Baggrund
Læsetid: 4 min.

Benjamin Netanyahus kontroversielle justitsminister

Udenrigsminister Lieberman, der opfordrede til halshugning af illoyale, israelske arabere, forlader regeringskoalitionen. Han afløses af en minister, der er blevet beskyldt for racisme
Udland
8. maj 2015

39-årige Ayelet Shaked blev tidligere på ugen udnævnt til justitsminister i Israels nye regering af premierminister Netanyahu.

Tsafrir Abayov

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, har beskyldt hende for at være nazist, og det venstreorienterede israelske dagblad Haaretz kalder hende »repræsentant for en ideologi, der ikke skammer sig over at være racistisk«.

Sent onsdag blev Ayelet Shaked, 39, udnævnt til justitsminister i Israels nye regering af premierminister Netanyahu i et kompromis med det nationalistiske og religiøse parti, Jewish Home, der vil sætte Israel på konfrontationskurs med USA og dets europæiske allierede. Den nye justitsminister har tidligere opfordret Israel til at annektere sektioner af Vestbredden, hvor israelske bosættere i strid med krigens konventioner og FN-resolutioner har slået sig ned.

Ayelet Shaked har desuden kaldt en fredsaftale med palæstinenserne baseret på de eksisterende grænser inden seksdageskrigen i 1967 for et »nationalt selvmord«. Heri adskiller hun sig imidlertid ikke meget fra andre højrenationalistiske politikere i Israel. Formanden for hendes parti, Naftali Bennett, der var økonomi-minister i den afgående regering, skal under et kabinetsmøde i 2013 have sagt, at »tilfangetagne terrorister ganske enkelt bør elimineres«.

Da den nationale sikkerhedsrådgiver, Yaakov Amidror, mindede Bennett om, at det ville være »ulovligt«, svarede økonomiministeren: »Jamen, jeg har myrdet masser af arabere i mit liv, og det var der ikke noget problem med.« Bennett var øverstbefalende for en israelsk hærdeling, der deltog i den vilkårlige artilleribeskydning af en FN-lejr i Qana i Libanon i 1996, hvor 106 civile omkom.

Udenrigsminister i den tidligere regering, Avigdor Lieberman, der er leder af det højrenationalistiske parti, Israel is Our Home, har fremsat lignende hårrejsende udtalelser. Under valgkampen i marts sagde han med hentydning til de israelsk-arabiske vælgere: »Dem, der er imod os, kan vi ikke bruge til noget. Vi bør ganske enkelt gribe en økse og hugge hovedet af dem. Ellers vil vi (jødiske israelere, red.) ikke overleve.«

Åbningen

Det var Liebermans beslutning mandag at afbryde forhandlingerne med Netanyahu om dannelse af en koalitionsregering og gå i opposition, der åbnede vejen for Ayelet Shakeds indtræden i den nye regering som justitsminister. Liebermans begrundelse for at træde ud af regeringen var, at Netanyahu afviser »at tilintetgøre Hamas i Gaza« og at lade Knesset vedtage en nationalitetslov, der vil omdanne Israel til en ren jødisk stat og derved formelt gøre alle etniske og religiøse mindretal til andenrangsborgere.

Liebermans overraskende beslutning efterlod Netanyahus Likud-parti med fire samarbejdspartnere, der tilsammen kan mønstre et knebent flertal på 61 ud af det 120 medlemmer store Knesset. Udover Bennetts og Shakeds Jewish Home er der tale om det nye centrumhøjre parti Kulanu og de to ultraortodokse partier, United Torah Judaism og Shas.

Ifølge politiske iagttagere i Jerusalem er den nye koalitionsregering den mest skrøbelige og mest højrenationalistiske siden 1996, hvor Netanyahu kom til magten første gang. Men der er stor forskel på situationen i 1996 og 2015. I 1996 trådte Netanyahu til i en periode med palæstinensiske terroranslag og en krig mod Hizbollah i Libanon. Og på det tidspunkt nærede Clinton-regeringen og europæiske lande stadig håb om at kunne redde Oslo-aftalen fra 1993. Bosættelserne på Vestbredden var endvidere ikke nær så omfattende og indkapslede i det israelske samfund som i dag.

I valgkampen 2015 udtalte Netanyahu derimod, at der ikke ville blive tale om at begynde fredsforhandlinger med palæstinenserne i den næste regeringsperiode – ord, som han senere søgte at tage afstand fra. Men hverken præsident Barack Obama eller europæiske regeringsledere har accepteret hans dementi.

Selv Likud-politikeren Dan Meridor, der har været minister i tidligere regeringer, kan ikke se, hvordan den nye regering løser, hvad han kalder »cirklens kvadratur«.

»Der er ingen logisk sammenhæng mellem, hvad det internationale samfund forlanger af regeringen, og hvad koalitionspartnere forlanger af Netanyahu. Det vil eksplodere lige i ansigtet på ham,« siger Meridor til Wall Street Journal.

Spørgsmålet er, hvordan regeringen på den ene side lever op til internationale partneres forventninger om at fastfryse bosættelserne på Vestbredden og i det østlige Jerusalem og begynde fredsforhandlinger med den palæstinensiske regering – og på den anden side modstår et pres i den modsatte retning fra koalitionspartnerne.

Torn i øjet

Udnævnelsen af Ayelet Shaked til justitsminister er især en torn i øjet på Israels allierede – for ikke at nævne palæstinenserne og araberne.

Shaked er især blevet hængt ud for et citat fra en artikel skrevet af den nu afdøde journalist og leder af bosættelsesbevægelsen Uri Elitzur, som hun lagde ud på sin facebook-side i juli sidste år. Det er ikke alene indholdet af teksten, der har stødt palæstinensere og mange andre, men også tidspunktet for offentliggørelsen.

Citatet blev lagt ud, dagen inden den palæstinensiske teenager Muhammad Abu Khdeir blev kidnappet af seks jødiske voldelige ekstremister og brændt levende, angiveligt som hævn for det foregående mord på fire israelsk teenagere på Vestbredden. Hamas blev af Netanyahu beskyldt for mordet. Senere blev to Hamas-aktivister arresteret.

Elitzurs tekst er skrevet i 2002 og gør rede for begrebet »krigens moral«. Elitzurs argument er, at uanset hvordan man ser på krig, omfatter målet civile, fordi de er fjenden. Det er ifølge ham forklaringen på, at de allierede undgik retsforfølgelse for at brandbombe tyske byer under Anden Verdenskrig.

I Israel finder der ikke en krig mod terrorister sted, siger han.

»Vi er i krig med palæstinenserne,« skriver Elitzur. »Bag enhver terrorist finder vi en mullah i moskeen, en lærer, der underviser i mord, og dem, der giver ly til og ærer terrorister. De er alle fjendtlige kombattanter – også martyrernes mødre, der bør følge i deres sønners fodspor. Det ville være retfærdigt, ligesom husene, i hvilke disse mødre formerede disse orme, bør udraderes.«

I en følgetekst på facebooksiden skrev Ayelet Shaked:

»Dette er en artikel af afdøde Uri Elitzur, der blev skrevet for 12 år siden, og som aldrig er blevet publiceret. Den er lige så relevant i dag som dengang.«

Israels nye justitsminister har som forsvar påpeget, at hun ikke er forfatter til teksten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Uhyggelige mennesker og dem skal vi forestille at forsvare.
Godt nok er konflikten ikke sort/hvid, men vi kan konstatere at israelerne ikke er parate til tilgivelse eller bare ligeret med deres naboer.

Espen Bøgh

Det kedelige er den udvikling man i dag ser i Israelsk politik, der bliver mere og mere ekstremistisk overfor omgivelserne.

Viggo Okholm:

'...vi kan konstatere at israelerne ikke er parate til tilgivelse eller bare ligeret med deres naboer.'

Mener du dermed, at det er deres naboer parate til?

Bent Christophersen

Den Israelske politik omkring de ulovlige bosaettelser:

Jeg skylder dig 100.000 kroner som jeg stjal fra dig; Jeg er villig til at forhandle om at give dig et beloeb tilbage svarende til et sted mellem 50. - 75.000 kroner.

Du vil have alle dine penge tilbage! You are a terrorist and an obstacle for peace.

Det ser ud til, at nazisme og zionisme er vokset frem af det samme ondes rod.

"Benjamin Netanyahus kontroversielle justitsminister"

Jeg syntes journalister bør vænne sig af med at bruge ordet kontroversiel. Det er et fejt ord hvor afsenderen antyder at der er noget fordækt ved det kontroversielle, men dækker sig ind ved at det er nogle andre - en udefineret norm - der står bag påstanden. Hvis man mener at der er hold i det kontroversielle, bør man f.eks. kalde den pågældende minister for 'ekstremistisk' - og dermed tage ansvar for sin egen historie.

Uanset hvor meget muslim-debat vi ser i medierne, bliver Islam ikke omtalt som en kontroversiel trosretning. Og selv om der er utroligt mange der stille sig tvivlende ved den officielle 9/11-historie, bliver denne ikke omtalt som kontroversiel. De uskrevne regler for hvad der stemples som kontroversielt kunne være interessante at se på.

Bent Christophersen

Cirklen er fuldendt.

I en klumme i New York Times 4, December 1948 advarede Hannah Arendts sammen med Albert Einstein og en raekke rabbinere (ABRAHAM BRICK, JESSURUN CARDOZO, HERMAN EISEN, M.D.,HAYIM FINEMAN, M. GALLEN, M.D.,.....) om etbesoeg af Menachim Begin til USA (Menachim Begin stifter af Likud og Israels fremtidige statsminster; Benjamin Netanyahu idag)

TO THE EDITORS OF NEW YORK TIMES

Among the most disturbing political phenomena of our times is the emergence in the newly created state of Israel of the "Freedom Party" (Tnuat Haherut), a political party closely akin in its organization, methods, political philosophy and social appeal to the Nazi and Fascist parties.....

The public avowals of Begin's party are no guide whatever to its actual character. Today they speak of freedom, democracy and anti-imperialism, whereas until recently they openly preached the doctrine of the Fascist state.

This is the unmistakable stamp of a Fascist party for whom terrorism (against Jews, Arabs, and British alike), and misrepresentation are means, and a "Leader State" is the goal.
-------------
New Palestine Party. Visit of Menachen Begin and Aims of Political Movement Discussed. A letter to The New York Times, published in the "Books" section (Page 12) of Saturday December 4, 1948

by Albert Einstein, Hannah Arendt, Sidney Hook, et.al.