Det næste britiske valg afgøres i Skotland

Andrew Skinner taler så hurtigt og lidenskabeligt, at han helt glemmer at spise den frisklavede baconsandwich, servitricen i Cafe Fork ’n Knife har serveret for ham. Ligesom kaffen bliver den koldere og koldere, mens han udlægger Labour-partiets chance for at genvinde sine nuværende 41 mandater i Skotland ved parlamentsvalget den 7. maj.

»Det bliver slemt,« konstaterer den 30-årige Labour-vælger fra Glasgows East End; et fattigt arbejderkvarter kendt for at være én af kun to kredse i hele Storbritannien, hvor Det Konservative Partis opbakning er under fem procent.

»Det vi gør er ren skadesbegrænsning,« tilføjer han om sin kampagne United Against Separation (UAS).

Gruppen bag kampagnen frygter, at den eksplosive opbakning til SNP, Scottish National Party, som meningsmålingerne tyder på, vil resultere i en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed. Derfor bruger de omkring 600 frivillige overalt i Skotland alle weekender på at føre kampagne imod SNP. De opfordrer de skotske vælgere til at stemme taktisk på den kandidat, der har størst mulighed for at slå nationalisterne i de enkelte kredse, ligegyldig hvilket parti kandidaten opstiller for.

Men Skinner – den første i sin familie, der tager en universitetsuddannelse – erkender, at det bliver svært at forhindre et talstærkt SNP i Westminster efter valget.

Meningsmålingerne viser, at partiet er over 20 procentpoint foran Labour og står til at mangedoble sin tilstedeværelse fra seks mandater i 2010 til over 50 ud af Skotlands 59 mandater ved dette valg. Dermed vil partiet overtage Liberaldemokraternes status som Storbritanniens tredjestørste parti målt i mandater – en status det for længst har opnået målt i medlemmer.

»Der er ingen tvivl om, at vi vil tabe. Det eneste spørgsmål er med hvor meget. Vi håber at kunne holde SNP under 30 mandater,« siger Skinner og under sig selv en mundfuld kold kaffe, inden han skal til møde på det logistikkontor, hvor han arbejder 10 timer om dagen.

Jobbet er midlertidigt, siger han, mens han søger stillinger, der svarer til hans kvalifikationer – helst inden for politik.

Teori sat ud af spil

På papiret ser Andrew Skinner og Labours opgave ellers overkommelig ud. Skotland har været solidt Labourland siden valget i 1974, og Skinners lokale valgkreds Glasgow East har været en af Labours sikreste valgkredse siden 1930’erne.

Den nuværende Labour-parlamentariker, Margaret Curran, vandt ved sidste valg kredsen med et solidt flertal på 11.840 stemmer og sidder i Labours skyggekabinet som partiets talskvinde for Skotland. Generelt i Storbritannien skal et flertal ned på omkring 2.000, før en kreds opfattes som sårbar.

Men al teori synes sat ud af kraft ved dette valg.

»En meningsmåling i kredsen har vist, at vi er otte procentpoint foran Labour, en anden siger 14 procent,« fortæller 34-årige Natalie McGarry, den lokale SNP-kandidat, fra en lædersofa i den tidligere møbelforretning, der udgør partiets kampagnekontor.

Det store butiksvindue er klistret til med SNP’s iøjnefaldende gule plakater, der også udgør dekorationen på væggene. Overalt er der kasser med kampagnemateriale – badges, brochurer, fotokopier med Natalie McGarrys smilende ansigt og et udvalg af hendes og partiets hovedprioriteringer: Beskyttelse af offentlige servicer; skabelse af nye kvalitetsjob; et ordentligt socialt sikkerhedssystem; modstand imod De Konservatives nedskæringer …

»Labour kæmper ekstremt hårdt for at kunne holde denne kreds. De har offentliggjort alle deres valgløfter i kredsen, men hvad Labour ikke har lært er, at arrangementer i lukkede fora med et inviteret publikum, hvor almindelige mennesker ikke har adgang, ikke har nogen virkning,« fortæller McGarry og takker ja til en tallerken med sandwich, der serveres af en ældre kvindelig frivillig.

Klokken nærmer sig 14.30, og Natalie McGarry skifter de høje hæle ud med et par praktiske brune snørresko forud for den første af dagens to ’dør til dør’-kampagner. Et skriggult tørklæde vikles om halsen og partirosettens satinbånd får en tur med fladjernet. Hendes fem aktivister ifører sig gule trafiksikre veste med partiets logo på ryggen, før de kører mod det underprivilegerede boligområde Easterhouse.

Krigen på fortrapperne

»Hej, jeg hedder Natalie McGarry. Jeg er SNP’s kandidat til valget. Må jeg spørge, om du har besluttet, hvem du vil stemme på?« siger hun til en ung mand, der som de fleste herude, kun åbner døren en smule på klem for at forhindre, at en stor hund slipper ud.

»Det er mit første valg, og jeg stemmer SNP,« fortæller den 18-årige.

»Alle i familien stemmer normalt Labour, men denne gang stemmer alle SNP,« tilføjer han og takker ja til en McGarry-plakat til vinduet.

Ude på vejen rapporterer kandidaten tilbage til unge Alex, der står med et skema over områdets husstande.

»SNP, tidligere Labour,« siger hun og Alex noterer oplysningerne ned.

»Dem, der ikke har besluttet sig endnu, vil modtage et personligt brev og en brochure med nogle af vores vigtigste prioriteter,« tilføjer Natalie McGarry.

»Vi går målrettet efter de husstande, hvor folk endnu ikke har besluttet sig, eller som vi ved stemmer Labour,« forklarer Alex og tilføjer, at han i dag har noteret sig yderligere 27 SNP-vælgere og kun én Labour-vælger, blandt dem, der har besluttet sig. 22 vil få tilsendt kampagnemateriale.

Det er denne massive og grundige landkrig, som intensiveres om aftenen og i weekenderne, der ifølge eksperterne er en af årsagerne til, at SNP er i spidsen i så mange kredse i Skotland. En landkrig bestående af tropper mobiliseret under folkeafstemningen om uafhængighed sidste efterår.

»SNP formåede at aktivere folk i folkeafstemningen både i forhold til det forfatningsmæssige spørgsmål (om uafhængighed fra Storbritannien, red.) og med deres vision for et mere retfærdigt samfund,« fortæller professor John Curtice, landets fremmeste valgekspert fra University of Strathclyde i Glasgow.

Han fortæller, at 85 procent af SNP’s vælgere stemte ja i folkeafstemningen.

»Der er en klar sammenhæng mellem ja-siden og SNP’s opbakning, men det handler også om deres vision. SNP har haft succes med at overbevise folk om, at det står for lighed og social retfærdighed, og det har tiltrukket støtte fra venstrefløjen. Labour har mistet det image,« forklarer han.

Løftet om at sætte Skotland øverst på dagsordenen i Westminster er det budskab, der ifølge eksperterne har tiltrukket de resterende vælgere, der kommer fra alle de andre partier.

Natalie McGarry er enig i vurderingen af, at det »overvejende er folkeafstemningen, der har gjort en forskel«.

»Den uddannede folk politisk. Førhen vidste folk ikke, at Labour stemte sammen med De Konservative for nedskæringspolitikken. Nu, hvor folk ved det, kan de ikke bare glemme det, de har lært,« forklarer hun.

»Noget af det, jeg oftest hører, er: ’Jeg har ikke forladt Labour. Labour har forladt mig’.«

Ventet jordskælv

Ingen er længere i tvivl om, at SNP den 7. maj vil forårsage et politisk jordskælv i Skotland. Spørgsmålet er kun, hvor voldsomt det bliver, og dermed præcis, hvilke konsekvenser det vil få for hele Storbritannien. For aldrig før har det skotske valg været mere afgørende for, hvem der bliver landets næste premierminister.

»Hvis ikke det var for udviklingen i Skotland, ville vi lige nu diskutere, om (Labour-formand) Ed Miliband vil få et flertal alene eller ej,« forklarer John Curtice med henvisning til, at Labour og De Konservative ligger side om side i meningsmålingerne i kampen om at blive det største parti.

Hvis Labour – som tidligere – kunne regne med at vinde Skotland, ville partiet derimod klart være størst. Men sådan ser virkeligheden ikke ud, og Labours slogan er derfor ikke overraskende: »Stem SNP og få David Cameron«. Lige lidt har det hjulpet.

Mange af Labours topfolk er sågar truet – selv Jim Murphy, den nyudnævnte formand for Labour i Skotland, og partiets prominente udenrigstalsmand Douglas Alexander. Faktisk er der kun én eneste sikker Labour-kreds tilbage, fortæller Curtice.

»Vi oplever i øjeblikket et strukturelt skifte i Skotland,« tilføjer han.

Spot på Skotland

Konsekvensen ser ud til at blive et blodbad ikke kun blandt Labours skotske parlamentarikere, men også blandt Liberaldemokraternes, der sidder på 11 kredse, primært i socialt bedrestillede områder.

I Milngavie i det nordlige Glasgow er der ved valgmødet i St. Josephs Katolske Kirke ingen tvivl om, hvem der er det fremmødte publikums darling.

»Lad os tale om det, som ingen tør smide på disken: brugerbetaling på universiteterne,« svarer SNP’s John Nicolson, en forhenværende tv-journalist, på et spørgsmål om de politiske partiers troværdighed.

»Jeg var chokeret, da Jim Murphy, som selv har nydt godt af alle fordelene ved en fri uddannelse, trak stigen op for andre. Og vi var alle chokeret, da Liberaldemokraterne efter at have turneret landet rundt med deres underskrevne løfte (om at afskaffe brugerbetaling, red.), brød det, så snart de kom i regering,« siger SNP-kandidaten til klapsalver og jubel fra publikum.

Den siddende kandidat for East Dunbartonshire – den liberale Jo Swinson – rækker begge hænder op og undskylder: »Jeg skulle ikke have underskrevet dét løfte.«

»Nej, det skulle du ikke,« råber en ældre dame fra salen.

»Men jeg er mere realistisk nu. Jeg ved, at man ikke kan få alt, når man går i koalition,« tilføjer 35-årige Swinson, der har været områdets parlamentariker de seneste 10 år.

SNP har omvendt kun mønstret mellem fem og 10 procent af stemmerne ved de seneste to valg, hvor partiet også måtte se sig slået af Labour og selv De Konservative.

Ikke desto mindre ligger Nicolson 11 procent foran Swinson i meningsmålingerne.

Den garvede parlamentarikers holdning og stemmeføring aftenen igennem udstråler da også resignation.

»Hvis I synes, at jeg har gjort det godt som jeres MP de seneste 10 år, så stem på mig,« afslutter hun aftenen efter at have gentaget partiets linje: At Liberaldemokraterne vil give en Konservativ-ledet regering hjerte og en Labour-ledet regering økonomisk rygrad.

John Nicolson har imidlertid et tilbud til områdets vælgere, som synes mere tiltrækkende:

»Hvis Labour eller De Konservative den 8. maj har vundet flertal alene, så lover jeg jer, at det spotlys, der lige nu er rettet mod Skotland, vil blive slukket igen. Lad det ikke ske – send et stærkt SNP til Westminster,« tordner han.

Skal man tro aftenens fremmødte – der omringer SNP-kandidaten, tager billeder og udspørger ham engageret – er der ingen risiko for, at Skotland vil forsvinde fra den politiske dagsorden i Storbritannien efter 7. maj.