Læsetid: 6 min.

Hvilken islamist er mest attraktiv?

For to år siden havde Det Muslimske Broderskab magten i Egypten og Tunesien, og mange mente, at broderskabet var de næste magthavere i Syrien. I dag er de udstødte, delvist forbudte og splittede. Alligevel kan brødrene måske komme tilbage fra en tilsyneladende håbløs marginalisering – for alternativet er meget værre
I Tunesien opgav Ennahda-bevægelsen, den lokale tunesiske variant af Broderskabet, sidste år frivilligt regeringsmagten efter flere politiske attentater og uroligheder havde eroderet deres folkelige mandat. I sidste måned udførte Islamisk Stat et terrorangreb på Bardo Museet i Tunis. 20 udenlandske turister og tre tunesere blev dræbt.

Saleh Habibi

7. april 2015

Det har været et par hårde år for den største og ældste politiske bevægelse i den muslimske verden. Fra sit afsæt i Egypten havde Det Muslimske Broderskab spredt sig til det meste af den arabiske verden, hvor de i årtier udgjorde den mest markante opposition til regionens autokrater. Men siden er det gået tilbage, og bevægelsen har netop nået et nyt lavpunkt. Den jordanske aflægger er officielt blevet splittet i to: en udbryder, der har valgt at lægge sig op ad den palæstinensiske bevægelse Hamas; og den oprindelige bevægelse, der har valgt at søge en mere spirituel og mindre politisk engageret islamisme. Indflydelsen er svundet stærkt ind i de senere år, efter broderskabet fejlagtigt besluttede at boykotte det jordanske parlamentsvalg. Reelt har det degraderet de jordanske brødre fra at være den vigtigste opposition til kong Abdullahs styre til i dag at leve en tilværelse i det politiske tusmørke. Med stærkt faldende opbakning.

Nedturen går igen i andre lande. I Egypten er organisationen blevet forbudt, og 187 af dens medlemmer dømt til døden, mens dens folkelige base er svundet ind. I Tunesien opgav Ennahda-bevægelsen, den lokale tunesiske variant af broderskabet, sidste år frivilligt regeringsmagten efter flere politiske attentater og uroligheder havde svækket deres folkelige mandat.

I Syrien dominerede Det Muslimske Broderskab tidligere den politiske eksilopposition og dens ledende organer, hvis manglende sammenhængskraft og stigende irrelevans de ofte har fået skylden for. Nu er deres indflydelse dalende. Qatar har længe støttet brødrenes islamistiske projekt, men her er bevægelsens ledere stille og roligt blevet prikket på skulderen og bedt om at finde andre jagtmarker.

Det så ellers så lovende ud. Da en bølge af folkelige protester strømmede hen over den arabiske verden fra 2011, stod bevægelsen til at høste frugterne. Brødrene var ambivalente over for protester, de ikke selv havde orkestreret. Men de strøg direkte ind i regeringskontorerne i både Egypten og Tunesien. Andre steder førte protesterne til politiske indrømmelser og inkludering i magtens maskinrum.

Hvad gik galt?

I Egypten er historien om bevægelsens storhed og fald grundigt beskrevet – blandt andet af forskeren Alison Pargeter, der har skrevet en bog om bevægelsen.

»På trods af årene i semi-illegal opposition viste det egyptiske broderskab sig helt uforberedt på magten. De viste sig ude af stand til at ’lave politik’ og begik fejl på fejl, hvor de undervejs fremmedgjorde andre kræfter i den politiske arena,« konstaterer hun om bevægelsen, der flere gange har udstødt liberale kræfter af organisationen for i stedet at vælge mere reaktionære ledere.

»De misforstod deres politiske mandat og så deres valgsejr som et carte blanche, hvorved de også stødte befolkningen fra sig. Inklusive dem, der havde stemt på dem, som ikke var kernetilhængere,« konstaterer hun.

Samtidig var der en dyb og aktiv modstand mod bevægelsen inden for statens traditionelle magteliter og strukturer. Det endte med et militærkup mod broderskabets regering under præsident Morsi og efterfølgende forfølgelse. Morsis embedsperiode har forvoldt skade ud over Egyptens grænser. Morsi-regeringen har bragt broderskabet i uføre i hele regionen med sin version af politisk islamisme anno 2015. »Egypten har længe været moderselskabet og den spirituelle reference for bevægelsen jorden rundt. Selv om de andre nationale organisationer agerer uafhængigt, er det stadig lederen af det egyptiske broderskab, der er den øverste leder af bevægelsen som helhed. På den måde har det, der sker i Egypten, konsekvenser alle steder, og det var et alvorligt slag mod hele bevægelsen og overordnet mod hele den politiske islamisme,« mener Alison Pargeter.

Nye vinde

I Golfen udspiller det islamistiske skisma sig i en mindre målestok, som dog også påvirker hele regionen.

Mens saudierne har understøttet en dogmatisk og radikal salafisme, har de arbejdet målrettet imod Det Muslimske Broderskabs politiske islamisme, især i Egypten, hvor de har støttet præsident al-Sisis klapjagt på broderskabet. Omvendt har nabostaten Qatar støttet de politiske islamister omkring broderskabet – i det mindste indirekte. Men også her er tingene ved at ændre sig, siger den britiske forsker Kristian Coates-Ulrichsen, der især har beskæftiget sig med golflandenes politik.

»Der er ikke nogen formel alliance mellem broderskabet og Qatar, men sammenfaldende interesser, på den måde at Qatar gennem årtier har opbygget gode relationer med mange af broderskabets ledere, hvoraf nogle har tilbragt perioder af eksil i Doha,« forklarer han.

»Det nye qatarske lederskab under emir Tamim har nedtonet dets støtte af broderskabet og bedt lederne om at flytte til Tyrkiet. Qatar har over de seneste fire måneder valgt at prioritere forholdet til Saudi-Arabien over støtten til broderskabet.«

Afløseren?

Få begræder faldet. Det Muslimske Broderskab fik chancen og tabte den på gulvet. Politisk islamisme tæller i øjeblikket kun få tilhængere uden for de troendes rækker.

Men spørgsmålet er, om ikke den brutale lukning af broderskabet i Egypten får konsekvenser. Mellemøstanalytikeren og forfatteren Shadi Hamid fra Carnegie Foundation er usikker på, om den arabiske verden kan klare sig uden de muslimske brødre som en politisk kraft. »Der er en anden dybere fiasko, der sandsynligvis vil præge regionen i årtier fremover: den fundamentalt manglende evne i sekulære statssystemer til at optage islamistisk deltagelse i den politiske proces,« skriver han i en kommentar i The New York Times om Det Muslimske Broderskabs krise og deres ambivalente forhold til liberalt demokrati.

»I religiøst konservative samfund er der udbredt støtte til at blande politik og religion mere, ikke mindre. I Egypten for eksempel viser målinger, at et klart flertal støtter sharia eller islamisk lov som den primære eller eneste kilde til lovgivning; religiøst begrundede kriminelle straffe, kønsulighed, og en rolle til religiøse ledere i at skrive lovene. Hvis den folkelige efterspørgsel er der, vil nogen opfylde det,« konstaterer han.

Spørgsmålet er hvem.

Tidligere kriminaliseringer af det egyptiske broderskab er blevet fulgt af knopskydninger i mere radikale grupper, der har været ansvarlige for terror – noget, der også er klare tegn på i dagens Egypten, advarer den britiske forsker Kristian Coates-Ulrichsen.

»Broderskabet havde været det klart væsentligste alternativ til de regerende regimer, og slaget mod deres troværdighed såvel som tiltagene mod at drive dem under jorden i Egypten, rejser frygten for, at det næste alternativ kan være langt værre, mere voldeligt og sværere at begrænse. Det er jo allerede tilfældet med Islamisk Stat og dets affilierede grupper rundt om i regionen,« siger Kristian Coates-Ulrichsen.

En vej tilbage

Det Muslimske Broderskab i Egypten nægter efter kuppet mod Morsi at indgå i noget kompromis, der ikke indebærer Morsis genindsættelse som præsident. Umiddelbart er oddsene dårlige.

»Som tingene står, er det svært at se en vej tilbage i regulær politik for broderskabet. Det egyptiske broderskab insisterer stadig på dets legitimitet som den demokratisk valgte magt, og hvis det indvilger i at lave en handel med al-Sisi regimet for at kunne komme tilbage til overfladen, vil det have mistet den legitimitet. Legitimitet er vitterlig alt, hvad de har tilbage,« konstaterer Alison Pargeter.

Men den legitimitet kan vise sig at være kostbar nok i en tid, hvor andre former for islamisme truer arabiske regimer. Selv hvis målet i sidste ende er sharia, forholdet til liberalt demokrati fortsat er problematisk og forholdet til autokrater ligeså, kan der igen blive brug for hverdagsislamister.

»I de seneste måneder – og især siden Kong Salmans kroning – har den saudiske tone ændret sig på en temmelig subtil måde, efterhånden som saudierne har vendt blikket mod truslen fra Islamisk Stat. Det lader til, at Saudi-Arabien er parat til at anerkende broderskabets fortsatte eksistens i store dele af Mellemøsten,« siger Kristian Coates-Ulrichsen. »På lang sigt er der måske en vej tilbage for brødrene. Det er ikke nemt at knuse en ideologi. Og efterhånden som Islamisk Stat bliver den primære trussel mod regimerne, er det måske muligt for broderskabet at repositionere sig selv som ’den moderate kraft’ inden for politisk islam,« siger han.

Heller ikke Shadi Hamid vil afskrive broderskabet på længere sigt.

»Læren af Det Arabiske Forår er ikke, at islamistiske partier er uforenelige med demokrati, men at demokrati, eller bare noget, der minder om det, er umuligt uden dem. Når der er demokratiske åbninger – om fem, 10 eller 15 år – vil islamisterne måske se anderledes ud og tale anderledes, men de vil stadig være der, ventende, parat til at vende tilbage til politisk prominens – og måske endda magten.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Journalisten glemmer, at det muslimske broderskab har været marginaliseret siden dets grundlæggelse i 1928.
Det arabiske forår var en undtagelse, tiderne er for broderskabet gået tilbage til det normale, undertrykt af diktatorer overalt. Men noget rører sig og mellemøsten står i brand. Hvad der kommer til at ske og hvem der kommer ud på toppen fortaber sig i krigens tåger. Men uanset om broderskabet får en genkomst på den absolutte top, kan det med rimelighed spås, at organisationen, som snart er 100 år gammel, ikke er og ikke vil blive truet på livet.

Viktor Knudsen

Ja det er lidt pest eller ebola, hvis man absolut skal vælge. Mellemøsten og nordafrika står i flammer, og det bliver meget værre endnu - bare vent og se! For os er det mere relevant hvordan vi kan stoppe eller i det mindste bare reducere spredningen til Europa.

Om det blive shia eller sunni der vinder eller om de bliver så trætte af krig at et kompromis er resultatet er ikke godt at vide, men ikke et eneste ME land, nordafrikansk (og måske også subsarah-landene) vil gå ramt forbi, heller ikke Saudi Arabien eller Iran.

De næste 30 år bliver ikke sjove

Touhami Bennour

Det er sket en halvleg. Det er forskel mellem Egypten og Tunenesien men begge sidder med løsningerne. I år bliver afgørende, begge har givet løfter for befolkningerne, og folket øpførte sig meget pragmatisk ved at give legitimitetet til de magthaverne I de to lande. Begge satser på hjælp fra udlandet, Egypten har fået stor finantiel hjælp fra Golflandene og Tunesien satser også på hjælp udefra. Halvleg betyder (den islamiske partiers magtovertagelese over løst ved at de blev fjernet), nu skal vi ser om de nuverende styre (seculære)kan levere varen. Jeg tror det ikke, fordi de ser ikke "arbejdet"til alle som er vigtig for at få en gennembrud. Fordi de bruger en mærkelig retorik som har overrasket meget.

Touhami Bennour

Viktor Knudsen
"Mellemøstan og Nord Afrika Står I flammer" Det sker aldrig. To eller tre har udført terror hanlinger( og det skyldes mest af svigt fra politiet arbejde) det sidste terror I Tunis Bardo museet skyldes politiet svigt) om det er noget bag jeg ved det ikke. I Egypten kommer aldrig borgekrig, her er hæren meget dominerende. I Tunesien kommer heller ikke så noget.Det drejer sig om små ting som I Europa; men selvfølgelig er der nogle der har interesse at tale om kaos. Husk den tidliger president flygtede fra Tunesien fordi han ved at folket har et klar mål

Viktor Knudsen

@Touhami
Jeg er meget mere pessimistisk end du er. Lad os tage et land som Eypten, der har en befolkningseksplosion, og snart ikke vil kunne brødføde sin egen befolkning, da det meste af landet ikke kan opdyrkes. Hæren er chanceløs når den fattige befolkning der ikke har nogen fremtidsudsigt rejser sig. Det samme gælder det forstenede saudiske kongerige - det producerer nul og niks, udover børn. Olie er der ikke nogen rigtig fremtid i. Syrien og Irak er der slet ingen grund til at kommentere, for ikke at nævne Yemen, og Libyen. Hvis der er et muslimsk land i ME jeg vil give en lille chance, så er det naturligvis Tyrkiet, resten er eller ender i kaos, det samme gælder de nordafrikanske lande, og for så vidt nok også subsarah.

Time will tell....

Touhami Bennour

Viktor Knudsen
Du blander mange ting sammen, hvis vi vil tale om terror så hvor det går værst er først et land som har været offer for invasion fra America"Irak"( hæren blevet opløst, sikke intelligens fra Bush side) derfra stammer ISIS, Syrien er I borger krig men det kunne have fået en anden drejning hvis ikke et nyt kort kom I betragtning "det Russisk kort" har skræmmet Americaner(jnf Syrisk kemisk våben). Det er ikke noget overbefolkning I Egypten, ligesom I Kina, har de selvbedt om den; et land er en ikke en børne have: tænk på Israel, der er umagenværd. Jeg tror Egypterne bekymrer sig ikke så meget om det. Selvfølgelig har Egypten også som alle lande "klasse problemer" det spiller desværre også. Det betyder befolkning bære den store byrde. I tunesien har statsministre selv erklæret til fransk l´"observateur" at der skulle være 4 politi betjente omkring parlementet der ligger ved siden af museet: to betjente var I en café på det tidspunkt en anden gik for at købe en sandwich og den sidste kom ikke. Du skal ikke nedvurdere araberne de går ikke ned, det var heller ikke let I Irak du kan selv spørge. Men USA ingen kan klare. Jeg erkender hvad angår administration af begivenheder har araberne meget at lære, de er ikke hurtige fordi det er ikke nødvendigt med diktatur, men de kommer til. I libyen er der problemer og 1 million flygtning fra Libyen I Tunesien, det er en stor byrde , der er også 4 million flygtninge fra Syrien I nabolande osv. De ved man.

Peter Nielsen

Det muslimske broderskab har udelukkende en plads i samfundet fordi de eksisterer i lande hvor der har været en rig tradition for diktaturer, forfordeling af værdier og dårligt uddannede befolkninger. Broderskabet ville ikke kunne eksistere som en reel magtbastion i en udviklet samfund hvor økonomi, demokrati og uddannelse var på et meget højere niveau.

Touhami Bennour

Peter Nielsen
Hvad skete nu da Broderskabet er væk? er lander fordi det er forandret. Egypten har Nobel pris tager I Chemi og litteratur og så vidt jeg ved ingen Israeler har Nobelpris . Og husk den krig med Israel 1973 hvor Isreal var sloget og tvang den til at rømme med bosættelser hele Sinai(3 gange hele Palestina). Det er ikke hvad araberne ved om Egypten. Jeg har selv opdaget den moderne verden I de Egyptiske film og kunst. Jeg ved ikke om du kender Mohammed Ali Bey , der fra 1830 mederniseret Egypten fuldstændigt med jernbanerligner og tog, og dengang var sjælden lande har gjort. Jeg er enig hvad angår diktatur, der bgyndte I 1950 erne og fortsætter idag, det er en levn fra den kolde krig og den ulighed der er I landet. Egypten adskiller sig generelt ikke fra Kina. Men hvis du tager til Kairo du vil se hvor modern er Egypten.

Peter Nielsen

@Touhami BENNOUR,
Der er flere israelere og jøder der har modtaget nobelpriser, så din viden herom trænger måske lige til en afpudsning. Når det så er sagt, så er det jo ikke relevant at drage Israel ind i den her diskussion.
Det muslimske broderskabs endegyldige mål er en sharia styreform. Jeg tvivler på at ungdommen i den muslimske verden ( de oplyste i hvert fald) ønsker sharia. Broderskabet viste sig jo også fra sin skyggeside dengang de fik magten og gik i gang med deres projekt, som viste sig ikke at være den vej frihedsbevægelsen ønskede. Nu er Egypten igen faldet tilbage i et militær styre som heller ikke ligefrem kan siges at være en ønskelig styreform.

Touhami Bennour

Peter Nielsen
Jeg er enig om Broderskabet, jeg er ikke for sharia, jeg har været Marxist siden jeg var 18 år og jeg er stadig væk, jeg forsvare Egypten som er modern trods alt, I øvrit alle tidligere ulande som Indien, kina, Sydamerika har en stor fattigdom I sig. jeg er imod diktatur selvfølgelig og for demokrati. Politik som jeg kender kan ikke

praktiseres med had. Det er politik, og skal man der være demokratsindet. For dig er en muslim er bar et ord, men for ¨mig han godt være min bror. Faktisk jeg er den eneste der gjorde oprør I familien og alle mine søskene er troende så skal jeg ikke hade dem når jeg møder dem, der er også borger I landet,mere end mig idet jeg lever I udlandet, som dig jeg vil formode med DF.

Peter Nielsen

Touhami Bennour,
du tager fejl når du udtrykker at muslim bare er et ord for mig. Du forstår ikke at mit budskab er at den radikalisering som bl.a. broderskabet står for ikke er ønskværdigt for nogen som helst. Alternativerne er ikke lige for - det har de vel ikke været siden broderskabets grundlæggelse, og derfor er broderskabet der stadig. I takt med at samfundende normaliseres, ungdommen gør oprør, så vil samfundet ændre sig og broderskabet vil stille og roligt forsvinde ud i glemslen. Det vil ske det er bare et spørgsmål om tid, og om vi er villige til at støtte de rigtige i denne udvikling.

Touhami Bennour

Peter Nielsen
Jeg er enig. Men det er sammenblanding af "IS" og brodersksabet. Konflikten mellem broderskabet og militæret er politisk. Militæret vil overhovedet ikke nogen form for control. Men ellers deres politik er det samme, begge er liberale hvad angår økonomi, og jeg mener også hvad angår religion de er stort set enig. USA også mener ikke at kuppet er legitim. Hvad angår extremism er vi alle enig,vi er modstander men jeg synes ikke broderskabet er extremist. det har jeg ikke hørt før, hverken ledelsen eller organisation. jeg synes bare Al sissi bliver fornuftig og benåder alle og glemme vi det. Jeg har forventet kuppet, som Marxist jeg skal tage hensyn til magt forhold og jeg sagde til andre Egypter militæret sag skal ordnes før man skal være sikker om noget. Men mange også ledelsen(Morsi) troede at militæret vil respektere demokratisk valg, og det var fatal. Det var forudsigelig.

Preben Haagensen

Touhami BENNOUR, lige en lille korrektion Israel var ikke slået i 1973. Sandt nok det startede med et overraskelse angreb på jødernes største helligdag, fra Egypten og Syriens side. Dayan var helt ude i hampen og ville tage SAMSON optionen i brug (atomvåben), men den jødiske Mama Golda Meyer var mere fornuftig, og havde ret, endnu engang slog israelerne Egypten og Syrien.
Året efter tog Egyptens præsident Sadat til Israel og talte i Knesset (det israelske parlament) hvorefter der kom lange fredsforhandlinger i gang, der jo endte med aftale om fred og en tilbagetrækning i faser fra Sinai, som endte i 1979. Ganske vist en kold fred, men den har holdt lige siden, og siden sluttede Jordan også fred med Israel.

Touhami Bennour

Preben Haagensen
"en lille korrektion" Jah, Israeliske ledere var beskæftiget med noget anden ikke politisk, nemlig hvor var deres efterretning tjeneste, krigen var forberedt nåneder før og blev hold hemmeligt til de sidste øjeblik, ja til tre dage senere efter det er startet. Sadat sagde at Egypten er 98% I krig med USA og 2% med Israel, uden den bro der blev indsat mellem USA og Israel var færdig , faktisk var I den bro også USA soldater udover våben. Og I Øvrigt Golda Meier har truet med anvandelse af A-båben hvis ikke USA kommer dem til hjælp med alt. Alt Sadat vidste til det sidste detalje. Golda meier, som du navner, dagde en gang, det drejer sig for Israel en sag "om et folk uden land-Isreal- og et land uden folk Palestina". Men Israel fik ikke en cm af Egypten,og måtte rømme alt, hvorfor bosetttelser?. Fordi Sadat satte grænser for indrømmelser, resten er til at det kunne feste, ikke vigtig.
jeg kan se at du ikke er israeler fordi "røming af Sinai(3 gange Palestina) og bosættelser ikke vigtige for dig".
Til sidst jeg kan sige Egypter fejre hvertår 6 oktober krig(sejr) med pompe og pragt og Israel siger ikke noget. Men også alle de Israeliske forfatter jeg har hørt eller læst taler ikke om jomkippur krigen, hvorfor ikke taler om det? NU er israeler med de rigtige fjender, Palestineser. Og det er ikke klaret.

Preben Haagensen

Touhami BENNOUR, vi bliver vist ikke enig om hvad der egentlig skete, men fakta er da krigen standsede havde Israel erobret Golan tilbage og Sharon sad med den israelske hær på den anden side af Suez kanalen, hvad de så skulle der, var de vist ikke helt klar over.
Det kan godt være Egypten hvert år fejrer deres nederlag med pomp og pragt, ligesom Danmark fejrer sine nederlag (hvad udad tabes skal indad vindes). Det blivende er denne krig skabte grundlag for en varig fred med Egypten, men Sadat kom jo også til, at bøde med sit liv for dette.
Sinai har israelerne vist aldrig gået meget op i, det vigtige er, der er begrænsninger i hvor mange egyptiske soldater og våben der tillades i Sinai, ifølge fredstraktaten.

Touhami Bennour

Preben Haagensen
Jorden er ikke flad og begivenhederne har ikke alle tider den samme betydning. Det var en tid for Rommel og en tid for Giap. Her ser man målet af krigen og ikke generalers prestige. En verdens krig er ikke det samme som en befrielses krig. Mange franskmænd ser ikke på algeriets krig som befrielses krig derfor taler stadig væk om fransk algeriet, de ser på frankrig(stærk) og algeriet tidligere koloni(svag) men hvis man ser på det som befrielses krig så har algirer vundet krigen. det samme med Israel. Da Israel blev dannet var alle araber koloniseret(Nord Afrika blev først reelt fri ibegyndelsen af 60 erne, Egypten va lige I begyndelsen af befrielsen fra Englan(Suez krig) det samme Kuwait, Kata, Oman, Irak blev fri omkring den sammetid. Alså araberne har oplevet først 1973 krig som deres krig fordi var de fri, men ikke militær stærk som jøder (hjælp og erfaring fra Europa I hele den 20 århundert) Dayan så araberne også som stædig koloniseret lig før 73 krig idet han sagde araberne vil ikke gøre noget, ja det sagde han og måtte betale dyrt for det . Hvad angår Sharon ved Nilen nemlig forklarer den politik Israeler havde over Egypten(Eretz Israel)stor Isreal fra Nilen til Eufrat,Ok ikke alle havde den illusion men Sharon havde han den, Sharon var Høg og tilhænger af Eretz Israel derfor drog han gennem Suez kanalen. I krig som I virkligheden det gå op og ned og ikke ligeud,og rømning af Sinai og især bosættelser var på trods Af Sharon.
Til sidst jeg vil sige den krig araberne var en befrielseskrig det er fakta, og Israel har tabt Sinaj som fransk mænd(ikke alle mener det) tabte nord afrika og specielt Algeriet. Syrien kunne havde fået Golan men Assad turde ikke, han vil ikke have den samme skæbne som Sadat. det er nok med en eller to personer for at udføre den handling, men hverken nytter er eller klog handling. De Gaule var også ved at miste livet ved en kup på grund af Algeriet. så er det altid en risiko. Kennedy måtte samme vej; men det var ikke hele folketsgerning. Jeg ser ikke konflikten mellem araberne og Israel som en gade slagsmål, det er krig.