Læsetid 4 min.

Da verdens første tv-krig mobiliserede venstrefløjen

Et tilbageblik på Vietnam og venstrefløjen 50 år efter, USA sendte de første kamptropper til Vietnam
Vietnamkrigen var verdens første tv-dækkede krig. Den kom brutalt ind i vores stuer og var svær at ignorere

Vietnamkrigen var verdens første tv-dækkede krig. Den kom brutalt ind i vores stuer og var svær at ignorere

Scanpix
7. marts 2015

Da brigadegeneral Frederick J. Karch på præsident Lyndon B. Johnsons ordre bragte sine 3.500 marineinfanterister i land på stranden ved Da Nang for 50 år siden, havde hverken generalen, præsidenten eller for den sags skyld den danske statsminister, Jens Otto Krag, nogen anelse om, hvilke massive politiske, kulturelle og militære konsekvenser de første amerikanske kamptropper på vietnamesisk jord ville få.

Tre år senere var tallet vokset til en halv million. Ti år efter var 58.220 amerikanere blevet dræbt og mere end 130.000 såret. 1,4 millioner vietnamesere døde. Og millioner af unge i Vesten – ikke mindst i USA – blev vækket politisk. Ikke bare i forhold til USA, men i forhold til andre magthavere – forældre, skoler, universiteter, politiske partier og regeringer. Det var begyndelsen på den 68-generation, der kom til at præge de næste ti års udvikling på skoler og læreanstalter. Herhjemme blev Vietnam en start på en ’ny’ venstrefløj – men også en demonstration af samme fløjs indbyggede trang til selvdestruktion gennem voldsomme indre kampe. Nogle blev totalt radikaliserede, som en af Vietnam-komiteens grundlæggere, maoisten Godtfred Appel, der endte som ideologisk Godfather for Blekingegadebanden.

Blandt andre aktive i Vietnambevægelsen var Specialarbejderforbundets formand Anker Jørgensen. Han blev statsminister og erklærede kort efter sin tiltræden i 1972 som den første regeringschef i et NATO-land, at han »ønskede USA ud af Indokina«. Det var formentlig den danske Vietnam-bevægelses største konkrete resultat.

Vietnamprotestbevægelsen så sin spæde begyndelse med USA’s første bombardementer af Nordvietnam i 1964. I årene 1965-69 blev bevægelsen så omfattende, at den skabte dyb bekymring i toppen af det regerende socialdemokrati. Statsminister Jens Otto Krag og udenrigsminister Per Hækkerup var stoute NATO-tilhængere, og ikke mindst Hækkerup lagde ikke skjul på sin foragt for Vietnam-aktivisterne. En foragt, der kogte over i et verbalt overfald på den svenske forfatter Sara Lidman for åben skærm i en tv-høring om Vietnam i 1967. Men inderst inde vidste regeringspartiet godt, at den var gal i Vietnam. Da USA i 1964 anmodede sine NATO-allierede om materiel og økonomisk støtte til Sydvietnam, udtrykte Hækkerup sympati for de »store byrder«, som USA bar i Vietnam, men den amerikanske anmodning blev diskret og høfligt afvist.

Uundgåelig splittelse

I begyndelsen af tresserne begyndte en ny form for politisk aktivisme. Kampagnen mod Atomvåbens påskemarcher, protestmarcher og demonstrationer mod franskmændenes krig i Algier og Apartheid i Sydafrika – og i USA dannede borgerrettighedsbevægelsen skole. En ny generation havde fundet vej til gaden og aktivismen. Tidsskriftet Politisk Revy, fagbevægelsen og Danmarks Kommunistiske Parti var centrale i Vietnam-protesterne.

Med den amerikanske landgang skiftede Vietnamkrigen fundamentalt karakter – og der gik ikke lang tid, før de indbyggede modsætninger i Vietnambevægelsen i Danmark brød ud i lys lue og senere splittede bevægelsen. Den danske venstrefløjs bitre, indbyrdes kampe var både af praktisk og af ideologisk karakter. Det handlede ikke bare om forskellen mellem kommunister, folkesocialister og venstre-socialdemokrater alene. Socialdemokratiet var splittet, SF var splittet, og på et tidspunkt blev kommunistpartiet så splittet, at den ’moderate’ ledelse ekskluderede 25 mere rabiate partimedlemmer. Det handlede om bevægelsens mål og ikke mindst de midler, den skulle anvende. De moderate var dele af fagbevægelsen, dele af SF og de aktive socialdemokrater. De mere rabiate var de ultramarxistiske, trotskistiske og maoistiske grupperinger. De ’udenomsparlamentariske bevægelser’ lagde pres på de etablerede partier. Skulle fokus være på en mere militant anti-imperialistisk kamp – eller på det humanitære? Skulle indsamlede midler bruges til genopbygningen af et bombet hospital, eller skulle bevægelsen direkte støtte den væbnede kamp?

Nogle tilbød ligefrem at drage i krig på Befrielsesfrontens side, hvilket vietnameserne høfligt afslog. De kunne godt selv. De moderate socialdemokratiske vietnamaktivister (som Frode Jakobsen) frygtede, at bevægelsen udviklede sig i ren anti-amerikansk retning. Det var trods alt i den danske befolkning en voldsom sympati for det USA, der 20 år tidligere havde sikret sejren over Nazityskland. Antiamerikanisme og ideologisk antiimperialisme kontra en humanistisk kamp mod en uforståelig amerikansk krig.

Det måtte føre til en splittelse, og den kom i 1969: Vietnambevægelsen blev delt i to. (DDV og Vietnam 69). Et par år i forvejen førte en lignende kamp om både inden- og udenrigspolitik til SF’s deling. Partiet blev splittet i to dele, og det nye parti Venstresocialisterne bestod i høj grad af de aktive folk fra Vietnambevægelsens ’venstrefløj’. Men Vietnamkrigen betød også en bred og stigende forståelse for Den Tredje Verden hos en hel generation. Begrebet ’solidaritet’ fik en anden betydning. I takt med at den marxistiske klassesolidaritet betød mindre og mindre i det voksende velfærdssamfund, blev solidaritet et globalt begreb. Vietnam blev et vendepunkt for store dele af en hel generation. De blev ikke nødvendigvis aktivister, men deres horisont blev større, den rakte videre end Europa og USA. U-landsbistand kom for alvor på dagsordenen. Vi opdagede en verden udenfor vores egen. Eller at verden simpelthen ikke bare var vores, men også ’de andres’.

Kan stadig ikke enes

Venstrefløjen blev aldrig mere den samme. Nogle hævder, at Vietnambevægelsen blev venstrefløjens endeligt. Måske startede Socialdemokratiets langsomme svækkelse dér? Det er naturligvis en udokumenteret påstand, men med Vietnam blev tonen mellem den gamle garde og den unge generation skærpet. Og den gamle garde blev til sidst nødt til at bøje sig. I 1971 anerkendte Danmark Nordvietnam. Og Vietnambevægelsens største triumf kom i USA, hvor den brede folkelige ikkeideologiske modstand (og udsigten til at krigen ikke kunne vindes) til sidst tvang præsident Nixon til at afvikle »Vietnam-engagementet«, som krigen så eufemistisk blev kaldt.

I Danmark ebbede Vietnam-bevægelsen ud i takt med fredsforhandlinger, våbenhvile og den amerikanske afvikling af krigen. Dele af Vietnamgenerationens ’udenomsparlamentariske’ styrke blev mobiliseret. Man anede konturerne af Vietnam-bevægelsen i støtten til sandinisterne i Nicaragua og i Palæstina-protesterne. og ikke mindst i Folkebevægelsen mod EF (senere EU). Også her ramte venstrefløjens indbyggede og selvmorderiske splittelse EU-modstanderne. Problemet med Venstrefløjen var, at den aldrig kunne enes og stadig ikke kan det. De mere teoretiske munke-marxistiske teoretikere og aktivister er dog en saga blot. Da de amerikanske læderhalse gik i land den 8. marts 1965, kunne man dagen efter se det i fjernsynet. Vietnamkrigen var verdens første tv-dækkede krig. Den kom brutalt ind i vores stuer og var svær at ignorere. Det skal også med i det samlede billede.

Lasse Jensen er mediejournalist. Han begyndte som journalistelev fire måneder efter den amerikanske landgang i Da Nang i 1965 og dækkede krigen og Indokina for DR fra 1970-77.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Henrik Wagner
    Henrik Wagner
Espen Bøgh og Henrik Wagner anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

"Det var trods alt i den danske befolkning en voldsom sympati for det USA, der 20 år tidligere havde sikret sejren over Nazityskland."

Der var vist også en anden magt, der bidrog voldsomt til Nazitysklands nederlag.

Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek, Nic Pedersen, Michal Bagger, Karsten Aaen, Espen Bøgh, Bo Carlsen og Brian Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Der var vist også en anden magt, der bidrog voldsomt til Nazitysklands nederlag."

Fra min barndom op gennem 1970'erne og ind i 1980'erne husker jeg bedst klippene af Montgomery i åben bil gennem Københavns gader og billederne af de heroiske amerikanere på Normandiets kyster. Baggrundsmuzakken var dels nazisternes uhyrligheder, dels russernes efterfølgende undertrykkelse af landene i 'østblokken', ondskabens arvtager. Og så naturligvis Marshall-hjælpen, som satte tykke, sorte streger under alverdens vestlig velvilje.

I en sådan fortællings optik øges mulighederne for overbærenhed med amerikansk aggression mod alternativer til globaliseret markedskapitalisme betydeligt - og selvom man ikke kan være heldig hver gang, forfølger dette muligvis alligevel ofte den tossede.

Brugerbillede for Lasse Jensen

Jeg refererer til den brede opfattelse, som herskede dengang. Jeg ved godt, at Sovjetunionen også var instrumental for sejren.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Kære Lasse jensen
Du skriver, at DKP smed 25 medlemmer ud af partiet, p.g.a Vietnam krigen.Vil du være så venlig, at fortælle om, hvornår det skete, og mere hvorfor.
Som en, der blev medlem af DKP i 1971, og efter Knud død, var med i opgøret, mod "familien", hørte jeg en del historier, men aldrig den.
Så venligst og på forhånd tak
Erik

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Ja, den fejl med tv-billeder fra krigen begår man garanteret ikke igen.

Nu indlejrer man journalisterne så grundigt med de militære enheder (og deres presseafdeling), at det mere minder om panering, og reportagen bliver lige så tynd og intetsigende som fisken i grillbarens fiskefilet. Remouladen kan man dog ikke klage over.

Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, Nic Pedersen, Michal Bagger, Karsten Aaen, Grethe Preisler, Espen Bøgh og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Propagandaen vil gerne have os til at tro Amerika vandt krigen(2.VK) alene, og vist deltog de med mange ofre, men det var Rusland der ydede de største ofre i krigen mod Nazisterne, og herom er der ingen tvivl når virkeligheden skal tages med.

Godtfred Appel og Blekingegadebanden, handlede om Mellemøsten og herunder især Palæstinensernes undertrykkelse fra Israelsk side.

Egentlig venter vi nu igen kun på Amerika igen overfaldet baseret på propaganda om menneskerettigheder, "masseødelæggelsesvåben" og enhver tænkelig tanke der lyder demokratisk og retfærdig, som vi kan forenes i, men alene skal tjene kapitalens interesser, sådan som vi har set det så mange gangefør i Syd- og Mellemamerika, - hvor kampen mod kommunismen har været propagandaens evige retfærdigførelse for Amerikansk intervention, selv overfor folkevalgte præsidenter, som Amerika fik erstatter med de værste torturgeneraler, som er Amerikansk kapitals foretrukne partnere.

Millioner har lidt overalt i verden i tiden løb under den Amerikanske psykose fra McCarthy-perioden med spøgelseskommunister overalt, og som skulle udryddes for enhver pris, og som sagt fra Hoover perioden, det er en ondskabsfuld sygdom der skal bekæmpes!

- Hvem bliver det næste land I vil overfalde Amerika?

Måske snart Iran for deres atomteknologi af angst for de opnås samme status som Israel, der er en atommagt, og ikke vil lade sig kontrollere internationalt, og som i Amerikanere lukker øjnene for gang på gang i FN, men anklager gladelig propagandamæssigt andre lande for ikke at ville lade sig kontrollere internationalt, så hellere Jeres dobbeltstandarder som er alt for tydelige!

Per Torbensen, erik mørk thomsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

I modsætning til det danske socialdemokratis ynkelige rolle under Vietnamkrigen kunne det svenske ranke ryggen under statsminister Oluf Palme. Han turde sige højt, hvad de danske kujoner godt vidste, men som de krympede sig ved at få ud over disken. Krigen var i strid med sin hensigt. Der vokser ikke vestligt demokrati ud af mundingen på et gevær. Og det gjaldt også de senere Afghanistan og Irak-krige.

Holger Madsen, Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen, erik mørk thomsen, Karsten Aaen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Sietam

Var det ikke den Palme, der var ovre og slikke gulvmåtter i Langley for at få at vide, hvad russerne lavede i Østersøen? Nå nej, det må vi jo ikke sige for Kjeld Smed.

Brugerbillede for Bill Atkins

T.H.Pedersen. Var det ikke et stykke af selv samme kongerige der under honnør havde sendt 4000 frivillige til Østfronten for at kæmpe sammen med nazisterne?

Brugerbillede for Bill Atkins

Ups, den kunne jeg ikke lige falde i søvn på. Det er sandt at Palme var meget markant modstander af Vietnamkrigen, men Anker Jørgensen der var formand for specialarbejderforbundet var med til at stifte Vietnam 69 og at han senere blev statsminister ser jeg som en soning overfor den venstreorienterede del af socialdemokratiet:

Den kendte forfatter og fotograf Jacob Holdt, berømt for sine Amerikanske Billeder, husker Anker Jørgensen på denne måde: "Anker Jørgensen fik jeg dyb respekt for, da jeg en overgang sad i bestyrelsen for Vietnam 69 sammen med ham. Selv da han senere blev statsminister, fortsatte han konsekvent sin stærke kritik overfor USA pga folkedrabet på 3 millioner vietnamesere."

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Brian Pedersen (og Atkins)
Sovjet fik direkte krigsmateriel hjælp fra USA fra og med vedtagelse og underskrivelse den 11 marts 1941 af den såkaldte Lend-lease agreement, det var materiel hjælp der ikke skulle betales tilbage og den var betydelig - 11,3 milliarder dollars. over 400,000 jeeps og lastbiler; 12,000 armerede køretøjer (heriblandt 7,000 tanks, af hvilke 1,386 var M3 Lees og 4,102 M4 Shermans); 11,400 fly (4,719 var Bell P-39 Airacobras) og 1.75 millioner tons fødevarer.

De berømte katuska raketter var i rigt antal monteret på amerikansk byggede lastbiler af typen Studebaker US6.

"The United States gave to the Soviet Union from October 1, 1941 to May 31, 1945 the following: 427,284 trucks, 13,303 combat vehicles, 35,170 motorcycles, 2,328 ordnance service vehicles, 2,670,371 tons of petroleum products (gasoline and oil), 4,478,116 tons of foodstuffs (canned meats, sugar, flour, salt, etc.), 1,900 steam locomotives, 66 Diesel locomotives, 9,920 flat cars, 1,000 dump cars, 120 tank cars, and 35 heavy machinery cars. One item typical of many was a tire plant that was lifted bodily from the Ford Company's River Rouge Plant and transferred to the USSR. The 1947 money value of the supplies and services amounted to about eleven billion dollars."

Samme lend-lease agreement gav endnu større støtte til England fra samme periode.

Brugerbillede for Jørn Boye

Brian P. og Atkins

Hvis sovjet ikke havde været en allieret, ville have været selvskreven til anklagebænken i Nurnberg.
Stalin og Hitlers grusomheder vat ca. pari, så vesten burde skamme sig at have en sådan allieret.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Der al mulig grund til at mindes Vietnamkrigen. Det er den første krig i verdenshistorien, der blev stoppet på grund af et folkeligt pres --- først og fremmest studenteroprøret i USA, men heller ikke fredsbevægelsen i Vesteuropa var uden betydning.

Det er også den sidste.

Brugerbillede for Bill Atkins

Naturligvis betød den folkelige modstand meget for Vietnamskrigens afslutning, men man skal ikke underkende den militære indsats med forsvaret af de Nordvietnamesiske storbyer ved hjælp af jord til luft-missiler. Da først Kina skruede ned for deres ambitioner og lod de sovjetiske raket-systemer komme til, så begyndte der at ske noget.

Resultater fra US Air Force’s luftkampe under Vietnamkrigen, var i forhold til tidligere krige helt uacceptable. Luftkampene over Nordvietnam mellem 1965 og 1973 førte til et samlet forhold mellem fjendtlige fly skudt ned og antallet af egne fly tabte til fjendtlige krigere på 2,2:1, på et tidspunkt under krigen var forholdet mellem nedskudte fly og tabte fly under 1

Brugerbillede for Bill Atkins

@ROJ og Boye. 3/4 af den nazistiske krigsmaskine kæmpede på Østfronten, mens kun en 1/5 af USA's millitærstøtte gik til Sovjetunionen. Nazisterne blev knækket ved Stalingrad november 1942, men Vesten kom først ind i krigen D-dag den 6. juni 1944. Gad vide hvem der var allieret med hvem mod nazisterne. Sovjet kæmpede alene på kontinentet indtil nazihæren var knækket.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Bill,
de ved det godt.

Men det er rigtigt, at de Studebaker lastbiler var en særdeles vigtig håndrækning indtil russerne havde fået demonteret deres fabrikker og flyttet dem til Ural ude af nazisternes rækkevidde og igen kunne sætte gang i krigssproduktion og samlebånd. Russerne har bestemt grund til at være amerikanerne taknemlige og er det mig bekendt også.

Niels Nielsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Jørn Boye
Uanset hvordan man vender og drejer det så var der ikke tale om pari. Jeg for min part ville meget nødig have været vokset op under stalinisme. Men alt andet lige så representerede nazimen et rædselsscenario uden lige - ikke mindst efter en sejr hvor løjerne med racerenhed og skabelse af en biologisk ren race for alvor ville være begyndt. Der ville ikke have været ende på rædslerne.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Atkins de vestlige allierede havde større respekt for egne soldaters liv end Stalin nogen sinde ejede - derfor tog det længere at opbygge ressourcerne for D dag. Stalin havde ikke respekt for menneskeliv overhovedet - end ikke sine egne - det var også det der kostede så dyrt for sovjet i de første år efter nazistenes invasion.

Brugerbillede for Niels Engelsted
Niels Engelsted

Nu da I gået igang med den krig, har jeg et spørgsmål, hvis nogen kender svaret?

Russernes modangreb 5. december 1941 kastede tyskerne tilbage fra Moskva og skabte panik i den tyske hærledelse. Modangrebet blev muliggjort af østsibiriske divisioner, som russerne havde bragt til Moskva-fronten, fordi deres spion i Tokio havde fortalt, at japanerne ikke ville angribe dem i Sibirien. Japan ville angribe i Stillehavet, hvilket de gjorde i snigangrebet mod Pearl Harbor den 7. december 1941. Den 11. december 1941 erklærede Hitler så krig mod USA. Der var en forsvarsalliance mellem Tyskland og Japan, men den forpligtede ikke Tyskland til at gå i krig mod USA. Retrospektivt forekommer det som galskab at skaffe sig endnu en mægtig fjende. Det må det også have gjort dengang. Hitler var faktisk ret rationel helt frem til 1944, så hvad kan han have tænkt på?

Her er så spørgsmålet. Kan hans krigserklæring mod USA som svar på krigsudbruddet mellem Japan og USA være sket i håbet om, at japanerne så til gengæld ville gå i krig mod russerne i Sibirien, hvilket ville lette presset mod Hitlers front i Rusland, der var på vej til at kollapse? Kender nogen svaret.

Brugerbillede for Steen Sohn

Anker Jørgensen.
Fra Berlingske i dag:
- samme dag skrev amerikanerne til Washington og anbefalede et møde, fordi – hed det – Anker Jørgensen havde forbedret sig: »Hans indenrigspolitiske situation er styrket, og han virker mere selvsikker, men i udenrigspolitikken er han stadig på glatis, og det vil være konstruktivt for ham at møde højtstående amerikanske personligheder.«

http://www.b.dk/nationalt/kissinger-anker-joergensen-er-en-toervetriller

Brugerbillede for Bill Atkins

Det må være efter førstehåndsindtrykket fra et interview i Aktuelt i 1959 om hans besøg hos Jimmy Hoffa, The Teamsters. I interviewet gav Anker Jørgensen udtryk for at han ikke brød sig om den måde som John F. Kennedy - på det tidspunkt Det Demokratiske Partis opadstigende stjerne - angreb fagbevægelsen på. Han mente ikke at fagbevægelsen var mere korrupt end andre dele af det amerikanske samfund, inklusive politikerne.