Læsetid: 4 min.

Grønland udskyder selvstændighed

Uafhængighed står ikke længere øverst på den politiske dagsorden i Nuuk
Kim Kielsen har for nylig slået fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark.

Kim Kielsen har for nylig slået fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark.

Tine Sletting

22. april 2015

Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, har sagt noget vigtigt på et seminar i Japan. I et svar på et spørgsmål fra en japansk deltager slog han fast, at han ikke arbejder på at løsrive Grønland fra Danmark inden for sin egen levetid. Tværtimod forklarede Kim Kielsen, at det primært er relevant for ungdommen – altså de kommende generationer – hvorvidt Grønland skal ændre på sit forhold til Danmark.

Kim Kielsens departement har ikke offentliggjort noget referat fra seminaret, der fandt sted 26. marts, og som også omfattede kronprins Frederik og andre honoratiores, men den grønlandske ugeavis Sermitsiaq rapporterede fra mødet, at »Kim Kielsen svarede, at alle partier i Grønland er enige om, at der er mange problemer, som skal løses, før der kan blive tale om øget selvstændighed fra Danmark, og han mener, at det først bliver en opgave for ungdommen, som i dag vokser op i Grønland«.

Hertil vil mange iagttagere i Grønland og Kim Kielsen selv nok indvende, at det har Kim Kielsen sagt før; synspunktet er ikke nyt. Kielsen gjorde allerede under valgkampen i Grønland i 2014 klart, at hans fokus er på Grønlands akutte problemer med arbejdsløshed, boligmangel, truende finansunderskud og fattigdom – og ikke på den luftige debat om uafhængighed i en ukendt fremtid eller andre fjerne scenarier. I et interview her i avisen i januar lød det, at »Grønlands nye selvstyreformand, Kim Kielsen, lægger større vægt på samarbejdet med Danmark end sin forgænger på posten.«

Men bagatellisering af Japan-udtalelsen er unyttig, sådan som den grønlandske presses prioritering også har afspejlet. Kim Kielsens tilfældige bemærkning, der faldt under et besøg, som primært skulle promovere grønlandsk fisk og turisme, røg straks på Sermitsiaqs netudgave: »Uafhængighed af Danmark sat på pause«. Der blev skrevet ledere i begge de grønlandske ugeaviser, og initiativtageren til Foreningen Rigsfællesskabet, den grønlandske skribent Nauja Lynge, har senest haft en kronik i Politiken, hvor Kim Kielsen ligefrem roses for sit mod til at ændre den politiske diskurs i Grønland: »Det kræver format og lederskab at turde stå frem og ændre på det mediebillede, som igennem et par år har præget Grønlands virke. (…) I forbindelse med og efter det valg, hvor Aleqa Hammond fik fremmarch, har mediedækningen i Grønland haft øget fokus på selvstændighed og had til Danmark.«

Alternativ til Hammond?

Det afgørende for Christiansborg er nu, i hvilket omfang der er tale om en kursændring. Kim Kielsen bliver nu også i Grønland fremstillet som et modstykke til sin forgænger, Aleqa Hammond, der gjorde afstandtagen til Danmark og rigsfællesskabet til en kerne i sit politiske projekt. Under sit korte formandskab fra marts 2013 til september 2014, hvor hun faldt i en bilagsskandale, formåede Hammond at presse spørgsmålet om rigsfællesskabets fremtid til tops både i Grønland, i Danmark og i udlandet. Hun talte højt om »uafhængighed i min levetid« – og hun fik nedsat en forsoningskommission, der skal kulegrave kolonitiden.

Hun gik til stålet i et opgør med Helle Thorning-Scmidts (S) regering om magten over den grønlandske uran, og hun talte varmt for at øge det grønlandske sprogs plads i Grønland. Aleqa Hammond og hendes flertal i Inatsisartut, det grønlandske parlament, satsede hårdt på udviklingen af Grønlands olie, gas og mineraler i håbet om hurtige indtægter, der kunne mindske Grønlands økonomiske afhængighed af Danmark og dermed trække muligheden en opløsning af rigsfællesskabets bånd nærmere. Kim Kielsen var miljøminister i Aleqa Hammonds regering. Han er kernemedlem af Siumut, samme parti som Aleqa Hammond er rundet af.

De hører begge til den politiske grundstamme, der har domineret det politiske liv på Grønland siden 1970’erne, og de har langt hen ad vejen samme holdning til Grønlands forhold til Danmark: Kielsen mener ligesom Hammond, at Grønland i fremtiden bør være en mere selvstændig nation, der organiserer sit samarbejde med Danmark på en anden måde end i dag. På trods af de mange avisoverskrifter, hun med fryd genererede, talte Aleqa Hammond ikke for løsrivelse i den forstand, at Grønland efterlods skulle sejle rundt i Nordatlanten løsrevet fra enhver forbindelse til Danmark, NATO osv. Hun forklarede gerne, at Danmark i hendes vision også efter en fremtidig omkalfatring af rigsfællesskabet ville forblive Grønlands altdominerende partner – blot i et frivilligt parforhold.

Kim Kielsen mener det samme: Da han var miljøminister i Hammonds regering, sagde han: »Vi skal være herrer i eget hus. Men vi har forskellige holdninger i vores parti. Jeg vil gerne se, at den unge generation uddannes først, og så må det være op til dem at beslutte, om de er klar.«

Her er den afgørende nuance: Kielsen lader ikke trangen til uafhængighed præge forsøget på at løse de aktuelle problemer i Grønland, og han taler stort set ikke om den fremtid, som Aleqa Hammond forsøgte at gøre nærværende i det politiske værksted. Kim Kielsen tror ligesom Hammond på olie, gas og mineraler som potentielt væsentlige indtægtskilder for Grønland, men han prioriterer fiskeriet og turismen lige så højt.

Kim Kielsen ærgrer sig ligesom Hammond over det danske sprogs dominerende rolle i Grønland, men han navigerer mere tilbageholdende i det kulturelle minefelt. Kim Kielsen har samme indstilling til uran og Grønlands ret til rigdommene i undergrunden som Hammond, men han griber diskussionen med Danmark mere gelinde an. Forsoningskommissionen, som Aleqa Hammond fik nedsat, arbejder videre under Kim Kielsens regime; faktisk har den nu opbakning fra hele det politiske spektrum i Nuuk. Så er alting forandret? Nej, men Kim Kielsens lidt tilfældige svar på et spørgsmål i Japan illustrerede et betydningsfuldt stilskifte i Nuuk. Nu venter vi spændt på, hvem han og Siumut vil stille op som folketingskandidat, når Helle Thorning kalder til valg. Aleqa Hammond bliver i Nuuk nævnt som en mulighed.

Martin Breum er journalist og forfatter til flere bøger om Grønland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herman Hansen

Nu hvor milliarderne alligevel ikke ser ud til, at vælte op af undergrunden må man jo tage sine forholdsregler...

Henrik Møller

Det er også på tide at blive lidt realistiske i Grønland i uafhængighedsdiskussionen. Spørgsmålet er nok om man ikke havde været bedre rustet i dag, hvis ikke Hjemmestyret var blevet indført i 1979.
Jeg forstår godt at mange blev fortvivlede over udviklingen i 1970'erne, men jeg tror at det ville have været bedre at fortsætte med at være et amt, indtil man var kommet tættere på målet for moderniseringen af Grønland. Som fuldstændig ligestillet provins i Danmark ville det have været nemmere for Grønland at kræve ligestilling indenfor uddannelses- og sygehussektoren ligesom man kunne have krævet flere danske investeringer i Grønlands infrastruktur.
Nu fik man i stedet Danmark til at slippe styring og ansvar midt i vadestedet med en regressiv udvikling som konsekvens indenfor den offentlige sektor.
Siden 1979 har en lille politisk og økonomisk elite styret Grønland samtidig med at den har beriget sig selv. Alle sociale problemer bliver forklaret med landets status som tidligere koloni og i de sidste 10-15 år er der ved lejlighed luftet svulstige fantasier om milliardindtægter fra mineraler der ville føre frem til en lyn-uafhængighed fra Danmark.
Jeg har dyb forståelse for sprogstridens baggrund, men hvis der ønskes en mere grønlandsk talende administration skal man uddanne den lokale ungdom, fremfor at kritisere tilkaldte danskere for deres manglende kundskaber udi det grønlandske sprog.
Hvis det var muligt, skulle man vel nærmest forsøge at blive en region i Danmark, så man i det mindste kunne få tilført midler til at drive et ordentligt sundheds- og skolesystem igen.
Jeg undskylder på forhånd, hvis der er nogen, der føler sig såret over det ovenstående. Jeg forsikrer at jeg har den dybeste respekt for dem, der arbejder indenfor sundheds- og uddannelsessektoren i Grønland. Kritikken var primært rettet mod den politiske elite, der siden 1979 har ledet Grønland.
VH Henrik.

Formanden for Siumut, Lars-Emil Johansen, mener i onsdagsavisen AG fra den 22/4 at selvstændighedsbevægelsen "skal fortsætte med uformindsket styrke: Måske endda speedes op".
På et spørgsmål til bloktilskuddet på de 3,6 milliarder kroner, fri uddannelse og andre goder lyder det fra Lars-Emil: "Det her handler ikke om bloktilskuddet". Og på endnu et spørgsmål til Lars-Emil om, hvis det nu alligevel handler om bloktilskuddet, svares der : Ja, skal vi så finde os i at løbe en risiko for, at der falder et brintbombe en gang imellem i vores land? For den sjat penge?....I forvejen står vi til at miste den smule penge, som vi har fået fra Thulebasen."
vh. uw

Nu ligger Grønland jo i Amerika, og USA har et omfattende system af aftaler med oprindelige folk og selvstyrende territorier. Der er sikkert allerede en acceptabel model imellem alle fejlskuddene.

Jeg tror dybest set, Grønland skal overveje at fyre Danmark og melde sig ind som et amerikansk territorium istedet.

Der skal snart forhandles resourcer og udvindingsret og territorium omkring nordpolen. Er der virkelig nogen som tror, Danmark kan give modspil til Kina og Rusland i skarpe forhandlinger?

Det haster med at finde en allieret, som magter forhandlingerne.