Tyrkernes store tabu

Eksperter har kaldt det skoleeksemplet på folkemord, men politisk er det fortsat penibelt her 100 år senere, hvad man kalder massakrerne mod armenierne i 1915 i det nuværende østlige Tyrkiet. Danmark, USA og selv FN kvier sig ved at bruge ordet officielt, og Tyrkiet reageret skarpt over for de lande, der gør. Men i virkeligheden var Tyrkiet på sin vis den første nation til at anerkende det armenske folkedrab, siger historiker Matthias Bjørnlund, der har beskæftiget sig indgående med begivenhederne.

I perioden umiddelbart efter folkemordet, blev det diskuteret forholdsvis frit, og nogle af de ledende såkaldte ungtyrkere var i deres erindringer »helt klar på«, hvad der var sket.

»Man diskuterede ikke, om det var sket, men bare om armenierne fortjente det,« siger Matthias Bjørnlund og påpeger, at drabene i de efterfølgende retsdokumenter blev kaldt for ’udryddelse’.

»Det var et led af selvforståelsen, at folkedrabet var et nødvendigt led i nationsopbygningen,« siger han.

Det var først under Den Tyrkiske Republik, som blev oprettet i 1923, at der for alvor blev lagt låg på debatten, siger lektor Daniella Kuzmanovic, Tyrkiet-ekspert på Københavns Universitet.

»Det var simpelthen ikke del af den officielle tyrkiske historieskrivning. Som tyrker var du opdraget til at tro, at du boede i en enhedsstat, hvor alle var tyrkere. Multikulturalismen blev skrevet helt ud af historiebøgerne,« siger Daniella Kuzmanovic.

En østrigsk roman om det armenske folkemord blev forbudt i Tyrkiet, armenske stednavne blev ændret, og armenske ruiner fremstod ikke længere som armenske.

»Der stod enten, at ruinerne var gamle, romerske, kristne – et eller andet. Bare ikke armenske. Man gjorde alt for at skjule den kendsgerning, at armenierne havde været der, og at de faktisk havde været der før tyrkerne. For den sved virkelig,« siger Matthias Bjørnlund.

Demokratisering

Op igennem 1990’erne begyndte Tyrkiet at nærme sig EU, der krævede, at landet begyndte en demokratiseringsproces. Det inkluderede et opgør med historien, men ikke et decideret krav fra EU om anerkendelse af folkemordet.

En bevægelse primært af intellektuelle og kurdere begyndte at presse på for at se Tyrkiet som et multikulturelt land. I Tyrkiets officielle Armenien-politik gik man fra total fornægtelse til at sige, at der var sket noget tragisk. Men man fastholdt, at det var sket som led i krigshandlinger.

I ’00’erne begyndte forholdet til Armenien at blive normaliseret, efter længe at have været tæt på nulpunktet.

I 2009 blev grænsen endda åbnet for en periode. Tyrkiske intellektuelle samlede underskrifter til en undskyldning til det armenske folk, og et tyrkisk universitet afholdt en videnskabelig konference om de historiske begivenheder. Der var dog stadig ikke tale om en folkelig bevægelse.

»Kun få fik en fornemmelse af, at deres historie blev skrevet om,« siger Daniella Kuzmanovic. På årsdagen sidste år sendte præsident Erdogan en personlig beklagelse til armenierne. Men i år har den nationalistiske retorik været fremherskende, og det skyldes i høj grad den herskende valgkampsstemning frem mod et tyrkisk parlamentsvalg i juni, mener Daniella Kuzmanovic:

Benhård erkendelse

»Ingen politiker med respekt for sig selv taler om anerkendelse. Det er grundlæggende centralt i tyrkisk nationalisme ikke at bukke under for udenlandsk pres.«

Men hun er »helt overbevist om, at de processer, der er sat i gang i forhold til måden at forstå sig selv på, ikke bare kan bremses«. Blandt andet er der for nylig udkommet en bog med titlen Det armenske folkedrab, som ikke er blevet forbudt.

»Ordet er nu til stede i den tyrkiske offentlighed«, siger hun. Debatten er under forandring, konkluderer også Matthias Bjørnlund. De tabuer, der i det meste af et århundrede har ligget som en dyne over folkemordet i Tyrkiet, begynder langsomt at blive løftet. Ganske langsomt.

»Ens selvforståelse skal pludselig til at rumme noget diametralt modsat af, hvad man lærte i skolen. Den tyrkiske stat er bygget på udryddelse og stjålen armensk ejendom. Man opdager måske, at ens bedstemor er armenier. Eller at det hus, man bor i, ikke er ens eget. Det skal man lære at rumme, og det er benhårdt,« siger Matthias Bjørnlund.