Læsetid: 4 min.

Makedonsk forvirring

En mislykket antiterroraktion har fået jorden til at brænde under Makedoniens regering. Men krisen roder også rundt i nogle af regionens latente problemer og skaber frygt for en større konflikt
18. maj 2015

Tidligt lørdag morgen den 9. maj indledtes en politiaktion i den nordmakedonske by Kumanovo mod en gruppe personer, som angiveligt havde planlagt en række terroraktioner mod civilbefolkningen på centrale punkter i hovedstaden Skopje og andre større byer i Republikken Makedonien, som skulle bringes til udførelse inden 17. maj. Det gik ikke særlig godt, kampen varede i 16 timer og kostede otte politibetjente og 12 modstandsfolk livet, før man fik tilfangetaget resten af de mistænkte og identificeret dem. Derefter erklærede republikkens regering søndag og mandag for nationale sørgedage. Samtidig hævdede dens talsmænd, at det var en meget farlig sammensværgelse, som nu var blevet afsløret, men at der stadig er fare på færde.

Det sidste er de fleste enige om, men så hører enigheden op. For i store dele af republikkens befolkning er tilliden til den nuværende regering og dens leder, premierminister Nikola Gruevski, meget ringe.

I går var demonstranter i titusindvis på gaden i hovedstaden ledet af oppositionslederen Zoran Zaev, med krav om regeringens afgang. Han ser i høj grad den ikke helt vellykkede antiterroraktion – de store tab i politistyrken og konkrete skader på privat ejendom – som en gang spin, som dels skal demonstrere regeringens beslutsomhed, dels lede opmærksomheden væk fra dens korrupte omgang med offentlige midler ved at spille på den altid tilstedeværende frygt for en genopblussen af de etniske spændinger mellem republikkens slavisktalende majoritet og det store albansktalende mindretal.

Mere græske end grækerne

Republikken Makedoniens præsident citeres for at have udtalt, at man har kendt sammensværgelsen i månedsvis – hvorfor har man overhovedet ladet terroristerne komme ind i landet, og hvorfor slår man først til nu? Hvorfor ser man ingen fotos af de dræbte terrorister, men kun af de tilfangetagne? Hvem står bag terroristerne? Hvorfor gik så meget galt under aktionen? Og hvad er regeringen egentlig ude på? Det er nogle af de spørgsmål, mange savner svar på.

Albaniens regering har allerede udtalt sin afstandtagen fra terrorgruppen. Og få forbinder den med nabolandet mod vest. Men de tilfangetagnes identitet peger mod nordvest, mod Kosovo, hvorfra de skal være indrejst. De menes at være en del af et kriminelt netværk, som kombinerer økonomisk kriminalitet med politisk undergravende virksomhed og med skabelsen af en ’storalbansk’ stat som formål, ’Republikken Ilirida’ (Illyrien). De attentater, de skal have planlagt mod centrale trafikknudepunkter og markedspladser i bl.a. hovedstaden Skopje, følger det samme destabiliseringsmønster, som kendes fra balkankonflikterne i 1990’erne. Den tidligere leder af den makedonske hemmelige efterretningstjeneste mener ligefrem, at det er den mest truende krise siden republikkens selvstændighed i 1992.

Det sidste er en overdrivelse, i hvert fald på indeværende tidspunkt. I 2001 blev en borgerkrig i udvikling mellem radikale slaviske og albanske nationalister standset på et hængende hår, bl.a. ved en resolut international indgriben, men krisen havde da varet i månedsvis. Det, der hidtil har været republikkens alvorligste aktuelle problem, er den elendige økonomi med økonomisk stagnation, en reel gennemsnitsindkomst pr. indbygger på under 300 euro om måneden. Det er kombineret med en regering som øsede ud af offentlige midler til opførelse af store nationalistiske mindesmærker, som efter oppositionens mening – og bestemt ikke med urette – sigter mod at gøre makedonerne mere græske end grækerne.

Tages alvorligt i regionen

Bag de aktuelle makedonske problemer ligger nemlig også det grundlæggende og uløste problem, at republikken stadig i FN-sammenhæng må leve med at være FYROM, the Former Yugoslav Republic of Macedonia. Dens officielle navn ’Republika Makedonija’ er stadig ikke anerkendt af nabostaten Grækenland, som af samme grund blokerede republikkens optagelse i NATO. Det samme gælder dens mulige optagelse i EU. Grækerne har hidtil været ganske ubøjelige i deres afvisning af, at nabolandet kunne bære samme navn som Grækenlands nordligste provins, Makedonia.

Den nuværende regering, som har siddet ni år og tæller både slavisk- og albansktalende medlemmer, har satset på at overgå grækerne i dyrkelsen af eksempelvis den makedonske konge og storerobrer Alexander III (død 323 f.Kr.). Der er tale om en gold identitetskamp, som kun tjener til at ophidse sindene hos de to nabofolk. Reelt har den ført til en isolering af den lille, fattige balkanstat, som ikke er i nogens interesse. Det skulle da lige være Rusland, som den makedonske regering har nærmet sig på det sidste.

I regionen er den nuværende makedonske krise blevet taget ganske alvorligt i de lokale medier. De historiske erfaringer gennem de sidste 25 år er lette at genkalde. Der er en udbredt opfattelse af, at kriser i et land kan brede sig til andre balkanlande, der som den makedonske republik har en blandet etnisk sammensætning. Derfor følges den med opmærksomhed ikke blot i lande som Bosnien-Hercegovina og Montenegro, men også i mere homogene stater som Kroatien og Serbien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu