Læsetid: 4 min.

Latinamerika kritiserer USA, men beundrer Obama

Præsident Barack Obama og hans cubanske kollega, Raúl Castro, gav hinanden hånden på et topmøde i Panama med latinamerikanske ledere, hvor Obama udtrykte ønske om at bilægge fortidens konflikter og fokusere på fremtiden. Men han måtte erfare, at USA’s plettede historie i regionen ikke er så let at viske ud
Cubas præsident, Raúl Castro, lader som om, han ikke kan høre et spørgsmål fra en journalist under et møde med præsident Barack Obama i Panama lørdag. Ingen af præsidenterne ønskede at besvare spørgsmål ved den lejlighed.

Jonathan Ernst

13. april 2015

Hvis præsident Barack Obama havde håbet, at hans åbning til Cuba sidste december ville sætte en stopper for de sædvanlige beskyldninger om amerikansk imperialisme på Organisationen af Amerikanske Staters topmøde lørdag i Panama, tog han fejl.

Den amerikanske leder kom til topmødet med en hånd rakt ud til Cubas præsident Raúl Castro og et ønske om at tale om fremtiden fremfor USA’s mange synder på det sydamerikanske kontinent gennem mere end 200 års historie.

»Jeg nyder altid at lytte til historiske formaninger på disse topmøder,« sagde Obama med en snert af ironi og indrømmede velvilligt, at USA’s historie i regionen langt fra er »pletfri«.

Men Obama indprentede: »Vi kan vælge at snakke videre om al den indbyrdes nag. Jeg kan forestille mig, at det for nogle er opportunt at bruge USA som en bortforklaring på politiske problemer derhjemme, men det bringer ingen fremskridt for befolkningerne,« sagde han.

Obama ville vide, hvorfor man på topmødet ikke kunne tale om klimaforandringer, økonomisk vækst og sikkerhed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det historiske møde i Panama City i lørdags mellem Barack Obama og Raul Castro understreger, at Obamas største arv kunne vise sig at blive, at han genvandt terræn for Amerika i politik på den vestlige halvkugle. Det er det "nære udland", der danner den første kreds af centrale interesser.
Den amerikansk-cubanske normalisering har mange dimensioner - politiske, økonomiske, kulturelle, sikkerhed. Pointen er, at Obama lykkedes med at overvinde noget af den i Latinamerika traditionelle antipati mod USA.
Men intet er i virkeligheden ændret – Washington kan stadig manipulere den politiske klasse i de latinske lande; Obama vil ikke lægge fingrene imellem for at ringe i Enrique Pena Nieto og lade ham vide, at han ikke kunne gøre noget så utroligt dumt som at tillade et kinesisk olieselskab at vade ind i de store oliefelter i Den Mexicanske Golf, der burde tilhøre Big Olie. Amerikansk imperialisme er langsomt ved at erhverve sig et menneskeligt ansigt i Latinamerika, og kreditten går til Obama.
Disse Hispanics udgør allerede en stor del af de amerikanske vælgere og deres politiske profil og deres indvirkning er ubønhørligt stigende i amerikansk politik.
Obama er en fremsynet statsmand og den højreorienterede indenlandske kritik viser kun, at han ligesom i Iran spørgsmålet er vejen frem.