Nyhed
Læsetid: 1 min.

Kilder: IS-leder hårdt såret under luftangreb

Propagandavideo, der angiveligt viser lederen af IS, Abu Bakr al-Baghdadi. Ifølge kilder blev han hårdt såret i går. AFP
Udland
22. april 2015

Den amerikansk anførte koalition imod Islamisk Stat (IS) har ramt terrorbevægelsens øverstkommanderende, Abu Bakr al-Baghdadi. Det oplyser kilder i Irak til den britiske avis The Guardian.

Oplysningerne bliver bekræftet af Hisham al-Hashimi, en irakisk embedsmand, der rådgiver Bagdad-styret om IS.

»Ja, han blev såret i al-Baaj nær af landsbyen Umm al-Rous den 18. marts sammen med den gruppe, han var sammen med,« siger embedsmanden til The Guardian.

Abu Bakr al-Baghdadi blev angivelig ramt under et luftangreb. Kvæstelserne var ifølge kilderne så omfattende, at de øvrige højtstående i IS i forventning af Baghdadis snarlige død samlede sig for at udpege en ny leder.

Baghdadi skulle dog være i bedring, men uden at have genindtaget sin lederrolle.

En unavngiven vestlig diplomat bekræfter desuden, at der den pågældende dato blev udført et luftangreb på en bilkonvoj mellem landsbyerne Umm al-Rous og al-Qaraan tæt på den syriske grænse, og at tre personer blev ramt.

På daværende tidspunkt var embedsmændene dog ikke klar over, at Baghdadi befandt sig i en af bilerne.

Angrebet skete i et område, som længe har været uden for den irakiske stats kontrol.

»Han valgte at skjule sig i det område, fordi han under krigen fandt ud af, at amerikanerne kun havde ringe tilstedeværelse der,« siger en kilde med kendskab til Baghdadis aktiviteter.

»Siden 2003 har det amerikanske militær knap nok været til stede i området. Det var den eneste egn af Irak, de ikke havde kortlagt.«

I november og december 2014 blev der også rapporteret om, at Baghdadi skulle være blevet såret. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her