beviser fremlagt af kriminalinspektør Craig Mascall fra Scotland Yards antiterrorafdeling har efterforskerne fundet »store mængder« polonium-210 i de to mistænktes hotelværelser og i flere restauranter, hvor de spiste. Der blev også fundet strålingsspor i en forhenværende britisk generals kontor, hvor de to deltog i et møde, såvel som på de fly, de havde fløjet på mellem Moskva, Hamburg og London.

De »højeste målinger under hele efterforskningen« blev målt i rum 848 i Sheraton Park Lane hotel, hvor Lugovoi boede under et tredje besøg, der fandt sted mellem den 25. og 28. oktober. De to eksperter, der undersøgte rummet, »trak sig«, fordi rummet var for farligt. Det var på to håndklæder, at der blev fundet »fuld skala« forgiftning. En forklaring kan være, at Lugovoi tabte eller smed giften væk og tørrede den op med håndklæderne.

Høringens tilskuere blev også vist optagelser fra overvågningskameraer fra Millenium Hotel den 1. november forud for mødet mellem Litvinenko, Lugovoi og Kovtun i hotellets Pine Bar – et rum uden kamera. Fra hotellets lobby ses imidlertid, hvordan Lugovoi ankommer en halv time før mødet og spørger receptionisten om vej til toilettet. Et par minutter senere følger Kovtun efter. Der er ikke optagelser fra toilettet, men ekstraordinære høje målinger af polonium-210 blev efterfølgende målt i en af toilettets håndvaske samt under en håndtørrer.

Hvem, der tilsatte giften til Litvinenkos te, vides ikke, men tilsyneladende er der fundet særlig høje målinger af polonium-210 i hotellets værelse 383, hvor Kovtun boede. Lugovoi havde sin familie med på dette besøg. Der blev desuden fundet spor på både Lugovoi og Kovtuns flysæder – en højere koncentration på Kovtuns.

Nægter sig skyldige

Både Lugovoi og Kovtun nægter sig skyldige og er beskyttet imod udlevering af den russiske grundlov.

Ifølge frigivne papirer af en afhøring af Lugovoi kort efter mordet, siger han, at han ikke ved, hvorfor han har efterladt sig et spor af polonium-210.

»Mine professionelle aktiviteter var ikke forbundet med polonium-210. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle være kommet i kontakt med polonium-210!« siger han ifølge dokumentet og gør efterfølgende opmærksom på, at Litvinenko havde kontakt til israelske kriminelle og havde forsøgt at sælge et kassettebånd med kompromitterende materiale til en israelsk mand ved navn Nevzlin, eftersøgt af de russiske myndigheder.

Derudover kendte Lugovoi ikke til nogen, der ønskede Litvinenko død, tilføjede han. I et senere interview med den spanske avis El País har han dog udtalt, at han anså Litvinenko som »forræder«.

»Hvis nogen har forårsaget den russiske stat stor skade, bør de tilintetgøres. Det er min faste overbevisning og enhver normal russers overbevisning,« siger han i interviewet og tilføjer, at »det er bekvemt for briterne at anklage mig, for jeg egner mig perfekt til en spionroman«.

Han og Kovtun var i stedet »overbeviste om, at de britiske efterretningstjenester og folk omkring Litvinenko forgiftede os med polonium«.

»Spørg mig ikke, hvor poloniumet kom fra. Det må du spørge Litvinenko (…) eller Berezovskij (russisk oligark) eller Zakajev (tjetjensk dissident) eller den britiske efterretningstjeneste om,« tilføjer han i interviewet.

Også Kovtun har benægtet ethvert kendskab til drabet. Han opsøgte dog selv en læge, efter at have hørt om Litvikenkos forgiftning.

»Jeg blev nervøs, fordi jeg under vores møde var ved siden af ham. Han sad ved siden af mig i baren, åndede på mig, hostede under samtalen, tørrede munden med en serviet,« forklarede han britiske efterforskere under en afhøring.

Undersøgelsen hørte dog også, hvordan Kovtun havde efterladt sig et giftspor på en rejse fra Moskva til Hamburg den 28. oktober.

To dage senere kontaktede han en bekendt i Hamburg – refereret til som ’D3’ – og spurgte ham, om han kendte en kok i London, som kunne putte en »meget dyr gift« i Litvinenkos mad. Kovtun havde ifølge ’D3’ beskrevet Litvinenko som »en forræder med blod på hænderne«, som havde kontakt til tjetjenske terrorister. D3 tog ham ikke seriøst, før efter Litvinenkos død, hvorefter han kontaktede politiet med sin viden.

Offentlig fare

Selv om polonium-210 skal i kontakt med en persons indre væv for at være dødelig, og ikke kan gennemtrænge f.eks. huden, står det klart, at eksperterne involveret i efterforskningen anser hele episoden for ekstremt foruroligende for den offentlige sikkerhed.

I undersøgelsesdommer Sir Robert Owens åbningsbemærkninger udtrykte han dyb bekymring for, at spor af polonium-210 er blevet fundet på så mange offentlige steder, hvilket har udsat »hundredvis af menneske for fare«. I alt 15 personer – herunder alle syv medarbejdere i baren, hvor Litvinenko indtog den dødelige gift – testede efterfølgende positivt for lave niveauer polonium-210.

Drabet har – tilføjede Owen – rejst spørgsmål »af størst mulig alvor og har tiltrukket global interesse og bekymring«.

En amerikansk kongresresolution fra maj 2007 udtrykker f.eks. »betydelig bekymring for den potentielle involvering af elementer af den russiske regering i Litvinenkos død og om sikkerhed og spredning af radioaktivt materiale«.

En gruppe, der har været særligt udsat for fare som følge af mordet, var de retsmedicinere, der efter Litvikenkos død gennemførte hans obduktion.

Patolog Nathanial Cary beskrev obduktionen som »en af de farligste nogensinde udført i den vestlige verden«.

Litvinenkos lig havde desuden repræsenteret en »væsentlig risiko« på den intensivafdeling, han var blevet behandlet på. Rummet måtte efter hans død, 23. dage efter forgiftningen fandt sted, efterfølgende afspærres og liget flyttes efter at være blevet svøbt i to ligposer. Under obduktionen måtte retsmedicinerne iføres to beskyttelsesdragter og handsker og særligt designede lufttæt hætte, der filtrerede luft via et batteri.

Alexander Litvinenkos enke, Marina, har tidligere i et interview med Information fortalt, hvordan deres hjem blev lukket af i to år efter mordet, for at polonium-210-strålingen kunne nedbrydes naturligt.

Selv efter sin død udgjorde Litvinenko en kontaminationsfare, hvorfor han måtte begraves i en kiste foret med bly.

Hvem gav ordren?

Trods de mange nye oplysninger i mysteriet om den afhoppede spions drab – herunder at han blev rådgiver for den britiske efterretningstjeneste MI6 i 2003, fik en krypteret mobiltelefon, 2.000 pund om måneden, en kontakt kendt som ’Martin’ og agentnavnet Edwin Redwald Carter – er der dog endnu ikke blevet fremlagt beviser for, at den russiske stat skulle have bestilt drabet. Det skyldes blandt andet, at advokaterne endnu ikke er kommet til det punkt i fremlæggelsen af beviser.

Litvinenko selv anklagede på sit dødsleje præsident Vladimir Putin for at stå bag, og hvorvidt den russiske stat var involveret er nøglespørgsmålet, som den offentlige undersøgelse skal forsøge at afklare. Om disse beviser vil blive fremlagt lige så åbent, som alle de øvrige dokumenter, der er lagt ud på høringens hjemmeside (se slutningen af teksten, red.) er dog tvivlsomt.

Afhøringer af agenter og gennemgang af efterretningstjenesternes bevismateriale vil foregå bag lukkede døre – heriblandt sandsynligvis også Scotland Yards efterforskning af en række dokumenter offentliggjort i The Sunday Times i 2010, der skulle bevise, at den russiske efterretningstjeneste erhvervede sig 3,4 kg radioaktivt polonium-210 et par uger forud for Litvinenkos død. En enorm mængde, som Ruslands føderale atomagentur Rosatom afviser, at det overhovedet kunne have produceret.

Heller ikke kommunikation mellem de mistænkte i London og Moskva, som den amerikanske efterretningstjeneste NSA ifølge The Telegraph har opsnappet og videregivet til de britiske myndigheder – og som skulle bevise, at drabet var en »statslig likvidering« – forventes offentliggjort.

Høringen fortsætter endnu en måneds tid, hvorefter undersøgelsesdommer Robert Owen vil sammenfatte bevismaterialet i en rapport. Han forventer at præsentere sine konklusioner sidst på året.

ww.litvinenkoinquiry.org/hearings

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her