Latinamerika kritiserer USA, men beundrer Obama

Hvis præsident Barack Obama havde håbet, at hans åbning til Cuba sidste december ville sætte en stopper for de sædvanlige beskyldninger om amerikansk imperialisme på Organisationen af Amerikanske Staters topmøde lørdag i Panama, tog han fejl.

Den amerikanske leder kom til topmødet med en hånd rakt ud til Cubas præsident Raúl Castro og et ønske om at tale om fremtiden fremfor USA’s mange synder på det sydamerikanske kontinent gennem mere end 200 års historie.

»Jeg nyder altid at lytte til historiske formaninger på disse topmøder,« sagde Obama med en snert af ironi og indrømmede velvilligt, at USA’s historie i regionen langt fra er »pletfri«.

Men Obama indprentede: »Vi kan vælge at snakke videre om al den indbyrdes nag. Jeg kan forestille mig, at det for nogle er opportunt at bruge USA som en bortforklaring på politiske problemer derhjemme, men det bringer ingen fremskridt for befolkningerne,« sagde han.

Obama ville vide, hvorfor man på topmødet ikke kunne tale om klimaforandringer, økonomisk vækst og sikkerhed.

Men de mørke pletter i USA’s komplekse forhold til Sydamerika er ikke sådan lige til at viske ud. Trådene går tilbage til Monroe-doktrinen i 1800-tallet, USA’s angreb på Mexico, invasioner af Cuba, Haiti, Den Dominikanske Republik, Grenada, en åben støtte til blodige diktaturer i Mellemamerika og Sydamerika og CIA’s medvirken i kuppet mod den demokratisk valgte præsident Salvador Allende i Chile i 1973.

Siden Den Kolde Krigs ophør og enden på ideologiske konflikter har demokrati og frie valg afløst militære regimer i flere store sydamerikanske lande som f.eks. Brasilien og Argentina. Økonomien er vokset betydeligt, omend Kinas faldende import af råvarer fra Sydamerika og lavere oliepriser har svækket flere landes økonomi i det sidste års tid.

Et vendepunkt

Syd- og Mellemamerika har også givet EU-landene, Kina, Japan, Iran og Rusland større adgang til deres markeder, hvilket er en torn i øjet på USA. Det er bl.a. på den baggrund, at Obama-regeringens ønske om at genoprette de diplomatiske og økonomiske forbindelser med Cuba skal ses.

»Vi står ved et vendepunkt i USA’s forhold til Sydamerika. Normaliseringen af forbindelserne til Havana er et signal om, at USA ønsker at lægge den koldkrigsmentalitet bag sig og starte på en frisk,« skriver latinamerikaeksperten Carl Meacham fra Center for Strategic and International Studies i Washington.

Mange forhindringer forude

Men vejen frem er brolagt med forhindringer. Castro-styret er allerede frustreret over, at Obama endnu ikke har fjernet Cuba fra USA’s liste over lande, der støtter terrorisme. Og der er ingen udsigt til, at det republikanske flertal i Kongressen vil hæve en række sanktioner mod Cuba, der går tilbage til perioden 1960-1996. Dog vil præsident Obama kunne fjerne økonomiske sanktioner gennemført af de skiftende præsidenter siden blokaden blev startet i 1960’erne.

Og uagtet Obamas opfordring til normalt antiamerikanske ledere på topmødet i Panama om at fokusere på det konstruktive og fremtiden, er retorikken stadig den samme. I sin tale brugte Castro næsten en time på at rase mod den 50 år lange økonomiske blokade, den CIA-organiserede invasion i Svinebugten i 1961 og fangelejren i Guantánamo-bugten på Cubas sydøstkyst.

Venezuelas præsident Nicolás Maduro fortsatte i samme dur og ville ikke høre tale om at ignorere historien.

»Vi taler så meget om vores historie, fordi vi er stolte af den. I vores historie er der ikke nogen mørke kapitler. Vi behøver ikke at fortryde, at vi myrdede folk i andre lande og bombede dem,« belærte den venezuelanske leder Obama i sin tale, men da var amerikanerne allerede forsvundet.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, – en nær allieret af Cuba og Venezuela – fordømte ligeledes USA for blokaden mod Cuba og mindede de tilstedeværende præsidenter om amerikanske multinationale selskabers udbytning af kontinentets ressourcer og arbejdskraft.

Beundring

Men til forskel fra OAS-topmøderne i 2009 og 2012 valgte Castro, Maduro, Correa og andre traditionelt antiamerikanske ledere at skelne mellem personen Obama og USA.

Castro kaldte i en overraskende personlig stil Obama for et »ærligt og ydmygt menneske«, hvis bestræbelser på at overtale USA’s kongres til at hæve blokaden mod Cuba er »modige«.

Castro bad ovenikøbet Obama om forladelse for at have udtrykt sig så »følelsesmæssigt« om tidligere præsidenters fjendtlige politik mod Cuba: »Det bærer Obama ikke noget ansvar for (…) Jeg har læst dele af hans bøger og beundrer ham,« forklarede den cubanske leder i sin tale.

Selv Nicolás Maduro måtte efter en tirade mod USA – især på grund af de nyligt bebudede sanktioner mod seks medlemmer af Venezuelas regering for angivelige krænkelser af menneskerettighederne – tilføje, at han »beundrer og respekterer« Obama.

Men Maduro-styret står til at tabe indflydelse i Cuba og hele regionen i forbindelse med forbedringen af de cubansk-amerikanske relationer. Cubas økonomi vil drage store fordele af øget samhandel med USA og amerikanske investeringer i ejendom og industri.

Ifølge den International Valutafond vil Venezuelas økonomi skrumpe med 7 pct. i indeværende år. Hovedårsagen er et dramatisk fald i indtægten fra landets salg af råolie, men det seneste årtis overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi bærer også en del af ansvaret for knaphed på helt basale goder som bleer og mælk og selv almindelige lægemidler.

Krisen betyder, at Venezuela kan blive nødt til at begrænse eller helt stoppe salg af subsidieret olie til Cuba og andre lande i Caribien samt venligtsindede stater i Sydamerika som Bolivia og Ecuador. Lavprisolien har købt Venezuela venner og overordentlig stor geopolitisk indflydelse, som Maduro-styret nu risikerer at miste.

I stedet træder USA nu ind på scenen og kan tilbyde de ressourcefattige lande relativt billig olie og naturgas udvundet fra skiferlag. Under et møde med medlemmer af den økonomiske union i Caribien, Caricom, i Jamaica i sidste uge lovede præsident Obama endvidere 200 mio. dollar i eksportstøtte til bygningen af solbatterier og vindmøller på de sol- og vindrige øer.