På weekend med folkemords-benægtere

Det begynder med et veldækket bord med udsigt over Middelhavet. Vi er taget på weekend, væk fra Istanbul. I lufthavnen har min ven, Kerem, købt et historiemagasin med en forsidehistorie om 100-året for det armenske folkemord. Han er nysgerrig, klar til at få genfortalt historien om de år, der ledte til opbygningen af Tyrkiet. Det er allerede en følsom uge i her i landet: Paven har kaldt det århundredets første folkemord til de tyrkiske lederes opstandelse og skabt diplomatisk krise.

Det gør jeg også snart over morgenbordet.

»Se, Tyrkiet er på forsiden i Danmark,« siger jeg og viser på min telefon Kerem og vores vært Orkun skulpturen, der skal rejses på Kultorvet for at mindes folkemordet.

Jeg forventer hovedrysten over Tyrkiets overreaktion og den sædvanlige frustration fra unge, veluddannede og globalt orienterede tyrkere over, at deres regering ikke er i sync med dem.

Men i stedet ser Orkun, statskundskaber og nu chef i eget webdesignfirma, undrende på mig og spørger:

»Men folkemord. Hvorfor er det folkemord?«

Ifølge en undersøgelse fra tænketanken Center for Economics and Foreign Policy Studies i Istanbul mener blot ni procent af tyrkerne, at drab på og deporteringen af mellem 400.000 og 1,5 millioner armenere i 1915 kan betegnes som folkemord, og at den tyrkiske stat skal undskylde.

Orkun er en af de 91 procent, der kommer med de sædvanlige modargumenter: Der var krig, alt var kaos. Kvinder og børn blev ikke dræbt, fordi de var armeniere, de blev deporteret af sikkerhedsårsager – godt nok med døden til følge, men osmannerne satte dem ikke en kugle for panden.

Jeg svarer ham, at det vel er resultatet og systematikken, der er det afgørende.

Men han giver sig ikke.

»Folkemord er en juridisk term, der ikke passer i dette tilfælde,« siger han – og tilføjer, at hvis jeg virkelig vil møde en modstander af folkemordsklassificeringen, skal jeg glæde mig til at møde Olcays nye kæreste i weekenden.

»Jeg køber ikke konceptet om folkemord.«

Et par dage senere mødes vi, seks personer, de fleste i midten af 30’erne, og tager på weekend ved Olympus, en antik by, der kysser havet ved bjerget Olympus. Vi har spist havaborre og pommes frites, før vi beslutter os for at bruge aftenen på at køre op og se de evige flammer, der brænder fra gas, der rumsterer under bjerget. Olcay, der er tomatavler og storeksportør til Rusland, styrer bilen i hårnålesvingene, da Orkun bringer emnet på banen:

»Jeg køber ikke konceptet om folkemord,« siger Olcay.

Hans nye kæreste er selvstændig advokat med skarpskåret pandehår, hun har boet flere år i Frankrig og Italien, taler fem sprog og bryder ind fra bagsædet:

»Armenerne gik også ind i landsbyer og dræbte os. Det glemmer folk. Min fars onkel gemte sig som dreng bag gardinet, mens resten af familien blev dræbt. Det var ikke et folkemord, men en borgerkrig,« siger hun.

Indeklemt på forsædet i en overfyldt Renault Megan lader jeg det passere. Da vi når frem og går gennem den mørke skov, mens lyset fra vores mobiltelefoner kaster lange skygger, kommer Kerem op til mig og hvisker fortroligt. Det er hans venner, nogle har han kendt i flere år:

»Jeg forstår det ikke, jeg er lige så overrasket som dig. De her mennesker er ikke nationalister i nogle andre henseender, tværtimod. Men lige på det her punkt. Jeg forstår det ikke.«

Fyrtårn og fremtid

Næste dag svømmer vi ved foden af Olympus og vandrer mod Tyrkiets sydligste spids, markeret med et fyrtårn, der ikke længere er i brug. Vi sveder og pruster på vejen op.

Deroppe møder vi en 22-årig fyr, der er gået langs Lykiernes Sti fra Marmaris. 250 kilometer og i morgen forsætter han til Antalya. Hans sko er næsten trådt til laser. Vi inviterer ham på vores medbragte vin, vi drikker i papkrus, og han giver tips til, hvordan man køber lsd på the deep web og får det sendt med posten, anonymt og lige under myndighedernes næse. Alle er meget interesseret. Han er 90’er-barn og tydeligvis ret liberal i sin livsanskuelse, så jeg spørger ham, til det unævnelige:

»Der er ikke nogen pointe i at diskutere det. Måske dræbte vi dem, måske dræbte de os. Jeg kan ikke være sikker på, hvad folk siger. Det er i fortiden.« Vi pakker sammen, så vi kan gå ned, inden det bliver for mørkt. Spiser de sidste nødder, tager de sidste billeder med havet som kulisse. Jeg får advokaten på tomandshånd, går forsigtigt for ikke at snuble. Hun har boet fem år i Frankrig, hvor det i 2012 blev ulovligt at benægte det armenske folkemord.

»Hver gang folk spurgte mig til det, svarede jeg, at Frankrig hylder frihed, lighed og broderskab, men at det ikke var et frit land for mig, for jeg kunne ikke sige min mening.«

Under weekenden er det netop Frankrig, der bliver hevet frem som land, der kræver, at Tyrkiet skal sone fortidens synder, uden at erkende sin egen rolle i eksempelvis Tunesien, mener mine venner. Det er abstraktioner og afledningsmanøvrer: Når man fikserer på et spørgsmål, er svaret en abstraktion: Hvad med de europæiske kolonimagter, hvad har de ikke begået, som de ikke har taget ansvar for? Hvad er et folkemord egentlig?

Men det er en sag mellem Armenien og Tyrkiet, siger jeg. Drabene er dokumenterede, den armenske minoritet i Tyrkiet blev næsten udryddet. Hvorfor ikke anerkende det, spørger jeg advokaten.

»Okay, vi kan godt sige, at det fandt sted,« siger hun til sidst på vej ned af bjerget.

»Men det var ikke folkemord, for udryddelsen af en race var ikke formålet, formålet var at forsvare sig selv i en krig.«

Der var armenske oprørere, der kæmpede mod osmannerne. Men jeg har svært ved at kalde det andet end folkemord, når man dræber civile, især kvinder og børn udelukkende på grund af etnicitet?

»Men formålet var ikke at dræbe armeniere, formålet var at flytte dem mod øst, fordi de var rebeller.«

Det er også drab, når man eskorterer folk ud i en ørken uden mad og drikke.

»Men jeg vil ikke kalde det folkemord … Jeg er ikke direkte imod det, men jeg vil bare være objektiv i forhold til, hvad jeg ved, og hvad jeg har oplevet.«

En fornærmelse

Man vil gerne beklage og sympatisere med det armenske folks lidelser, som både premierminister Davutoglu og præsident Erdogan tidligere har gjort det. Men ikke kalde det folkemord, undskylde og dermed påtage sig ansvaret.

På vej hjem spørger Orkun til mit kendskab til Frankrigs, Storbritanniens, Italiens og Grækenlands besættelse af Osmannerriget forud for oprettelsen af staten Tyrkiet. Ifølge ham skal en stor del af modstanden over for at anerkende folkemordet, findes her. Især når kravet kommer fra en dansk europæer, der jokker rundt i selvforståelsen:

»Først invaderer du vores land, og så vil du tvinge os til at indrømme et folkemord, der foregik, mens vi kæmpede for vores frihed. Det er fornærmende. Vi ved godt, hvad der skete, men det er blevet et spil om at kalde det folkemord. Tyrkere bliver vrede og mister sympatien med armenierne, og det er den virkelige tragedie,« forklarer han og siger så:

»Når du kommer her som europæer og spørger til folkemord, så er det fornærmende, og jeg benægter det. Men hvis det nu var Kerem, der havde spurgt som tyrker, så kunne det være, jeg havde været lidt mere åben over for, at det måske kunne kaldes folkemord.«