Læsetid: 6 min.

Vil Al-Shabaab-militsen rive Kenya i to stykker?

Den islamistiske bevægelses massedrab på 147 studerende i det nordøstlige Kenya i sidste uge skal øge regionale og religiøse modsætninger med det videre mål at erobre eget territorium og indføre sharia, som Boko Haram har gjort i Nordnigeria
Kenya er i chok, efter at bevæbnede mænd i sidste uge stormede universitetsbygninger og massakrerede 147 studerende i den nordøstlige del af landet.

Tony KARUMBA

9. april 2015

En studenterleder dukker op blandt forældrene, der er stimlet sammen i forhallen til Chimoro Lighus i Nairobi, sønderknuste af sorg over deres børns blodige endeligt. Med sig har han et politisk budskab:

»Vi har et krav til regeringen: Indled massetilbagetrækning af ikke-muslimer fra hele den nordøstlige region,« siger Titus Matata, en 22-årig kemistuderende ved University of Nairobi.

»Vi er uønskede dér. Så nu må vores regering evakuere ​​alle ikke-muslimske studerende på én gang.«

Kenya er i chok, og analytikere spørger nu, hvad konsekvenserne vil blive for nationens fremtid, en uge efter angrebet i Garissa, der ligger 150 km fra grænsen til Somalia. Ved daggry stormede bevæbnede mænd universitetsbygninger og massakrerede 147 studerende.

Frygten går især på, at den islamistiske Al-Shabaab-milits skal få held til at forstærke de religiøse modsætninger i det østafrikanske land, der engang blev set som en fremskridtets støttepille i en turbulent region. Med det mål at gentage Boko Harams succes i Nigeria: at gøre sig til herre over dele af nationens territorium og indføre sharialov.

»Situationen er kritisk,« siger Tom Wolf, der en politolog og bor i Nairobi.

»Der har været forlydender om et samarbejde mellem Boko Haram og Al-Shabaab i form af træning og idéudveksling. Al-Shabaabs taktik fremover vil kunne sige noget om, hvad deres mål er,« siger han og fortsætter:

»Går de efter at bekæmpe ’vestlig lærdom’ og forfølger det mål konsekvent i det nordøstlige Kenya – som Boko Haram har gjort i Nigeria – er der grund til bekymring.«

Land med modsætninger

Kenya er et land med stærke modsætninger. Hovedstaden Nairobi oplever massiv økonomisk fremgang. Tiltrukket af en ung, veluddannet og voksende middelklasse kappes udenlandske investorer om fodfæste i det, som nogle Afrika-kendere forudsiger, vil blive ’den nye indgangsportal’ til kontinentets økonomiske struktur.

Næsten hver måned udvælger en større international virksomhed sig Kenyas hovestad som regionalt hovedkvarter. General Electric, Google, IBM, Visa International, MoneyGram, Nestlé og Verdensbankens International Finance Corporation er blandt dem, der har etableret hovedsæde i byen de seneste år.

Et boom i teknologisektoren har givet Nairobi tilnavn som ’Afrikas silicon savannah’. Betalingssystemet m-pesa, der giver folk mulighed for at overføre penge via deres mobiltelefoner, er den mest succesfulde applikation af sin art i verden – over halvdelen af de voksne ​​kenyanere bruger den til at betale alt fra taxier til hospitalsregninger.

Men der findes et andet Kenya, langt væk fra de smarte restauranter, hvor opadstræbende unge nyder kaffe på friskristede bønner, mens de taler i mobiltelfon og eller surfer på det trådløse highspeedinternet.

Dette andet Kenya er præget af dyb fattigdom og mangel på tilværelsesmuligheder. Og ingen del af landet er fattigere end de golde egne langs den somaliske grænse, hvor Al-Shabaab de seneste år har haft frit spil. I den erklæring som Al-Shabaab har udsendt efter universitetsmassakren, slår den fast, at ikkemuslimer skal forlade området langs den somaliske grænse, der af terrororganisationen betegnes som »koloniseret land«.

Overvældende forskelle

De økonomiske forskelle mellem det frodige højland omkring hovedstaden Nairobi og det marginaliserede og forsømte nord er overvældende. Det gør det relativt let for Al-Shabaab at rekruttere nye krigere og få logistisk støtte blandt dele af lokalbefolkningen i den nordøstlige del af landet.

I Central Province, Kenyas rigeste region og hjemsted for hovedparten af landets landbrugsproduktion, findes der én læge for hver 20.715 indbygger. I den nordøstlige del er der derimod blot en læge for hver 120.823 indbygger og stort set ingen asfalterede veje. Omkring 74 procent af befolkningen i nordøst lever under fattigdomsgrænsen mod 30 procent i det centrale bælte.

Disse forskelle daterer sig tilbage til Kenyas kolonihistorie, men også til dets politiske lederes svigt i forhold til at skabe en mere nationalt inkluderende økonomi efter uafhængigheden i 1963.

Da briterne i 1895 gjorde Kenya til protektorat og siden koloni, slog de første kolonialister sig ned i højlandet omkring Nairobi, hvor malaria-myggene var knappe og hvor frodige, rigeligt afvandede jorde lovede godt høstudbytte på deres store farme. Det behagelige klima – Nairobi er berømt for at have 25 grader næsten hele året rundt – var også tillokkende.

Som tilfældet var for så mange andre grænseområder i kolonitiden, blev den tørre nordøstlige del af landet overladt til sig selv som et lovløst område, der primært skulle tjene som stødpudezone mod de franskmænd, italienere og etiopiere, som satte sig på andre dele af Somalia.

Ved uafhængigheden krævede de somaliske eliter områdets løsrivelse fra Kenya og indlemmelse i et såkaldt Storsomalia. Det modsatte Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, sig imidlertid.

Men den nye nations centralregering gjorde intet for at integrere nordøstregionen. Man førte tværtimod den brændte jords kampagne mod oprørere herfra, der søgte løsrivelse og begik massedrab, der har efterladt en permanent følelse af udstødelse og vrede.

Bryder nogen op fra Garissa i nordøst for at begive sig til hovedstaden, siger lokale folk endnu i dag om dem, at de tager »til Kenya«.

Drab på muslimer

Al-Shabaab, der gerne kapper hovedet af modstandere og eller organiserer offentlige steninger af dem, der ikke indordner sig under sin barske ideologi, hævder at kæmpe for muslimer, men dræber hver uge snesevis af muslimer i Somalia ved selvmordsbomber og granatangreb.

I Kenya har Al-Shabaab imidlertid gjort sig umage for at skåne muslimske liv. Spørgsmålet er nu, om dens kalkulerede bestræbelser i nordøst på at spille på følelsen af økonomisk udstødelse vil give bonus.

De kenyanske myndigheder har dog et modtræk mod dette scenarie. I henhold til landets nye forfatning fra 2010 er der sket en øget økonomisk tildeling til lokalt valgte guvernører, også i landets marginaliserede områder. Med disse penge til guvernørerne følger et ansvar for de grundlæggende sundhedsydelser, vandforsyning og skolevæsen. Denne decentrale styreform har været populær i lokalbefolkningen, men er også stødt på modstand fra bureaukrater i Nairobi, der ikke er villige til at afgive magt. At videreføre politikken har stor betydning for, hvorvidt lokale underprivilegerede befolkninger vil se fordele i at gøre deres til at holde sammen på nationen.

Rashid Abdi, en uafhængig analytiker, vurderer, at de kenyanske myndigheders reaktion på det seneste Al-Shabaab-angreb kan blive udslagsgivende. »Kenya har den fordel frem for Nigeria og Syrien, at der endnu ikke er tilløb til en egentlig løsrivelsesbevægelse. Mindet om 1960’erne og 1970’ernes krige mindsker fortsat lysten til konflikt. Masseafstraffelser af lokale kan dog nemt få balancen til at tippe. Regeringen skulle hellere skabe sig partnere blandt den lokale befolkning til sin kamp mod Al-Shabaab.« Kenya glider fra hinanden

Der er stadig fare for, at Kenya glider fra hinanden. Strømmen af ​​angreb fra Al-Shabaab har fået adskillige ikkemuslimer til at flygte fra nordøst – ikke mindst blandt bedre uddannede. Efter en massakre på buspassagerer i november gav lærernes lokale fagforening således sine medlemmer ordre til ikke at møde op på arbejde efter juleferien.

Kenyanske medier beretter da også, om at ikke-muslimske medarbejdere på Garissa Sygehus har indledt en arbejd langsomt-aktion i protest mod, hvad de ser som manglende sikkerhedsforanstaltninger. Regeringen har desuden erklæret, at den vil efterkomme krav fra studenterleder om at lukke Garissa Universitet og overføre studerende til campusser i andre dele af Kenya. Universitet blev ellers netop oprettet i provinshovedstaden i 2011 som led i bestræbelser på at integrere nordøst bedre i resten af ​​Kenya. Flugten af højtuddannede fagfolk fra den allerede forarmede del af Kenya vil passe Al-Shabaab perfekt, da den kun vil bidrage til at uddybe marginaliseringen og give de militante bedre betingelser for at sprede deres intolerante og anti-moderne trosbekendelse.

Barack Obama, som rejste gennem landet som ung studerende for at udforske det land, hvor hans far blev født, har en mere nuanceret forståelse af situationen end de fleste andre verdensledere, udtalte følgende om striden mellem fremskridtets kræfter og dem, der forfølger en mere voldelig, anarkistisk vision for Kenya.

»Kenyas fremtid bliver ikke afgjort af vold og terror. Den bliver afgjort af unge studerende som dem fra Garissas Universitet – af deres talent, håb og præstationer,« sagde han.

De fleste kenyanere håber, han har ret. Men i et land, der er rystet efter den værste ugerning i landet i to årtier, er der mange – både i Nairobi og Kenyas landdistrikter – som ikke føler sig alt for sikre på, hvordan denne konflikt skal ende.

Murithi Mutiga er journalist for Sunday Nation i Nairobi.

© The Observer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Vesten er presset af udemokratiske regimer - muslimske, kinesiske og russiske. Det handler om at beslutte sig for hvor man vil slaas. Umiddelbart virker Kenya mere perspektivrig end Ukraine.

Henrik Leffers

Artiklen her viser fint, at det er grænserne, som alle er lavet af kolonimagterne, der er problemet i Afrika! Den eneste løsning er, at få ændret dem, så de passer med befolkningerne der bor i områderne! Jeg hører altid, at det er umuligt "at ændre grænser", men det blev de faktisk lynhurtigt da Syd-Sudan skulle "løsrive" sig fra Sudan! Så grænser kan altså ændres! -Men det var ikke befolkningen i Syd-Sudan der "ordnede" det... Det gjorde en stribe multinationale selskaber og oligarker, som "bare" var ude efter olien... Så nu er der "borgerkrig" i Syd-Sudan, fordi de to værste lokale oligarker er allieret med forskellige multinationale firmaer...

Jørn Stjerneklar

@ Henrik Leffers
Det er en lige lovlig 'primitiv' udlægning af både Sudans deling, nuværende borgerkrig og problemerne i Kenya. For nu at skrive det pænt. Men Murithi Mutigas analyse er spændende i sit udgangspunkt. Jeg tror ikke at det nordøstlige Kenya glider til enten al-shabab eller Somalia på længere sigt. Det er trods alt ikke kun somaliere der bor i det område. Der er adskillige forskellige stammer, som godt nok for flertallets vedkommende er muslimer, men det har jo ikke noget at gøre med Somalia eller al-shabab.
Men tak til Information for at have en sober redegørelse om de problemer vores allierede i Afrika står med - og desværre står ret alene med( undtagelsen er USA, men ellers er der alt for lidt bistand til Kenyas hær og luftvåben fra de lande der er allierede i 'krigen mod terror').

Henrik Leffers

Jørn Stjerneklar: Du mener altså at løsningen er at støtte Kenyas kristne majoritet, så den kan føre krig for at få undertrykt den somaliske befolkning? Tror du de så holder op med at foretrække, at være sammen med deres familier i Somalien? -Men jeg ved godt at situationen i Syd-Sudan er lidt mere kompliceret end den enkle model i mit foregående kommentar... Men Syd-Sudan viste, at "vi" (USA, EU & Kina) ikke har problemer med at ændre grænser, hvis bare der er penge i det!

Boko Haram og Al Shabaab og lignende "bevægelser" kan på kort og mellemlangt sigt desværre skabe en masse fortræd.

Men hvis disse bevægelser systematisk "udraderer" al viden, som ikke er omtalt eller godkendt i Koranen og af profeten, så vil deres kontrollerede landområder synke hen i fattigdom , sygdom o s v og dermed blive skræmmebilleder for folk alle andre steder - med andre ord, så vil disse bevægelser på sigt komme til at udradere sig selv.

Stalin, Hitler, Franco,Moussolini, Pol Pot, Mao og deres politiske "projekter" er væk i dag - USSR er væk og Kina er vist blevet mere kapitalistisk end kommunistisk. Religiøst baserede diktaturer ( Saudi Arabien, Iran m fl ) bærer også i sig selv kernen til deres egen udslettelse.

Jørn Stjerneklar

@Henrik Leffers
Jeg mener vi bør støtte Kenyas regering og dermed militær til at udføre den store opgave, de har påtaget sig til (hårdt presset), at få al-shabab udraderet. Kenya har huset 100.000vis af somaliske flygtninge siden 1991/92 og gør det stadig. Så at køre konflikten på muslimer/kristne har intet med virkeligheden at gøre. Al-shabab er en terror-bevægelse som udgør en sikkerhedsrisiko for Kenya, Uganda og i den sidste ende DK. Derfor bør vi støtte vores allierede i Østafrika med mere end nogle få avisartikler. Der er i øvrigt næsten ligeså mange somaliere i Nairobi som der er i det nordøstlige Kenya inklusiv flygtningene i Dadab om omegn. De har deres egen bydel - interessant sted - Eastleigh. Masser af penge (fra pirateri) og gang i den. Så kenyanerne lever egentlig meget fredeligt (bob, bob) med de somaliere, der er ankommet de sidste 24-25 år. Spørgsmålet er selvfølgelig om de vil blive ved med det, når de kenyanske børn bliver slået ihjel på læreanstalterne af somalier der bare vil terror? læs al-shabab.