Læsetid: 8 min.

’Vi må se at få nogle tænder, vi kan bide med’

Stadig flere grønne investoraktivister har mistet troen på, at de kan få olie- og gasselskaber til at nedtrappe eller opgive deres traditionelle kerneforretninger. De vil nu hellere presse dem ved at sælge deres aktier. Men eksperter advarer om, at det kan være risikabelt at lægge alle æg i én kurv
Stadig flere klimaaktivister mener ikke længere, at aktionærengagement rækker som strategi for at få olie-og gasselskaber til at opgive deres traditionelle kerneforrettningsområder.

Federico Gambarini

13. april 2015

Det er 23 år siden, investoraktivister første gang forsøgte at få oliebranchen til at tage farerne ved klimaforandringer alvorligt. Bestræbelsen har de fortsat, men fremskridtene er forløbet smerteligt langsomt, og gevinsterne har været få.

Derfor drager stadig flere aktivister i dag den konklusion, at aktionærengagement ikke længere rækker som strategi.

I stedet taler de for, at man kapper båndene til de fossile brændstofsvirksomheder. Det skal ske igennem et massivt aktiefrasalg.

»Aktionærengagement nytter ikke,« siger Bevis Longstreth, der har en fortid som embedsmand i USA’s finanstilsyn og i dag har sluttet sig til en kampagne, som tidligere Harvardstuderende har iværksat for at få deres gamle universitet til at ominvestere de midler, det i dag har placeret i den fossile brændselsindustri. Olie- og gasselskaberne kommer ikke til at opgive deres kerneforretninger, fordi aktionærer stiller forslag om det, hævder han.

»Et aktionærengagement kan kun flytte noget, hvis det berører perifere forretningsområder, der ikke griber ind i virksomhedsledelsens hjertesager og pengepung,« siger han.

For at illustrere, hvor massiv en omstilling fossile brændstofsvirksomheder må afkræves, tyr han til en analogi i tobaksindustrien. »Det vil være lige så håbløst som at bede Philip Morris om at holde op med at producere cigaretter – det sker aldrig.«

Ud fra sine erfaringer gennem to årtiers klimalobbyisme i BP, Cono-coPhillips, ExxonMobil, Shell og andre selskaber drager Shelley Alpern, kampagnechef for investeringsrådgivergruppen Clean Yield Asset Management, samme lære: investorpresset for at få virksomheder til at optræde mere klimansvarligt har kun kunnet notere ringe resultater, uanset hvor længe det blev fastholdt.

»I årevis er virksomhederne ikke bare sluppet af sted med ignorere småinvestorerne, men også den storinvestor, der stillede med hundredtusindvis af stemmer,« siger hun.

Nu er tiden ved at løbe ud, i takt med at den tærskel nærmer sig, hvorefter det ikke længere lader sig gøre at sætte effektivt ind imod klimaforandringerne.

»Mit job har hidtil bestået i at være aktionæraktivist. Men vi er nu ved et kritisk punkt i vores relationer til de fossile brændstofsvirksomheder. Nu gælder det om at få alle mand på dæk og sende det stærkest mulige politiske budskab til verdens regeringer: I bliver nødt til at vedtage kulstofbegrænsninger, der kan give mening,« siger Alpern.

Visse fremskridt

Investorerne har gjort visse fremskridt. Virksomhederne oplyser mere beredvilligt både om deres kulstoffodaftryk, om mulige fremtidige tab på investeringer i brændstofsudvinding, der ikke længere vil kunne honoreres i tilfælde af kulstofbegræsende omstilling til andre energikilder – foruden om produktionsfaciliteter og infrastruktur, der vil kunne blive ubrugelige på grund af havstigninger eller andre klimaforandrings-effekter.

Men den slags er ikke længere nok ifølge Alpern, hvis firma administrerer aktiver for 275 mio. dollars.

»De forslag, der er stillet, har været for bløde. De har for det meste gået ud på skabe gennemsigtighed eller opstille bestemte mål for reduktion af operationelle udslip. Vi må nu fremsætte mere vidtgående forslag – som jeg eksempelvis ved, det vil blive gjort over for ExxonMobil – hvor vi kræver, at virksomheder reducerer anlægsinvesteringer for risikable, omkostningstunge projekter såsom tjæresand. Eventuelt kan de udbetale de sparede penge til aktionærerne.«

Endnu mere ambitiøst er et krav om, at energiselskaberne skal fremlægge planer for deres egen gradvise nedbygning.

»Det, de skal gøre, er uden fortilfælde: De skal omlægge deres kerneforretningsmodel på næsten ingen tid. De skal erkende, at det vil være for farligt at udvinde de 80 procent af de kendte reserver,« siger hun.

»Men det går stik imod al præcedens for enhver industri bare at sige: Ja, tiderne ændrer sig, og vi bliver simpelt hen nødt til at trække os ud af markedet eller lave vores virksomhed fuldstændig om.«

Frustrationen over manglen på reelle fremskridt har givet næring til den voksende bevægelse for frasalg fra den fossile brændstofssektor. Over 200 organisationer, herunder universiteter, gymnasier, kirker og filantropiske fonde til en værdi af over 50 mia. dollars har allerede forpligtet sig til at flytte deres investeringer væk fra kul, olie og gas.

I sidste måned lancerede The Guardian sin Keep it in the Ground-kampagne, som opfordrer to af verdens største velgørenhedsfonde, Bill og Melinda Gates Foundation og Wellcome Trust, til at trække deres investeringer fra kul-, olie- og gasselskaber.

Bedre vej end frasalg

I sit svar på kampagnen insisterer lederen af Wellcome Trust, Jeremy Farrar, på, at aktionærengagement stadig kan være en bedre vej til at skabe forandringer end frasalg:

»Vores holdning er, at det er mere konstruktivt og effektivt at gå til sagerne en for en, hver gang der skal nyinvesteres i energisektoren igennem et aktivt engagement i de virksomheder, vi investerer i. Vores adgang til bestyrelserne bruger vi til at tilskynde dem til mere gennemsigtige og bæredygtige politikker, der understøtter overgang til kulstoffattig økonomi.« Mange aktivister vil være enige her.

De seneste to årtier har aktionæraktivister indbragt over 150 klimaforslag til de fossile brændstofsvirksomheder og over 650 lignende forslag til andre virksomheder, viser en opgørelse fra Interfaith Center on Corporate Responsibility, en gruppe, der fører tilsyn med virksomheders etiske regnskaber.

Men Ellen Dorsey, leder af Wallace Global fund, som indledte en frasalgsproces for seks år siden og har overtalt flere velgørende fonde til at trække deres midler ud af fossile brændstofsvirksomheder, mener, at fremskridtene forløber alt for langsomt.

»Det her kommer ikke til at fungere inden en tidsramme, der står i noget forhold til videnskabens tidsramme for klimaforandringer,« siger hun. En effektiv engagementstrategi fordrer klarhed om målsætninger, mener Ellen Dorsey. Desuden må virksomhederne kunne drages til ansvar, hvis de ikke når bestemte mål.

Hun hævder, at frasalget giver meget mere valuta for pengene end aktionærengagement, fordi det ud over at lægge stærkere pres på virksomhederne samtidig motiverer offentligheden.

»Jeg tror, at frasalg kan blive et meget effektivt redskab til at ændre debatten om klimaforandringer og give et vink med en vognstang til industrien selv,« siger hun.

Det kan blive et væsentligt skridt, at det FN-organ, der forestår de indledende forhandlinger forud for en kommende global klimaaftale til december, for nylig valgte at anbefale frasalg – for herigennem at sende et budskab til kulstofsselskaberne, om at ’afbrænd, hvad I vil, når I vil det’-æraen er forbi.

Men ikke alle er enige. Grupper som det grønne businessnetværk Ceres, Interfaith Center for Corporate Responsibility og Carbon Tracker Initiative hævder, at frasalg kun bør overvejes som et muligt sidste skridt, der kan benyttes, når alle andre pressionsmuligheder er udtømte.

Industrien er efter deres vurdering mere modtagelig end nogensinde for investorpres, efterhånden som erkendelsen af, at fremtiden nødvendigvis må blive mere kulstofbegrænset, bundfælder sig.

Brændstoffer skal blive i jorden

Verdensbankchef, Jim Yong Kim, der står stejlt på, at verden må lade de fleste af dens fossile brændstofsreserver forblive i jorden og har bedt banken om at gennemgå sine egen aktieportefølje inden for kul, olie og gas, deler opfattelsen.

Frasalgskampagnen har sprøjtet ny energi ind i debatten om klimaforandringer, sagde han til frasalgsaktivister i en tale på Georgetown University i marts.

»Samtalen om disse ting har i løbet af det seneste år ændret sig dramatisk. Det, I har gjort for at ændre den offentlige samtale, er en virkelig storartet ting,« sagde han til aktivisterne. »Men jeg vil dog også sige: Læg ikke alle jeres æg i én kurv.«

Ej heller har investoraktivisterne opgivet ævred. Aktivister har forud for den kommende sæson af aktionærgeneralforsamlinger fremsendt mindst 76 forslag, hvori de beder de fossile brændstofsvirksomheder fremlægge deres klimaplaner og redegøre for de høje omkostninger ved udvinding af fossile brændstoffer samt risiciene ved transport af olie med jernbane.Energiselskaberne bliver også presset på deres planer om at beskytte deres aktiver mod stigende havvandstande og andre klimabetingede katastrofer, ifølge en liste udarbejdet i sidste måned af investeringskonsulentgruppen Proxy Preview.

Faldet i oliepriserne har også styrket det økonomiske argument for fortsatte satsninger på fossile brændstoffer, siger kampagnegrupper.

I løbet af de seneste måneder har Shell og Statoil således opgivet planer om at bore efter olie i Albertas tjæresand, og Chevron har indstillet sine prøveboringer i canadisk Arktis.

Industrien har aflyst projekter til en samlet sum af 170 milliarder, angiver Jeremy Leggett fra Carbon Tracker.

»Skriften er meget klar for enhver, der har øjne at se med: Det her er en boble, der er ved at briste,« siger han.

»Der er flere eksempler på steder, man kan tage hen i verden, hvor det bare ikke giver økonomisk mening at hive energi op af jorden – helt uafhængigt af spørgsmålet om klimaforandringer,« siger han.

Renere fremtid

Andrew Logan fra Ceres, der fører tilsyn med olie- og gasprogrammer, hævder, at der endnu er tid til at forsøge at overtale olie- og gasselskaberne om, at de skal opgive at bore efter ny olie – især med de høje omkostninger til dybhavsboringer, tjæresandsudvinding og arktiske udforskning – og i stedet styre ind på en velordnet overgang til renere fremtid.

For kulindustrien er det for sent, tilføjer han, men Logan ser stadig en fremtid i erhvervslivet for olie- og gasselskaber, selv i en kulstofbegrænset verden.

»Branchen genererer stadig en hel del pengestrømme fra ældre og billige projekter,« siger han.

»Vi tror, der kan udvikles en strategi for denne verdens Exxons og Chevrons om at malke disse projekter, så længe de kan, for siden at forlade markedet på en både indbringende og langsigtet måde og eventuelt sætte overskuddet i noget, der vil være mere bæredygtigt i en kulstofbegrænset verden.«

Han hævdede, at en kontrolleret nedbygning selv vil kunne medvirke til at mobilisere de billionsumsinvesteringer, der er nødvendige for at gennemføre overgangen til rene energikilder, hvis for eksempel olieselskaber omdirigerer deres enorme anlægsinvesteringsbudgetter til ren energi.

»At frasælge den slags kommer ikke i sig selv til at få den effekt, vi behøver. Den kommer ikke til at flytte massive industrier,« siger Logan.

»Den enkle sandhed er, at hvis der ikke laves noget grundlæggende om på den måde olieindustrien investerer sin kapital på, vil det bare ikke blive muligt for verden at opfylde sine klimamål«.

En let udvej

Longstreth indvender, at aktionærengagement på dette punkt giver olie- og gasselskaber en let udvej – fordi den hjælper dem til at udskyde den dag, hvor regeringer vil indføre strengere nedskæringer af udslippene.

Hans gamle universitet Harvard har givet disse olieselskaber ekstra rygdækning ved hidtil at afvise at frasælge, hævder han.

Kun på ét punkt har aktionær-engagement ifølge ham stadig sin berettigelse, nemlig når det drejer sig om at overtale fossile brændstofsvirksomheder til selv at lobbye for afskaffelse af subsidier til deres industri eller lobbye for en stærkere regulering.

Trods sine frustrationer vil Alpern ikke gå så langt. »Jeg har ikke helt opgivet aktionærengagement-sporet,« siger hun.

Hun mener dog, at det mest effektive vil være, at investorerne afhænder hovedparten af deres aktier i fossile brændstofsvirksomheder for kun at bevare en symbolsk mængde, så de kan opretholde en kommunikationskanal som aktionærer.

»Engagement uden frasalg er som at have lovbøger uden et politi til at håndhæve dem«, sagde hun. »Vi må se at få nogle tænder, vi kan bide med«.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu