Læsetid: 9 min.

Rejsedagbog fra en bådflygtning

Syriske Hanan drømmer om at krydse Middelhavet med sin mand, Mohammad. Første gang de forsøger, bliver de anholdt af egyptisk politi. Anden gang går rejsen gennem Libyens ørken og ud i en lille båd mod Italien. Dette er hendes beretning fra turen
»Båden var fuld af vand, tis og bræk – det lugtede så slemt. Alle var ekstremt udmattede og trætte, og børnene græd uafbrudt. Vand var begyndt at trænge ind. Vi ventede virkelig længe. Ingen kom. Båden var gået i stå midt på havet.«

»Båden var fuld af vand, tis og bræk – det lugtede så slemt. Alle var ekstremt udmattede og trætte, og børnene græd uafbrudt. Vand var begyndt at trænge ind. Vi ventede virkelig længe. Ingen kom. Båden var gået i stå midt på havet.«

Arkivfoto

28. april 2015

I begyndelsen af den syriske krise kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg en dag skulle forlade mit elskede Syrien. Men som situationen forværredes dag for dag, og bomber og sammenstød optrappedes i vores område, besluttede min familie og jeg at flygte til Egypten i 2012.

Oktober 2013

Jeg mødte Mohammad gennem mit arbejde i Egypten. Han kunne ikke vænne sig til livet i Egypten. Der var intet arbejde, og hvis du fandt arbejde, var lønnen ikke engang nok til at tage bussen hjem og endnu mindre til leveomkostninger. Mohammad var optaget af tanken om at rejse til Europa. Han fortalte mig, at han ville rejse illegalt til Europa over Middelhavet. Jeg støttede på ingen måde ideen. Jeg var bange, og desuden kan jeg ikke svømme.

Han prøvede dagligt at overtale mig til at tage med, men jeg var ikke nem at omvende. En dag, hvor han var deprimeret, sagde han pludselig til mig: ’Der er en båd i morgen, og jeg har tænkt mig at tage den. Kom med mig!’

Da jeg kiggede ham i øjnene, var de våde af tårer, og pludselig sagde jeg ja. Han sagde, at i morgen ville vi holde Quranen (islamisk ægtepagt, red.) og bagefter rejse.

November 2013

Turen viste sig at være forsinket på grund af dårlige vejrforhold og høje bølger. 20 dage inde i vores ægteskab ringede smugleren endelig igen. Man måtte kun tage en skuldertaske med, for at båden ikke blev overfyldt. Vi blev indkvarteret i et gammelt hus, hvor familierne sov i et rum og de unge i stalden med dyrene. Der var både rotter og edderkopper over det hele.

Næste dag sejlede vi i fire timer i en lille båd. Vi anede ikke, hvor de tog os hen. Så sejlede de os pludselig tilbage til stranden og fortalte os, at det egyptiske politi havde opdaget os. Vi gemte os under en bro, til det blev lyst, inden vi tog hjem igen. Præcis en måned efter, at vi blev gift, modtog vi igen et opkald fra smugleren.

Vi fulgte efter smugleren hen ad stranden, da politiet pludselig kom og anholdt os og smed os i fængsel. Jeg blev så chokeret. Vi tilbragte 36 dage i fængsel sammen med 22 andre kvinder, børn og mænd. Fængslet var ulideligt, og der var fyldt med rotter og insekter. FN sendte os mad, vand, medicin og tøj, men der var intet håb for løsladelse – kun hjemsendelse til Syrien. Meget uventet blev der dog givet amnesti til familier, og vi blev løsladt.

Jeg opdagede, at jeg var gravid, imens jeg var fængslet. Men jeg har besluttet mig for at være stærk for min mand, selv om jeg mest af alt har lyst til at græde.

Start maj 2014

Mohammad havde det svært i fængslet. Han fik udslet over hele kroppen og var, efter at have fundet ud af, at Hanan var gravid, under et om muligt endnu større pres. Efter fire måneder forsøger Mohammad igen at kontakte en smugler for at finde en mere sikker måde at krydse Middelhavet.

Jeg er stadig meget bange. Vi har besluttet at tage til Libyen, fordi det er billigere at rejse ud derfra, og vi håber, at det er mere sikkert. Men det er stadig farligt. Det koster 3.000 dollar at tage en båd fra Egypten til Italien, og så tager bådturen op mod en uge. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne holde mig fra at gå på toilettet i en uge. Rejser man over Libyen, koster det kun 800 dollar at blive fragtet ind i landet og 1.000 dollar for bådturen, som kun er et døgn.

Mine forældre støtter selvfølgelig ikke ideen om at rejse på den her måde, slet ikke eftersom jeg er gravid. Men der er ikke noget at gøre, Mohammad kan ikke længere holde ud at leve i Egypten. Specielt efter at han er blevet overfaldet af to unge mænd i fuldt dagslys, der truede ham med en kniv samt stigende huslejepriser.

Jeg har to muligheder: Enten kan jeg tage af sted med Mohammad eller blive hos mine forældre. Jeg er konstant i tvivl om, hvilken af de to jeg skal vælge. Vi har ikke en officiel vielsesattest, fordi man i Egypten skal have opholdstilladelse for at få en vielsesattest, og det kræver, at vi skal skaffe papirer fra Syrien, hvilket er umuligt. Hvis jeg føder i Egypten, vil jeg heller ikke kunne registrere mit barn uden de papirer. Alene af den grund har jeg besluttet at rejse med min mand, for at få mit barn ud af Egypten.

Midt maj 2014

Vi betalte en libysk smugler 800 dollar for at fragte os til Libyen. En uge senere kørte han os ud i den egyptiske ørken. Vi var 100 mænd og to familier fordelt i fem biler. Vi kørte om aftenen ad den gamle landevej. De kørte meget stærkt, hvilket gjorde mig bange, især fordi jeg var i syvende måned. Vi brugte hele natten på landevejen, inden vi blev fordelt i tre nye biler, som kørte os ud i ørkenen mod Libyen.

Det var uhyggeligt og dødsstille. Der var intet andet end sand rundt om os, og chaufføren kørte vanvittigt hurtigt. Jeg følte, at jeg sad i en rutsjebane og frygtede, at jeg ville føde når som helst. Efter det skiftede vi for sidste gang bil. Vores nye chauffør var kun 17 år gammel.

Han truede os og begyndte at slå mændene. Så blev han pludselig væk fra de andre biler og bad os om at stige ud, så han kunne køre ud og finde dem. Men som vi forventede, kom han aldrig tilbage. Efter flere timer i ørkenen begyndte det libyske politi at skyde på os, og jeg begyndte at græde. Jeg havde det virkelig dårligt og kunne ikke stå oprejst længere. En af politimændene så mig og bad de andre om at indstille skydningen. Fordi jeg var gravid, gav de os mad og vand. De kørte os hjem til en officers fætters hus for at tage bad og sove. Bagefter tog de mig på hospitalet for at få tjekket babyen.

Næste morgen satte vi os ind i en bil, som fætteren havde skaffet. Chaufføren vidste, at vi ikke havde visum, og at vi opholdt os illegalt i Libyen. Han fortalte os, at der var fire checkpoints på vejen, og bad os om ikke at sige et ord, når vi krydsede dem. Vi kørte igennem de første tre checkpoints uden problemer. En halv time før sidste checkpoint stoppede en gruppe soldater os og spurgte, om der var nogen syrere i bilen. Min mand sagde ja, og de bad os stige ud af bilen. Jeg var meget bange og nervøs. Mohammad steg ud af bilen. Officeren begyndte at råbe. Han spurgte min mand, om han var sunni- eller shia-muslim. Han løj og svarede, at han var sunni. Da officeren opdagede, at vi ikke havde visum, steg jeg ud af bilen og tiggede ham om at lade os være, men det hjalp ingenting. Til sidst begyndte jeg at græde. Diskussionen stod på i over to timer, hvor officeren nægtede at lade os passere. Til sidst forbarmede han sig over mig og bad en af de andre officerer om at tage os med hjem.

De var fantastiske, og de behandlede os virkelig godt. Jeg tilbragte to nætter hos dem, hvor jeg græd uafbrudt. Mine tårer tørrede aldrig ved tanken om, hvad der ville ske med os. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis vi måtte blive, og jeg fødte mit barn i Libyen, mens vi stadig ikke havde nogen vielsesattest eller opholdstilladelse, og der var ingen syrisk ambassade i Libyen, og hvordan skulle jeg officielt registrere min baby. Alle disse tanker fløj rundt i hovedet på mig.

Officeren sagde, at han ville gøre hvad som helst for at hjælpe os. Han sagde, at det var godt, at vi blev stoppet her, for vejen videre var fyldt med bevæbnede folk. Officeren kontaktede en ven, der arbejdede i lufthavnen. Vennen indvilgede i at flyve os til Tripoli for at spare tid, og fordi det var mere sikkert. Vi blev kørt helt til døren af flyet. Jeg var selvfølgelig meget bekymret. Jeg ventede utålmodigt på, at flydørene ville lukke, og flyet ville komme på vingerne hurtigt, eftersom vi var om bord på flyet illegalt. En time senere landede vi i lufthavnen i Tripoli.

Næste dag ventede vi på smugleren, der skulle køre os til området, hvor smugling til havs sker fra. Vi ankom til et hus med fem kvinder, otte børn og syv mænd. De var ankommet til huset to uger før os. Det var ikke tilladt hverken at forlade huset eller at lave lyde. Vi var konstant sultne, fordi smugleren altid kom for sent med mad til os. Vi ventede på godt vejr, så vi kunne tage til søs, men det var barskt vejr, og vinden var hård i de dage.

28. maj 2014

Da dagen oprandt, gjorde vi vores taske klar. Det var ikke tilladt at have mere end en taske per familie. Vi stod op midt om natten og blev kørt ned til stranden. Der var virkelig mange mennesker på stranden, og de uddelte kun redningsveste til kvinder og børn. Min mand hjalp mig med at klatre ned i en af gummibådene, der fem minutter senere bragte os til to små træbåde. Der var 307 mænd, kvinder og børn i vores båd, hvilket gjorde, at vi ikke kunne bevæge os, fordi båden var så overfyldt. Jeg begyndte at lide under ikke at have noget toilet, eftersom jeg var i ottende måned, og jeg havde brug for at komme på toilettet. Det var ubehageligt, og jeg kunne ikke sidde ned og hvile mig nogen steder. Vores tøj var vådt, efter vi var vadet ud til gummibådene. Båden var fuld af vand, tis og bræk – det lugtede så slemt. Alle var ekstremt udmattede og trætte, og børnene græd uafbrudt. Vi ventede på, at den italienske kystvagt skulle redde os, fordi vand var begyndt at trænge ind i båden. De unge mænd om bord prøvede at få vandet ud. Vi ventede virkelig længe. Ingen kom. Skipperen kontaktede den italienske kystvagt per satellittelefon og gav dem vores koordinater. Vi ventede yderligere tre timer – det var nogle af de hårdeste timer.

Båden var gået i stå midt på havet, og der var ingen andre end den anden båd. Vi overvejede, om vi mon ville blive reddet.

En helikopter kom, og en halv time senere kom en lille båd med tre italienere. De spurgte, om der var nogen alvorligt tilskadekomne, eller om vi kunne vente, til de sendte en større båd efter os alle sammen. Vi ventede endnu en time, inden den store båd kom. Jeg følte mig tryg og sikker på den store båd. Jeg kunne dog kun tænke på at komme på toilettet, ligesom de fleste andre. Vi tilbragte natten på båden, hvor vi fik udleveret tæpper og lidt mad.

Endelig ankom vi til Sicilien. Gravide kvinder bliver med det samme fragtet til hospitalet for at blive undersøgt. Vi var fire gravide kvinder, der blev undersøgt. Vi blev virkelig behandlet godt af italienerne. Efterfølgende er vi taget på hotel, hvor vi opholder os i fire nætter, inden vi bevæger os mod nord.

Start juni 2014

Det var fra starten Hanan og Mohammads plan at tage til Holland. I begyndelsen af juni 2014 tikkede en sms fra Hanan ind:

Jeg er i Paris. Jeg er på vej til Belgien og så videre til Holland.

To dage senere endnu en sms:

Jeg er i Holland! Jeg er glad!

En måned senere fik Hanan og Mohammed fem års midlertidig opholdstilladelse i Holland. Kort efter fødte Hanan parrets datter.

Turen var meget hård og trættende, især fordi jeg var i slutningen af min graviditet. Jeg tænker stadig meget på min familie i Egypten. Hvornår vil vi mødes igen? Hvornår vil krisen i Syrien blive løst? Og hvornår kan vi tage hjem til Syrien? Hvis du spørger mig, vil jeg ikke anbefale den her form for migration – det er den sande død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Per Langholz
Pia Qu og Per Langholz anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

De udstødte flygter og møder bødlen i Middelhavet.
Folkemasserne flygte fra, Vestens imperialistiske indsatte diktatorers vold.

Folkemasserne flygte fra, Vestens med fortsæt, skabte fattigdom, skabt ved Vestens berigelse og vækst, på andres bekostning, Vesten har kun, begunstiget de få, de af vesten indsatte, udvalget diktatorer og befolkningerne er blevet efterladt i armod og nu ledt ud, på den sidste dødsmarch.

Vestens krige til beskyttelse af billige priser på råstoffer og de i kølvandet, på Vestens afbrænding af disse råstoffer, olie, gas og kul, afledte klimaforandringer, er den tiltagende drivkraft i folkemordet, på de uønskede folkemasser.

EU er som vogtere af Fort Europa, enden på dødsmarchen for folkemasserne, drevet ud i Middelhavet, er EU bødlen folkemasserne møder, ved ikke at beskytte de fordrevne fra døden.

Vesten er igang med, hvad der i antal bliver, verdens største folkedrab.

52 mio. mennesker er på flugt i verden i dag.
Den illegale indvandring til EU, vurderes af EU, til en stigning fra 2013 til 2014 med 138% til 276.113 personer, hvor af 170.000 ankom til Italien med båd.

I sommer 2015 venter 500.000 mennesker på, at komme ud til EU bødlen på Middelhavet.

FN skriver nu kommer klimaflygtningene

"Klimaforandringer rammer skævt. Det er os i den vestlige verden, der bærer hovedansvaret for dem, mens det primært er befolkningerne i verdens fattigere egne, der må bøde for dem. Derfor har vi i Vesten et kolossalt ansvar for at løse klimakrisen, inden den kommer helt ud af kontrol"

http://www.wwf.dk/?8141/FN-Nu-kommer-klimaflygtningene

Dansk Flygtningehjælp skriver.

"Det har været anslået at 200 millioner mennesker vil være fordrevet pga. klimaforandringer i 2050 en seksdobling af det nuværende niveau."

http://flygtning.dk/viden-fakta/flygtninge-i-verden/

Er det Vestens ansvar, at den "østlige" verden anvender umådeligt mange ressourcer på religiøs aktivitet og inaktivitet ?

Er det Vestens ansvar, at oliesheikerne ikke vil bidrage med andet end vold og ballade ?

Jan Hansen, Maibritt søvsø Carstens, Jan Mogensen, Morten Pedersen, Peter Nielsen, Preben Haagensen og Mattias Pedersen anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

@ Lars Jensen, vi i Vesten, har lige som alle andre med midler, et ansvar for at hjælpe de i nød, alene af den simple grund at vi kan.

Peter Nielsen

Kristian Jensen, selvfølgelig har vi en pligt til at hjælpe ud fra et menneskeligt synspunkt. Men hjælper vi flygtningene ved at give dem en mulighed for at flygte fra Egypten, Marokko, Libyen til Europa, eller hjælper vi dem ved at bidrage til flygtningelejre i nærområder, eller hjælper vi dem ved militær indsats i områderne?
Skal vi sørge for at hente flygtninge direkte herop og skal vi give dem midlertidigt eller permanent ophold. Er det OK at sende dem hjem igen efter 1,5,10,20 år?
Hvor får de pengene fra til at betale smuglerne? Hvad med dem der ikke har penge? D risikerer i hvert fald ikke at drukne i middelhavet, for de kan slet ikke rejse væk. De kan måske lige komme i sikkerhed i et andet område i deres land eller på den anden side af grænsen - hvorfor ikke hjælpe dem?

Jan Hansen, Maibritt søvsø Carstens og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Lars Jensen
Du har ingen documentation for at oliearabiskelande ikke bidrager med midler af flygtningproblemet; ifølge min egne oplysninger er deres bidrag langfra højere end alle andre. Hvad angår krig og ballade fra deres side, så har du endnu mindre dokumantation for. Jeg ser ikke nogen krig I Golfområdet, kun opgygning af Nye byer andre infrastruktur. Tilsidst en ting, jeg fik oplyst et lille arabiskland som Tunesien oplyser 15000 kræfttilfælde om året for 10.millioner indbygger hvor er der over 34.ooo kræft tilfælde I Danmark for kun 5 millioner indbygger om året, altså 4 gange så mange I Danmark som I Tunesien. Du kan selv verificerer hvis du vil.

Morten Pedersen

Touhami, jeg synes selv du skal verificere hvad du skriver, også hvad angår arabiske OPEClandes bidrag til andet en moskeer og Imamer i wahabi-traditionen.
Lars Jensen, utroligt enøjet globalt livssyn. Jeg medgiver Vestens deltagelse i tragedien, men der havde nok ikke været fred hvis Europa ikke havde eksisteret. Og der havde nok ikke været en bedre demografi - en stor del af problematikken er den rædselsvækkende demografi, hvor mange lande i Mellemøsten og Afrika har firedoblet deres befolkning på 50 år, og det bliver ved. Sådanne udfordringer er der nærmest ingen løsning på, vi har kun set starten på flygtningetragedien.

Preben Haagensen og Maibritt søvsø Carstens anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

MortenPedersen
Jeg ved allerede om olielandebidrag til at bygge moskeer og andre kulturelle institutioner. det er kultur, Altså vi er allesammen ikke experter på de religiøse eller kulturelle, jeg er heller ikke expert på området men jeg kan ikke se FN heller ja ikke USAprotesterer. I Øvrig er der mange kirker I Danmark at man vil nedlægge nogle af dem. I al fald kirker eller moskeer generer mig ikke. Jeg eller du er ekspert í demografi områet. for mig er der ikke noget problem med antal indbygger, måske bortset fra Egypten men de selv sige det er politiske, forstår hvad du vil. Men selv Egypten arealmæssigt er ikke over befolket da det er 1million km 2. de andre er endu mindre befolket I forhold til arealet. ydermere er der mange millioner af fremmed arbejder I for ex. golf området. Jeg er virkelig interesseret I disse landesudvikling. og jeg ved noget fagligt og jeg ikke hørt noget steder at deter et problem; eller ville jeg tage det op.

Touhami BENNOUR: Hvad snakker du om? - Egypten har kun landbrugsjord langs Nilen som iøvrigt er ved at blive afsaltet, landet kan ikke brødføde sig selv, så kan du snakke om nok så mange km2, men de ligger i ørkenen.

Kristian Jensen

@ Peter Nielsen. Hvordan man hjælper bedst, er jo en anden diskussion, som ingen vist har et godt svar på. Årsagen er at flygtninge har man hvor der enten er noget at flygte fra eller noget at flygte til. Det er veldokumenteret, at hvis du prøver at begrænse mulighederne for at flygte, bliver flygtningen mere kreativ. Besøg blot Haus am Checkpoint Charlie i Berlin.
Selvfølelig er det en god ide, som du forslår, at gøre en indsat i hjemlandene. Det ville jo være dejligt hvis der ikke var noget at flygte fra eller at de havde det så godt i den 3. verden at der ikke var noget at flygte til. Men dels er det ønsketænkning og dels løfter en indsats i hjemlandene ikke ansvaret for at samle til havsdrevne flygtninge op. Hvis den italienske marine vender det blinde øje til, så synker flygtningenes fartøjer jo og de går til.

Søren Kristensen

Hele forrige århundrede var en lang øvelse i at bringe Vesten til Mellemøsten eller Mohammed til bjerget, om du vil. På en måde ærgerligt at det ikke lykkedes. Det andet her virker meget mere besværligt.

Touhami Bennour

Jan Mogensen
Det om nilen er gammelt frta oldtiden,men idag definerer overbefolkning med tætheden uanset hvor folk bor og hvor fabrikker ligger eller hvor fitness center ligger. Du har brug for visa ligemeget hvor du kommer ind I Egypten. Alså tætheden er det man kemper for, dette er evigt resten commer nok en dag med et andet styre og det vil komme I Egypten og andre steder, og den dag skal have landjord parat. Ørken er heller ikke evigt, den har en historie og historien ændre sig. I 17 hundert tallet var der heller ikke mange mennesker I Europa men er den 3-4 dopplet, det skete bare før de andre lande. Heller ikke havet er jævnt, hvor alt er ulige. det kender fisker til. Men igen det er godt det er 1 million km2 I Egypten. det kan bruges en gang.

Touhami Bennour

Jan Mogensen
Og jeg vil tiføje Sinai hvor man har flyttet mange mennesker, hvor det er muligt. Hvad angår saltet du kan måske hjælpe til hvis du har et forslag.

Touhami Bennour

Jan Mogensen
Et barns politik eller ej, jg ønsker at hele Egypten blever beboget og dyrket. Sibirien (I Rusland) har et areal på 13.1millioner km2 af 17 millioner km2 for hele Rusland. FN deler 17 millioner km2 med 146 millioner mennesker det giver 8.7 per km2. Altså deler hele arealet med antal mennesker. dette gælder også Sverige hvor hele arealet, det gør Sverige det største land I vesteuropa efter Frankrig tror jeg, men der bor ikke nogen I det meste af Sverige. hvor er du interesseret I Egypten. hvis nu Egypten var (Majnamar) vil det interessere dig. Det er også en kutyme at læse om de arabiske lande idag. Det kan godt være derfor at hele Europa tilasammen var slået af araberne I korstogene ved 11 hundertallet med den franske konge til Løvehjerte fra England osv. Gøre det noget at hele Europa har været sloget af araberne ? jeg tror derfor interesse komme fra. hvis nu araberne var Majnamar? for vi fred?

Den egyptiske befolkning må importere halvdelen af sit kalorieforbrug, herunder ikke mindst hvede til det daglige brød. Hvis pris på det egyptiske marked subventioneres af den egyptiske stat. Stigende verdensmarkedspriser på visse basisfødevarer for ca. fem år siden, var en overset medvirkende årsag til det såkaldte 'arabiske forår'. (Som de fleste i Vesten misforstod som et folkeligt ønske om et liberalt demokrati).

En offentligt fortiet grund til mange af problemerne i Mellemøsten, og det meste af Afrika, skyldes overbefolkning. For blot at tage Egypten er befolkningstallet steget fra 21 mio. i 1950 til 85 mio. idag. Samme vækstrater findes i de fleste andre lande. De kulbrinteeksporterende Saudi Arabien og rige Golf-stater har kunne betale sig fra folkelig uro, godt hjulpet at et autoritært stats apparat, medens de ikke eksporterende fattige lande, der kun har det autoritære apparat, har mærket trykket fra befolkning og stigende verdensmarkedspriser på fødevarer. Ud over fødevarer er der også stigende og mærkbart pres på vandresourcer.

At fattige desperate mennesker søger mod Europa er forståeligt. De har ingen andre steder at tage hen. Problemet er blot, at der ikke er brug for dem i Europa. Nogle er med særdeles ringe skolelærdom, hvis de har nogen, og andre helt uden i Europa brugbar uddannelse, og det gælder desværre også de fleste såkaldt 'højt uddannede'. Følgelig har Europa også et problem, og det bliver ikke mindre med tiden.

Preben Haagensen, Morten Pedersen og Jan Mogensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Virkelig man ved bedre her; ieg vil ser documentation at der findes et overbefolkning problem I Marocco. libyen, Algeriet Tunesien,(tvertimod man se på ungdommem som en berigelse), jeg forstår arabisk og jeg har ikke hørt noget af den slags. Tvertimod jeg har læst et interview af lederen af fagforingen I Tunesien hvor han anklage de tunesiske arbejdesgiver for at ser på Tunesien blot et (feriested) og investerer alle deres penge I Europa."Faire de la Tunisie un lieu de residence" på fransk. Han siger de tunesiske arbejdesgiver investere I udlandet, og han truer med at aktionerer fagforening, så du vil komme at høre om det. Jeg kan tilføje I tunesien er der kun en samlet fagforening og det er en vigtig element. Meget sjældent man ser kun en fagforening I et land. hvad angår Syrien, dette land var selvforsynet med korn og hvede og endda exportere. Så her er problemer af en anden karakter. Mangler der Egypten, jeg kan medgiver en styk af vejen. Man kan sikker løse mange problemer hvis der et bedre styre I Lande. Det nytter imidlertid ikke at tænke på Egypten uden at kende de andre problemer og den rolle hæren har spillet der. det Egyptiske folk har stor repekt for hæren som fik Sinai tilbage . og selv om de officere udnytter situationen for at bevare deres priviligier. Folk ofrer altid mere for landet end de previlegirede, så er det over alt, osgå I Danmark. Du kender det udtryk (syvmagreår og syv fedeår stammer fra Egypten. Folk vil ofre meget mere på konflikten med Israel og akseptere skæbnen, sådan er det. Jeg vil sige også det var godt at folk I golfen og I Saudi arabien fik tildelet 90 milliarder dollars I forskelle goder og investeringer som følge af den arabiske forår. De mener alle, ikke dig?

Morten Pedersen

Touhami, jeg er med på at en stor børneflok ses som en velsignelse, men det er et faktum at der er en umådelig ungdomsarbejdsløshed i hele Nordafrika og en fortsat voldsomt stigende befolkningsforøgelse uden den økonomiske vækst følger med. At det ikke er et emne i de pågældende lande er måske en del af det jeg synes er en problematik, når nu en stor del af befolkningerne søger mod Europa.

Touhami Bennour

Revolutionen started I Tunesien med "en grøntgadehandler ; efter tumult med ansatte fra Kommunen der vil forhændre ham at arbejde, så beslutte han atsatte benzin på sig og blev brand. Presidenten begik en stor fejl ved at besøge ham på hospitalet, der så hele folket at den stakkel han ser ud som en mumie så begyndte befolkning at rejse sig og så endte med at presidenten flygtede, han ville første til Frankrig, men Sarkosy blev selv bange og afslå at tage mod ham, så søgte han Saudi arabien det har tage imodham. REvolution var ikke plan lagt, uden ledelse men de unge var parat til rejse sig og det skete det. Bådflygninge er fra Syd for Sahara. det er kendt over alt. Revolution skete mod diktaturet. Det under mig at mange dansker er uvidende om politik. Folk der nede levede med diktatur I tusind år. Selv et barn ved godt hvad er et diktatur og kan fortklare dig mange ting om det.