Læsetid: 4 min.

Kaliffen, der ikke var en rigtig kalif

Der Spiegels afsløring af gamle Saddam-loyalister som hovedarkitekterne bag Islamisk Stats succes, sætter et stort spørgsmålstegn ved Abu Bakr al-Baghdadis rolle – og ved effekten af hans mulige død
Fordrevne sunnimuslimer, der er flygtet fra volden i den irakiske by Ramadi, ankommer til Baghdad. Ramadi dannede i sidste uge rammen om voldsomme kampe mellem irakiske sikkerhedsstyrker og Islamisk Stat.
28. april 2015

Kaliffen er død. Kaliffen længe leve. Det er essensen af de seneste dages modstridende meldinger om Islamisk Stats åndelige leder, Abu Bakr al-Baghdadi, også kendt som Kalif Ibrahim.

Ifølge irakiske regeringskilder blev Islamisk Stats øverste leder alvorligt såret under et flyangreb i Al-Bajj-området 150 kilometer vest for Mosul for mere end en måned siden, og i går hævdede iransk statsradio så, at kaliffen var død.

Uanset, om det viser sig at holde stik, har det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel netop sat et stort spørgsmålstegn ved den selvudråbte kalifs rolle i Islamisk Stat.

Ifølge Der Spiegel er han ikke andet end en kransekagefigur, installeret af gamle militær- og efterretningsfolk fra Saddam Husseins Baath-regime, der bruger IS som skalkeskjul for at genindføre et sunnimuslimsk partidiktatur i Irak.

Saddam Husseins opskrift

Flere af verdens førende Irakeksperter bekræfter, at Islamisk Stats politiske og militære succes blandt andet skyldes tilstedeværelsen af tidligere Saddam-officerer i bevægelsens top. De sætter samtidig et stort spørgsmålstegn ved al-Baghdadis rolle og konsekvenserne af hans eventuelle død.

»Der er ingen tvivl om, at tidligere medlemmer af Saddam Husseins militær og efterretningstjeneste spiller en hovedrolle i Islamisk Stat,« siger Joost Hiltermann, der er leder af Mellemøstforskningen ved den anerkendte tænketank International Crisis Group og en af verdens mest erfarne Irakanalytikere.

»Det er folk, der vil gøre hvad som helst for at komme tilbage til magten,« siger han. Ifølge Spiegel er det præcis det, der er de tidligere Saddam-folks mål.

Og midlerne er som taget ud af det tidligere Baath-regimes drejebog; overvågning, spionage, mord, likvideringer, kidnapninger og terror af civilbefolkningen, skriver det tyske magasin, der har researchet Islamisk Stats opbygning og metoder i månedsvis og blandt andet fået adgang til en 31-sider lang manual, som i detaljer opregner de metoder, som Islamisk Stat har brugt for at opnå kontrol med mere end halvdelen af Syrien og op mod en tredjedel af Irak.

Manualen er angiveligt udarbejdet af Samir al-Khlifawi alias Haji Bakr, en tidligere oberst i Saddam Husseins efterretningstjeneste, som blev dræbt i den lille nordsyriske by Tal Rifaat i januar sidste år.

Den nye kalif er klar

Irakspecialist og seniorforsker Shashank Joshi fra Royal United Services Institute i London bekræfter ligeledes, at tidligere Saddam-tro officerer spiller en nøglerolle i IS.

Al-Baghdadis betydning er derfor væsentlig mindre end hidtil antaget.

»Han betyder hovedsagelig noget for Islamisk Stats evne til at rekruttere nye fodsoldater, der tiltrækkes af bevægelsens islamistiske image og for evnen til at overtale lokale stammeledere til at slutte sig til IS,« siger han.

Eftersom de tidligere Saddam-officerer i Islamisk Stat har været meget dygtige til at planlægge på alle planer, er Joshi overbevist om, at de også er klar med en arvtager til kaliftitlen, hvis det skulle vise sig, at kaliffen virkelig er død.

Ifølge irakiske regeringskilder bliver det Baghdadis højre hånd, Abu Alaa Afri, som skal træde i kaliffens sko.

Han er forholdsvis ukendt, men er angiveligt tidligere fysiklærer, som har passet Baghdadis opgaver siden flyangrebet den 18. marts.De to Irakspecialister understreger, at et rolleskifte ikke vil få den store betydning for Islamisk Stat.

»Det vil ikke svække bevægelsen afgørende, hvis Baghdadi skiftes ud,« siger Joost Hiltermann.

»Det nytter ikke noget at kappe hovedet af bevægelser, der har så stor folkelig opbakning som Islamisk Stat.«

Et underligt ægteskab

Og folkelig opbakning har bevægelsen fortsat trods de brutale metoder, som tages i brug over for enhver, der ikke er villig til at underkaste sig.

Årsagen er den enkle, at Islamisk Stat lever højt på de irakiske sunnimuslimers had til den shiadominerede regering i Bagdad. Og så længe premierminister Abadi ikke tilbyder en reel magtdeling mellem Iraks to dominerende religiøse retninger, vil rekrutteringen af frustrerede sunnier til IS fortsætte, forudser han.

Umiddelbart kan det overraske, at tidligere officerer i det sekulære Baathregime har allieret sig med de ekstreme islamister i Islamisk Stat. Men det er ikke så underligt, som det kan lyde, siger de to eksperter.

»Det er et fornuftsægteskab, forenet af et fælles mål om at overtage magten i Irak,« siger Joost Hiltermann.

Han forudser at de tidligere Saddamofficerer vil skille sig af med islamisterne, når målet først er nået.

Desuden, understreger de begge, var Saddam Husseins Baath-regime måske mindre sekulært, end de fleste erindrer.

I Saddam Husseins sidste år som diktator, hvor internationale sanktioner holdt irakerne på sultegrænsen, brugte Saddam Hussein i stigende grad islam til at holde populariteten oppe.

For eksempel lod han sig pludselig fotografere i dyb bøn og fik også skrevet en koran med sit eget blod.

Både Hiltermann og Joshi mener, at afsløringen af de gamle regime-officeres rolle som IS’s nøglestrateger viser, at omverdenen fortsat ved meget lidt om fænomenet Islamisk Stat.

»Vi har undervurderet IS fra dag ét, både deres organisatoriske, politiske, økonomiske og militære formåen,« siger Shashank Joshi fra Royal United Services Institute.

»Årsagerne til deres succes ved vi mere om nu. Men lad os være ærlige. Vi famler os stadig frem«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Burde sikkerheds tjenesterne ikke forlængst have fundet ud af, at det er gamle Saddam loyalister der står bag isis, men de har måske haft for travlt med at læse folks e-mail.......

Ole Vagn Christensen

Godt gået af Information at de nu sætter fokus på en Nazistisk fremfusen fra IS side hvor Koranen bruges af politiske fantaster.

Og her gik Informations kernelæsere og troede/håbede, at døds-kulten var ædle frihedskæmpere, der bekæmpede "Vesten" og dens dekadente, usmagelige overforbrug og imperialisme, og så viser det sig, at være det rene narreguld. Ak og ve!

Niels Møller-Larsson

Peter Olesen: Sikke en plat kommentar. Bare fordi du ikke kan lide Information og dens læsere, behøver du ikke gøre deres kernelæsere til ISIS sympatisører. Hvor gammel er du lige? 14?

Gustav Alexander, Jens Falkesgaard og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Sikke en plat konklusion, oh du kernelæsernes selvbestaltede væbner. Jeg kan da godt lide Information, og nogle af dens læsere.

Nå, men hvis det er Baath der star bag IS, så er det jo bare at håbe på at de vinder, så vi kan få genskabt det paradis som USA har smadret.
Så mangler vi bare Muammar Muhammad Abu Minyar al-Gaddafi og unge Assad, så er der fred i Mellemøsten.

Jan Hansen, Peter Ole Kvint og Peter Olesen anbefalede denne kommentar
Niels Møller-Larsson

Peter Olesen: Glem dine comebacks: dit første indlæg afslører dig stadig.

Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Islamisk stat er uden tvivl anti-imperialistisk. Det er blot anti amerikansk imperialisme. Salafistisk islamisme er jo sin egen type imperialisme desværre.

Det virker da også underligt at en enkelt kommentator maler Informations læsere til at være IS-apologister. Jeg har aldrig læst én eneste positivt ladet kommentar ang. IS herinde, så det lugter lidt af oppositionel ønsketænkning. Det er jo altid rart at kæde sin politiske modstand sammen med semi-sataniske kræfter, ikke Hr. Olesen?

Ba'ath - IS forbindelsen er ret interessant. Den vidner om noget om hvor meget USA spillede fallit i retsopgøret efter Iraq krigen. Man valgte kort sagt at ekskludere alle ba'ath medlemmer - og det er immervæk mange - fra nogen form for politisk indflydelse. På den måde tvang man hvad der evt blot var opportunister ud i Saddam-loyalisme og anti-amerikanisme.

Den ba'athistiske bevægelse har ellers traditionelt været ret sekulær. Det kunne enten betyde, at disse tidligere ba'athister er undergået en egentlig religiøs fundamentalisering eller at Islamisk Stat blot er endnu en opportunistisk politisk mulighed. At spille på hesten Islamisk Stat kan virke kortsigtet men hvis det er ens eneste chance for at opnå fordums politiske indflydelse, så bliver det pludselig et meget mere logisk valg: Islamisk Stat eller intet.

Torben Nielsen, Preben Haagensen, meskeen durye, Bjørn Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvad er det du mener at have afdækket, Niels Møller-Larsson?

At politiske segmenter i DK og den vestlige verden (herunder med garanti også mange af Informations kerne-læsere), i årtier har danset om den varme grød, hvad angår kritik af ikke blot islamismen, men også andre langt ude ideologier, når blot disse har været i opposition til USA.

Visse har sågar nydt når "Vesten" (herunder vores egne soldater) har fået nogen over nakken, og set det som en retfærdig straf for vores postulerede, postkoloniale arvesynd.

Niels Møller-Larsson

Peter Olsen:
Det er da dig selv der i den grad tror du afdækker ting ved at postulere en masse.

For at sige det helt kort: Hvis der er nogen som ikke er skyld i ISIS opståen er det altså en pacifistiske venstrefløj i Europa.
Og dit luftige argmument som linker problemer i mellem østen såvel som i Ukraine med en apatisk og pacifistisk venstrefløj, har jeg snart hørt mange gange. Men det gør altså postulatet mindre postulerende.
Kritik af islamisme eksisterer også på venstrefløjen: en generalisering og hetz mod hele Islam er til gengæld sværere at finde.

Peter Ole Kvint

Jeg tror ikke på det som står i information.
Jeg ved at Kaliffen er ikke selv-udnævnt. Og ingen vil tro på det hvis de fik fortalt hvem der har unævnt ham.
Jeg tror at han er ikke død, men bortrejst, da han har en stor opgave med at samle muslimerne, i hele verden.

Ja, den er god med dig, Niels Møller-Larsson.

De eneste der har sagt fra, uden uld i mund, er Villy Søvndal og Pelle Dragsted. Men alt vil jo synes som kæmpe fremskridt, når sammenligningsgrundlaget er intet at mene og ytre, i årtier.

Hetzen og generaliseringerne af islam ved jeg ikke hvorfor du bringer på bane, men lad mig gætte på at det er den vanlige inkriminerings-autopilot, som slår til når argumenterne fattes.

Og i øvrigt hvis du havde ulejliget dig med at læse artiklen, ville du også vide at de eneste der i realiteten kan klandres for ISIS´s opståen er magtliderlige og blodtørstige officerer fra Saddam-æraen.

Preben Haagensen

Udmærket artikel der gør en klogere på Islamisk Stat hvor den ind til nu har været udråbt som en ren terrorist organisation. I virkeligheden er Islamisk Stat en politisk og militær organisation der er yderst moderne. Man skal ikke lade sig narre af de gamle myter de bruger. Sammenlign med nazismen som også brugte gamle nordiske myter, men var yderst moderne i det de brugte de sidste nye opfindelser, til at cementere deres magt.
Amerikanerne og deres allierede har gjort alt forkert fra begyndelsen i deres indblanding i Irak og ikke indblanding i Syrien. Irak burde være lavet om til en forbundsstat i tre dele. I stedet satsede amerikanerne udelukkende på det shia muslimske flertal på 60%, vi har resultatet i dag. Ved ikke indblanding i Syrien, ja resultatet er en krig som er gået ind i sit femte år, med 220.000 døde (FN) og millioner af flygtninge. Hele Mellemøsten er ved at gå i opløsning i dette kaos.

georg christensen

Det måtte jo, på et eller andet tidspunk komme: Kaliffen, kongen, kajseren, paven eller et andet symbolsk illusions endeligt fik sat LIVETs krone for døren, og spørgsmålet overfor LIVET stilles: Hvilken værdi ønsker du at tilkendegive dig selv med overfor LIVET?.

georg christensen

Når den såkaldte vestlige verdens ledere og deres "løgnagtigheder" hemmeligheder overfor deres folk, med hemmeligholdelse på "magtbegærlighedens" basis fordres ( på nuværende), med "reklame industrielle", illusioner, har lederne misforstået "FOLKETs" vilje, som de selv har været med til at oplyse.

Fortsættelsen kan kun følge, hvis åbenheden ikke kun er illusionen , hvor lukketheden styres af illusionens åbenhed.

NB: Til vestens " enevældige" i dag finansfyrster, luk op, eller gå jeres egne veje uden LIVET , så småt det end måtte være, er " I" ingenting. Et udsagn, som i sær religiøse "tankegange" for længst burde have ud basuneret.