Briter på vej mod et mudret valg

At opbakningen til de to store partier er faldet støt og roligt siden 1950’erne, hvor 90 procent af vælgerne stemte enten konservativt eller Labour, og at antallet af mindre partier sideløbende er vokset, er ikke nyt. Men tendensen er i det seneste årti blevet forstærket og førte ved valget i 2010 til, at ingen af de to store partier kunne danne regering alene – for første gang siden Anden Verdenskrig. Resultatet blev en koalition mellem De Konservative og Liberaldemokraterne.

Siden har finanskrisen og interne diskussioner som skotsk selvstændighed blot forstærket udviklingen, så hverken Hix eller hans kolleger Tony Travers og Jack Blumenau forventer, at valget den 7. maj vil føre til et klart resultat.

»Sandsynligheden for, at Labour vil blive det største parti med et flertal, så det kan regere alene, er seks procent, mens sandsynligheden for, at De Konservative vil få et flertal, er fire procent. Dvs. at der er 90 procent chance for, at ingen af partierne får flertal alene,« fortæller Blumenau med henvisning til analyser udarbejdet af en række valgeksperter.

Svært regnestykke

Dermed bliver der sandsynligvis igen behov for en koalition – eller en aftale om opbakning til en mindre-tals-regering – men det bliver ekstremt svært for begge de to store partier at tælle til de krævede 325 mandater denne gang, fortæller Jack Blumenau. Særligt fordi Liberaldemokraterne – det eneste af de mindre parter, der realistisk set vil kunne gå i koalition med både Labour og De Konservative – står til at miste mindst halvdelen af deres mandater og derfor risikerer ikke have mandater nok til at spille en afgørende rolle.

Dermed kan der for første gang i britisk politisk historie blive behov for, at de øvrige små partiers mandater skal i spil. Men De Konservative har ud over Liberaldemokraterne kun UK Indpendence Party (UKIP) og det nord-irske Democratic Unionist Party (DUP) som mulige partnere. Liberaldemokraterne vil nægte at samarbejde med UKIP, og det vil være kontroversielt at være afhængig af nordirske mandater.

På samme måde er det kontroversielt for Labour at bygge på SNP’s mandater – et parti, der ønsker at opløse Storbritannien – eller walisiske Plaid Cymru.

»Lige nu er det mest sandsynlige et tre-parti-arrangement, men der vil sandsynligvis ikke blive tale om en koalition. Selv om den nuværende konservativ-liberale koalition har været stabil og vist, at koalitions-regeringer kan fungere i Storbritannien, vil Liberaldemokraternes oplevelse betyde, at det er mere sandsynligt, at der bliver tale om en støtte-ordning,« siger Tony Travers med henvisning til, at Liberaldemokraterne er blevet straffet hårdt af vælgerne for at gå i regering.

Selv om kun få procentpoint skiller de to store partier, og ganske små forskydninger kan ændre det overordnede resultat, er der ingen forventninger om et klart resultat – og dermed politisk stabilitet – blandt Travers og hans kolleger.

»De Konservative håber på, at UKIP’s opbakning vil fortsætte med at dale (som den har gjort siden den toppede i oktober, red.). Det vil være det tætteste, vi kan komme på et skifte inden valget, men det er sandsynligvis nok mere ønsketænkning,« siger Travers.