Folkemord forpester Tyrkiet og Armeniens forhold

100 år efter massakrerne på omkring en million armeniere, er det ikke-anerkendte folkemord igen blevet altødelæggende for forholdet mellem Tyrkiet og Armenien. Historien er stadig i gang med at blive skrevet
Osmanniske soldater kigger på resterne af adskillige dræbte armeniere under Første Verdenskrig. Folkemordet på mellem en og 1,5 million kristne armeniere er grundigt dokumenteret, men stadig ikke anerkendt i Tyrkiet. Tyrkerne taler om 300.000 dræbte 1915-23. Arkiv Scanpix

Osmanniske soldater kigger på resterne af adskillige dræbte armeniere under Første Verdenskrig. Folkemordet på mellem en og 1,5 million kristne armeniere er grundigt dokumenteret, men stadig ikke anerkendt i Tyrkiet. Tyrkerne taler om 300.000 dræbte 1915-23. Arkiv Scanpix

17. april 2015
Delt 9 gange

Det vakte stor vrede i Armenien, da den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, i januar sendte officielle invitationer ud til mere end 100 statsledere til at deltage i den årlige mindeceremoni for dræbte tyrkiske og vestlige soldater under Første Verdenskrig.

Tyrkiet mindes traditionelt dets faldne soldater i slaget ved Gallipoli den 18. marts. Men i år har tyrkerne valgt at fastsætte datoen til den 24. april – samme dag, som de armenske massakrer bliver mindet. I år er det 100 år siden, Det Osmanniske Rige begyndte en massedeportation af armeniere fra det nuværende Tyrkiet, hvorunder flere hundredtusinder døde af strabadser og i direkte massakrer. Ifølge Armenien døde op mod 1,5 millioner armeniere i et decideret folkemord, mens den osmanniske arvtager, Tyrkiet, sætter dødstallet til 300.000 og i stedet betegner begivenhederne som civile fejder, hvor også tyrkere blev dræbt.

Den gamle strid forpester stadig forholdet mellem Armenien og Tyrkiet.

Den armenske præsident, Serge Sarkisian, der også var inviteret til den tyrkiske mindeceremoni, kritiserede i skarpe vendinger datosammenfaldet, som han kaldte en »kynisk handling«.

»Hvad er formålet, hvis det ikke er at fjerne verdens opmærksomhed fra 100-året fra det armenske folkemord?« sagde præsidenten under et interview med tv-stationen France 24.

Selv forsvarede Erdogan sig med, at datosammenfaldet var tilfældigt.

Nagorno-Karabakh forstyrrer

For nogle år siden fandt en lille åbning sted efter 100 års fjendskab blandt de to naboer. Tyrkiet og Armenien skrev i oktober 2009 i Schweiz under på, at de ville åbne grænserne, der siden 1993 har været lukket, og genoprette de diplomatiske forbindelser. Striden om den blodige fortid havde længe spændt ben for en mulig fredsslutning. Processen er siden sat på standby af flere årsager.

Ifølge Hüseyin Seyhanlioglu, lektor på Lice Universitet i Diyarbakir i Tyrkiet, krævede Erdogans bagland den årelange strid mellem det kristne Armenien og overvejende muslimske Aserbajdsjan løst først.

Den omstridte, armensk-dominerede enklave Nagorno-Karabakh blev besat af Armenien efter en blodig krig med aserbajdsjanerne fra 1991-94. Det meste af enklavens aserbajdsjanske mindretal flygtede, og mange civile blev dræbt. Tyrkiet støtter aserbajdsjanerne, der etnisk og sprogligt er tæt beslægtede med tyrkerne. Landet lukkede i solidaritet grænsen til Armenien.

»Efter tyrkisk opfattelse tilhører Nagorno-Karabakh ikke armenierne, men de tyrkiske fæller, aserbajdsjanerne,« forklarer Hüseyin Seyhanlioglu og tilføjer: »Enhver tilnærmelse til Armenien uden en løsning på Nagorno-Karabakh-konflikten vil derfor blive set som forræderi.«

I det tyrkiske parlament kom Erdogan i 2009 også under pres fra de to største oppositionspartier Republikansk Folkeparti (CHP) og Nationalistisk Aktionsparti (MHP), der advarede præsidenten mod at »forråde aserbajdsjanerne«.

En anden årsag til nedbruddet af processen skyldes spørgsmålet om massakrerne i 1915. Den tyrkisk-armenske aftale fra 2009 forpligtede ikke Tyrkiet til at anerkende massakrerne som folkemord. Derimod hed det i aftalen, at en historisk kommission skal undersøge begivenheder i 1915. Selv om den armenske regering skrev under på aftalen, fik den meget kritik af mange borgere i Armenien og i den armenske diaspora.

»Hvad skal man undersøge? Alle historikere ved, hvad der skete i 1915. Ved at stille spørgsmålstegn ved folkemordet, håner man ofrene,« forklarer Vahram Ter-Matevosyan, senior research fellow ved National Academy of Sciences i Jerevan.

Nye lærebøger er løsningen

Omkring syv af verdens 11 millioner armeniere bor uden for Armenien, primært i Frankrig, USA og Rusland, hvor de udgør stærke lobbyer, der har haft held til få folkemordet anerkendt af Frankrig og Rusland.

Både Vahram Ter-Matevosyan og Hüseyin Seyhanlioglu er enige om, at diasporaens lobbyarbejde med støtte fra Jerevan for at få anerkendt folkemordet afskrækker Tyrkiet fra en tilnærmelse til Armenien.

»Diasporaen og den armenske regering må stoppe deres kampagne mod Tyrkiet, for hvordan kan Tyrkiet slutte fred med armenierne, når de tilsmudser dem?« lyder det fra Seyhanlioglu.

Ifølge Ugur Umit Ungor, professor ved Utrecht University i Holland, skyldes den tyrkiske modvilje mod anerkendelseskampagnen, at den rammer ned i belastende tyrkisk fortid, som landet ikke er klar til at se i øjnene endnu. I skolebøgerne har tyrkerne været vant til at læse om sig selv, ikke som folkemordere, men som ofre for vestlig aggression.

»Langt de fleste tyrkere kender ikke til det armenske folkemord. Så det er svært at komme 100 år efter og fortælle 80 millioner tyrkere, at alt, hvad de lærte indtil nu, er løgn,« fortæller Ugur Umit Ungor.

Ifølge Vahram Ter-Matevosyan ligger løsningen i konflikten i, at tyrkerne adskiller Nagorno-Karabakh-konflikten fra dets egen konflikt med armenerne og ikke lader det stå i vejen for en tilnærmelse. Samtidig må armenierne forstå, at en tyrkisk anerkendelse af folkemordet er en længere proces.

»Vi forstår, at det ikke er nemt for Tyrkiet at acceptere dets historiske fejl,« siger han.

Står det til Matthias Bjørnlund, forfatter til bogen Det armenske folkemord – fra begyndelsen til enden ligger løsningen i nye lærebøger i Tyrkiet, der giver skolebørnene en alternativ historiefortælling:

»De skal have nye lærebøger, der ikke dehumaniserer armeniere. Bøger, der hædrer de tyrkiske/muslimske redningsmænd i stedet for gerningsmændene.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer