Læsetid: 5 min.

Den brutale etbarnspolitik var unødvendig

Kinas etbarnspolitik har været både ’nyttesløs og en fiasko’ og påført kineserne unødvendige lidelser. Det siger en kinesisk sociolog om den omstridte politik, som Beijing ellers hylder for at have forhindret hundreder af millioner af fødsler og afværget et endnu større pres på landets ressourcer. Fødselsraten i Kina ville være faldet alligevel, siger han
‘Udvikling er det bedste svangerskabsforebyggende middel,’ mener den kinesiske sociolog Cai Yong.

Ding Ting

22. maj 2015

Gong Qifeng var gravid i syvende måned, da hun blev tvangsindlagt af myndighederne på et sygehus i det sydlige Kina. Hun blev holdt fast i en hospitalsseng, og mens hun tryglede om nåde, jog læger en kanyle ind i hendes mave. Medicinen i sprøjten dræbte barnet, som hun 30 timer senere fødte i stor smerte. Hun fik ikke lov til at røre det livløse barn, som en sygeplejerske kort efter begravede i jorden på en nærliggende bakketop.

Gong Qifeng og hendes mand havde forbrudt sig mod den såkaldte etbarnspolitik. Da barnet ville have været hendes andet barn, tvang myndighederne i Hunan-provinsen hende til at abortere.

»Jeg føler mig som et omvandrende lig,« fortalte Gong sidste år til kinesiske medier.

Sagen er langt fra enestående. Den er blot én af mange lignende brutale fortællinger, som kinesiske medier inden for de seneste par år er begyndt at rapportere om. I 35 år har millioner af par i Kina lidt under etbarnspolitikken. Den er ofte blevet håndhævet yderst brutalt gennem tvangsaborter og tvangssterilisation. Eller med enorme bøder til lovbrydere.

Regeringen har forsvaret politikken som et nødvendigt onde. Hvis politikken ikke var blevet indført i 1980, så ville Kina have oplevet en befolkningseksplosion, som kunne have fastholdt landet i armod, lyder argumentet.

Men det er et argument, som stadig flere demografer og sociologer anfægter. Regeringens argument bygger på en myte og fejlagtige statistikker, og de lidelser, politikken har medført, har været nyttesløse, mener Cai Yong, en kinesisk sociolog, som nu forsker ved University of North Carolina i USA.

»Etbarnspolitikken var unødvendig og samtidig også mislykket,« mener sociologen, der ligesom flere andre forskere mener, at fødsels- raten i Kina også ville være faldet uden myndighedernes drakoniske tiltag.

Forkerte tal

Cai Yong ærgrer sig specielt over, at den kinesiske regerings påstand, om at etbarnspolitikken har forhindret hele 400 millioner. fødsler, bliver gentaget igen og igen.

»Disse tal er ren propaganda, en ren myte,« siger han, og mener dermed, at regeringens påstand om, at etbarnspolitikken har været til stor gavn for både Kina og resten af verden er et falsum.

Myndighederne har fremtryllet de 400 millioner ved at sammenligne nutidens fødselsrate med den i 1950’erne, hvor kinesiske kvinder havde et ekstremt højt fødselsgennemsnit – og ikke med statistikkerne fra 1978, hvor etbarnspolitikken blev vedtaget, og hvor antallet af fødsler pr. kvinde allerede var faldet dramatisk.

For den store tilbagegang i antallet af fødsler i Kina er nemlig slet ikke fundet sted i tidsperioden med etbarnspolitikken, men derimod før den blev indført. Ifølge Cai Yong fødte kinesiske kvinder i 1960’erne og starten af 1970’erne gennemsnitligt omkring seks børn. Da etbarnspolitikken blev indført var det tal allerede nede på 2,8 børn pr. kvinde. Dette fald i antallet af fødsler opnåede myndighederne uden brutale tiltag, men derimod gennem propaganda og uddannelse til specielt landbefolkningen om prævention.

Omkring 70 procent af faldet i fødselsraten fra 1970 og op til nu har dermed fundet sted i 1970’erne og ikke efter indførslen af etbarnspolitikken i 1980. I starten af 1990’erne lå fødselsraten på 2,5 børn pr. kvinde – faldet i antallet af fødsler var altså minimal i løbet af årtiet efter indførslen af etbarnspolitikken. I dag ligger fødselsraten nede på omkring 1,4-1,5 børn pr. kvinde. Faldet de seneste to årtier forklarer Cai Yong med en tendens, som er udbredt rundt omkring i verden: når velstanden i et samfund stiger, som har været tilfældet i Kina de sidste mange år, så får stadig flere par frivilligt færre eller ingen børn. Cai Yong peger på Taiwan, der har samme kulturelle baggrund som Kina, og som før Kina oplevede en massiv økonomisk vækst. Fødselsraten i Taiwan lå i 1960’erne på samme niveau som i Kina, og uden regeringstiltag for at begrænse befolkningstilvæksten er fødselsraten i Taiwan i dag ekstremt lav.

En myte

Ifølge Cai Yong har den kinesiske regering opbygget en myte, om at befolkningstilvæksten i Kina var ude af kontrol, inden etbarnspolitikken blev indført. Det er da også rigtigt, at den tidligere diktator Mao Zedong i 1950’erne opfordrede til, at kineserne fødte så mange børn som overhovedet muligt. Han ville se folkemasserne svulme i antal, så tilstrækkeligt mange kinesere ville overleve selv i tilfælde af atomkrig. I den periode blev kvinder med mange børn belønnet med ordener, og antallet af kinesere blev fordoblet.

Men allerede i 1960’erne skiftede Mao Zedong kurs, og begyndte at bakke op om forsøg på at begrænse befolkningstilvæksten. Under formandens tid begyndte bl.a. en større kampagne for bedre sundhedspleje i landområderne og lokale landsbykomiteer fik til opgave at udbrede viden om prævention. Pludselig var målet, at kinesiske familier skulle være mindre. Og som tallene viser, så faldt fødselstallet hastigt derefter.

»Videreførelsen af en sådan tilgang frem til i dag ville have været tilstrækkeligt,« mener Cai Yong.

I stedet har etbarnspolitikkens drastiske tiltag tilført enorme skadesvirkninger på det kinesiske samfund, argumenterer sociologen. Den har ført til voldsom ubalance mellem kønnene, da mange kvinder har aborteret pigefostre, fordi de foretrækker, at deres enlige barn skal være et drengebarn. Det betyder, at der for tiden fødes 116 drengebørn for hver 100 pigebørn. Samtidig lever millioner af såkaldte ’sorte børn’ i skjul for myndighederne. Fordi deres fødsel har været et brud på lovgivningen, så har deres forældre ikke officielt registreret deres fødsel. Og dermed eksisterer de reelt ikke i myndighedernes øjne og har ikke adgang til f.eks. skolegang eller sociale ydelser.

Og så er der volden, som politikken har medført, og manglen på basal respekt for individets rettigheder, påpeger Cai Yong. Selv om centralregeringen nu har forbudt brugen af vold for at opretholde politikken, så har der inden for de seneste år været adskillige eksempler på, at det stadig finder sted.

Cai Yong mener, at den omstridte politik er »baseret på falske antagelser og en forkert forståelse« fra myndighedernes side. I slutningen af 2013 lempede kommunistpartiet på politikken, så ægtepar, hvoraf den ene part er enebarn, nu kan få tilladelse til at få to børn. Indtil da havde par kun kunne få to børn, hvis begge forældre var uden søskende. Etbarnspolitikken er dermed langt hen ad vejen ændret til en tobarnspolitik.

Men Cai Yong argumenterer for, at alle begrænsninger sløjfes med øjeblikkelig virkning. Kun hvis det sker, kan Kina komme sig over de negative konsekvenser, som etbarnspolitikken har påført samfundet, mener Cai Yong, der forventer, at Kinas familier af sig selv vil blive stadig mindre, ligesom det er set i de asiatiske nabolande:

»Udvikling er det bedste svangerskabsforebyggende middel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Søndergaard
  • Torben R. Jensen
  • Kristian Rikard
  • Karsten Aaen
  • Steffen Gliese
Carsten Søndergaard, Torben R. Jensen, Kristian Rikard, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Jeg har skrevet om dette adskillige gange også her på stedet. Alene tallet 114 drengebørn
pr. 100 pigebørn siger alt. Det er aldrig set i demografiens historie (og den er lang).
Men tilbage står min undren over, at man i Kina indtil for nylig var helt immun over
for omverdenens og videnskabens latterliggørelse.
For ikke at tale om al den grusomhed og sorg det har medført.

Det vidste vi sådan set allerede, fertiliteten i Taiwan er 1,0 og det uden ét-barns politik. Japan ligger også og roder dernede

Mikkel Dahl

Et-barns-politikken blev udtænkt af teknokrater i et autoritært diktatur og implementeret med brutal kynisme, trods mange åbenlyse fejl, med forfærdelige menneskelige omkostninger.
Dette kunne have været undgået, men selve indgrebet; at begrænse befolkningstilvæksten, var både nødvendigt og modigt.
Globalt bliver vi nød til at implementere noget lignende meget snart - burde have gjort det for generationer siden.
Forhåbentligt kan vi lære af kinesernes og skabe et klogere, mere menneskeligt system.

Karsten Aaen, Robert Ørsted-Jensen, Maibritt søvsø Carstens, børge pedersen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Finn Dalgård

Kunsten er jo nok at frembringe de ændringer i samfundsforholdene, som ligesom i Kina får fødselsraten til at falde "af sig selv".

Robert Ørsted-Jensen, Maibritt søvsø Carstens, Carsten Søndergaard, Kristian Rikard, Marianne Rasmussen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Mikkel Dahl

Det er en rar tanke, men det holder ikke i virkeligheden.
Problemet er at årsagen til at fødselstallet falder - i Kina, Japan, Europa og alle andre steder for så vidt, er fremvæksten af en stor tryg middelklasse med et hæmningsløst forbrug og et evigt krav om vækst.
Den lille guldklump og hans hippe forældre sætter nu et væsentligt større økologisk aftryk end samtlige møgunger, mama og papa og 2 gange bedsteforældre gjorde i den rurale familie.

Mikkel Dahl

Kristian Rikard,
Prøv at finde en god lommeregner - og bliv angst !

Robert Ørsted-Jensen, Jan Mogensen, Kim Houmøller, ellen nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Da jeg var ung i halvfjerdserne var P-pillen og overvurderingen af de boglige uddannelser lige kommet frem og det blev en slags nulbarnspolitik for mig og min kæreste og sikkert mange andre. Det var dog ikke på nogen måde lovpligtigt at tage pillerne, bare godt tone hvis man gjorde det.

David Zennaro

Etbarnspolitiken er ikke den eneste politik, som i de år blev gennemført med en umådelig brutalitet. Man mangler ligesom et større udsyn i denne artikel, selv om jeg er enig i det overordnede synspunkt, at man sikkert kunne have klaret sig uden.

Nille Torsen

Fred Magdoff, professor i plant and soil science, University of Vermont, siger: "Hvad angår udtømning af ressourcer, vil de ekstra milliarder i befolkningsvækst knap nok gøre nogen forskel, fordi den vil ske blandt de 40% fattigste som bruger 5% af ressourcerne. Derimod ville ressourceforbrug og forurening kunne halveres, hvis de 700 millioner rigeste havde en levefod svarende til det globale gennemsnit".

Den svenske statistikker Hans Rosling siger: "De ekstra milliarder har en forsvindende betydning for klimaforandringerne. Næsten al forbrug af fossile brændsler (mere end 85%) finder sted blandt de 3 milliarder rigeste og i de kommende årtier vil det være den øgede levefod blandt de næste 2 milliarder der øger forbruget af fossile brændsler.

Spørgsmålet er derfor ikke: "Er vi for mange?", men i stedet: "Er vi for grådige?"

Karsten Aaen, Henriette Bøhne og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Søren Sørensen

Ah, endu en artikel i fortællingen om at kommunismen er ubetinget ond.
Med en lille human interest historie om grusomheder, for lissom at sætte prikken over i'et.
Så vi alle kan lære at det ikke er regeringerne der skal styre, men individets lyster. Minimalstat nu!

Jeg erkender blankt at jeg tvivler på at kinas befolkning ville være på samme niveau som i dag hvis ikke der var blevet ført en etbarnspolitik. Og lur mig om det ville gå så godt som det gør nu (gør det i øvrigt det?) hvis de nu havde en 400.000.000 ekstra medborgere i landdistrikterne.

For over 30 år siden var kina altså ikke ligefrem en fantastisk moderne økonomi i rivende udvikling, og jeg kan ikke forestille mig at landbefolkningen dengang frivilligt ville have opgivet at avle arvinger til at sikre sig selv i alderdommen.

Mikkel Dahl

Nille Thorsen,
Det er en seriøs misforståelse du fremsætter der.
Det er sandt at den ekstreme ulighed både globalt og regionalt, i nogen grad, har afkoblet den direkte forbindelse mellem befolkningstilvækst og vækst i forbrug.
Dette er dog kun relevant så længe at vi fastholder denne ekstreme ulige fordeling af resurser.
Men den styrende globale dynamik i disse år er jo netop bevægelsen mod større og større middelklasse og derved langt højere forbrug pr individ.

Fattige mennesker er jo ikke bare passiv statistik.
Det fleste fattige rundt omkring på planeten kæmper konstant og desperat for at opnå den middelklasse livstil og tryghed vi andre har nydt i generationer og som vi på ingen måde er villige til at forhandle.
Dertil udgør de '3 milliarder rigeste' en alt for broget forsamling til den øvelse du forsøger.
De absolut fattigste af alle danskere befinder sig fx relativt højt oppe på denne liste, og har således et væsentligt højere økologisk aftryk end de fleste mennesker i lavere udviklede lande.
Disse mennesker og mange fattige i andre udviklede lande kæmper for et forbrugsniveau på par med normen i deres land.

Med mindre du forestiller at fattige i fremtiden vil stille sig tilfreds med denne ekstreme forfordeling og droppe deres aspirationer om en bedre tilværelse, så tager både du og din svenske statistikker, grueligt fejl.

Niels Engelsted

Vi forstår på Lotte Meilhede og topmødet i Riga, at 'det internationale samfund' har måttet sætte dæmoniseringen af Putin og Rusland på pause, da man har brug for russernes hjælp i forbindelse med både Syrien, Iran og røverreden i Ukraine, hvis parlament netop har vedtaget, at Kiev selv må bestemme om man vil betale gælden til sine internatinale kreditorer tilbage.

Denne pause har givet ledig tid til medierne, som de så kan bruge til at få startet dæmoniseringen af Kina. Jeg formoder, at det er det, vi ser her.

Nille Torsen

Mikkel Dahl,
Du har naturligvis ret i at de nuværende fattige på langt sigt vil blive rigere og dermed øge belastningen af resurser og klima. De udsagn jeg refererer til, handler om de nærmeste årtier, hvor det ikke er befolkningsvæksten der er problemet.

Et andet problem er så, hvordan man vil begrænse befolkningsvæksten. Prævention er en god ting fordi den giver kvinder større indflydelse på deres liv, men den påvirker ikke den globale befolkningsvækst ret meget, fordi denne vækst ikke er en vækst i antallet af børn, men i antallet af ældre. Antallet af børn i verden under 5 år har ligget nogenlunde stabilt på godt 600 millioner i de sidste 20 år (og ventes at falde), medens antallet af mennesker over 60 år, vil stige med ca. 1,2 milliarder frem til år 2050. se denne graf:
http://media.longnow.org/salt-slides/Longman_files/Longman.028.jpg

Mikkel Dahl

Vi har i grunden kun to veje: Færre fødsler eller kortere liv.
Jeg mener at begge må i spil.
Vi skal naturligvis fortsat omstille til en adfærd med væsentligt mindre udledning, langt større økologisk bæredygtighed og langt højere lighed, men der findes desværre hverken en realistisk opnåelig teknologi eller ditto social udvikling der kan vil tillade biotopen at overleve menneskehedens hovedløse selvcentrerede pubertet.

Omkring de færre fødsler har jeg længe været fortaler for en model med kvoter.
Kort sagt en model hvor den globale fødselsrate, ved forskellige mekanismer, bringes ned under 0,75 barn pr person.

Det kortere liv bliver en væsentlig større udfordring.
Jeg har ikke umiddelbart forslag til dette udover at opfordre folk til at ryge nogle flere cigaretter ;)

curt jensen

Det er altid nemt at være bagklog, og verden ville være et bedre sted i dag hvis flere lande havde haft et et barns - eller i det mindste et to - barns politik.

Og volden - ja den skyldes da ikke en bestem politik men de individuelle menneskers holdninger og tærskler i forhold til an anvende vold. Intet menneske nogen steder i verden ville slippe godt fra at holde en bestemt politik ansvarlig for den vold det har begået, vel?

curt jensen

Mikkel Dahl Det fleste fattige rundt omkring på planeten kæmper konstant og desperat for at opnå den middelklasse livstil og tryghed vi andre har nydt i generationer og som vi på ingen måde er villige til at forhandle.

Er det så?

Jeg ville tro at de fleste fattige kæmper hver dag for at få mad til dem selv og deres børn, og at langt de fleste de ville være tilfreds med fødevaresikkerhed, et ordentligt tag over hovedet og et nogenlunde anstændig betalt job eller anden indkomst for at sikre ovennævnte.

Det er VORES vestlige mentalitet der hele tiden vil have mere, det er ikke per se en menneskelig egenskab der gælder for alle folkeslag. Tag de fundamentalistiske muslimer for eksempel, de vil faktisk gerne skrue tiden tilbage til et enklere liv uden pres for konstant og evigtvarende fremskridt og forbedringer. Eller hinduister, animister, buddhister, indianere, aborigines, for alle dem, så forskellige som de er, virker det helt unaturligt at man hele tiden vil have mere. Og jeg tør vædde på at hvis folk verden over kunne vælge mellem sikkerhed og tryghed på den ene side og vækst og usikkerhed, så ville et overvejende flertal vælge det første. Og det er jo der hvor valget står.

At de rige vil kæmpe med næb og klø for deres indbildte ret til at blive ved med at rane til sig på alle andres bekostninger, ja sådan har det altid været.

Mikkel Dahl

Tag over hovedet kan virke som et opfyldende mål når du er på røven i monsun-tiden.
Men når du har fået tag vil du nok også gerne have dør og vindue, og hvad med kloak og el, som de har i den fine del af byen ?
Ok så bare kloak og el, så er lykken gjort og jeg behøver ikke mere; andet end køleskab, tv, pc osv, men så ikke mere !? ;)

Det er nemt at være bagklog. Cai Yong kan selvfølgelig heller ikke føre bevis for sin påstand.

Ingen, heller ikke i Kina, anede for 60 år siden at fødselsraten ville gå ned på Taiwan og i Japan. Og i andre højt 'udviklede' lande ligeså. De sidste 20-25 år har man skændtes om grunden hertil. Nogle mener at kvinders uddannelse betyder noget, og det lyder plausibelt, middelklasse ligeså, medens andre blander religiøsitet ind i ligningen.

At der fødes flere drenge end piger, er ikke noget argument mod Eetbarnspolitik. Det gør der eksempelvis også i Indien, der ikke har, eller har haft, Eetbarnspolitik.

Kina få snart et stort problem med for mange ældre, og for få unge til at forsørge dem. Det kunne man have forudset. Men hvis der idag var 400 millioner flere kinesere - det tør man dårligt tænke på. Kina mangler stadig at få godt 1 milliard mennesker hevet ud af fattigdom.

Kristian Rikard

Ole Olsen,
Jeg forstår ikke rigtigt, hvad du skriver."At der fødes flere drenge end piger, er
ikke noget argument mod Eetbarnspolitik. Det gør der eksempelvis også i Indien, der
ikke har, eller har haft, Eetbarnspolitik".
Ja og på Fyn - det gælder alle steder gennem alle tider!
Og eetbarnspolitikken blev vel ikke indført for 60 år siden? Men i 1979!

Henrik L Nielsen

Mine kinesiske svigerforældre siger de vile have haft mindst et barn mere hvis de have kunnet. Der var to tvungne aborter.
Alle deres søskende (8 i alt) siger de ville have valgt at få mindst 1 mere. De mener blandt andet de større søskendeflokke er bedre for børnenes opvækst.
Og dem, der fik en datter først, siger de ville have fortsat indtil de fik en søn. Barnets køn betyder stadig noget i Kina. Bedsteforældre betaler bonus når en dreng fødes.

Så at etbarnspolitiken ikke har haft en virkning tror jeg er for meget sagt omend mine ni familer er et for lille grundlag at konkludere skråsikkert på.

Men, nedgangen i fødsler tilskrives også velstandstigninger. Og der tror jeg mine medsociologer tager lidt for let på statistikken. Velstanden var steget mindre hvis de havde fået flere børn. Og dermed havde den naturlige sænkning i børnetallet ikke været så stor som antaget på den baggrund.
De penge som forældrene har kunnet kaste efter deres ene barns uddannelse med mere havde skullet værer delt. (Ikke ligeligt hvis det var en dreng og en pige).
Og de timer moderen havde kunnet arbejde og tjent penge ville have været færre og udgifterne til mad/tøj højere.

Så selvom regeringens tal på 400.000.000 klart er overdrevet så tror jeg sociologerne har underdrevet effekten af politiken og overdrevet effekten af velstandstigninger.

Henrik L Nielsen

Og så fødes der i øvrigt ikke flere drenge end piger i Kina end andre steder. I nogle områder betyder barnets køn blot at piger aborteres hvis en scanning viser det er en pige. I fattigere områder dør raske piger efter sigende nogen gange ekstremt hurtigt efter fødslen der så aldrig registreres.

curt jensen

Mikkel Dahl,
du bekræfter hvad jeg mener. Men hvad får dig til at tro at vores hungren efter stadig mere er en naturlov der gælder for alle mennesker? Det er der ikke skygge bevis eller belæg for.

Søren Sørensen

"Men hvad får dig til at tro at vores hungren efter stadig mere er en naturlov der gælder for alle mennesker? Det er der ikke skygge bevis eller belæg for."

Det jeg har set på mine rejser i diverse u-lande på forskellige kontinenter har vist mig at mennesket grundlæggende er ens i sine ønsker for livet - herunder selvfølgeligt akkumuleringen af status- og velstandsgoder.

Den "ædle, lykkelige og fattige vilde" der er tilfreds med sit lod i tilværelsen er et produkt af vestlige hippiers tankegang.

Selvfølgeligt vil folk i u-landene også have parcelhuse med elektricitet, rindende vand, biler, mobiltelefoner og farvefjernsyn - og hvorfor skulle de ikke få det?
Heroppe går det da fint med et liv i (relativ) luksus.

...og hvis argumentet for at nægte dem disse goder er at det jo belaster planeten, jamen, så flyt da selv ned til et u-land og lev uden alle disse ting for lissom at være et godt eksempel.
Og begynd så at forstå hvorfor folk ikke synes det er vildt fedt at bo i "bæredygtige" lerhytter uden el eller vand...

Så længe man selv sidder ved PC'en og ikke mangler noget i rige danmark og mener at andre bør holdes i fattigdom for ikke at "udtære planetens ressourcer" er man altså en smule dobbeltmoralsk...

Mikkel Dahl

Curt Jensen,
Perspektivet underbygges af observationer jeg selv og mange andre har gjort fra et (relativt) langt berejst og reflekteret liv.
Det er naturligvis ikke 'bevis' men det er fint belæg.

Materielt begær synes at følge som en nærmest uundgåelig del af mødet mellem det menneskelige intellekt og den materielle verden, og kræver, tilsyneladende, langt mere at disciplinere end de fleste mennesker kan manifestere.
Læg dertil den betydelige virkning af 100 års målrettet kommerciel kommunikation, der reelt kun har et formål: At generere et merforbrug fuldstændigt afkoblet fra menneskers reelle behov og økonomiske rationaler.

Jeg kan egentlig ikke forstå din reaktion, da jeg ville mene at så tæt på 100% af menneskeheden, at reelt ikke gør nogen forskel, er praktisk taget forsvarsløse over for denne slags materiel begær og forbrug.

Curt Jensen:

' Eller hinduister, animister, buddhister, indianere, aborigines, for alle dem, så forskellige som de er, virker det helt unaturligt at man hele tiden vil have mere. '

Jeg ved ikke hvad du bygger den håndfaste påstand på?

Mange års rejser, bl.a. mellem dem du nævner, har ikke efterladt skygge af tvivl om, at din påstand er helt forkert.

Jesper Oersted

Da etbarnspolitikken blev indført så Kinas befolkningspyramide anderledes ud en den gør i dag: Der var der få ældre mange unge, der endnu ikke havde fået deres børn. Derfor ville der under alle omstændigheder blive født flere børn end der døde af ældre i årtier, selv med en fertalitet på niveau med den danske. Hvis man vil se hvad 1-barns politikken har betydet for Kina, så sammenlign med nabolandet Indien. I Kina er befolkningen siden etbarnspolitikkens indførsel i 1979 steget fra 970,4 mio til 1411,9 mio indbyggere i dag, det er en stigning på 45,50%. I samme periode er Indiens befolkning steget fra 683,0 mio til 1305,4 mio i dag. En stigning på 91,13%. Hvis Kinas befolkning var steget ligesåmeget, så ville den i dag udgøre 1854,7 mio, eller 442,8 mio flere end der rent faktisk er i dag, hviilket sandsynliggøre, at det er korrekt nok, når den kinesiske regering siger, at etbarnspolitikken har sparet landet for 400 mio ekstra indbyggere. Det er helt ude i skoven at sammeligne et fattigt u-land som Kina med et rigt i-land som Taiwan eller Japan for sin sags skyld. Ja, jeg ved godt at der efterhånden er vokset en stor middelklasse op i Kina, men der er stadigvæk den dag i dag en langt større fattig landbefolkning.
Kilde til befolkningstal: http://worldpopulationreview.com/countries/