Nyhed
Læsetid: 5 min.

Atomaftale møder udbredt modstand i USA

Republikanske kritikere af præsident Obamas foreløbige atomaftale med Iran har vind i sejlene. Hans eget parti geråder i tvivl, og Hillary Clinton giver kun lunken støtte
Barack Obama prøver at sælge sin atomaftale med Iran til befolkning og politikere.

Todd Heisler/Ritzau Scanpix

Udland
7. april 2015

Obama-regeringens offentliggørelse i sidste uge af en detaljeret redegørelse for indholdet af en planlagt atom- aftale med Iran i juni har udløst et veritabelt politisk slagsmål i USA, i hvilket modstanderne synes at stå stærkere end forventet.

I en weekend, hvor både den kristne og jødiske påske blev fejret, dukkede Israels premierminister Benjamin Netanyahu flere gange op på amerikanske tv-stationer for at fordømme den foreløbige rammeaftale indgået med Iran.

»Det er en drømmeaftale for Iran og et mareridt for resten af verden,« udtalte Netanyahu på NBC.

Og den israelske leder fik følge af ledende republikanske lovgivere. Senator Lindsey Graham, der har mange års erfaring i udenrigspolitik, kaldte slet og ret præsident Barack Obama for »en dårlig forhandler« og var enig med Netanyahu i, at USA ved at pålægge Iran flere sanktioner vil kunne fremtvinge flere indrømmelser i fremtiden.

Alle mulige republikanske præsidentkandidater har desuden i stærke vendinger fordømt forhandlingsresultatet i Lausanne. Flere af dem bebuder, at de vil skrotte en atomaftale, hvis de bliver USA’s præsident i 2017.

Dele af mainstream-pressen forholder sig også kritisk til den foreløbige atomaftale.

Kritikere af Lausanne-aftalen fik mere plads i avisspalterne og på tv-skærmen end tilhængere og tvivlere. Måske mest opsigtsvækkende lagde hovedstadsbladet The Washington Post på lederplads afstand til en atomaftale, der undlader at sætte en stopper for Irans »ekspansive« politik i Mellemøsten.

»Hvis denne aftale bliver til noget, vil Iran øge sine statslige indtægter med flere hundrede mia. dollar, af hvilke størsteparten formentlig vil blive brugt til at finansiere morderiske militser i Irak, Bashar al-Assads regime i Syrien og Houthi-bevægelsen i Yemen, for ikke at glemme Hizbollah og Hamas,« advarede avisens leder.

At en atomaftale med USA’s ærkefjende Iran risikerer at blive undergravet af højrøstede kritikere understreges endvidere af førende demokratiske lovgiveres bemærkelsesværdige fravær fra debatten.

Kun senator Diane Feinstein, en velrespekteret ekspert i sikkerhedsanliggender, havde noget positivt at ytre.

»Aftalen er bedre end jeg forventede,« sagde hun på et tv-program søndag.

Hillarys lunkne støtte

Ej heller Hillary Clinton, det demokratiske partis forventede præsidentkandidat i 2016, synes udelt begejstret for præsident Obamas forhandlingsresultat. Fremfor at gå på tv og give sin uforbeholdne opbakning kaldte hun i en lunken erklæring det et »vigtigt skridt i retning af en helhedsaftale, der vil hindre Iran i at anskaffe atomvåben.«

Det var Clinton, der i egenskab af sin tidligere stilling som Obamas udenrigsminister startede forhandlingerne om en begrænsning af Irans atomprogram.

Stillet over for Hillary Clintons og mange demokratiske lovgiveres uvilje mod at gå i brechen for den foreliggende rammeaftale med Iran var præsidenten tvunget til selv at tage ordet. Det gjorde han lørdag i et langt interview med Thomas Friedman fra The New York Times, der blev offentliggjort i avisen mandag – også i en video.

I interviewet gjorde præsidenten rede for sine begrundelser for at stykke en aftale i stand med Iran og hans videre strategi for at håndtere et Mellemøsten, der er ved at gå op i sømmene. Det var en typisk ’tour de force’ med den intellektuelle præsident, som kom omkring alle de relevante emner og satte hans beslutning ind i en bredere og logisk sammenhæng.

Men Obama lod sig ikke interviewe af de sædvanlige tv-værter. Den rolle overlod han til atomekspert og energiminister Ernest Moniz og vicesikkerhedsrådgiver Ben Rhodes. Ingen af dem hører til regeringens politiske sværvægtere. Det betød, at hans synspunkter ikke blev hørt af de fleste amerikanere.

Atomaftalens første vigtige prøve kommer allerede tirsdag i næste uge, når den republikanske formand for Senatets udenrigsudvalg, Bob Corker, fremlægger et lovforslag, der efter Obama-regeringens mening vil sabotere videre forhandlinger med Iran.

Lovforslaget, der er blevet afstemt med alle demokratiske senatorer, vil kræve af regeringen, at en endelig aftale indgået 30. juni skal til godkendelse i Kongressen inden for de første 60 dage, og at præsidenten i den periode ikke kan hæve nogle af de amerikanske sanktioner mod Iran.

Det forventes, at alle 54 republikanske senatorer og et dusin demokrater vil stemme ja til lovforslaget. Udvalgsformand Corker sagde i går, at han er tæt på at have nok stemmer (67) til at nedstemme et forventet veto fra præsidenten.

Hvis det skulle være korrekt, kan Obama blive tvunget til at gå i forhandling om et kompromis. Ingen ved, hvad det vil indebære og i hvilken grad det vil kunne svække USA’s forhandlingsposition over for Iran frem til 30. juni.

Herkules-opgave

Traditionelt ligger det inden for en amerikansk præsidents beføjelser at forhandle og indgå aftaler med fremmede magter uden om Kongressen, medmindre der er tale om en traktat.

De aktuelle forhandlinger om indgåelse af frihandelspagter med EU og asiatiske lande er f.eks. traktater, der skal godkendes af et 2/3 flertal i Senatet. Klimaaftalen, der skal forhandles på plads i Paris i december, vil derimod ikke være en traktat.

Præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry, står således over for en Herkules-opgave.

Deres udfordring består ikke alene i at overtale Iran til at give indrømmelser, der kan skaffe tilstrækkelig politisk opbakning i USA til at hæve sanktioner vedtaget af Kongressen i sin tid.

Obama og Kerry er også oppe imod nogle få proisraelske donorer og flere grupper, der er overbeviste om, at den eneste skudsikre garanti mod et Iran med atomvåben er en afvikling af hele landets atomprogram.

Det ville være ensbetydende med at forbyde Iran at benytte atomforskning i medicinsk øjemed såvel som at basere en del af landets energiforsyning på atomkraftværker – en ret, Iran besidder i kraft af at have tilsluttet sig Traktaten mod Spredning af Atomvåben.

Disse proisraelske rigmænd og organisationer har i de seneste år optrappet deres pengebidrag og politiske opbakning til republikanske lovgivere i Kongressen og samtidig neddroslet støtte til demokrater, der ligger tæt op ad præsident Obamas Iran-politik.

I sidste uge anmodede flere jødiske demokrater Det Hvide Hus om at få bevilget ekstraordinær støtte ved valget i 2016. De frygter at skulle betale en høj pris ved valgurnerne for deres uvilje mod at hoppe på premierminister Netanyahus vogn.

I denne weekend offentliggjorde The New York Times de seneste oplysninger om bidrag til kongreskandidater i midtvejsvalget i 2014. De viser for første gang i flere generationer, at republikanerne nu modtager flere penge fra proisraelske donorer og grupper end demokraterne.

Flere rige donorer fortæller avisen, at pengebidrag i deres øjne har medvirket til at generere større politisk opbakning for Israel fra republikanske lovgivere.

»Det er helt klart en faktor. Lovgiverne tilpasser deres politik til folk, der yder bidrag til deres kampagne,« siger Marc Felgoise fra fundraising-gruppen Philadelphia Israel Network.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her