Læsetid 8 min.

Hammer og segl, Starbucks og korruption

40 år efter krigsafslutningen og genforeningen er Vietnam næsten totalt forandret. Den røde kapitalisme har skabt en million-middelklasse, men afstanden fra rig til fattig er blevet større
Siden 2011 har de vietnamesiske myndigheder beslaglagt 112 billioner dong – omkring 30 milliarder kroner – og inddraget mere end 18.700 hektar ulovligt eksproprieret jord. Lasse Jensen beretter fra landet, her 40 år efter Vietnamkrigens afslutning

Siden 2011 har de vietnamesiske myndigheder beslaglagt 112 billioner dong – omkring 30 milliarder kroner – og inddraget mere end 18.700 hektar ulovligt eksproprieret jord. Lasse Jensen beretter fra landet, her 40 år efter Vietnamkrigens afslutning

Scanpix
30. april 2015

Når man læser en statskontrolleret, censureret avis i et kommunistisk land, skal man læse mellem linjerne. Bag de bureaukratiske overskrifter og det kringlede sprog kan der ligge en stor og alvorlig historie.

Jeg sidder på en café i Ho Chi Minh-byen den 17. marts i år og ser en enspaltet forsiderubrik i Viet Nam News:

»Inspektoratet øger bestræbelserne for at behandle overtrædelser.« Få dage efter på cafeen i kystbyen Quy Nhon læser jeg på forsiden af dagens avis en lille tospalter med overskriften »Partiets ledere opfordrer indtrængende til retfærdige afgørelser.«

Den første artikel refererer, hvordan Partiets generalsekretær Nguyen Phu Trong som formand for Den Centrale Antikorruptions Styrekomité kræver en mere effektiv indsats mod korruption, tyveri af land og svindel. ’Negative fænomener’, som de kryptisk betegnes.

Tallene senere i artiklen antyder problemets omfang. Siden 2011 har myndighederne beslaglagt 112 billioner dong – i al beskedenhed omkring 30 milliarder kroner – og inddraget mere end 18.700 hektar ulovligt eksproprieret jord. Der er blevet udskrevet bøder for godt 7 milliarder kroner på grundlag af 455.900 klager.

Den anden artikel er mere enkel. Partisekretær Nguyen Phu Trong opfordrer under et møde med dommerne i Folkets Højesteret til en øget indsats for at sikre »koordineringen med de relevante instanser for at bekæmpe korruptionen«. Højesteret, der i Vietnam udarbejder lovforslag, bliver af partibossen bedt om at styrke love og bekendtgørelser, der kan »forbedre kampen mod korruption og effektivisere beslaglæggelsen af ulovligt tjente penge og ulovligt inddraget jord«.

På Transparency Internationals globale korruptionsliste rangerer Vietnam i bunden. Under 118 andre lande og helt nede i den grimme fjerdedel.

Et forarmet og smadret land

Korruptionen i Vietnam er en af de mørke sider af den ’socialistisk orienterede markedsøkonomi’, som partiledelsen igangsatte i 1986, 11 år efter genforeningen den 30. april 1975. Doi Moi – fornyelse, hed reformen. Ordet kan på vietnamesisk også betyde oprydning eller modernisering. Behovet for en reform var massivt. Sejrherrerne overtog et forarmet og smadret land efter befrielsen, genforeningen, faldet eller nederlaget – vælg selv et passende ord. Landet var isoleret økonomisk, det ydmygede og traumatiserede USA boykottede Vietnam trods et amerikansk løfte under fredsforhandlingerne i Paris om en hjælpepakke på 3,5 milliarder dollar.

Pengene kom aldrig. Regeringen i Hanoi stod med 30 millioner hektar jord ødelagt af Agent Orange og andre kemiske våben. Som The Guardians Nick Davies skrev forleden: »USA erkendte, at Agent Orange medførte varige skader på vegetation og mennesker og bevilgede en erstatning på to milliarder dollar. Dog kun til amerikanske soldater.«

Tusinder af broer og alle jernbaner var sprængt bort. 1 million krigsenker, 362.000 krigsinvalider og 3 millioner arbejdsløse levede i et land med en inflation på 900 procent. En kvart million eller flere sydvietnamesere blev sendt i genopdragelseslejre, hvor 20 procent eller flere døde.

Den kommunistiske planøkonomi blev tvangsgennemført i Sydvietnam, landets største by og hektiske markedsplads Saigon blev døbt om til Ho Chi Minh-byen, og man forsøgte at tvangskollektivisere landbruget. Fra at eksportere millioner af ton ris blev Vietnam nødt til at importere ris. Da krigen sluttede, levede 70 procent af landets 50 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen. I dag, efter næsten 30 års rød socialisme, er befolkningstallet steget til over 90 millioner, og antallet af fattige er reduceret til 30 procent.

Phó, café og wifi

Uden for cafeen i Quy Nhon står et skilt med tre ord, der sammenfatter de sidste 150 års historie. PHÓ, som er den traditionelle risnuddelsuppe med kød og krydderurter. CAFÉ – et af den franske kolonimagts få positive tiltag i landet (Vietnam er nu efter Brasilien verdens største kaffeproducent) og WIFI, som ikke kræver nogen forklaring.

Bordene er pakket med laptops og de, der ikke sidder foran en skærm, sidder med en smartphone. Gadefejeren har kosten i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden. Hende, der sælger Bánh Mì, den vietnamesiske lille luftige baguette (en anden udbredt fransk efterladenskab) på gadehjørnet, kigger på sin lille telefonskærm, og de unge piger i blå og hvide skoleuniformer med det røde pionertørklæde om halsen sms’er helt vildt.

Min smartphones forbindelse med Twitter var helt væk i fire dage.

»Det er meget almindeligt,« siger en af de unge på cafeen. »En gang imellem står der noget kritisk om partiet og systemet, og så lukker myndighederne Twitter eller en blog. Der forekommer razziaer på internetcafeer. Ikke ofte, men tilstrækkeligt til at signalere, at nok er ytringsfriheden større end før, men den er slet ikke ubegrænset. Men den officielle forklaring er så, at der spredes ’umoralsk’ materiale. Og både nationale og lokale myndigheder er officielt puritanske og moralske, og der er jævnligt razziaer mod prostituerede og illegale bordeller. Selv om turismen er blevet en meget stor indtægtskilde, gøres der alt for at forhindre sexturisme. Vietnam må ikke blive et nyt Thailand.

Russerne bliver væk

I 2014 kom der næsten otte millioner udenlandske turister til Vietnam (heraf 27.029 danskere), og der er investeret milliardbeløb. Mellem storbyen Da Nang og UNESCO-kulturbyen Hoi An ligger ’China Beach’, hvor tusinder af amerikanske soldater slappede af under krigen. Der blev lavet en tv-serie med samme navn. Nu er en 30 kilometer lang strækning tæt bebygget med resorts, golfbaner, forlystelsescentre og luksushoteller.

For 20 år siden var Mui Né i Phan Thiet-provinsen nordøst for Ho Chi Minh-byen en lille fiskerby med 16 kilometer uberørt strand. I dag er der investeret mere end en milliard dollar (og endnu flere rubler) i et udstrakt turistområde. Men der er problemer. Jeg læser i et lille turistmagasin en hoteldirektør beklage sig over, at russerne bliver væk.

»Vi har trykt menukort på russisk, personalet har været på russiskkursus, og værelserne står tomme.«

I 2012 kom 364.000 russiske turister til Vietnam – i år bliver mange af dem væk, fordi rublen er halveret i værdi. Ikke bare russerne bliver væk. I første kvartal i år faldt det samlede turisttal med 16 procent ifølge turistministeriets egne statistikker. I marts burde turistsæsonen være godt i gang, men under mit besøg i kystbyen Quy Nhon, hvor der også var investeret millioner i nye hoteller, observerede min rejsefælle, at vi tilsyneladende var de eneste vestlige udlændinge i byen. Næste morgen mødte vi en australier. Han var så også den eneste turist, vi mødte.

Hammer og segl og store biler

Der er ikke krise. Gaderne i Hanoi og Ho Chi Minh-byen domineres af millioner af små motorcykler, der som en massiv fiskestime kan opleves som én stor organisme.

»Nu begynder de at køre på fortovet,« noterede min rejsefælle, der ofte har besøgt landet.

»Det er nok, fordi der er flere biler.«

Statistikken bekræfter iagttagelsen. Sidste år blev der solgt 42 procent flere biler end året før, hvor væksten var et par procent mindre. En fordobling på kun tre år. Ikke kun de rige er blevet meget rige. De meget fattige primært i landdistrikterne er nok færre i antal, men er til gengæld blevet betydeligt fattigere. Middelklassen, der tæller 12 millioner i dag, ventes at vokse til 22 millioner de næste fem år ifølge Boston Consulting Group.

Indtil finanskrisen i 2008-2009 voksede den vietnamesiske økonomi 7-8 procent om året. I 2015 anslår økonomer som professor Suiwah Leung fra Australien, at væksten vil blive omkring 5,5 procent – et pænt tal, men en lille opbremsning, der kommer samtidig med flere advarsler om store strukturelle problemer i økonomien. Den røde farve i den vibrerende kapitalisme hæmmer væksten. Statens egne virksomheder er enorme og udgør en stor del af den samlede økonomi. Den private sektor vokser vildt, mens den statsejede står stille.

Premierminister Nguyen Tan Dung har gang på gang presset på for helt eller delvist at privatisere store monopoler som Mobifone, Vietnam Airlines og tekstilgiganten Vinatex med over 100.000 ansatte. Men andre ministerier, regionale myndigheder og statsvirksomhederne selv stritter imod, skriver Jame diBasio på websitet FinanceAsia. Nok er premierministeren på toppen af magtpyramiden, men »Vietnam er et land uden en konge. Premierministerens magt kommer ikke fra Gud eller diktaturet, men fra et enormt netværk domineret af den korruption og nepotisme, der præger inkompetente statsvirksomheder og er legitimeret af den kommunistiske ideologi«.

Bannere, flag og kæmpeplakater er overalt. I Ho Chi Minh-byen kigger landsfaderen ’onkel’ Ho Chi Minh ud over en central plads, og gult på rødt står de tre sidste ord i hans elementære budskab, der nu er statens officielle motto Doc Lap – Tu do – Hanh Phuc (Intet er mere dyrebart end) frihed, uafhængighed og lykke. Bag billedet af Onkel Ho ligger en Starbucks-café og en stor reklame for Coca-Cola. Man griber sig i at tænke, hvem der i virkeligheden vandt den krig? Nick Davies i The Guardian er ikke i tvivl: Det gjorde amerikanerne. Men det gjorde vietnameserne også. De fejrer ikke en måske langsigtet amerikansk økonomisk sejr, de fejrer sig selv.

Min fjendes fjende er min ven

Vi vågner en morgen i den gamle kejserby Hue og kan se, at der i nattens løb er opstillet kæmpebannere på boulevarden langs med Parfume-floden. Klar til sejrs- og genforeningsfesten. Vi er primært i Vietnam som turister og besøger den gamle kejserby, som blev næsten totalt ødelagt af amerikanske kanoner og fly under Tet-offensiven i 1968. Og vi får en hurtig lektion i aktuel vietnamesisk udenrigspolitik. I et af de genopbyggede paladser er der en stor udstilling med gamle dokumenter (med de kinesisk-lignende skrifttegn, som den franske kolonimagt tvangserstattede med latinske bogstaver i slutningen af 1800-tallet). Der er billeder og dokumentation af nyere dato. De handler ikke om de gamle kejsere eller hævn over USA. Det er 30 plancher med dokumentation af Vietnams overhøjhed over Paracel- og Spratly-øgrupperne i det sydkinesiske hav. En aktuel påmindelse om den grundlæggende konflikt i Vietnams historie, siden de smed den kinesiske besættelsesmagt ud af landet for mere end 1.000 år siden. Den seneste krig med Kina var en grænsekonflikt i 1979. Den var en kinesisk straffeaktion, fordi vietnameserne besatte Cambodja. Krisen i forholdet til Kina var også en af de bremsende faktorer i den økonomiske vækst, fordi Vietnam er næsten totalt afhængig af importen fra Kina. Og i lyset af forholdet til Kina blegner det, vietnameserne kalder ’den amerikanske krig’. Forholdet til USA – efter Kina Vietnams største handelspartner – er ikke bare økonomisk, men i høj grad strategisk.

Omkring 60.000 Vietnam-veteraner har besøgt landet siden 1990. Jeg har mødt flere af dem. De har svært ved at forstå, hvad de oplever som en venlig, gæstfri tilgivelse.

»Vi var jo ikke i krig med mennesker, men med en regering,« siger vietnameserne. De har ikke været i krig med USA siden i dag for 40 år siden. Skulle man være i tvivl, kunne man på den amerikanske flådes webside for tre uger siden læse, at US Navy nu for fjerde år i træk havde været med i en fælles flådemanøvre i det sydkinesiske hav. Den krig er definitivt afsluttet. Det gamle ord om at min fjendes fjende er min ven, gælder stadig.

Læs også Lasse Jensens artikel ’Vietnam – ikke et sted, men en sindstilstand’ i Moderne Tider på lørdag og Lea Marie Løppenthins essay ’Om frihed i Vietnam og overalt’ i Litteratur på lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Eskild Nielsen
    Eskild Nielsen
  • Brugerbillede for Jan  Mogensen
    Jan Mogensen
  • Brugerbillede for Kristian Rikard
    Kristian Rikard
Espen Bøgh, Robert Ørsted-Jensen, Eskild Nielsen, Jan Mogensen og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steen Sohn

The New York Times har bedt en række mennesker besvare spørgsmålet om, hvad USA har lært, eller ikke lært af Vietnam-krigen. Historikeren og journalisten Nick Turse svarer i teksten - In Vietnam, Callous Use of Power Led to Years of Civilian Misery – bl.a.:

- I also learned that the Vietnam War isn’t over, that hundreds of thousands of tons of American ordinance still litter that country’s landscape. An 8-year-old girl named Pham Thi Hoa taught me this. Her father, mother and brother were killed by an artillery shell left over from that war.

http://www.nytimes.com/roomfordebate/2015/04/29/lessons-40-years-after-t...

Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Hvis man erindrer over hvordan Vietnam så ud for 40 år siden, og hvor ødelagt landet var, efter det var bombet med 4-5 gange så mange bomber, som der i alt blev brugt i 2. verdenskrig, så er det her den mest utrolige udvikling af et land jeg nogensinde har set! Jeg tror det 2100 århundrede bliver asiens århundrede!

Per Torbensen, ellen nielsen, Preben Haagensen og Kjeld Smed anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh
Espen Bøgh

Sikke en overskrift; "Hammer og segl, Starbucks og korruption", og tænker på hvordan ville man så skrive overskriften på tiden med vestlig kolonistyre; "Slaveri og undertrykkelse for kapitalen maskeret som demokrati, med statens lejesoldater som jernnæve mod slaverne"?

Selvforherligelsen af vesten i sin egen demokratiske optik med sine egne spilleregler der dækker bordet og vestens egne behov i højsædet, afslører blot slavehandelens modernisering, og borgerskabets glæde ved livets lethed udi det fremmede, hvor løssluppenheden og indtjeningen blev et selvfølgeligt gode der næsten parrede sig med sig selv.

Brugerbillede for ellen nielsen
ellen nielsen

Omkring 60.000 Vietnam-veteraner har besøgt landet siden 1990. Jeg har mødt flere af dem. De har svært ved at forstå, hvad de oplever som en venlig, gæstfri tilgivelse.

»Vi var jo ikke i krig med mennesker, men med en regering,« siger vietnameserne. De har ikke været i krig med USA siden i dag for 40 år.

Her er noget at lære
for dem, som bliver hængende i hævn og skyld....

Brugerbillede for Ole  Olsen

Jeg undrede mig i sin tid over, at USA kunne tabe en krig til folk 1,5 meter høje i 'pyjamas' og med spids stråhat. (Sådan opfattede vi dem, i al fald). Jeg havde sidenhen ikke været længe i Vietnam, før det ved mit første besøg blev klart for mig hvorfor. Det er ikke et folk der lader sig blæse omkuld for noget. Min respekt og sympati voksede med senere besøg.

Kun den ældste generation har idag mindelser fra krigen. De unge ser fremad, og for mange er USA et forbillede på en eftertragtelsesværdig livsstil. Jeg har aldrig sporet et had til USA eller Vesten, selvom den ældre generation ved gud havde god grund til det. Man lever i fremtiden og ikke i fortiden.

Og i småtingsafdelingen; deres baguetter har jeg ikke fået bedre noget steds, og den bedste pizza har jeg fået i Hanoi.

Jeg tør slet ikke tænke på hvad de kunne drive det til, hvis de ellers fik mere frie tøjler.