Jan Egeland, tidligere humanitær FN-chef, og i dag generalsekretær for det norske Flygtningehjelpen, udtaler, at »international handling er påkrævet, hvis en katastrofe skal undgås«. Kampene, der har kostet mindst 17 menneskeliv siden 26. april, står mellem sikkerhedsstyrker fra præsident Pierre Nkurunzizas regering og tilhængere af oppositionen, der bestrider præsidentens ret til at søge genvalg for en tredje mandatperiode. Burundis forfatningsdomstol har, skønt forfatningen kun tillader to perioder, godkendt en eventuel tredje, under henvisning til, at Nkurunzizas første periode »ikke talte«, fordi han dengang blev udnævnt af parlamentet og ikke valgt direkte. Adskillige demonstranter skal være skudt ned med skarp ammunition.
Situationens eksplosive alvor sættes i relief af, at 40.000 burundiere er flygtet ud af landet. Panikken dækker over frygt for, at volden i yderste konsekvens fører til borgerkrig og omfattende massakrer, som dem Burundi har oplevet i to omgange – i 1972, da 100.000 blev dræbt og under borgerkrigen fra 1993-2005, hvor 300.000 blev dræbt. Et værre skræmmeksempel findes i nabolandet Rwanda, der på få måneder i 1994 oplevede et folkemord, hvor 800.000 blev dræbt. Burundi har tradition for etniske spændinger og har en etnisk sammensætning, der ligner Rwandas med en majoritet af hutuer og en minoritet af tutsier. Den Afrikanske Union henstiller, at Nkurunziza, der er tidligere leder af en hutuoprørsgruppe, trækker sit kandidatur til valget i juni. Det har han foreløbig afvist. Dermed risikerer den fredsaftale, der bragte borgerkrigen til ophør i 2005, at falde fra hinanden. Burundi er på størrelse med Albanien (mindre end Danmark, red.), men har hele 10,4 mio. indbyggere.
