Læsetid: 7 min.

Studietur førte til global klimabevægelse

For få år siden bestod bevægelsen for afvikling af fossile investeringer af en løs samling amerikanske universitetsstuderende. I dag har den udviklet sig til en global kampagne, der udgør en trussel for kul-, olie- og gasindustrien
Det har store miljømæssige konsekvenser, når amerikanske selskaber i jagten på billigt kul sprænger hele bjergtoppe væk. Synet har inspireret en gruppe studerende til den første kampagne for sort afvikling – en bevægelse der nu er gået jorden rundt.

Mario Tama

14. april 2015

Mens mange af deres medstuderende havde travlt med at nyde efterårsferien, rejste en lille gruppe unge fra det amerikanske østkyst-universitet Swarthmore i oktober 2010 på studietur til Appalache-bjergene i delstaten West Virginia.

De ville med egne øjne opleve et område, hvor mindst 470 bjergtoppe siden 70’erne er blevet sprængt væk af mineselskaber på jagt efter billigt kul.

Hvilket har medført store miljømæssige konsekvenser: For landskabet, hvor de tidligere så skovrige bjerge står skalperede tilbage, og floder er fyldt op med mineaffald. For biodiversiteten, der tidligere var den måske allerhøjeste i Nordamerika. Og for områdets beboere, der oplever en signifikant øget forekomst af blandt andet lunge- og hjertesygdomme.

Dertil kommer det, man ikke kan se med det blotte øje: Bidraget til den menneskeskabte globale opvarmning.

»Kontrasten mellem de majestætiske Appalachebjerge, der ikke var blevet ødelagt, og de udfladede bjergtoppe var skærende,« siger en af de studerende, Kate Aronoff, til den amerikanske avis The New York Times. »Det var et øjeblik, hvor forbindelsen mellem økonomisk og miljømæssig uretfærdighed blev helt klar.«

Ligesom en række andre amerikanske universiteter er Swarthmore ganske velhavende. Universitetet råder over investeringer til en værdi af mere end 1,6 milliarder dollar, heraf en del – præcis hvor meget er der ikke offentlighed om – i de selskaber, der udvinder kul i Appalache-bjergene. Noget måtte gøres, besluttede de studerende.

Hjemvendt fra studieturen startede de foreningen Swarthmore Mountain Justice, der med klassisk aktivistiske virkemidler som underskriftsindsamlinger og sit-down-aktioner arbejder for at få universitetet til at afvikle alle investeringer i fossil energi.

Dermed blev de ifølge The New York Times pionerer for en bevægelse, der på rekordtid har antaget global karakter. Lignende initiativer er skudt op overalt i verden – også herhjemme, hvor medlemmerne af syv pensionskasser i denne måned skal tage stilling til, om deres opsparinger fortsat skal være investeret i fossil energi.

Fremtrædende personligheder lige fra Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu til FN’s generalsekretær Ban-Ki Moon har de seneste år erklæret deres støtte til den såkaldte divestment-bevægelse.

Og en række universiteter, religiøse organisationer, investeringsfonde og byer har forpligtet sig på at afvikle deres fossile investeringer. Tilsammen repræsenterer de investeringer for mere end 50 milliarder amerikanske dollar. Blandt de mere opsigtsvækkende kan nævnes den 860 millioner dollar store Rockefeller-fond – hvis formue oprindelig er skabt i olieindustrien.

En udvikling, der har fået forskere til at kalde bevægelsen en regulær trussel for kul-, olie- og gasindustrien.

Ifølge Ben Caldecott, leder af divestment-forskningen ved University of Oxford’s Smith School of Enterprise and the Environment, kan bevægelsens transition fra lokal til global føres tilbage til en artikel i det amerikanske magasin Rolling Stone i juli 2012. I artiklen ’Global Warming’s Terrifying New Math’ gennemgik den kendte forfatter og miljøaktivist Bill McKibben tre tal, der satte den globale opvarmning i perspektiv. Det første tal var to grader – den grænse verdens ledere har sat for, hvor stor en temperaturstigning, vi kan leve med.

Det andet tal var 565 gigaton – den mængde CO2, vi kan tillade os at udlede frem mod 2050 og stadig have en »fornuftig« chance for at undgå at overskride den vedtagne smertegrænse. »Fornuftig«, noterer McKibben, betyder i denne sammenhæng 80 procents chance, »eller noget værre odds end at spille russisk roulette med en seksløber«.

Det tredje »og mest skræmmende« tal var 2.795 gigaton – det er den mængde CO2, der vil blive udledt, hvis vi brænder de i dag kendte reserver af kul, olie og gas af. »Lav selv regnestykket,« skriver McKibben. »2.795 er fem gange højere end 565. Det er sådan, historien slutter.«

Bevægelsen samles

Kort efter, at artiklen var publiceret, lancerede McKibbens organisation, 350.org, en kampagne for fossil divestment – eller på dansk: sort afvikling. Dermed fik bevægelsen, der hidtil havde været meget lokalt forankret på steder som Swarthmore, et samlingspunkt. Og så gik det stærkt. Ben Caldecott og hans kolleger fra Oxford Universitet har sammenlignet bevægelsens udvikling med andre lignende kampagner gennem tiden – blandt andet 80’ernes ’boykot apartheid’ – og konkluderet, at den er den hurtigst voksende nogensinde.

Det er der flere årsager til.

»Det var en kombination af McKibben, hans velorganiserede netværk, og nogle nye, slagkraftige argumenter om, hvordan fossile investeringer ikke bare er miljømæssigt problematiske, men også udgør en finansiel risiko for investorer,« siger Ben Caldecott til Information.

Han henviser til, at investeringerne risikerer at miste værdi, eftersom den nuværende værdisætning af selskaberne baserer sig på, at man kan hente alle de fossile reserver op af undergrunden. Hvilket man som nævnt ikke kan, hvis verdens ledere ellers står fast på deres to-graders-mål.

»Samtidig var der en erkendelse af, at den traditionelle NGO-strategi, hvor man forsøger at påvirke olie- og energiselskaber, havde slået fejl set med mange aktivisters øjne. Og en faldende tro på, at de internationale klimaforhandlinger kan levere de nødvendige resultater. Der er kommet en større forståelse af, at selskaber og investorer bliver nødt til at gøre noget på egen hånd. Selv på en god dag er det, den internationale proces kan levere, ikke godt nok.«

Også på de finansielle markeder er bevægelsen begyndt at sætte spor. Sidste år indgik finansvirksomheden FTSE, der leverer analyser og aktieindekser til investorer, et samarbejde med Blackrock – verdens største investeringsforvalter. De skal nu udarbejde indekser over aktier, der lader investorer undgå kul, olie og gas uden af den grund at mindske deres udbytte.

»Vi ser et voksende skel mellem det, som mange fondsbestyrere tror, kunderne vil have, og så det som kunderne rent faktisk ønsker. Jeg tror, at det vil komme bag på mange i branchen, hvor meget det her spørgsmål betyder for rigtig mange investorer,« siger Kevin Bourne, administrerende direktør i FTSE.

Han sammenligner også bevægelsen med den, man så mod Sydafrikas apartheid. Og effekten kan være lige så stor, mener han. Ikke mindst på grund af de sociale medier.

»Vi ser den her bevægelse tage til i styrke, og jeg tror, den vil vokse rigtig meget de kommende måske fem-syv år.«

Men det er også en generationskamp. Der kommer et voldsomt pres fra universiteter verden over, og da Kevin Bourne og hans kollega Gordon Morrison i sidste uge var på konference i New York med en række spidser fra de største investeringsfonde i verden, var det mest iøjnefaldende, at det var to studerende, der var hovedtalere på den del, der omhandlede divestment.

»Når mine børn skal drille mig, siger de: ’Du har 15-20 år længere at leve i. Men vi skal være her de næste 50-60 år – og vi kommer til at opleve konsekvenserne af det her’. For dem er det et meget alvorligt problem,« siger Gordon Morrison.

Trussel mod industrien

Selv om divestment-bevægelsen så småt er ved at vinde indpas også på verdens børser, er resultaterne dog foreløbig mest symbolske.

»Det, at en del investorer afvikler deres fossile investeringer, er ikke i sig selv nok til at få aktiekursen til at falde,« siger Ben Caldecott fra Oxford University. Alligevel tøver han ikke med at kalde bevægelsen en vidtrækkende trussel mod kul-, olie- og gasindustrien.

»Den store effekt, som bevægelsen har haft – og kan få – er i forhold til at stigmatisere den fossile industri,« siger Ben Caldecott.

Det er vigtigt af mindst fire årsager: Stigmatisering svækker industriens politiske indflydelse. Det kan medføre ny regulering af branchen. Det gør det sværere for de fossile selskaber at rekruttere og fastholde dygtige, unge medarbejdere. Og ikke mindst kan det gøre det sværere og dyrere for de fossile selskaber at tiltrække kapital til deres projekter, forklarer Ben Caldecott.

»Hvis for eksempel et firma vil lave en ny kulmine i et udviklingsland, er man ofte afhængig af offentlig finansiering af den ene eller den anden art. Denne offentlige finansiering bliver sværere at få som følge af den sociale stigmatisering. Uden de offentlige kroner i ryggen bliver det også sværere – og ikke mindst meget dyrere – at kradse privat kapital ind,« siger Ben Caldecott.

Tilbage på Swarthmore-universitetet er det nu mere end fire år siden, arbejdet for divestment begyndte. Mange af de studerende fra den oprindelige studietur til Appalache-bjergene blev færdiguddannede i sommer, men yngre studerende viderefører deres arbejde. For kampen er ikke vundet. Swarthmores bestyrelse har afvist at efterkomme de studerendes krav.

I sidste måned afholdt de derfor endnu en af deres sit-down-aktioner. På papiret er de ikke kommet meget videre siden begyndelsen i 2010.

Men i modsætning til dengang får deres aktioner nu omtale i store medier som The Guardian og offentlig støtte fra FN’s klimachef, den Swarthmore-uddannede Christina Figueres.

Den sorte afvikling tager fart

Foråret 2011: De første protester mod investeringer i fossile brændsler finder sted på amerikanske campusser begyndende med Swarthmore College.

Dec. 2011: Afviklingen begynder. Hampshire College i Massachussetts afvikler som den første akademiske institution sine investeringer i fossile brændsler. Skolens investeringer udgør blot 31 mio. dollar – hvilket er meget lidt sammenlignet med store amerikanske universiteter som Harvard og Stanford.

2012: Forfatteren Bill McKibben skriver en artikel om behovet for sort afvikling i magasinet Rolling Stone. Snart efter lancerer han og 350.org deres kampagne ’Go Fossil Free’ med en turné rundt på amerikanske universiteter.

Dec. 2012: Seattle bliver den første by i verden, der afvikler investeringer i fossil energi.

Okt. 2013: Bevægelsen får for alvor tag i Europa. Hollandske Boxtel afvikler som den første europæiske kommune sine fossile investeringer.

Maj 2014: 21.9 mia. dollar afvikles: Stanford University afvikler sine investeringer i kul. Universitetet er en stor investor med en portefølje til en værdi af 21.9 milliarder dollar.

Sep. 2014: Rockefeller-fonden forpligter sig på at afvikle investeringer i fossil energi. Det bringer det samlede antal byer og institutioner, der afvikler den sorte energi, op på 180.

Marts 2015: Den norske hovedstad Oslo annoncerer, at man vil afvikle investeringer i kulindustrien.

April 2015: Medlemmer af syv danske pensionskasser stemmer om, hvorvidt deres opsparinger fremover skal være investeret i kul eller ej.

Serie

Sort afvikling

En global bevægelse har taget fart for at afvikle investeringer i fossile brændsler – kul, olie og gas. Videnskaben viser, at mindst to tredjedele af alle kendte forekomster af olie, kul og gas skal blive i undergrunden, hvis den globale opvarmning skal holdes under to grader celsius.

I det lys hævder aktivisterne, at investeringer i fortsat udvinding af sort energi er medvirkende til at ødelægge kloden og vores fælles livsgrundlag. Omvendt argumenterer kritikerne af afviklingb for, at andre investorer blot vil tage over, hvis man sælger sine sorte investeringer, og det derfor er bedre at søge at påvirke industrien indefra.

Information sætter i den kommende tid fokus på kampen for at afvikle investeringer i fossile brændsler.

Seneste artikler

  • Den norske oliefond afvikler investeringer i kul

    29. maj 2015
    Det norske parlament har besluttet, at landets oliefond skal afvikle investeringer i en række kulselskaber. Oliefonden er verdens største statslige investeringsfond og en af verdens største investorer i kulindustrien. En sejr for miljøet, siger grønne organisationer
  • Bliver danske pensionskroner grønnere?

    16. maj 2015
    Medlemmerne i tre danske pensionskasser har stemt ja til et forslag om at afvikle pensionsopsparinger i verdens 100 største kulselskaber og i højrisikable olie- og gasprojekter. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at pensionskasserne ender med at afvikle de sorte investeringer
  • Grønne investeringer? Kun hvis det er en god forretning

    12. maj 2015
    Brancheforeningen Forsikring & Pension brugte deres årsmøde på at diskutere grønne investeringer. Trods pæne ord om at gøre sit blev det understreget, at det ikke må koste, når pensionskasser og forsikringsselskaber fravælger enkelte sektorer af etiske hensyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Larsen
Søren Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Det kommende valg bør handle om klima klima og atter mere klima.... der bør ikke være noget der tilnærmelsesvis bør komme op på siden af klima dagsorden....

Kaj Kammer Madsen, Niels Møller Jensen og Leif Høybye anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Sort industri med sort moral

Uanset evt. følgevirkninger som de dagligt beskrevne forventede klimaforandringer, så er det i min tankeverden ikke til at fatte, at noget menneske, nogen myndighed, nogen virksomhed eller nogen pensionsforening kan tillade eller bidrage til de nævnte ødelæggelser af vores fælles natur, som beskrevet i denne artikel.

Tilsvarende ødelæggelser vil man kunne finde i Canada, hvor skifferfracking er baggrunden. I det danske Vendsyssel er danske politikere imødekommende over for lignende naturudfordringer.

Enhver som føler det mindste ansvar for naturen på vores fælles Jord bør overveje om et samfund baseret på sort energi er acceptabelt? Skal eller kan de mennesker som p.t. lever på Jorden tillade naturødelæggelser i stadig stigende omfang for at opfylde egne umiddelbare behov på bekostning af dem, som følger efter os?

Der burde også være basis for en forening som Swarthmore Mountain Justice i Danmark. Ødelæggelser i USA og Canada er også vores problem.

Tankeeksperiment:
Hvor stor ville den globale udledning være af Co2 - såfremt mennesket - du og jeg - ville kunne få vores individuelle økonomiske drømme opfyldt, og deraf muligheder for forbrug.

Gruer lidt ved tanken om hvad jeg selv ville kunne finde på :)

Troels Brøgger

Hvordan kan det være at dem der kæmper for gode sager altid er ulønnede og nødt til at bruge deres fritid og egne midler på det ? Tænk engang hvis det var de velbetalte politikere og embedsmænd som gjorde dette.

Peter Ole Kvint

Troels Brøgger: "Hvordan kan det være at dem der kæmper for gode sager altid er ulønnede og nødt til at bruge deres fritid og egne midler på det ? Tænk engang hvis det var de velbetalte politikere og embedsmænd som gjorde dette."

Nu er det ikke alt til så nemt at kæmpe for jordens frelse. Selv hvis hele jordens befolkning stoppede med at udlede CO2 så ville atmosfærens indhold af CO2 forsat stige år for år, fordi havet udleder CO2 når det bliver varmere. Der er ingen nemme løsninger, for andre end de klima-frelste.