Nyhed
Læsetid: 3 min.

En forsvarschef uden drømme om nye militære eventyr

Præsident Obamas næste militære rådgiver, John Dunford, deler hans syn på varsom anvendelse af USA’s militære magt i udenlandske konflikter – en holdning, han også vil dele med den næste præsident
Udland
7. maj 2015

Joseph Dunford (t.h.) blev den 5. maj præsenteret som USA’s kommende militære rådgiver.

Jonathan Ernst

Normalt spidser få ører, når en ny forsvarschef bliver udnævnt af USA’s præsident.

Men da marinegeneral Joseph Dunford, kendt fra Irak-krigen under øgenavnet ‘Fighting Joe’, blev præsenteret onsdag af Barack Obama i Det Hvide Hus som ny chef for de fire amerikanske værn, var der grund til at lytte godt efter.

»Jeg lytter altid til Joes råd, der er baseret på hans krigserfaringer,« sagde Obama.

Og de erfaringer tilsiger bl.a., at USA bør være varsom med anvendelsen af militær magt i oversøiske konflikter. Det er en holdning, som general Dunford deler med Obama og den nuværende forsvarschef, general Martin Dempsey.

Netop en skeptisk holdning til udenlandske militære eventyr er et vigtigt aspekt ved udnævnelsen af Dunford til forsvarschef. Han bliver nemlig militær rådgiver indtil efteråret 2019 og derfor en stemme, man vil lytte til i det næste Hvide Hus. I USA har forsvarschefen ikke direkte befalingsmyndighed over de væbnede styrker. I stedet er han præsidentens og forsvarsministerens nærmeste militære rådgiver og leder af et kontor i Forsvarsministeriet, Pentagon, der samler stabschefer for de fem værn. Kontoret, Joint Chiefs of Staff, har en rådgivende rolle.

Iagttagere i Washington, D.C. bed i går fast i, at Dunford på mange områder er skåret over samme læst som forsvarschef Dempsey, hvilket sikrer kontinuitet i krigene i Afghanistan og Irak.

Den varsomme holdning til interventioner i udlandet har under forsvarschef Dempsey manifesteret sig i en opprioritering af så mange opgaver og militære missioner som muligt til den nationale hær og politistyrker i Afghanistan med de amerikanske tropper placeret i en støtterolle.

At USA sammen med europæiske NATO-lande i de seneste år har investeret så mange ressourcer i træning af afghanske soldater og politistyrker, skal netop ses i den sammenhæng. Det samme gælder for de 3.000 rådgivere og trænere, der er engageret i at træne den irakiske regerings styrker i krigen mod Islamisk Stat.

Oprørsstrategi

En anden vigtig omstændighed skjuler sig bag avisoverskrifterne om Dunfords udnævnelse til forsvarschef. Ligesom Dempsey skal han ikke være tilhænger af den vejledningsbog for krigsførsel mod indfødte oprørsstyrker, som hærens generalstab under general David Petraeus’ ledelse offentliggjorde i 2006.

Det var dette dokument, der lå til grund for præsident George W. Bushs beslutning i 2006 om at eskalere de amerikanske styrkers engagement i Irak med det formål at knuse sunni-oprøret i Anbar-provinsen.

General Petraeus stod i spidsen for offensiven, hvis vigtigste karakteristika var at placere relativt små hærenheder nær den lokale befolkning, med hvem soldaterne skulle stifte kontakt og samtidig beskytte mod »terrorister«. Før havde soldaterne være forskanset bag mure og pigtråd på militære baser.

Præsident Bushs eskalering af styrketallet og Petraeus’ strategi mod oprørerne blev i 2008 fremstillet som en kæmpe succes i USA, da sunni-oprøret blev knust i 2007-08. Men den egentlige årsag var snarere flere klanlederes beslutning om at skifte loyalitet og støtte de amerikanske styrkers bekrigelse af terrorgruppen al-Qaeda i Irak, forløberen til Islamisk Stat.

Ikke desto mindre tog general Petraeus sin oprørsstrategi med til Afghanistan, da han i 2009 af præsident Obama blev udnævnt til øverstkommanderende for USA’s centrale kommando og året efter overtog tjansen som leder af USA’s og NATO’s styrker i Afghanistan.

Da marinegeneral Joseph Dunford overtog jobbet som øverstkommanderende i Afghanistan i 2013, var Petraeus’ strategiske koncept blevet godt kompromitteret.

Dokumentarfilmen Armadillo fra 2013 – om en deling danske soldaters omsonste bestræbelser på at stifte kontakt med afghanske landsbybeboere og love dem beskyttelse mod samarbejde – illustrerer de enorme hurdler, vestlige kampsoldater stod over for. Filmen er populær blandt amerikanske soldater og underofficerer.

I 2013-14 tilbragte general Dunford i NATO’s hovedkvarter i Kabul mange timer med at rådgive præsident Obama over en videoforbindelse om tilbagetrækningen af de amerikanske styrker.

Dunford skal ifølge presserapporter have været enig i at trække alle kampstyrker ud af Afghanistan inden udgangen af 2014, men da den afghanske hær øjensynligt ikke var beredt til at overtage det fulde ansvar, anbefalede han at beholde 10.000.

Det er nu planen at nedtrappe USA’s tilstedeværelse til 1.000 tropper i 2016 – en opgave, som Dunford har et personligt engagement i og som han vil overvåge som den ny forsvarschef fra september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Hvis man har fulgt Vietnamkrigen bare på afstand fra Danmark, så kan man godt tvivle på general Petraeus' strategi med nær integration med den lokale befolkning.
Oliver Stones Vietnamtrilogi, især "Himmel og Jord", viser tydeligt, at landsbybeboerne i den grad kommer i klemme mellem dagens og natten magter.

Som krigsførende i Afghanistan og Irak pådrager man sig et frygteligt ansvar, hvis man får lokalbefolkningen til at støtte sig åbenlyst. Vestlige besættelsestropper, der løbende udskiftes, har ikke en chance for at beskytte befolkningen mod Talibans hævn.

Omvendt skal vi have landsbyerne med os i kampen mod Taliban.

Hvad er så løsningen?
I hvert fald ikke at lokke med billig portvin og slesk tale, for så at lade de lokalbefolkningen udsættes for Talibans repressalier. Det ansvar vil jeg ikke tage på mig.

Min løsning er at holde sig væk og lade de lokale selv finde sig til rette.
Det bliver kun værre, hvis vi blander os.
Vi kan alle komme med frygtelige eksempler.