Læsetid: 7 min.

’Kinas kulindustri styrter mod jorden som en sten fra 1.000 fods højde’

Kinas kulforbrug falder. Det er godt nyt for miljøet og kinesernes lunger, men det er også tæt på at føre til økonomisk kollaps for landets kulbyer. Den tidligere minearbejder Li Lin hilser udsigten til et renere miljø velkommen – også selvom udviklingen fører til personlig ruin
En lastbilchauffør er ved at dække en last med kul til, som er klar til at blive kørt bort fra minen i Kinas Shaanxi-provins.

En lastbilchauffør er ved at dække en last med kul til, som er klar til at blive kørt bort fra minen i Kinas Shaanxi-provins.

Martin Gøttske

27. april 2015

Li Lin sidder ved sit skrivebord, der er tætpakket med kaktusplanter, stenfigurer og en elkedel. Den tidligere kulminearbejder, der de sidste par år har forsøgt sig som vognmand, regner på det.

»Hvis det fortsætter som hidtil, så vil jeg gå fallit næste måned,« konstaterer han, og kradser nervøst med en pegefingernegl på sit tykke venstre håndled, lige mellem det guld- og sølvfarvede armbåndsur og tatoveringerne af de to kinesiske tegn for ’lykkebringende skyer’.

»Kul har været både min lykke og ulykke,« siger den 50-årige. Kullet har givet ham ris på bordet, men har også gjort ham syg - og er nu også ved at ruinere ham. Hele hans arbejdsliv har haft kul som omdrejningspunkt, lige siden 1983, hvor han fyldte 18 år, og staten tildelte ham et job nede i en kulmine. Et kvart århundrede senere kom han op af mineskakten med smadrede lunger, men også med en drøm om at blive vognmand. Mange før ham havde tjent formuer på at transportere kul fra minerne, og sammen med flere partnere tog han et lån på adskillige millioner yuan, som blev brugt på at købe 20 lastbiler, som skulle køre i pendulfart mellem områdets miner og en nærliggende togbane. Men lige så snart lånet var taget og lastbilerne købt faldt det hele sammen. Kinas kulforbrug begyndte at stagnere og siden falde, kulpriserne styrtdykkede og Li Lins ordrebog blev næsten tom. Og to år efter hans drøm gik i opfyldelse, er han nu få uger fra at være tvunget til skille sig af med de sidste to lastbiler, der endnu ikke er solgt.

»Kinas kulindustri styrter mod jorden som en sten fra 1.000 fods højde,« siger Li Lin.

»Vi har næsten lige fra start af kørt med underskud, og vi får nu tre gange så lidt for at transportere et ton kul, som for to år siden. Det bliver umuligt for os at betale lånet tilbage.«

Kina, som står for halvdelen af klodens kulforbrug, har været afhængig af kul for at understøtte landets høje økonomiske vækst. Men efter kulforbruget i årtier er steget markant, er det nu begyndt at gå i den modsatte retning. Regeringens tal viser, at landets kulforbrug faldt med 2,9 procent, eller 118 mio. ton, i 2014 sammenlignet med året forinden. Det er det første fald siden årtusindskiftet.

Det er en udvikling, der ses som sjældent godt nyt for Kinas stærkt plagede miljø. »At kulforbruget er faldet med næsten tre procent er bestemt en afgørende udvikling,« siger Li Shuo, klimamedarbejder hos Greenpeace i Beijing.

Lever af kul

Faldet er også af afgørende økonomisk betydning for Li Lin og andre i kulindustrien. Li Lins kontor, hvor han også overnatter i en køjeseng, er i en barak med hvide ydervægge af bølget plastic, som er isoleret med flamingoskum. Alle bygningerne her i landsbyen er af denne type; den samme slags, som de kinesiske myndigheder opfører for midlertidigt at huse jordskælvsofre. Men den lille interimistiske landsbys indbyggere har boet her i årevis, med udsigt på den ene side til sletten af løs støvet jord i den centralkinesiske Shaanxi-provins og den store statsejede kulmine Hongliulin på den anden.

Det er kulminen og dens over 1.000 indbyggere, som barakkernes beboere på den ene eller anden måde lever af at servicere. Der er motellerne for lastbilchaufførerne. Der er kioskerne og restauranterne. Midt i det hele er bordellet og ved siden af frisørsalonen, der på et skilt frejdigt påstår at have ’kinesiske berømtheder’ som kunder.

Li Lin, der for fire år siden, efter årtiers arbejde nede i kulmineskakterne, fik konstateret sorte lunger, en sygdom forårsaget af kulstøvet i minerne, siger, at kullet har været et bittersødt bekendtskab for Kina, ligesom for ham selv:

»Kul har været nødvendigt for den økonomiske vækst, men nu er der store problemer med forurening.«

»Udviklingen er hård for os og for økonomien,« siger han, »men jeg støtter fuldt ud målet om at reducere brugen af kul. For vores helbreds og miljøets skyld.«

Årsagen til kullets økonomiske deroute skal ifølge eksperter bl.a. findes i flere faktorer: En af dem er omstruktureringen af den kinesiske økonomi. Inden for de seneste år har Kina forsøgt at skifte fokus væk fra bl.a. stål og cementindustrierne, der alle kræver store mængder energi. En anden årsag er Kinas faldende økonomiske vækst – væksten sidste år var den laveste i et kvart århundrede. Det sætter også sit præg på kulefterspørgslen. Og desuden satser Kina stadig større på vedvarende energikilder. Landet er allerede det største marked for vindenergi, og sidste år blev der her installeret mere solenergi end i noget andet land på kloden.

Fra boom til fallit

Udviklingen kan mærkes i hele området her i det nordlige Kina, hvor mellem 18 og 23 procent af Kinas kulreserver findes. 15 minutters kørsel fra Hongliulin-minen ligger byen Shenmu. For omtrent et årti siden bestod området her ikke af meget mere end en lang række småbyer i et af Kinas fattigste landområder. Der var en lang række mindre og ofte private kulminer, men på grund af ringe infrastruktur blev området ikke yderligere udviklet. Det ændrede sig markant i sidste halvdel af 00’erne, da regeringen pumpede enorme milliardbeløb ind i udbygningen af infrastruktur i hele landet. Den bedre adgang i form af veje og jernbaner betød, at de største statslige kulmineselskaber pludselig begyndte at rykke ind her i området, hvor prisen på kul steg mere end 10-fold mellem 2005 og 2011. Shenmu blev en af de hastigst voksende byer i landet. Det væltede ind med penge. Nye ejendomskomplekser blev opført i stor hast, og dyre luksusbiler blev en del af gadebilledet.

»Det strømmede ind med penge,« siger Mao Baozi, der indtil sidste år var lastbilchauffør og tjente penge på at transportere kul, men som nu har mistet sit arbejde.

»Stenrige kulbosser begyndte at kaste om sig med penge.«

Men så begyndte kulpriserne at falde i 2012. Og det ramte hele den økonomiske fødekæde. I Shenmu er de gennemsnitlige huspriser faldet med 25 procent på to år. Overalt er der nu tomme bygninger, tomme restauranter og tomme butikker. Byens BNP er siden 2012 faldet med 10 procent – samtidig med at Kinas samlede BNP i samme periode er steget med omkring otte procent. I et distrikt af Shenmu med navnet Shenmu Ny By, er arbejdet på flere end 100 højhuse, der skulle have været hjem for over 100.000 mennesker, nu gået i stå, flere af byggeselskaberne er gået konkurs, og bygningerne står nu som tomme monumenter over Shenmus nu tidligere og kortvarige status som et kulmekka.

»Alt her i byen er afhængigt af kul,« siger Ma Baozi.

»Når det går dårligt for kulindustrien, så går det dårligt for hele byen.«

Faldende indtjening

Statistikker fra den kinesiske kulindustri, der beskæftiger over 10 mio. kinesere, viser, at seneste år var syv ud af 10 kinesiske kulselskaber ikke i stand til at få sorte tal på bundlinjen. Og de selskaber, der stadig var i stand til at generere et overskud, var langt mindre profitable end tidligere. Shaanxi Kulindustri, det store statslige kulselskab, der bl.a. ejer Hongliulin-minen, så sidste år sin profit falde med 70 procent.

Udviklingen betyder også, at regeringen er begyndt at lukke miner ned. De seneste fire år er næsten 6.000 kulminer blev lukket – mange af dem private miner. En stor grund til, at regeringen har tvangslukket mange af disse miner, er imidlertid også hensynet til arbejdernes sikkerhed, som oftest er dårligst i de private miner. Antallet af dødsfald er da også faldet drastisk, fra ca. 6.000 dræbte i landets miner i 2005 til lige over 1.000 arbejdere i 2013.

Men arbejderne i de store statsejede miner kan dog også mærke en forskel, da deres lønninger falder eller simpelthen ikke bliver udbetalt. I marts fortalte en delegeret til Kinas lovgivende forsamling, Den Nationale Folkekongres, at hans mineselskab ikke havde været i stand til at betale omkring 23.000 arbejdere deres løn i to måneder.

39-årige Li Hongwei, der er sjakbajs for 14 arbejdere i Hongliulin-kulminen fortæller, at de omkring 1.000 arbejdere her fortsat får udbetalt løn, men den er faldet med mellem 20 og 30 procent de sidste to år.

»Arbejdet her er hårdt, men vi er kommet hertil for at tjene penge. Der er derfor stor utilfredshed med, at det ikke er muligt i samme grad som tidligere,« siger han.

»I år var første gang, at vi blev tvunget til at holde ferie hen over kinesisk nytår, hvor vi ellers normalt fik tre gange den normale løn. Vi har i det hele taget meget mindre overarbejde end tidligere, hvilket betyder en betydelig lønnedgang.«

»Vi vil alle sammen gerne have et bedre miljø, og vi støtter alle sammen Xi Jinpings (Kinas præsident, red.) kampagne mod forurening,« siger Li Hongwei og tilføjer:

»Men vi kender ikke til andet end at arbejde med kul, og hvis det fortsætter på den her måde, så vil fremtiden være meget usikker.«

Den umiddelbare fremtid for Li Lin lader dog til at være særdeles sikker, for han ved, at hans vognmandsforretning vil gå konkurs om få uger.

Og den lille midlertidige landsby af plastichuse vil alligevel blive revet ned af myndighederne i juni.

»Så er der ikke andet at gøre end at tage hjem til familien,« siger han, og nusser katten, som han har erhvervet sig for at holde hans seks kvadratmeter store værelse fri for mus.

Hans kone og 21-årige søn driver en fonduerestaurant.

»Så vil jeg ikke arbejde med kul mere, men i stedet servere mad. Det skal nok gå.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er inviteret 18 dage til Kina i næste måned og skal holde forelæsninger i Beijing og Chengdu. Det skal blive interessant at konstatere, om luften er blevet bedre end siden jeg sidst besøgte Kina i maj.

John Ekebjærg-Jakobsen

Mandagens avis er god og temaet om Kina og kulforbrug er spændende.
Men måske forsideredaktøren bør drolse lidt ned og give sig tid til at læse korrektur (-: