Læsetid: 5 min.

Det flade reservehjul

En juridisk teknikalitet løftede ingeniøren og den religiøse aktivist Mohamed Morsi op i Egyptens øverste embede, men evnerne rakte ikke til at modstå pres udefra. Tirsdag blev han idømt 20 års fængsel i en politisk proces mod Egyptens største religiøse bevægelse
Stående i et stålbur blev Egyptens tidligere præsident Mohamed Morsi tirsdag idømt 20 års fængsel for at have beordret bortførelser og tortur af aktivister under protestdemonstrationer foran præsidentpaladset i Kairo i de hektiske dage i december 2012.

Amr Abdallah Dalsh

24. april 2015

Vel var han en både vaklende og panisk politisk leder, der tyede til magtmisbrug under pres. Men i tirsdags, da hybris ramte ham i skikkelse af dommer Ahmed Sabry Youssuf, udviste han en mental styrke, der kunne have hjulpet ham i det embede, han havde til låns som Egyptens første folkevalgte præsident fra juni 2012, til han blev afsat ved daværende forsvarsminister Abed Fattah el-Sisis kup i juli 2013.

Stående trodsigt rank i et af de klodsede stålbure, der forlener egyptisk retspleje med en aura af tragikomisk teater, blev Mohamed Morsi Issa Ayat idømt 20 års fængsel for at have beordret bortførelser og tortur af aktivister under protestdemonstrationer foran præsidentpaladset i Kairo i de hektiske dage i december 2012, der blev begyndelsen til enden på hans politiske karriere. Morsi og 12 medtiltalte i buret blev dog frikendt for mordene på en journalist og to demonstranter og undgik således en stensikker dødsdom.

Men retssagen markerede den endelige likvidering af Ikhwan, Det Muslimske Broderskab, Egyptens ældste religiøse organisation, der siden 1928 har haft millioners støtte. I dag er broderskabet forbudt, stemplet som terroroganisation, og de ledere, der ikke er i fængsel, henslæber tilværelsen som flygtninge i Tyrkiet og Qatar.

Den stilfærdige egypter

Det lå ikke i kortene, at den nu 64-årige Morsi, uddannet kemiingeniør og far til fem, skulle nå sit lands højeste embede. Var han kendt for noget i Ikhwan, var det trofast loyalitet mere end karisma og lederegenskaber. Som bondesøn fra en landsby i Nil-deltaet var han som en flittig stræber, der passede sine studier ved Kairos universitet i 70’erne.

Efter endt eksamen aftjente han værnepligt i militærets afdeling for kemisk krigsførelse , og efter hjemsendelse fortsatte han sine studier i USA, hvor han også i 1979 kom med i Det Muslimske Broderskab.

Det er tænkeligt, at præsident Anwar Sadats fredsaftale med Israel året før motiverede den ellers stille akademiker, i hvert fald blev han medorganisator af ’Egyptisk Komité for Modstand mod det Zionistiske Projekt’.

Tilbage til Egypten i 1985 med en ph.d. fra University of California fik han job som professor på et provins-universitet og arbejdede sig op gennem graderne i Det Muslimske Brodserskab, indtil han i 1995 blev medlem af det såkaldte vejledende bureau, broderskabets øverste myndighed.

Netop i den periode indledte unge Ikhwan-aktivister, mange af dem ledere i faglige og akademiske organisationer, så småt en reformproces med det formål at knytte Ikhwan til Egyptens sekulære og liberale opposition. Morsi var ikke ledende i den proces, men holdt sig så at sige på midten af banen som bekvem kompromiskandidat mellem de forskellige fløje i organisationen. I 2000 blev han med 87 andre muslimske brødre valgt til Nationalforsamlingen som ’uafhængigt’ medlem og blev kendt som stædigt insisterende talsmand i forespørgselsdebatter, der tjente som demokratisk ventil i den parlamentariske forsamling, hvor præsident Mubaraks nationaldemokratiske parti, NDP, sad på et absolut flertal.

Magtkampene

Trods topscorer af personlige stemmer ved valget i 2005 gled han ud af Nationalforsamlingen efter et omvalg, hvor regimet – træt af brødrenes effektive brug af den parlamentaiske platform – svindlede med stemmeafgivningen.

I 2006 slog Mubarak-styret til mod Ikhwan-politikere, hvor fremtrædende reformtilhængere fik lange fængselsdomme på fabrikerede anklager, men hvor Morsi slap med at sidde inde i ni måneder. Han var var således til rådighed, da broderskabets ledelse forud for valget i 2010 gerådede i magtkamp mellem reformister og konservative.

Morsi hældede pragmatisk til den vindende konservative fløj, hvis stærke mand var Khairat el-Shater, en from mangemillionær, der havde medlemmer af det vejledende bureau ansat i sine virksomheder. El-Shater blev i 2006 idømt fængsel for hvidvask af penge og først løsladt i marts 2011, kort efter Mubaraks fald, men var i stand til at styre sin fraktion i det vejlende bureau fra cellen i Tora-fængslet.

Han var manden bag eksklusionen af den populære reform-tilhænger, Abdel-Moneim Abul-Fotouh fra det vejledende bureau i 2009,og da Abul-Fotouh i 2011 besluttede at stille op som præsídentkandidat ved det første demokratiske valg efter revolutionen –i strid med brødrenes løfte om ikke at gå efter den post – blev han smidt helt ud af organisationen.

Khairat el-Shater, der året før fik anbragt den konservative og farveløse Mohamed Badei som ’øverste vejleder’, placerede Morsi som formand for brødrenes nye politiske arm, Friheds- og Retfærdighedspartiet og stillede selv op som præsidentkandidat for at hindre Abul-Fotouh i at blive valgt.

Men eftersom el-Shater var løsladt fra fængslet i marts 2011, kunne han ikke vælges til et politisk embede før efter en længere karenstid. Løsningen var loyale og lydige Mohamed Morsi, som folkeviddet straks døbte ’Reservehjulet’.

Broderskabets præsident

Og Morsi blev valgt, selv om det holdt hårdt – han slog Mubaraks tidligere premierminister, Ahmed Shafiq, med et par procent i juni 2012, og kun med støtte af sekulære-liberale stemmer til gengæld for et løfte om, at han ville være ’alle egypteres præsident’.

Det løfte holdt han ikke, selv om han rimeligvis havde intentionen.

En højtstående officer, der som Morsis personlige livvagt overværede alle hans vigtige møder stående bag hans stol, har i den ansete panarabiske avis, Asharq Al-Awsat, skildret, hvordan Khaitrat al-Shater og broderskabets nominelt øverste vejleder, Mohamed Badei, mødte op i præsidentpaladset en måned efter Morsis indsættelse med hård kritik af hans åbne dør-politik til liberale politikere og journalister og krav om ugentlige koordineringsmøder med det vejledende bureau.

Endvidere fik han lodret forbud mod at mødes med udenlandske delegationer uden at tjekke med bureauet, og i det hele taget behandlede hans tidligere fæller ham som deres underordnede funktionær.

Morsi, der formelt havde forladt Ikhwan med indsættelsen som præsident, parerede angiveligt ordre – broderskabets ledelse fik afgørende indflydelse på de politiske beslutninger, Morsi tog i fraværet af et valgt parlament, herunder den forfatningsdeklaration i november 2012, der suspenderede den egyptiske forfatningsdomstols vetoret mod præsidentielle dekreter, og som udløste de voldsomme optøjer foran præsidentpaladset i december.

Han blev tvunget til at trække forfatningsdeklarationen tilbage, hvilket svækkede ham afgørende politisk efter en periode, der ellers havde han styrket hans position, først med fyringen af den gamle militærjuntas ledelse og udnævnelsen af den unge Abdel-Fattah el-Sisi som ny forsvarsminister, dernæst som succesfuld mægler i det efterårs konflikt med Hamas, der betød, at Israels bombardementer af Gaza blev afkortet.

El-Sisi slår til

Efterhånden som brødrenes indflydelse i præsidentkontoret sivede til offentligheden, steg misnøjen i den sekulære-liberale middelklasse, der havde lagt stemmer til Morsis valgsejr, og nu måtte se til fra sidelinjen, da islamisterne satte sig på flertallet i den forfatningskommission, der var nedsat for at skabe et nyt demokratisk grundlag for republik-ken. Også her viste Morsi sig som en svag leder, der lod sig presse til at frede militærets traditionelle og udemokratiske privilegier i den nye forfatning, og de marginaliserede liberale samlede sig i protestbevægelsen Tamarod (Oprør), der indsamlede – igen angiveligt – 22 millioner underskrifter med krav om Morsis tilbagetræden og udskrivelse af nyvalg til præsidentposten. Den nyslåede forsvarsminister og tidligere efterretningschef, Abdel-Fattahb al-Sisi, udnyttede protesterne til et ultimatum til Morsi om at ’genskabe stabilitet inden for 48 timer’.

Morsi – og Ikhwan – vurderede, at el-Sisi bluffede, og gjorde intet.

Det blev som bekendt en fejlvurdering, og i dag er Morsi buret inde sammen med sine reelle banemænd, Khairat el-Shater og Mohamed Badei. Det var blevet anderledes med mere luft i reservehjulet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Valg mellem militærdiktatur eller de muslimske brødre - Skylla eller Charybdis.
Det er et frygteligt valg unge egyptiske mænd har.

De unge kvinder har ikke noget valg nogen af stederne.