Nyhed
Læsetid: 5 min.

Auschwitz-retssag udstiller tysk retspraksis

Efter at der er indført en ny retspraksis, er en 93-årig tidligere bogholder fra Auschwitz stillet for retten og anklaget for delagtighed i mordet på 300.000 mennesker. Op mod 55 jødiske vidner er mødt frem
Udland
27. april 2015

Over 70 år efter befrielsen af kz-lejren Auschwitz er en ny retssag begyndt i Tyskland, der skal forsøge at placere skyld og opklare de massive forbrydelser, som det tyske retssystem tidligere har haft svært ved at opklare.

I sagen mod den knapt 94-årige Oskar Gröning, også kendt som ’bogholderen fra Auschwitz’ er 55 overlevende indkaldt som vidner, hvoraf de fleste også er medsagsøgere i den sag, der er kommet for retten i Lüneburg.

Den hovedtiltalte Oskar Gröning er enkemand, rollatorbruger og har børn på 65 og 70 år. Han hører dårligt, taler springende og delvist usammenhængende og har allerede for årtier siden nedskrevet sine erindringer om tiden i Auschwitz, som han sendte til familie og venner i håb om tilgivelse.

Han er anklaget for hen over sommeren 1944 at have været delagtig i drabene 300.000 ud af 425.000 ungarske jøder, der over få måneder blev dræbt i Auschwitz-Birkenau. Her stod Oskar Gröning muligvis også på ankomstperronen også kaldet rampen. Han har indrømmet, at han, ud over at tælle ofrenes penge og værdier, også passede på de ankommende jøders bagage, mens ofrene fandt i døden i de gaskamre, der skulle foregive at være et badeanlæg.

»De anede ikke, hvad der ventede dem«, har han sagt i de forhør, hvor han i højere grad undrede sig over omfanget af drabene på jøderne, end over drabene i sig selv.

»Jeg vidste, hvad der skete,« har han sagt.

Den bankuddannede Oskar Gröning meldte sig som 19-årig frivilligt til SS, som han tilsluttede sig »med begejstring«. Han fortalte også, hvordan han i 1942 oplevede, at en soldaterkammerat tog en skrigende baby, som en kvinde havde forsøgt at skjule, og slog det mod en lastbil, hvorefter barnet holdt op med at skrige.

»Jeg var rystet og ønskede en forklaring fra ham.«

Kort efter ønskede han at blive forflyttet, hvilket blev afslået. Efter to års tjeneste i kz-lejren blev han 1944 flyttet til krigstjeneste på østfronten.

Retspraksis ændret

Oskar Gröning har tidligere givet interviews til BBC og Der Spiegel om sin rolle i Auschwitz. Netop disse interviews mener anklagemyndigheden reelt er tilståelser.

»Jeg er uden tvivl moralsk skyldig for min medvirken i Auschwitz. Det står jeg ved i respekt for ofrene.«

Henvendt til dommerne sagde han: »Men om jeg også juridisk er at betragte som skyldig, det må De afgøre.«

Tidlige har han sagt, at han kun var et lille uskyldigt hjul i det store maskineri.

Grunden til, at sagen overhovedet er genoptaget, er en dom fra 2011 i sagen mod den ukrainsk-fødte vagtmand John Demjanjuk, også kendt under øgenavnet Ivan den Grusomme. Efter adskillige forgæves forsøg på at få manden dømt fandt retten i München i 2011 Demjanjuk skyldig for sin medvirken for mordene på 28.060 mennesker i udryddelseslejren Sobibor. Det skete ud fra det forhold, at han som vagtmand på modtagelsesrampen var vidende om massehenrettelserne. Hidtil skulle der foreligge meget klare beviser, siger Andreas Sander, der er videnskabelig medarbejder fra museet Topographie des Terrors i Berlin:

»De anklagede kunne (før Demjanjuk-sagen) kun straffes, hvis det kunne bevises, at de havde begået konkrete mord. Og det var bagefter utrolig svært at fastslå. Ofte var der ikke længere beviser, fordi vidnerne var myrdede. Det var derfor hverken af ond vilje eller uformåenhed, at de tyske retsinstanser ikke gik sagerne efter. Det var simpelthen ikke muligt at retsforfølge gerningsmændene.«

Dette var konsekvenserne af den første Auschwitz-retssag i Frankfurt i 1965 mod 21 ledende SS-folk. Dengang kom dommerne frem til, at ikke alle SS-folk kunne regnes som skyldige, da Auschwitz og Birkenau både var arbejds- og udryddelselejre. Kun de, der direkte og beviseligt havde dræbt jøder, blev straffet, hvilket var »en nærmest forunderlig juridisk konstruktion, der svarede til den virkelighedsopfattelse, man havde dengang«, siger retsprofessor Cornelius Nestler fra Köln, der også er en af advokaterne for 53 af medsagsøgerne. Først i 1958 i Ulm gennemførte Vesttyskland den første retssag om de udryddelseslejre, der lå i det tysk besatte Polen.

»Det var først dér, man blev klar over, at dette enorme kompleks af forbrydelser overhovedet skulle for retten. Og dette skete nærmest ved et tilfælde, fordi man fik en anmeldelse.«

I 1958 oprettede Vesttyskland så den centrale undersøgelsesenhed for naziforbrydelser, der skulle undersøge og forberede retssagerne. Den nuværende leder, Kurt Schrimm, har selv undersøgt sagen om Oskar Gröning, og han vedkender sig, at mange beviser efter krigen gik tabt, fordi man tøvede så længe. Han er også ærgerlig over kun at kunne sende sagerne videre og beklager sig over manglende ekspertise hos de enkelte lokale domstole, der skal løfte sagerne.

Andreas Sander giver ham ret:

»Denne enhed blev også fra starten ofte modarbejdet af de øvrige juridiske institutioner,« siger Andreas Sander og tilføjer, at skulle Oscar Gröning-sagen forberedes efter retsprincipperne fra før Demjanjuk-sagen, ville der gå yderligere 10 år, før den kunne føres.

De underordnede SS-folk fra Auschwitz har typisk undgået straffe. I 1977 indledte retten i Frankfurt en undersøgelse Grönings afdeling. Efter at han i 1984 vidnede mod en kammerat, blev han ladt i fred. Dette er symptomatisk for det tyske retsopgør, eller mangel på samme, siger Andreas Sander.

Signalet med den aktuelle retssag er, at forbrydere ikke slipper for tiltale, uanset hvor langt tilbage forbrydelsen ligger. Og at ofrene bliver hørt.

Opklaring vigtigere end dom

En af de 67 medsagsøgere er den 81-årige ungarsk-amerikanske Eva Kor, der har fangenummer A-7063 tatoveret på armen. Hun mistede forældre og to søstre i Auschwitz, kort efter ankomsten med tog.

»Det var de værste 30 minutter i mit liv. Ved udvælgelsen på rampen var der ikke tid til at sige farvel. SS-folk råbte deres kommandoer, hunde gøede, mødre skreg og børnene græd.«

Kun Eva og tvillingesøsteren Miriam overlevede, fordi de blev brugt til menneskeforsøg hos den berygtede lejrlæge Josef Mengele.

»For mig er Oskar Gröning en morder, fordi han var del af et morderisk system. For mig handler det dog ikke om fængselsstraffen i sig selv, men om at forbrydelserne bliver behandlet og opklaret. Det er måske vores sidste chance for at få informationer fra en af bødlerne fra Auschwitz«, siger Eva Kor til den tyske avis Bild.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her