Nyhed
Læsetid: 5 min.

Risikoen for at drukne er bedre end alternativet

Indsatte i et flygtninge-interneringscenter i Libyen forklarer, hvorfor de er villige til at sætte livet på spil i forsøget på at nå Europa: en farefuld flugt er at foretrække fremfor tyranni, borgerkrige og fattigdom i deres hjemlande
Udland
20. april 2015

Hulkende og rystende forsøger Mohamed Abdallah at forklare, hvorfor han stadig er opsat på at krydse Middelhavet, i en gummibåd. Han sidder i et interneringscenter i Zawya, Libyen, omgivet af hundredvis af andre asylansøgere, som kun med nød og næppe lige har undsluppet døden på havet.

De overlevede akkurat efter i sidste øjeblik at være samlet op, ført tilbage og interneret af den libyske kystvagt. Forud for dette gik en uge, hvor de sejlede rundt i cirkler, sultede og var tæt på at drukne eller tørste ihjel. Men trods disse rædselshistorier siger Abdallah, 21, at den rejse, hans medfanger kun akkurat overlevede – og som i den forløbne uge har kostet over 450 andre livet – er hans eneste mulighed.

»Jeg kan ikke tage tilbage til mit land,« siger Abdallah, der er fra Darfur i Sudan. Han flygtede i 2006 til, hvad der i dag er Sydsudan, siger han, efter at hans families landsby blev ødelagt i krigen i Darfur, hans far slået ihjel og hans søstre voldtaget. Men i Sydsudan brød endnu en krig ud. Derfor drog han igennem Sahara – en rejse, han siger, dræbte hans bror og fætter – og til Libyen. Her blev han sidste år vidne til den tredje borgerkrig på et årti – en krig, der stadig trækker ud, og hvis frontlinje kun ligger få kilometer fra interneringslejren i Zawya.

»Der er krig i mit land og ingen sikkerhed, ingen lighed, ingen frihed,« siger Abdallah.

»Men hvis jeg bliver her, er det ligesom i mit land. Der er ingen sikkerhed. Der er vold. Hvis man arbejder, tager de ens penge.«

Han har arbejdet i en sæbehandel og sparet op til at betale de lokale smuglere for at komme i en båd til Europa. Men netop som han håbede at have skaffet nok til betalingen, blev han udsat for et røveri og derefter anholdt. Da han fortæller om sine pinsler, kommer tårerne frem igen. Hvorpå han konkluderer: »Jeg bliver nødt til at komme til Europa.«

Fra ebola og diktaturer

For de omkring 350, der går rundt på bare tæer i den sandede gård eller stiller sig op i køen til deres daglige skål ris og en kartoffel, var og er ønsket nøjagtigt det samme.

Her er eritreere – flygtninge fra et af ​​verdens hårdeste diktaturer. Her er ghanesere – ofte migranter, der søger et job og en ny tilværelse. Og her er mennesker, der er flygtet fra konflikter i Nigeria, Tchad og Elfenbenskysten. Foruden en mand fra Sierra Leone, Abu Bakr, der siger, at begge hans forældre døde i sidste års ebolaudbrud.

Omkring 120 havde været på havet i en uge i en båd, der drev tilfældigt rundt. De libyske smuglere havde sat dem på båden, kun udstyret med et kompas, men uden styrmand. »Ingen vidste, hvor vi skulle styre hen,« siger Vincent Collins, en 24-årig nigerianer, der kom hertil for en dag siden. Hans gravide kone Jennifer er låst inde i en separat celle. »Alle havde en idé om, hvad vi skulle gøre: tabe bestik af solen.«

Deres beholdning af brød og vand – blot tre dusin 500 ml flasker – slap op efter to dage. Uden mulighed for at bevæge sig måtte mændene midt i båden urinere på deres naboer. »De pissede på alt vores tøj,« fortæller Fatima Bahgar, en 20-årig malisk studerende. »Jeg kunne ikke holde stanken ud.« På bådens ræling fik to mænd overbalance, faldt i vandet og druknede. En tredje syntes at være så overvældet af situationen eller af tørst, at han forsøgte at sænke båden. »Så tog de andre drenge ham og kastede ham over bord,« siger Bahgar.

Rekordår

Et rekordstort antal flygtninge er omkommet i Middelhavet i år, midt i den største bølge af massemigration siden Anden Verdenskrig. Dødstallet er allerede omkring 20 gange højere end det tilsvarende tal i 2014, der selv var et rekordår.

I oktober sidste år satsede EU-embedsmænd på at nedbringe antallet af omkomne ved at skrue ned for den italienske kystvagts eftersøgnings- og redningsopgaver, ud fra den tankegang, at disse kun ansporede endnu flere til at komme. Operation Mare Nostrum reddede ganske vist omkring 100.000 menneskeliv sidste år, men politikerne vurderede, at endnu flere kunne reddes ved at afslutte operationen.

Dette års begivenheder har vist noget andet. Antallet af dødsfald er steget eksponentielt, men har ikke kunnet afskrække andre fra at risikere samme skæbne. Antallet af dem, der forsøger at rejse fra den libyske kyst – og i mindre grad fra Egypten – er forblevet på samme høje niveau. Forklaringen, som den enslydende kan høres migrant efter migrant i Zawya, er simpel. Risikoen for at dø på havet er ikke værre end de dystre omstændigheder, de befandt sig under, enten i deres hjemland eller i Libyen.

Savner hjælp

Eritreere udgør efter syrere den næststørste gruppe af indvandrere, der søgte mod Europa sidste år, og i Zawya er de blandt de ivrigste for at fortælle om deres situation. En eritreisk sygeplejerske, Bayin Keflemekal, beskriver rædslen i hendes hjemland, hvor frygten for at ryge i fængsel for selv den mindste kritiske ytring er allestedsnærværende, og hvor udvandring er forbudt. »Vores land er et totalt diktatur,« siger Keflemekal, 30. »De kan sætte os i fængsel i et ubegrænset antal år. Hvis vi tager tilbage, bliver vi slået ihjel.«

Forholdene i de nærliggende lande i Nord- og Østafrika er næppe mere sikre. Gang på gang har nabolandenes regeringer forsømt at opfylde deres forpligtelser over for flygtninge – med Egypten og Sudan blandt de stater, der i de senere år har sendt flest eritreere tilbage til deres militærregime. I Libyen er deres usikre position blevet forstærket af den krig, som har tvunget verdens to største flygtningehjælpeorganistationer – FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Den Internationale Organisation for Migration (IOM) – til drastisk at reducere deres operationer.

»Det er ikke vores valg at søge over havet,« siger Keflemekal. »Hvis vi fik lidt hjælp fra den libyske regering eller fra UNHCR, ville vi prøve noget andet. Men hvis regeringen ikke vil hjælpe os, og hvis UNHCR ikke vil hjælpe os – hvis ingen kan hjælpe os – så har vi ikke anden udvej end at gå til smuglerne.«

Ikke alle har så hjerteskærende grunde til at risikere døden på Middelhavet. En kvinde ønsker at komme til Europa, fordi hun mener, at hun her vil få lettere ved at få et visum til at besøge sin bror i i Amerika. En ghaneser siger, at han ikke flygter fra politisk forfølgelse, men blot ønsker at finde et job. Men næsten alle er havnet i en situation, der tvinger dem til at stikke til søs.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her