Nyhed
Læsetid: 1 min.

Afrika: Fred i CAR?

Problemerne i Den Centralafrikanske Republik er ikke gået væk, men en ny fredsaftale kan hjælpe
Udland
23. maj 2015

Afrikansk statsleder med blakket fortid og tvivlsom demokratisk praksis væltes ved et blodigt militært kup. Tiden bagefter præges af skiftende magtmænd, der holder kort tid, og rivaliserende militser, hvis myrderier og hævnaktioner langs sekteriske og etniske skillelinjer vækker frygt for et lurende folkemord. Mens internationale fredstropper spiller en problematisk og dobbelttydig rolle.

Lyder drejebogen både stereotyp og afrikansk, er det ikke tilfældigt. Og mens man kunne tro, at det drejede sig om de seneste ugers opgør i Burundi, er det faktisk forrige års afrikanske katastrofe, der er tale om: borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik (CAR). I måneder prægede præsident François Bozizés fald og det efterfølgende opgør mellem muslimske militser og kristne paramilitære soldater nyhedsdagsordnen med massakrer på landsbyer og menigheder og problemer, der bredte sig til nabo­landene.

Siden er der blevet stille omkring CAR, men på trods af et internationalt fredskontingent og ophør af de værste uroligheder i hovedstaden Bangui er der stadig problemer. Militser hærger fortsat og skaber uro i store dele af landet. Fredstiltag har ikke fået problemet til at gå væk, og spørgsmålet er, om en ny aftale gør det. Der er opmuntrende tegn, i og med at ni ud af ti større militser har indvilget i at deltage i aftalen, der indebærer, at soldaterne skal samles på bestemte steder, aflevere deres våben og blive indskrevet i et FN-tilbagevendelsesprogram forud for et valg, der egentlig skulle have været afholdt i juli, men nok bliver udskudt.

Aftalen er den hidtil mest lovende, men der er også foruroligende tegn på, at problemerne ikke stopper her, og at der er et skel mellem den politiske proces og den militære, som formuleret af en af militslederne, Joseph Zoundeiko, RPRC:

»Det er godt, at politikerne er blevet enige om at skrive under, men virkeligheden i felten er noget helt andet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her