Nyhed
Læsetid: 8 min.

På businessclass til en besat by i ørkenen

En splinterny konferencesal midt ude i ørkenen. Hundredvis af sikkerhedsfolk til at holde vagt på hver en sandbanke. Og absolut intet fagligt indhold, der kan retfærdiggøre, at den marokkanske konge har brugt tusindvis af kroner på at flyve mig hertil. Hvorfor er det lige, jeg er i Dakhla?
Byen Dakhla er ’Marokkos sydlige regions perle’, lød det i en besked fra Kong Mohammed VI, som blev læst op på konferencen, som Information deltog i. Marokko betragter nemlig territoriet som en del af det marokkanske kongedømme. FN betragter territoriet som ulovligt besat af Marokko

Byen Dakhla er ’Marokkos sydlige regions perle’, lød det i en besked fra Kong Mohammed VI, som blev læst op på konferencen, som Information deltog i. Marokko betragter nemlig territoriet som en del af det marokkanske kongedømme. FN betragter territoriet som ulovligt besat af Marokko

Philippe Maton/Flickr

Udland
9. april 2015

»Er Vestsahara et land?« spørger manden bag indtjekningsskranken i Kastrup, da jeg rækker ham min stak billetter, der via fire fly skal ende med at bringe mig til Dakhla på Afrikas vestkyst.

Jeg vidste det ikke selv, må jeg indrømme, før Information en uge forinden blev inviteret på konference med alt betalt på businessclass sammen med Marokkos konge og otte »nuværende og tidligere præsidenter«. Og nu, mens min pakkede kuffert stille triller væk på bagagebåndet, er jeg stadig ikke sikker på, hvad jeg skal svare den forvirrede lufthavnsmedarbejder. Man kan let finde Vestsahara på kortet. Det ligger lige syd for de Kanariske Øer.

Men om det er et land, afhænger måske snarere af politisk ståsted. Marokko betragter territoriet som en del af det marokkanske kongedømme. FN betragter territoriet som ulovligt besat af Marokko. Og sådan har det været i 40 år.

Morten Nielsen fra græsrodsbevægelsen Afrika Kontakt synes, det er forkasteligt, at Information har sagt ja til at deltage i konferencen. Officielt står programmet på syd-syd-samarbejde i Afrika, udvikling af grøn energi og afrikanske kvinders sociale ansvar. Men Morten Nielsen kalder det lige ud et »propagandaarrangement«, som den marokkanske regering har kastet tusindvis dirham efter for at demonstrere sin magt over det besatte område.

Behov for opmærksomhed

Marokko har opført en 2.200 kilometer lang mur for at forhindre den oprindelige befolkning i de besatte områder, sahrawierne, i at komme i kontakt med de mange landsmænd, som lever i flygtningelejrene i Algeriet. Her sidder blandt andet frihedsbevægelsen Polisario, som fungerer som eksilregering, og som siden besættelsen i 1975 har krævet, at der gennemføres en folkeafstemning om selvstændighed. FN fik i 1991 gennemført en våbentilstand, hvor parterne blev enige om en folkeafstemning, som skulle definere områdets fremtidige status. Marokkos konge vil gerne gennemføre en folkeafstemning, men kun om, hvorvidt Vestsahara skal have autonomi eller være en fuldgyldig del af Marokko – ikke om selvstændighed.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at den marokkanske konge havde specielt behov for international opmærksomhed på den fastlåste situation.

Men når han alligevel har inviteret verdenspressen, herunder Information, til Vestsahara på businessclass, kan det hænge sammen med, at kongen har brug for omverdens velvilje for at holde kontrol med området – og for fortsat at kunne sælge ud af Vestsaharas ressourcer. Og det virker tilsyneladende.

Den Afrikanske Union har anbefalet sine medlemmer at boykotte konferencen i Vestsahara, fordi den foregår på ulovligt besat territorium. Alligevel er min sidemand på sidste stop til Dakhla den sudanske indenrigsminister, Ahmed Saad Omer Khidir.

»Det overrasker mig at møde Dem her,« siger jeg. Men han har ikke hørt noget om boykot, svarer han, mens han smider skoene og ruller et rødt tæppe over sine strømpeføder. Hvorefter han læner sædet tilbage og begynder at snorke. Det kulsorte ørkenmørke brydes af hurtige blitzlys, da jeg træder ud af flyet i Dakhla. Teenagere i store jakkesæt hopper og springer energisk omkring og tager billeder af os. Inde i lufthavnen er der endnu flere. Nu, i lyset, kan man se, hvordan flere af dem er ved at udvikle tynde sporadiske overskæg. De springer til siden for os, så en rød løber åbenbarer sig, og de slår ud med armene, mens de mumler »welcome«.

Ingen ved dog, hvor vi skal bo. De ansvarlige er her ikke, siger de, men vi er velkomne til vente ude i et opslået beduintelt, hvor marokkansk musik brager ud af et par højtalere, mens vinden banker ind i den hvide teltdug.

Efter en times forvirring lyder beskeden, at vores luksushotel er blevet ødelagt af en sandstorm aftenen inden.

I stedet sætter vi os ind i en jeep, der fragter os over sandbankerne til nogle hytter på et backpacker-hostel for kitesurfere.

Jeg er en smule skuffet, allerede forvænt med livet på businessclass. Men næste dag under morgenmaden kan jeg se, hvordan også Sao Tome og Principes jakkesætklædte præsident må kæmpe med at komme ned i hostellets lave hippiepuder for at indtage sin morgenkaffe.

Andre præsidenter og ministre har sovet i telte, som de har delt med folk, de ikke kender. Efter sigende er det derfor, nogle allerede er rejst hjem igen.

Kongens konference

Under konferencens åbningsceremoni troner Kong Mohammed af Marokko fra en guldramme over scenen, oppe under det skinnende træloft i den spritnye konferencebygning, som den marokkanske regering har bygget til lejligheden. På storskærmen er der også to billeder af kongen, ligesom han skuer ud på forsamlingen fra to skærme på lokalets sidevæge. Og hvis vi alligevel skulle være i tvivl, er de to billeder på storskærmen akkompagneret med teksten: »Under beskyttelse af hans majestæt Mohammed VI«.

Kongen er ikke selv til stede, men hans åbningsbesked bliver læst op. Heri kalder han Dakhla »Marokkos sydlige regions perle«, hvorefter han erklærer, at »Dakhla vil blive hjertet i Afrikas fremtidige økonomiske centrum, som vil være hengiven til at arbejde for fred og stabilitet«. Budskabet er det samme i den pressemappe, jeg har fået udleveret, hvor der står, at »Dakhla er en by i det marokkanske kongedømme«. En definition, FN vist ikke er helt enig i. Jeg døser lidt hen i de bløde røde biografagtige sæder, mens høretelefonernes oversættere luller ord i mine ører som »kvinderettigheder«, »samarbejde«, »udvikling« og »respekt«. Jeg vågner ved ordet »menneskerettigheder«. Jeg har læst, at både Amnesty International og Human Rights Watch kritiserer de marokkanske myndigheder i stærke vendinger for at chikanere demonstrationer mod besættelsen med vold og fængselsstraffe til de deltagende. Kongens tale går nu lidt ad et andet spor:

»Marokkos Afrika-politik er baseret på en forstående, integreret og inkluderende indstilling, designet til at skabe fred og stabilitet, påskønne bæredygtig udvikling for mennesker og sikre vores befolkningers kulturelle og spirituelle identitet i respekt med de universelle menneskerettigheder.«

Hvorfor Dakhla?

»Så hvorfor er vi kommet til Dakhla?« lyder det rammende spørgsmål fra næste taler. Det er Jean-Claude Carteron, lederen af Crans Montana Forum, den schweiziske organisation som sammen med Marokko arrangerer konferencen. Jeg har spurgt mig selv om det samme, siden vil landede. De har været nødt til at bygge en splinterny konferencebygning midt i ørkenen. Der er ikke hoteller nok og sparsomt med veje. Hundredvis af sikkerhedsfolk er blevet fløjet ind for at holde vagt på hver en sandbanke. Men Dakhla repræsenterer en grænseflade mellem forskellige slags landskaber, siger Jean-Claude Carteron. Og noget med solen og vinden. Tilbage i presserummet drypper sveden af de britiske PR-mænd, som har hvervet os journalister. Der er ikke stole nok, og internettet virker ikke. Jeg beslutter mig i stedet for at prøve en af paneldebatterne med temaet »Mod bedre håndtering af naturressourcer«. Blandt talerne er Estlands præsident, som taler om naturressourcer – i Estland – på estisk. Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver overrasket. Det var ikke, fordi jeg forventede at høre noget om, hvordan Marokko angiveligt har solgt 2,1 mio. ton fosfat fra Vestsahara i 2014. Eller om den omstridte fiskeriaftale, som EU underskrev med Marokko i 2013 for at få adgang til det lukrative farvand ud for Vestsahara. En aftale, som har fået eksilregeringen Polisario til at sagsøge EU ved EU-domstolen, fordi de mener, at aftalen er i strid med Geneve-konventionens paragraf om, at det er ulovligt at udnytte naturressourcer fra et besat område.

Proppen i flasken

Danmark stemte imod den omstridte fiskeriaftale. Men især de sydeuropæiske lande har arbejdet for at få den igennem. Det handler ikke bare om at fange fisk, men også om at fange immigranter, inden de når til Europa, siger Morten Nielsen fra Afrika Kontakt.

»De ser Marokko som proppen i flasken, som sørger for, at solkystens strande ikke flyder over med en masse lig.«

På samme måde har Frankrig som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd brugt sin vetoret til at modsætte sig, at FN’s styrke i Vestsahara, MINURSO, får et menneskerettighedsmandat, hvilket den er den eneste af FN’s fredsbevarende styrker, der ikke har. I denne måned skal MINORSO’s mandat fornyes, og ifølge Kurt Mosgaard, tidligere chef for MINORSO, er det i denne kontekst, man skal forstå Marokkos behov for at lave et pr-fremstød netop nu.

»De vil gøre, hvad de kan, for at det bliver ved med at være uden et menneskerettighedsmandat,« siger han.

Ifølge magasinet Foreign Policy har Marokko siden 2007 brugt op mod 20 mio. dollar på at påvirke amerikanske kongresmedlemmer og journalister. Samtidig er det kendt, at skiftende franske præsidenter er blevet tildelt ferieboliger i Marokko. Ifølge Kurt Mosgaard viser de mange interesser i konflikten, at den i virkeligheden handler mere om realpolitik end international ret.

»Der kører et politisk spil, som omfatter et stort antal lande. Men hvis man kigger på international ret, er der ingen tvivl. Alle uafhængige juridiske eksperter siger, at der skal afholdes en folkeafstemning,« siger han og henviser til, at den internationale domstol i Haag i 1975 erklærede, at Marokkos krav på området ikke var juridisk gyldigt.

’Bizar oplevelse’

På konferencens sidste dag flygter jeg sammen med tre andre journalister ind til Dakhla by. Den er meget lille. Vi møder primært folk, som er i byen, fordi de arbejder på konferencen. På en café møder vi endelig et par lokale og spørger dem, hvad de mener om Vestsahara-konflikten.

»Jeg ved ikke, hvad du taler om. Hvad er Vestsahara?« lyder svaret.

Mens vi er på udkig efter lokale i Dakhla, træder den danske forsker Kristoffer Nilaus Tarp fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) op på scenen på konferencen. Han er først få dage inden rejsen blevet opmærksom på, at konferencen ikke finder sted i Marokko, men i det besatte Vestsahara.

»Jeg troede, at der var faglig substans. Men med ganske få undtagelser var det spild af tid, for der var ikke noget reelt tematisk indhold. Det var bare fuldstændigt tilfældige mennesker, der var blevet sat sammen, og så glemte de tit at nævne, at de var tidligere og ikke nuværende ministre og præsidenter,« siger Kristoffer Nilaus Tarp, da jeg taler med ham efter konferencen. Han kalder konferencen »noget af det mest bizarre«, han har oplevet. Eksempelvis da en saudisk prins skulle uddele priser umiddelbart efter et foredrag om kvinderettigheder. Selv skulle han tale om sin forskning i syd-syd samarbejde, konferencens hovedtema.

»Men efter at have talt i tre minutter var jeg ved at blive viftet ned af scenen, og de begyndte at uddele awards til alle mulige suspekte personligheder. Det gjorde det bare så tydeligt, at det var et politisk statement og intet andet. Det gik op for mig, at det absurde skuespil, jeg var blevet en del af, bare handlede om, at Marokko prøver at købe sig goodwill.«

På vej væk kæmper jeg i fire timer med andre konferencedeltagere med »I love Dakhla«-tasker i hånden om at få plads på et fly til Casablanca. Videre fra Marokko til København kan jeg endelig læne mig tilbage i Royal Air Marocs store cremefarvede lædersæder.

Jeg sidder alene på businessclass og skyller kaviar og røget laks ned med champagne. Jeg bunder boblerne, lægger bestikket på den hvide dug og lader mine beskidte negle glide gennem mit sandbefængte hår, der er ved at udvikle sig til dreadlocks. Jeg føler, jeg har været med i en hybrid mellem Roskilde Festival, en overlevelsestur og Vild med Dans med b-kendisser.Gad vide om det var det indtryk, den marokkanske konge ville give af sin sydlige, besatte perle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Ja, men det er vel en åbenhjertig afsløring af, hvordan journalister--og altså også Informations-- tager imod invitationer fra magtfulde givere, hvor de 'embeddes' og forføres til at skrive 'den rigtige' historie. Så lykkedes det altså ikke rigtigt her, men...

curt jensen, Kristian Rikard, lars abildgaard og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Sebastian Gjerding

.....men hvad?

Niels Duus Nielsen

Jeg synes faktisk, det er en rigtig god artikel - af den type, der fortæller mig noget, jeg ikke vidste i forvejen.

Jeg tror ikke jeg har skænket Vestsahara en tanke, siden jeg engang i halvfjerdserne stod i en landsby syd for Agadir og kiggede ud over ørkenen, og overvejede, om jeg skulle tage chancen og udfordre solen og blaffe til Senegal. Men så var der nogen, der fortalte mig, at der var krig, så jeg tog tilbage til Marrakech og røg noget mere hash.

Jerome Doinel, Majbritt Nielsen og Nabil Ben Chaabane anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Sebastian,
men får vi også historien, når det lykkes?

"Morten Nielsen fra græsrodsbevægelsen Afrika Kontakt synes, det er forkasteligt, at Information har sagt ja til at deltage i konferencen."
Det er jeg enig i. Men nu er skaden jo sket - og synes klart at artiklen skulle være skrevet.
Det her er international business - havde handelsministeren været inviterer kunne der have luret nogle forretningsaftaler i hus - så have familien DK jo været glade.
Journalisten nyder tilværelsen på businessclass - så hvor er forskellen til Løkkes rejser til Sydkorea? En bizar historie i en bizar verden. Men den kendte vi jo godt, egentlig.

Peter Ole Kvint

Svaret er at grænserne i Afrika er drysset tilfældigt ud over de hvide pletter på landkortet.
Sahrawierne er på et skrivebord i Europa blevet delt imellem fire grænser. Og de er ikke særligt forskellige fra de andre grupper i området.
Bortset fra det nordlige område hvor Sahrawierne bor og fiske byen Dakhla, så er området ørken. Ingen har tænk området, som en stat. Det var bare et udkants område, som Spanien beholdte da de andre områder blev selvstændige stater.

Nabil Ben Chaabane

Det er en fed artikel. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede faktisk journalisten var en mand indtil jeg scrollede op i toppen igen. Det har måske noget at gøre med at det hele foregår under barske forhold i et mandsdomineret arabisk land.

Utroligt som Frankrig er indblandet hver gang der er lyssky forretninger i forhenværende kolonier. Frankrig støttede også Ben Ali og Bouteflika og de var mægtig glade for at bidrage med nervegas da Saddam Hussein skulle slå et par tusinde kurdere ihjel. Hvis det ikke havde været for en særdeles presset diplomatisk situation mellem EU og Rusland, havde de også solgt hangarskibe til russerne.

Deres økonomi går rent ud sagt ad helvede til og de lever aldrig op til EUs konvergenskrav. Deres demokrati er en farce styret af en politisk elite.

Nu jeg tænker over det giver det ret meget mening, at de støtter Marokkos konge.

Peter Ole Kvint

Den Afrikanske Union er en pestilens. Og en forhindring for at Afrika udvikler levedygtige national stater ud af de oprindelige kolonier.

Morten Nielsen

Det er svært at sige nej til noget der er gratis. Det taler til Informations ære at de forsøgte at undersøge sagen før afrejsen. Men der var to andre danske journalister tilstede ved samme propaganda konference. Og selv om der ikke var danske politikere tilstede, var der franske og spanske, foruden en del østeuropæiske politikere, der bare ikke kan sige nej til et par dage på første klasse.
Årsagen til at der afholdes sådanne arrangementer er jo at de virker. Hvis det ikke var tilfældet ville Marokko ikke bruge så mange penge og resurser på det. På samme måde som når Marokko støtter udenlandske politikere.
Læs fx her: http://www.politico.com/story/2015/04/moroccan-cash-flows-to-clinton-fou...

ellen nielsen

Marokko - et rimeligt velfungerende nordafrikansk land -
har besat 'Vestafrika' siden 1975 - i 40 år.
OK, de er vist muslimer, hvilket så er tilladt i verdenssamfunds-regi?

Kristian Rikard

Da jeg var der for ca. 25 år siden kaldte man det stadigvæk spansk vestafrika!
Desværre giver Louise Grønkjærs skriv ikke så meget nyt.
"Jeg sidder alene på businessclass og skyller kaviar og røget laks ned med champagne.
Jeg bunder boblerne, lægger bestikket på den hvide dug og lader mine beskidte negle
glide gennem mit sandbefængte hår, der er ved at udvikle sig til dreadlocks" hm!

Hvordan historien mon var faldet ud hvis hele oplevelse ville have opfyldt Louise Grønkjærs vante standard for fuld betalte gratis business class udflugter?

Ud fra fortællingen vil jeg skønne at hendes udlægning er mest et forsøg på at redde ansigtet efter hun sammen med snesvis andre jet-settere blev taget ved næsten og vist på plads - i en tredje klasses hippie hostel - af Mohammed 6. af Marokko hvis navn hun til gengæld ikke synes er værd at huske.
Den gode Marokkanske konge viser faktisk meget tydeligt at han netop IKKE har brug for så megen goodwill, hvorfor ellers komme med en opvisning der ganske tydeligt er en magtdemonstration hvor han ydmyger en flok möchtegern kendisser og aftaklede politikere samt tilhørende paparazzi segment ved at demonstrere hvor lavt de lader sig synke for en gratis tur i en kongelig flyver med lædersæder, et bid fiskerogn og et par glas boblevand?
Mon der var andre end madame Grønkjær der hoppede på historien at det var en sandstorm der formente dem adgang til det luksus hotel de måtte have glædet sig til efter flyveturens strabadser?

Andre præsidenter og ministre har sovet i telte, som de har delt med folk, de ikke kender.

En oplevelse ALLE politikere og business class mediefolk class burde udsættes noget oftere for, det skal den Marokkanske konge i hvert fald have tak for.

ellen nielsen,
har velfungerende lande mon brug for flere tusinde kilometer betonmure?

Problemet er ikke kun imperiemagternes grænsedragning, eller deres understøttelse af korrupte diktatorer, men også deres militære og juridiske understøttelse af selv den mindste lille multinationale forretning eller virksomhed, som sender penge retur til moderlandet. De lokale landbrug og varemarkeder smadres hensynsløst. (Djibouti importerede engang dadler fra Frankrig). Neokolonialisme og dens økonomiske aftryk er et tabu i den Vestlige selvforståelse - ikke mindst på grund af vores medier.

Afrikas vækst hjælper ikke almindelige mennesker
http://www.information.dk/475333

Kristoffer Olsen

Jeg synes, det er synd og aldeles ufortjent med de mange mere eller mindre perfide læserkommentarer i det ovenstående i forhold til en generelt velskrevet artikel, som i flere tilfælde giver ny og relevant indsigt. Det er i mine øjne forfriskende, at Information med åbne øjne tager imod invitationen med en eksplicit journalistisk ambition om at udstille hvad man kunne kalde et pengediplomati.

Det eneste, jeg kunne fristes til at stille spørgsmål ved i artiklen, er den relativt ukritiske tilgang til, at en forsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier kan have et så nonchalant forhold til oversøiske rejser, at det først et par dage inden afrejsen går op for den pågældende, at konferencen finder sted i et besat område.

Niels Nielsen: Det er vel meget symptomatisk for venstrefløjen det du beskriver, menneskelig lidelse findes kun hos Palæstinenserne, det andet kræver jo at man skal sætte sig ind i sagerne...