Vietnam er kommet ud af Vietnamkrigens slagskygge

50 år efter landsætningen af de første amerikanske marinesoldater ud for Da Nang interesserer få af de lokale sig for den blodige fortid – i en forynget og økonomisk fremgangsrig nation er de unge mere interesserede i teknologi og sociale medier og i at skabe sig en god fremtid
For 50 år siden var stedet her centrum for landsætningen af  de første amerikanske marinesoldater. I dag nyder turister fra hele verden den smukke strand og natur – sidste år flere end 7,8 millioner.

For 50 år siden var stedet her centrum for landsætningen af de første amerikanske marinesoldater. I dag nyder turister fra hele verden den smukke strand og natur – sidste år flere end 7,8 millioner.

Thomas Uhlemann
7. marts 2015

En fisker sidder på hug i brændingen og spejder efter tegn på bevægelse i vandkanten. Han har en kegleformet hat på, der beskytter ham mod eftermiddagssolen, og er helt alene på stranden, 14 km nord for byen Da Nang, i det centrale Vietnam. Bag ham sværmer fluer om råddent tang i sandet. For en forbipasserende er det svært at tro, at der på dette sted engang er hændt noget verdenshistorisk.

Det var på denne upåfaldende strækning af Nam O Beach, at 3.500 amerikanske marinesoldater 8. marts 1965 kl. 9.03 om morgenen forlod deres landgangsfartøjer og invaderede kystlandet. Som de første amerikanske landtropper der ankom til Vietnam

På det tidspunkt var den amerikanskstøttede regering i Syd- vietnam handlingslammet af indre magtkampe. Samtidig deserterede tropper i stort tal fra dens hær. Nordvietnams kommuniststyrker udnyttede situationen til at rykke frem ad Ho Chi Minh-stien i et forsøg på at gribe kontrollen over hele landet. Viet Cong-partisaner havde allerede i februar angrebet en amerikansk helikopterbase, Camp Holloway, og stødte nu frem mod Da Nang.

For at afværge faren bad general William Westmoreland om to bataljoner amerikanske marinesoldater til at yde støtte. Præsident Lyndon B. Johnsons imødekommelse heraf blev et afgørende vendepunkt.

Landsætningen blev omhyggeligt sat i scene: Tropperne fik en varm velkomst af en delegation af smilende børn og traditionelt klædt vietnamesiske kvinder med blomsterguirlander. Welcome, Gallant Marines forkyndte et banner. En begyndelse, der stod i grel kontrast til, hvad marinesoldaterne siden skulle opleve, selv om deres mission – at forsvare byens luftbase under Operation Rolling Thunder bombekampagne mod mål i nord – umiddelbart tegnede simpel nok. Næppe nogen, der var på stranden den dag, har forestillet sig, hvor lang og indviklet en krig, der skulle følge.

Allerede ved udgangen af samme ​​år var næsten 185.000 soldater indsat i de eskalerende kamphandlinger. Og et årti senere, da Saigon faldt, og amerikanske soldater foretog deres endelige exit, havde over 540.000 amerikanere gjort tjeneste i Vietnam – af dem blev over 58.000 dræbt.

Fra luftbase til luksushotel

Vietnam blev efterladt i ruiner. Ho Chi Minh havde advaret USA: »I vil dræbe ti af vores folk, hver gang vi dræber en af jeres, men i sidste ende vil det blive jer, som først bliver trætte af det.«

Sådan gik det. Vietnam blev nok genforenet, men med enorme omkostninger. Anslået tre millioner vietnamesere blev dræbt, heraf var de to millioner civile. Hundredtusinder blev alvorligt såret og handicappede. Skovland og landbrugsjord blev forurenet af 43 millioner ton nedkastet giftstof, den såkaldte Agent Orange. Landskabet blev fyldt med 14 millioner ton ammunition, en stor del af det ikkeeksploderet. Millioner af mennesker blev fordrevet. Hungersnød og sygdom var udbredt.

I Vesten har utallige krigsfilm sikret, at Vietnam efter 50 år stadig er synonymt med krig. Realiteten er, at Vietnam i dag er et meget anderledes sted.

I løbet af de seneste to årtier har Vietnam forvandlet sig fra et af ​​Asiens fattigste lande til et af dem med hastigste vækstrater. Med kommu- nistregeringens beslutning om at gennemføre vidtrækkende økonomiske reformer – kendt som Doi Moi (’renovering’) – i 1986 blev landets ’socialistisk orienterede markedsøkonomi’ åbnet for omverdenen. Den kraftige økonomiske vækst, som blev resultatet af dette, har ført til hurtige forbedringer i levestandarden og markante fald i fattigdommen. Over 7,8 millioner internationale besøgende kom sidste år til Vietnam som turister eller for at gøre forretninger.

Kulturelt er forandringerne også store. Besøgende amerikanere forundres over at se McDonald’s, Starbucks og KFC. Biograferne viser mange af de nyeste Hollywood-film. Indkøbscentre i byerne sælger Levi’s-jeans og Converse-sko, og iPads er overalt.

I mange henseender afspejler Da Nang nationens forbløffende udvikling i et mikrokosmos. I dag er den en moderne og veldreven metropol med højhuse, svungne træ-boulevarder og dramatiske flodbroer. Under den visionære ledelse af Nguyen Ba Thanh – byens populistiske tidligere borgmester, hvis død i sidste måned udløste omfattende offentlig sorg – er skure og blikhytter erstattet af stilfulde kontorejendomme, motorcykel-showrooms, megaindkøbscentre og trendy cafeer.

Det kridhvide sand på China Beach, i sin tid et populært rekreationssted for amerikanske soldater, domineres nu af en lang række overdådige luksushoteller og femstjernede golfbaner. Den luftbase, der engang blev kæmpet så indædt om, er nu en moderne international lufthavn, der forbinder Da Nang med resten af verden.

’Du er velkommen her’

Chuck Palazzo hedder en amerikansk krigsveteran, der var udstationeret i Da Nang i 1970-1972. Han vendte tilbage til byen i 2008 og har boet her lige siden og været aktiv i den amerikanske krigsveteranforening, Veterans for Peaces kampagner på vegne af ofrene for Agent Orange og efterladt, ikkeeksploderet ammunition.

»At komme tilbage til dette sted var et kæmpe kulturchok,« siger han. »At se i hvor høj grad de her mennesker har rejst sig af asken er bare utroligt. Især de unge er meget fremtidsorienterede. De interesserer sig for teknologi, sociale medier, bankvirksomhed, økonomi og for at deltage i den offentlige debat. Det er godt at se.«

I disse dage er krigens rædsler kun sjældent genstand for diskussion her. Selv om genforeningen fejres som en national helligdag, og dage som Ho Chi Minhs fødselsdag og det kommunistiske partis stiftelsesdato også markeres, passerer andre milepæle uden stor ståhej. 50-årsdagen for landsætningen ved Nam O Beach bliver således ikke markeret officielt.

»Folk taler ikke rigtigt om krigen i detaljer, især ikke fra et amerikansk perspektiv,« forklarer Nguyen Quang Nam, en motorcykeltourguide, hvis virksomhed har ansat en del tidligere sydvietnamesiske soldater til at køre turister rundt om i landet.

Selv på Da Nangs Militærmuseum må man lede forgæves efter detaljerede oplysninger om kampene, der fandt sted her. I stedet tager store grupper af skolebørn på ture for at se en stor samling beslaglagte amerikanske kampvogne, jagerfly og helikoptere. Fascinerede kigger de på disse krigstrofæer, mens de lytter til en militærguides fortælling om nationens heroiske sejr.

Trods den manglende åbenhed har krigen påvirket den unge generation af vietnamesere på subtile måder, hævder Jonathan London, professor i asiatiske og internationale studier ved City University of Hong Kong:

»Den spiller en væsentlig rolle i deres liv, især på steder som Da Nang, hvor kampene og deres ødelæggende virkninger var en prøvelse for mange. Krigen blev ikke blot oplevet som en international krig, der involverede en global supermagt, men i nok så høj grad som en borgerkrig, der splittede samfundet og endda familier. Meget af den historie virker måske fortrængt. Men den er der.«

På overfladen virker det dog snarere, som om vietnameserne er mere optaget af at komme videre med deres liv. På en bar i det centrale Da Nang mødes en gruppe kolleger fra et statsdrevet teleselskab til en drink efter arbejde.

»Vi har ikke noget problem med amerikanerne,« siger Tran Ngoc Hao. »Forholdene er meget åbne nu. Folk i Vietnam tænker mere på fremtiden end fortiden.«

Denne tolerante holdning kom helt bag på krigsveteranen Palazzo, da han første gang vendte tilbage til Vietnam.

»Da jeg kom til Hanoi lufthavn, var jeg paranoid som ind i helvede for, at det stod i det vietnamesiske fremmedpolitis databaser, at jeg har været marinesoldat. Jeg svedte, da jeg gik op til skranken. Men fyren kiggede bare på mit pas og sagde med et stort smil: ’Kom ind, du er velkommen her’. Og sådan har det været lige siden. Ikke en eneste gang har jeg oplevet noget fjendskab.«

Et andet folk

De politiske bånd har også udviklet sig meget, siden forbindelserne mellem Vietnam og USA blev normaliserede under Clintons præsidentperiode i 1990’erne. Omsætningen i den bilaterale handel nåede op på 36,5 mia. dollar sidste år.

Nu forhandler de to lande yderligere om handelsvilkår i Trans Pacific Partnership, og USA ser i stigende grad Vietnam som en vigtig partner i sin »asiatiske krumtap«.

»Hvordan man end vender og drejer det, har USA og Vietnam udviklet et særligt forhold,« siger Jonathan London.

»Jeg tror, at ​​ledere i begge lande er ivrige efter at gøre forholdet specielt af alle de rigtige grunde.«

Palazzo håber, at hans landsmænd med tiden vil ændre deres syn på Vietnam.

»Vietnameserne er ikke som det folk, de amerikanske medier skildrede dem som i de ti år, krigen varede. De er mennesker, og mit håb er, at amerikanerne en dag vil se Vietnam, som de allerede ser Japan og de europæiske lande, vi var i krig med. Det ville være godt, hvis flere kom hertil for selv at indse dette.«

Og Hoa og hans kolleger er klar til at byde dem velkommen med åbne arme.

»Selvfølgelig ønsker vi at være venner med alle mennesker,« erklærer han varmt. »Nu giver vi alt, vi kan, for at udvikle vores land i fremtiden.« Og idet han løfter sin ølflaske for at udbringe en skål, udbryder han stolt: »For freden! For at komme videre! For Vietnam!«

Tilbage på Nam O rejser den enlige fisker sig op og samler sit grej sammen. En lille fiskerbåd sejler forbi ikke langt fra kysten med det vietnamesiske flag stolt blafrende i vinden. Med ophøjet ro vinker han anerkendende og vender sig så om for at gå hjem langs den mennesketomme strand.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

I Vesten har utallige krigsfilm sikret, at Vietnam efter 50 år stadig er synonymt med krig. Realiteten er, at Vietnam i dag er et meget anderledes sted.

Hoang Dinh

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

"Allerede ved udgangen af samme ​​år var næsten 185.000 soldater indsat i de eskalerende kamphandlinger. Og et årti senere, da Saigon faldt, og amerikanske soldater foretog deres endelige exit, havde over 540.000 amerikanere gjort tjeneste i Vietnam – af dem blev over 58.000 dræbt."

Der er lidt tal-forvirring i ovenstående. 540.000 var det antal soldater USA havde i Vietnam, da antallet af soldater var højest i 1967 og 1968. Kissinger sætter endda tallet en kende højere.
Men i løbet af de 8 år krigen varede, gjorde flere millioner amerikanere tjeneste i Vietnam.

Brugerbillede for Egon Maltzon

En artikel fuld af fejl, som ellers beskriver en lykkelig udvikling, som man kunne lære en del af i Mellemøsten.
Ho Chi Minh-stien Ligger slet ikke i Vietnam, og blev under ingen omstændigheder brugt til militær fremrykning. Det var en forsyningsvej som Vietcong anvendte til logistik.

Brugerbillede for Steen Sohn

Krigen varede noget længere end de fleste tror. Der var amerikanske 'militærrådgivere' i Syd-Vietnam allerede fra 1959 og som Torben Lindegaard skriver ovenfor, så deltog flere millioner amerikanske soldater i krigen indtil det forsmædelige nederlag.

Brugerbillede for Ole Hansen

Vietnam er, ligesom Thailand og Kina, nogle af verdens rigeste velfærdsstater. Nu er det der, det sker. Vesten er, som bekendt, helt færdig.

En god investering vil være i landog ejendom i kystområderne. De grunde bliver ubetalelige om en snes år.

Brugerbillede for erik mørk thomsen
erik mørk thomsen

Gadvide, om det er en af de artikler, hvor skribenter for rejsen alt betalt, og lidt mere, i form af gaver, for at skrive en "uafhængige" turistafmeldelse?
For skribenten ved ikke noget om Vietnam krigen, som utallige har skrevet, men åbenbart heller ikke noget om Vietnam i dag.
Der er store problemer med eftervirkningen ag krigen, stoffer, især heroin, skader på mennesker, dyr, efter de amerikanske giftsprøjtninger m.m.-
Men det er, et smuk land, der er besøg vær.

Brugerbillede for Ole  Olsen

Jeg undrede mig, dengang i 70-erne uden at have besøgt Vietnam, over, hvordan USA kunne tabe den krig. Hvorfor de gjorde gik hurtigt op for mig, ved mit første besøg i Vietnam engang i 80-erne, efter at have stiftet bekendskab på første hånd med vietnameserne. Jævnlige besøg de næste 12-15 år udbyggede blot min beundring for det vietnamesiske folk, og det var glædeligt at se, hvordan landet udviklede sig i en god og mere fri retning, og stadig gør det.

Jeg er ikke i tvivl om, at Vietnam har en god fremtid for sig, til glæde for en stadig større del af befolkningen. Blot ærgerligt at udsigten til Østasien, hvor der i disse år sker en enorm positiv udvikling, set fra de her kanter, helt blokeres af et Mellemøsten i stadig større opløsning, og hvor det er umuligt at se nogle positive tendenser, så langt øjet rækker. Positive tendenser er der derimod masser af i Østasien.

Brugerbillede for Young Geon  Bae
Young Geon Bae

Egon Maltzon.
Nu bestaar Ho Chi Minh " stien " ikke af en sti, men af flere, og med mange blindgyder.
Ho Chi Minh " stien " er meget lang og en del af den ligger i Vietnam. Det er til og med en turist attraktion. Ifoelge de lokale guider brugte de Nord Vietnamesiske tropper dele af " stien ".

Men mange i Vesten har stadig " hollywood historie skrivningen/skildringen " som historisk identitet. Specielt hvad angaar Vietnam, Syd Korea og Japan. Og til og med amerikanske soldaters invasion af Tyskland.

Brugerbillede for Frank Hansen

Bådflygtningene fra Vietnam kom til Danmark i titusindvis efter Vietnamkrigen og har beriget landet. Jeg har selv undervist nogle stykker, og de er lige så ihærdige som kineserne. I 2001 rejste jeg med bus fra Da Nang til Hue tværs over bjergkæden, som deler Vietnam. Det er et af de mest betagende syn, som jeg har oplevet. Vietnam var stadig et fattigt land i 2001 og ethvert måltid på en restaurant kostede en dollar. I dag er en af mine bedste studerende en ung vietnamesisk kvinde, som studerer i Japan. Fornylig var hun meget bekymret, fordi hun havde lavet en mindre fejl i en opgave. Den var dog ikke større end at hun stadig fik topkarakter, som hun plejer at få i samtlige fag.

Brugerbillede for Ole  Olsen

Frank Hansen:

Der er nok ingen tvivl om, generelt set, at indvandrede vietnamesere og kinesere er en berigelse for landet. Samtidig integreres de tydeligvis problemfrit i samfundet. Et eksempel på at man ikke kan generalisere om begrebet 'indvandrere'.

Brugerbillede for Tom Sietam

Det kan da meget vel være, at Vietnam er kommet ud af krigens slagskygge, i så tilfælde har de helt selv klaret at traske ind i en anden slags mørke. Ole Hansen havde en ret så fantasifuld udlægning af verdens tilstand, hertil er at nævne, at Thailand i BNP pr. capita ligger som nr. 93, Kina som nr. 100, og Vietnam bunder som nr. 137. Alle ligger under verdens gennemsnitlige BNP pr. capita. For alle tre lande hænger det utvivlsomt sammen med den ekstreme korruption, der hærger disse lande. Interessant nok er her Kina på 80. plads, mens Thailand er på nr. 102, og Vietnam igen på sidsteplads, nr. 116. Der er ingen af dem, der med rimelighed kan kaldes velfærdsstater, måske har Thailand en middelklasse, der er stor nok til, at landet kan kaldes en velstandsstat. Men måske kan Frank Hansen udlægge tallene?

Brugerbillede for Frank Hansen

Der er initiativ og virkelyst i Vietnam, og der lægges vægt på uddannelse. Det er vigtigere end hvor man står lige nu med hensyn til GNP. Generelt er det vanskeligt for store lande med en høj andel af bønder at score et højt GNP per capita. Korruption er et stort problem, og den er knyttet til det kommunistiske partis magtstruktur. Jeg har tidligere omtalt et dansk firma, som måtte forære 25 procent af aktiekapitalen til den lokale formand for revolutionskommitteen for at få tilladelse til at udstede medarbejderaktier.

Brugerbillede for Ole  Olsen

Tom Sietnam:

Hvad får dig til at tro, at vietnameserne og kineserne ønske velfærdsstater?

Hvis du med det mener som den danske model. USA har en stor middelklasse, der formentlig er mindst lige så godt aflagt som den danske middelklasse, men det gør ikke USA til et velfærdssamfund. Det er der ganske enkelt ikke politisk flertal for. Det tror jeg heller ikke der er i Kina og Vietnam.

Brugerbillede for Tom Sietam

Ole Solen: - Det var såmænd et svar til Ole Hansens noget bombastiske udsagn: Vietnam er, ligesom Thailand og Kina, nogle af verdens rigeste velfærdsstater. Men i øvrigt vil jeg tro, at den ca. 1 mia. ludfattige kinesere i de mere landlige områder i Kina gerne så folkepensionen indført, og jeg tror ikke vietnameserne ville have noget imod arbejdsløshedsunderstøttelse på dansk niveau. Hvordan tror du, at et sådant politisk flertal ville manifestere sig?

Brugerbillede for Ole  Olsen

Tom Sietam:

Min erfaring med vietnamesere og kinesere er, at de ikke har meget til overs for et såkaldt velfærdssystem som vores. De har generelt et individualistisk syn på tilværelsen, hvorfor de sidste godt 70 års kinesiske kommunistiske system var en misforståelse, og ikke havde skabt andet en fattigdom og 70 millioner døde, og nu er de så startet på noget der mere taler til deres temperament.

Vist er der stadig mange fattige kinesere, men det er jo også en stor befolkning. Ikke desto mindre har de formået på ca. 25 år, at hale ca. 400 millioner ud af denne fattigdom, hvilket er noget hidtil uset i verdenshistorien. Vietnam er på flere områder mere konservativt, men de er også på vej nu.

De mennesker mener, at de selv skal administrere lønnen for deres slid, og at det ikke skal overlades til bureaukrater og tvivlsomme mere eller mindre amatøragtige politikere i et såkaldt demokrati som vores, at gøre det for dem.

Det betyder ikke, at jeg selv mener at deres systemer er gode og perfekte, jeg påpeger blot at der er væsentlige kulturelle forskelle på dem og os, og vil tilføje, at det er en ofte set misforståelse, at de skulle tilstræbe et system som vores, fremfor et der passer dem bedre. I øvrigt har vort system i Europa generelt også udlevet sig selv, og er på vej ned ad bakke grundet europæiske både inden- og udenrigspolitiske årsager. Der er, bl.a. af den årsag, ingen i Østasien der synes det er noget at tilstræbe.

Brugerbillede for Tom Sietam

Ole Olsen - Nu er der jo ikke noget i vejen med at være optimistisk på andres vegne, der er dog ingen grund til at sætte jubel foran. Så vidt jeg nu husker så var det i midten af 70'erne, at det stod klart for de fleste, at Mao havde været en katastrofal fiasko, så det er nok tættere på de 40 år, som udviklingen er gået i en bedre retning. Men det er gået langsomt, knap en tredjedel af kineserne er hevet op i en tålelig middelklasse, og det kommer til at tage mange år endnu før de kommer i nærheden af et dansk eller europæisk niveau. Typisk for et topstyret, ineffektivt og korrupt system er det revnende ligeglad med solidaritet med samfundets fattigste, og kadrerne excellerer i at rage til sig. Ligesådan i Vietnam, hvor "de Gyldne Kadrer" er et velkendt fænomen. I et sådant system er enhver forestilling om en rimelig, retfærdig og fornuftig fordeling af skatterne en ren illusion, og kinesere og vietnamesere ville aldrig kunne drømme om at nå et dansk niveau. Derfor befinder begge lande sig på et røverkapitalistisk niveau, der er ganske enkelt ikke den indbyrdes tillid, der skal til for at sikre et velfærdssamfund.
Et system som vores, med effektive bureaukrater, veluddannede politikere, med nul korruption og almindelig tillid til offentlig ansatte står for dem som en uopnåelig ønskedrøm, og derfor bliver alle nødt til at klare sig selv og familien, den der ikke har familien, går i hundene.
Det europæiske system er stadig forbillede for resten af verden, forholdet mellem Kina og Vietnam er jo ikke noget at skrive hjem om, var der ikke noget med en vis olieboreplatform?
Tilsvarende mellem Japan og Kina, Japan og Korea, osv. Det, EU har opnået, vil være et fata Morgana i betragtelig mange år endnu i Østasien

Brugerbillede for Ole  Olsen

Tom Sietnam:

Ja, tiden går jo. Såvidt jeg husker var det i 1973 at Deng Xiaoping begyndte de økonomiske reformer.

Bortset fra det er jeg ikke enig i meget af hvad du skriver, og du oversér åbenbart noget jeg skrev ovenfor. Du tror at de omtalte østasiater ønsker at leve under et system som vores, og her er jeg uenig. Jeg ved ikke hvor du har det fra? Du oversér også at Europa er på vej ned ad bakke, og at dette vil fortsætte fremover, medens østasiaterne vil fortsætte med stigende velstand, hvilket selvsagt i de kommende årtier vil yderligere indsnævre gabet. Jeg ved heller ikke hvorfra du har at 'det europæiske system' skulle være et forbillede for dem? Mine 25 års hyppige rejser i Kina og Vietnam siger mig noget andet.

Brugerbillede for Tom Sietam

Ole Solen: For anden gang, det var Ole Hansen, der påstod, at Vietnam, Thailand var nogle af verdens rigeste velfærdsstater. Det mente jeg var noget vrøvl, og selv du vil vel næppe skrive under på det. Jeg tror såmænd ikke, at kineserne har noget brændende ønske om et system som vores, det kan de overhovedet ikke håndtere indenfor de næste mange år, vietnameserne slet ikke, men mange af elementerne kan have stor interesse, såsom folkepension, hjemmehjælp, den effektive organisering af en kommune, gennemsigtigheden og fraværet af korruption, gratis uddannelse, understøttelse. Det er vel derfor, at der har været en del delegationer fra større kinesiske kommuner på besøg?
Du behøver ikke at være så bekymret på Europas vegne. Europa, forstået som EU er stadig verdens største økonomi i BNP, dobbelt så stor som Kina, med kun en tredjedel af indbyggerne, og det kommer nok til at tage en del år før det ændrer sig væsentligt. Den næste store udfordring for EU bliver nok at gøre Middelhavet til Mare Nostrum, der ligger mange problemer, men også meget dynamik i det projekt.

Brugerbillede for Frank Hansen

Ole Olsen,

Deng Xiaoping faldt I unåde i og fik først stor indflydelse efter Maos død i 1976 og det efterfølgende opgør med firebanden. Først fra 1977 sad han sikkert i sadlen og begyndte sit reformprogram, som de første år fokuserede på landbruget. Jeg stod 2 meter fra Xiaoping da han i 1978 besøgte Kyoto. Japanerne var helt vilde med ham, og der kom pludselig en bølge af kinesiske bønder, som for første gang fik råd til at rejse til udlandet.