Læsetid: 2 min.

Kenya vil lukke verdens største flygtningelejr

I kølvandet på terrorangrebet af al-Shabaab, som kostede 148 kenyanere livet, vil Kenya lukke flygtningelejren Dadaab. FN kritiserer forslaget
De fortrinsvis somaliske flygtninge i kenyas Dadaab-lejr har det ikke nemt, men ser ud til at få det værre i fremtiden, hvis lejren lukkes.

Tonuy Karumba

18. april 2015

De 350.000 somaliske flygtninge, som i dag lever i verdens største flygtningelejr Dadaab i Kenya, kan blive nødt til at sætte kursen retur til det krigsplagede Somalia inden for den nærmeste fremtid. I hvert fald hvis det står til de kenyanske myndigheder, som i lørdags offentliggjorde, at landet har bedt FN om at begynde hjemsendelsesarbejdet allerede i juli i år.

»Vi har bedt UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat, red.) om at flytte dem inden for de næste tre måneder. Hvis ikke flytter vi dem selv,« sagde Kenyas vicepræsident, William Ruto ifølge Al Jazeera.

»Den måde Amerika ændrede sig efter den 11. september, er den måde Kenya vil ændre sig efter Garissa,« sagde han med henvisning til al-Shabaab-massakren på Garissa University College i det nordøstlige Kenya d. 2. april, hvor 148 – primært studerende – blev dræbt. Al-Shabaab har sagt, at angrebet var hævn for Kenyas militære tilstedeværelse i nabolandet Somalia. Kenya reagerede ved at bombe to islamistiske militslejre i Somalia.

FN deler imidlertid ikke Kenyas begejstring for forslaget om at lukke Dadaab-lejren. Tirsdag advarede Karin de Gruijl, talskvinde for FN’s Flygtningehøjkommissariat, ifølge det kenyanske medie Daily Nation om, at den bratte lukning vil få »ekstreme humanitære og praktiske konsekvenser og vil være et brud på Kenyas internationale forbindelser«.

»Vi opfordrer således de kenyanske myndigheder til at give sagen yderligere overvejelser,« sagde hun.

Kenya har tidligere anklaget al-Shabaab-krigere for at gemme sig i Dadaab-lejren, som åbnede i 1991 efter Siad Barre-regimets kollaps i Somalia. Allerede i begyndelsen af marts i år proklamerede den kenyanske regering, at den havde påbegyndt opførelsen af en mur på en større del af den hullede grænse mellem Somalia og Kenya. Et projekt som vicepræsident Ruto i denne uge bekræftede. Det er heller ikke første gang, de kenyanske myndigheder lufter ideen om at lukke Dadaab-lejren. Efter Al-Shabaabs angreb på storcentret Westgate i Nairobi i 2013, hvor mindst 67 mennesker mistede livet, var forslaget også oppe og vende. Det endte dengang med, at Kenya, Somalia og FN blev enige om at bakke op om frivillig hjemsendelse af de somaliske flygtninge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu